Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 90:

Forslag til lov om Familieretshuset.

Af børne- og socialministeren (Mai Mercado).

(Fremsættelse 07.11.2018).

Sammen med dette punkt foretages:

10) 1. behandling af lovforslag nr. L 91:

Forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love. (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven).

Af børne- og socialministeren (Mai Mercado).

(Fremsættelse 07.11.2018).

Forhandlingen er åbnet. Fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet. Og der er længere taletid end normalt, nemlig 10 minutter. Værsgo.

Tak. Det er faktisk en ret stor dag i dag, og de lovforslag, vi behandler her, har været i hvert fald 4 år undervejs. Vi påbegyndte at drøfte skilsmisseområdet, mens vi selv sad i regering, med de partier, der i dag står bag. Det blev videreført af den nuværende regering, og jeg synes faktisk, at man gerne må kippe lidt med flaget for, at det er lykkedes at lande så bred en aftale, som det er, på det her område, for skilsmisse er noget, der rammer hvert tredje barn, halvdelen af alle ægteskaber opløses. Det vil sige, at her er vi langt inde i snart sagt alle danske familier. Det her er noget, der betyder rigtig meget for rigtig mange børn; det er noget, der betyder rigtig meget for rigtig mange voksne; og jeg tror, det er vigtigt, at det er et område, hvor vi ikke slås med hinanden herinde, men faktisk forsøger at komme overens med de forskellige standpunkter, der kan være på skilsmisseområdet. Jeg skulle hilse og sige, at det nok er mange af de samme uenigheder, der er, om, hvordan sådan en lovgivning her skal skrues sammen, som de holdningsforskelle, der også kan være i resten af samfundet. På den måde afspejles det jo så også i lovgivningen, når det er sådan, at alle partierne ender med at være med. Det tror jeg er godt.

Så vil jeg sige, at jeg om skilsmisseområdet synes, at det er sådan, at alt for mange børn fortsat kommer i klemme. Jeg har det som udgangspunkt sådan, at hvad voksne mennesker gør, må voksne mennesker selv ligge og rode med. Om de har lyst til at være gift eller skilt eller har lyst til at blive gift og skilt flere gange om ugen, må voksne mennesker selv ligge og rode med. Men i det sekund, der er børn involveret, påhviler der resten af samfundet og vores fællesskab et helt andet ansvar. Og der mener jeg, at den skilsmisselovgivning, vi har haft i Danmark, i alt for høj grad har lagt vægten på, at der var et juridisk forhold mellem moren og faren. Det, vi gør med den her lovgivning, er at sige, at en skilsmisse ikke primært er en sag imellem en mor og en far, det er faktisk primært en sag for barnet – og det forhold skal vi gribe om, for det er der, fællesskabet skal træde i karakter, det er der, fællesskabet skal gå ind og sige, at her kan der opstå ganske alvorlige problemer for et barn. Det gør der under alle omstændigheder – for ethvert barn er det, at moren og faren bliver skilt, en sorg – men problemerne kan også vokse sig enormt store, og det mener jeg simpelt hen ikke vi som samfund har blik for, og det mener jeg vi i langt højere grad får blik for nu.

Vi laver med de her lovforslag en trafiklysordning – rød, gul og grøn. Det er noget af det, der er blevet sagt rigtig meget i forbindelse med forhandlingerne. Og det er jo simpelt hen i erkendelse af, at skilsmissefamilier er vildt forskellige. Indtil videre har vi haft en one size fits all-lovgivning, som slet ikke virker, for det gælder jo alt fra forældre, der lever utrolig gode, fælles forældreliv omkring et barn, selv om de er skilt, til mennesker, der ligger i dødelige konflikter med hinanden. Det kan man ikke håndtere inden for én lovgivnings rammer med samme sæt af regler, og derfor har vi delt det op i tre hovedkategorier: rød, gul og grøn.

Hvis man er grøn, vil det sige, at der er fred og fordragelighed mellem forældrene, at man har et fint fungerende samarbejde med hinanden, og så gælder der et nyt sæt regler. Der opnår man en række privilegier, som vi ikke har i dag, f.eks. det, at forældre kan få fælles bopæl, altså begge to være bopælsforældre til barnet, ikke bare have fælles forældremyndighed, men træde ind i, at man faktisk er fuldstændig ligestillede som forældre.

Jeg skulle hilse og sige fra nogle af os, der tilhører den grønne kategori, at det vil gøre utrolig mange ting rigtig meget nemmere, at forældrene er ligestillede, og det mener jeg også har en meget stor symbolsk karakter. Jeg bryder mig ikke om, vi bryder os ikke om, at man kalder nogle for A- og B-forældre. Det skal faktisk være sådan, at man er ligestillede om det at være forældre, når man er det i virkeligheden. Så jeg mener, det er rigtig godt, at vi træder ind i det nye årtusinde med lovgivningen og tager højde for, at rigtig mange børn lever med skilte forældre, hvor tingene fungerer rigtig godt, og at vi så også tilretter lovgivningen på en måde, så hverdagen kan komme til at fungere omkring det.

Vi har et udestående om børnepenge. Det kan jeg se på lovprogrammet at vi vender tilbage til i februar, men det er ikke et uvæsentligt spørgsmål i den sammenhæng. Det vender vi tilbage til.

Hvis man er i den gule zone, har man konflikter, som netop er i en mellemkategori, og det vil sige, at der skal man efter vores mening og med den her lovgivning mødes af et system, der ikke består af jurister. Der vil jeg igen gå tilbage til det her med, at en konflikt mellem to forældre ikke primært er et juridisk spørgsmål mellem to voksne; det er et konfliktforhold for barnet. Derfor skal vores system også gå til de konflikter på den måde, at det vigtigste sigte med at gå til konflikten er at sørge for, at moren og faren bliver rigtig gode til at samarbejde om det at være forældre for barnet. Det er det eneste og overordnede formål, der er, med den måde, systemet går til tingene på.

Derfor skal det jo ikke være jurister, der primært kan finde ud af at tage sig af et juridisk forhold mellem forældrene; det skal i stedet for være konfliktmæglere, det skal være børnesagkyndige, psykologer, det skal være socialrådgivere, det skal være en helt anden faggruppe end dem, der har siddet i Statsforvaltningen indtil nu. Så det er sådan set ikke, fordi Statsforvaltningen har gjort noget forkert, at vi nedlægger Statsforvaltningen, det er, fordi den lovgivning, som vi politisk har vedtaget, og som Statsforvaltningen har stået på, har været fuldstændig forkert.

Det er den, vi går ind og laver om på nu og opretter et Familieretshus og en børneenhed, som skal være omkring familierne. Så når man rykker ind i den gule zone og altså har konflikter mellem moren og faren, vil man i stedet for at blive mødt af jurister blive mødt af mennesker, der kan hjælpe en til at bilægge de stridigheder, der er, og få et bedre forældreskab for de børn, man har sammen med hinanden. Det er formodentlig en af de største landvindinger på skilsmisseområdet, siden det blev tilladt at blive skilt fra hinanden. Det her betyder rigtig meget for børn, hvor forældrene er i konflikt med hinanden.

Man kan i øvrigt som barn selv tage en sag op, så det kan jo godt være, at moren og faren synes, at alt fungerer fantastisk godt, men der er nok også en enkelt eller to af børnene, som siger: Det kan da godt være, at de voksne synes, det fungerer godt, men det synes vi som børn ikke. Så der bliver en mulighed for selv at tage sagerne op som barn, ligesom kommunerne får en mulighed for at tage sager op, og så ryger vi op i den røde zone.

Der er et stort antal sager, hvor tingene går fuldstændig i hårdknude, og hvor der er en sammenblanding af sociale problemer, misbrugsproblemer og voldsproblematikker, samtidig med at der er gigantiske konflikter mellem moren og faren. Det kan vi slet ikke håndtere, som systemet er i dag – vi kan slet ikke håndtere det, som tingene er i dag.

Børn bliver trådt under fode, sagerne cykler rundt i et alt for mangefacetteret system, hvor man det ene sted træffer beslutning om det ene, det andet sted træffer beslutning om det andet, kommunerne træffer beslutning om noget tredje. Midt i alle de sagsgange står der nogle børn og kigger med store bange øjne, fordi de ikke ved, hvad for nogle rammer de har omkring deres liv, fordi systemet, myndighederne og forældrene ikke kan finde ud af at træffe beslutningerne. Det duer ikke!

Så det, vi gør med det røde spor, er, at vi går ind og får en helhedsorientering ind. Vi får igen en meget mere mangfoldig gruppe af medarbejdere ind omkring familierne, vi får et tættere samarbejde mellem de kommunale myndigheder og det nye familieretssystem, og så får vi en dommer for bordenden, der i sidste ende kan træffe beslutning om alt, der vedrører familiens forhold, med det resultat, at sagerne ikke kommer til at ligge og cykle rundt i systemet.

Vi får også med den her lovgivning noget, som jeg mener er rigtig vigtigt, nemlig en børneenhed. Det er faktisk ministerens forslag – æres den, der æres bør. Det var den nuværende regering, der kom med det i sit indledende oplæg. Det er vigtigt at have fokus på, at børnene skal have et sted at komme hen med den sorg, det er at have været i en skilsmissesituation. Uanset om forældrene er i konflikt eller ej, er det en sorg for børnene. Der, hvor forældrene er i konflikt, er det ikke bare en stor sorg, der er det noget, der kan være decideret ødelæggende for barnets evner og mulighed for at få de tilknytningsforhold, der skal være i en familie.

Den børneenhed, der ser dagens lys med det her forslag, kan forhåbentlig være med til at få det voksne Danmark til lige at træde i karakter og sige: Vi mener faktisk, at det er fællesskabets opgave at passe på de børn der, hvor forældrene er utilstrækkelige, og det er forældrene, hvis de har konflikter, som går ud over børnene. Så det er igen et område, hvor jeg mener at vi tager et skridt ind i et nyt årtusinde i forhold til at sige, hvad det er, der er vores primære blik. Hvad er det, der er det primære med den lovgivning, vi laver som samfund, som stat, som fællesskab? Det er faktisk at passe på nogle børn der, hvor forældrene misser. Og der er ikke noget at sige til, at vi misser. Jeg er selv blevet skilt, så det er ikke for at dømme nogen, men der er bare en periode, særlig oven på en skilsmisse, hvor tingene er utrolig svære for børnene, og hvor det kan være utrolig svært som forældre at være den, der står med opgaven at skulle fortælle barnet om det og ville gøre det på den rigtige måde, at få lagt de der følelser, der kan være kommet enormt meget i klemme i forbindelse med sådan en skilsmisse, til side.

Det har vi som voksne mennesker behov for hjælp til, men børnene har i den grad behov for, at der er nogle, der ser dem, og har i den grad behov for, at der er et sted, man kan henvende sig, hvis man har brug for et længere forløb omkring det, at moren og faren er blevet skilt.

Så vil jeg sige, at der har været rigtig meget ligestillingsdebat om det her, og det er også utvivlsomt sådan, at det at kunne komme til at dele bopælen, betyder, at det ikke længere vil være 90 pct. af bopælsforældrene, der er kvinder. Det vil betyde, at langt flere mænd kommer ind og bliver ligestillet og kommer i øjenhøjde med forældreskabet som skilte forældre. Det mener jeg er rigtig godt.

Men jeg vil også gerne have lov til at sige, at det altså er sekundært. Nu bliver jeg på nettet vel nærmest hver eneste dag svinet til for at være feminist. Det er jeg ellers ret stolt af at jeg er. Men jeg vil bare sige, at lige præcis når det handler om skilsmisser, skal vi i den offentlige debat huske på, og vi skal huske på det, når vi selv bliver skilt, at der er ét hensyn og kun ét hensyn, og det er, hvordan børnene har det i den skilsmisse, og ikke alt muligt andet, for det må og skal altid være sekundært.

Jeg vil gerne sige tak for et utrolig godt samarbejde med regeringen om de her ting. Jeg synes, vi er kommet godt i mål. Det betyder rigtig meget derude, og jeg håber, at den her lov lever op til alle de forventninger, vi har til den.

Tak til ordføreren. Værsgo til fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti.

I min tid i Folketinget har jeg deltaget i mange og også meget forskellige forhandlingsforløb. Det har både været spændende og også lærerigt, men der er alligevel altid nogle forløb, som har skilt sig ud, og som har fyldt rigtig meget, både indholdsmæssigt og tidsmæssigt, og Socialdemokratiets ordfører var lige inde på, at det nok har været en lovgivning, der har været 4 år undervejs. Det er lang tid, men det har også været nødvendigt. Men ud over det indholdsmæssige og det tidsmæssige omfang af det kan man også sige, at det har været nogle forhandlinger, som følelsesmæssigt har fyldt meget. Det skal ikke forstås sådan, at jeg siger, at vi laver lovgivning med følelserne, men det er mere et udtryk for, at vi virkelig bredt politisk har været meget bevidste om, at det, som vi beslutter i forbindelse med den her lovgivning, vil påvirke rigtig mange familier.

Vi ved, at skilsmissetallet er ret højt. Omkring 50 pct. af de indgåede ægteskaber bliver opløst. Så ønsket fra vores side har helt klart været at forbedre et område, som ikke har været tilstrækkelig velfungerende. Der er jo ingen tvivl om, at når man har noget lovgivning, som påvirker følelserne hos mennesker og dem, det involverer – og det er jo selvfølgelig både på godt og ondt – så er det også noget, som vi skal tage højde for. I hele det her forløb, som jeg også har været en del af igennem de her seneste 4 år, synes jeg jo, at man kan sige, at det har været nogle lange, intense forhandlinger, og de har også været komplicerede indimellem – der har været meget jura forbundet med det – men hele tiden har der i mit baghoved været lagret sådan et billede af det barn eller de børn, som er mere eller mindre involveret i deres forældres skilsmisse, og det billede har jeg prøvet at holde fokus på hele vejen igennem. For det har jo netop været det, der har været det primære, altså at vi ville ændre en lovgivning, hvor vi også kunne se, at de forandringer, vi foretog, ville gøre en forskel for de involverede børn.

Derfor var det jo egentlig nok noget af det, som jeg husker bedst fra de der indledende faser, at vi talte om forældreansvarsloven. Hvordan kunne vi gå ind og få kigget på den? Hvordan kunne vi få lavet en ny formålsbestemmelse, hvor vi netop ville sætte hensynet til barnet øverst? Det, at en skilsmissesag er et meget, meget svært forløb for en hel familie, betyder også, at der skal være fokus på barnets trivsel, og at barnet i det omfang, hvor det skønnes muligt, selvfølgelig også skal høres og inddrages, og det har vi jo så besluttet at barnet bliver. Jeg tror ikke, den tidligere ordfører var inde på det, men det er i forhold til, at vi skal have børnesagkyndige, at barnet får et tilbud om en kontaktperson og også retten til en bisidder. Det er meget, meget væsentligt for den her lovgivning, og det har vi selvfølgelig været enige om, og vi har drøftet intenst, hvordan man kan lave den her konstruktion i forhold til det her område.

For Dansk Folkeparti har det været meget vigtigt, at der skal være det, der hedder et styrket samarbejde mellem det familieretlige og så det sociale system, at der skal finde det, vi kalder en koordineret indsats, sted, hvor der nemlig hurtigt kan ske en udveksling af de oplysninger, der er, og selvfølgelig primært i de komplekse sager. Det kan nemlig have afgørende betydning for alle de implicerede parter i en skilsmisse. Men for børnene kan det jo netop være det, som er medvirkende til, at de både på kort og på længere sigt kommer videre og også igennem en meget voldsom og livsvforandrende periode. Uanset om forældre kan finde ud af at blive skilt eller ej, vil det i hvert fald meget, meget ofte være sådan, at hvis man har fælles børn, sker der en stor påvirkning af barnet. Jeg må også sige – og det har jeg også fremført flere gange i forhandlingerne – at det ikke er sjældent, jeg har hørt om de børn, hvor forældrene kan finde ud af, hvis man kan bruge det udtryk, en god model for deres forældreskab og også for skilsmissen, men der står så ofte et barn, som føler en stor form for skyld. For når mor og far efter skilsmissen lige pludselig har det godt, men barnet er trist, så føler barnet ofte, at det er barnet, der har været årsag til skilsmissen, og sådan mener Dansk Folkeparti ikke at et barn skal føle.

Det har også i drøftelserne og i tilblivelsen af lovforslagene været vigtigt at få kigget på, hvordan der kan komme mere fokus på det, som vi kalder det ligeværdige forældreskab. Ofte har det egentlig været sådan, at den ene part har følt sig tilsidesat og mindre ligeværdig som forælder, og tiden lige omkring skilsmissen kan være meget turbulent for alle parter. Ord og beskyldninger kan fyge om ørerne, men når det hele har lagt sig og måske også falder lidt mere til ro, kan der blive truffet nogle beslutninger, som på sigt kan være gode for alle parter. Derfor mener jeg også helt klart, at det var vigtigt, at vi fik aftalt, at beslutningen om et barns endelige bopæl netop skal udskydes i 3 måneder fra samlivsophævelsen.

Penge – det hørte vi også om lidt før – kan jo ofte være konfliktskabende i skilsmissesager: Hvem skal have hvad? Og hvem skal betale for hvad? Det er trist, og jeg tror faktisk ofte, det går ud over barnet. For uanset hvad bliver barnet også involveret, ved at man lytter til, hvad der foregår og måske til de uoverensstemmelser, der er mellem forældrene. Men med den beslutning om, at forældre, der deler forældremyndigheden, også som udgangspunkt modtager halvdelen af børne- og ungeydelsen, synes vi det er rigtig fint.

Så har der jo været rigtig mange andre økonomiske aspekter inddraget i de her drøftelser. Interessant har det været, og vi har ikke selv kunnet, hvad skal man sige, manøvrere rundt i dem, fordi meget også ligger på andre ministerielle områder, og det er ret komplekst. Det skal der jo så også ses på efterfølgende, og det er selvfølgelig noget, som vi fra Dansk Folkepartis side ser frem til både at blive informeret om, men måske også involveret i.

Så er der et andet område, som også er kommet med i lovgivningen. Det var jo sådan, at for nogle år tilbage blev det, der blev kaldt for separationsperioden, afskaffet. I Dansk Folkeparti er vi af den klare overbevisning, at det at få lidt tid til refleksion ikke skader i en situation, hvor en familie opløses. Vi fremførte under forhandlingerne, at vi gerne så, at den her periode blev genindført. Det var nok ikke den letteste manøvre, men en gang imellem er der jo noget, der ligger i det, vi måske kunne kalde et partis dna, altså at man virkelig gerne vil kæmpe for noget for at få det med i lovgivningen, og det lykkedes faktisk i stor udstrækning, og det er vi meget tilfredse med. Vi anerkender også, at andre partier har haft mere eller mindre svært ved at acceptere det, men vi har også lyttet til dem, og de har lyttet til os, og vi har hørt på hinandens argumenter. Og jeg synes faktisk, at det, vi er nået frem til i aftalen om, at der nu indføres en 3-månedersperiode til refleksion, at perioden udnyttes og bruges konstruktivt, at man i Familieretshuset bliver givet børnesagkyndig rådgivning, målrettet rådgivnings- og afklaringssamtale, at der bliver konfliktmægling, samt at vi også arbejder med, at der skal laves et obligatorisk digitalt forløb med det formål selvfølgelig at skabe en forståelse for barnets situation og de reaktioner, som der kommer på forældrenes skilsmisse, helt klart er et skridt i en retning, hvor netop hensynet til barnet og barnets trivsel er det primære. Så det ser vi selvfølgelig frem til.

Jeg vil også gerne slå fast, at når Dansk Folkeparti også har arbejdet meget på at få lavet den her refleksionsperiode – det tror jeg også de andre ordførere, der har deltaget, vil kunne nikke genkendende til – så har det absolut ikke været et spørgsmål om, at Dansk Folkeparti siger, at man ikke skal blive skilt. Men vi synes selvfølgelig, det er bekymrende, at halvdelen af ægteskaberne bliver opløst. Men for os har det været utrolig vigtigt, at når det drejer sig om fælles børn, så får man altså skabt det mest solide fundament for sine børn som overhovedet muligt, også i den hverdag, der følger, og her er vi altså overbevist om, at tid til refleksion absolut ikke skader. Det fandt vi jo også ud af, da debatten kørte på sit højeste – for det fik jo en del medieopmærksomhed: At der faktisk er rigtig mange, der bakker os op om det. Og jeg har også noteret, at flere af de partier, som måske som udgangspunkt var imod, også har sagt, at nu har vi fået lavet et supergodt indhold, og det er jo så det, som vi arbejder videre med. Jeg tror helt klart, at vi, i forbindelse med at vi vedtager de her love, i løbet af få år vil kunne se, at vi går den rigtige vej.

Men jeg er selvfølgelig som politiker meget opmærksom på, at en så omfattende lov, som det virkelig er, også bør følges op, og derfor har vi også sat en bestemmelse ind om, at vi skal have en evaluering. Den skal først ske om 4 år, og 4 år er lang tid – det kan det i hvert fald lyde som, og ofte vil vi også gerne have evalueringer tidligere – men jeg tror, at netop i det her tilfælde, hvor så meget ændres og vi skal have lavet nogle nye konstruktioner, så giver det faktisk god mening, og vi skal jo ikke vente 4 år på at sætte os sammen. Vi skal også have nogle statusmøder, og dem forventer vi helt klart at ministeren går i spidsen for at få lavet. For det er jo her, vi har mulighederne for både at følge op, men også at høre og inddrage de erfaringer, der kommer i de nye konstruktioner, vi ser.

Jeg vil også gerne sige, at al lovgivning jo bliver fulgt op af et udvalgsarbejde, og det skal det her også. Selv om vi egentlig føler, at vi nok er nået i mål lige, hvor vi kan være p.t., så er det jo nok ikke nogen hemmelighed for flere af os, også de seneste dage, hvor det er kommet så tæt på – lige pludselig skal vi kigge på den her lovgivning, og nu skal den førstebehandles – at der altså er kommet flere henvendelser og kommentarer. Og det er jo selvfølgelig noget af det, jeg synes vil være oplagt at vi tager i forbindelse med udvalgsarbejdet.

Men Dansk Folkeparti ser utrolig meget frem til, at vi får lavet en ny struktur på hele det familieretlige område.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Hans Andersen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til de forrige ordførere for at gennemgå lovforslaget forholdsvis detaljeret – tak for det – så jeg skal gøre min tale relativt kort.

Med de to lovforslag udmønter vi jo aftalen om et nyt familieretligt system, en aftale, der bl.a. indebærer oprettelsen af Familieretshuset og et langt stærkere fokus på barnets tarv, en aftale, som samtlige af Folketingets partier som sagt står bag. Med det nye Familieretshuset sikrer vi et langt bedre forløb for familier, der f.eks. ender i skilsmisse. Vi skaber et nyt system, som er enstrenget, så vi samler de nødvendige kompetencer ét sted, samtidig med at vi undgår parallel sagsbehandling.

Vi skaber en ny kategorisering af familiekonflikter, så familierne får den hjælp, der passer til deres situation, og ikke mindst skaber vi et system, hvor barnets tarv altid kommer i første række. Det gør vi bl.a. ved at ændre på lovgivningen, men også ved at skabe en børneenhed, som tidligere omtalt, i Familieretshuset, som alene fokuserer på barnets trivsel i en svær familiesituation. Så med forslagene, som vi behandler her i dag, får vi altså et bedre og mere fleksibelt system, som sikrer, at barnet er i centrum. Derfor glæder jeg mig også over, at alle partier står bag aftalen, så vi får tryghed og stabilitet på området.

Derfor skal der lyde en tak til de andre partier for en god, konstruktiv, alvorlig forhandlingsproces, der jo også indeholdt nogle armlægninger, og sådan må det nu engang være, men jo også for den her konstruktive tilgang til et svært og ømtåleligt emne.

Med de ord skal jeg meddele, at Venstre stemmer for lovforslagene.

Tak for det. Tak til ordføreren. Hr. Rasmus Vestergaard Andersen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg hedder nu godt nok Madsen, men det tager vi.

Vi behandler i dag et rigtig vigtigt lovforslag om det nye familieretslige system, et system, som vi i Enhedslisten er rigtig glade for. Det er vi, fordi hensynet til barnet og barnets trivsel langt om længe kommer i centrum i lovgivningen på familieområdet. Alt for længe har barnets trivsel måttet stå i baggrunden, når forældre har haft vanskeligt ved at finde løsninger på de problemer, som kan opstå i eksempelvis en skilsmisse, og alt for længe er barnets ret til begge forældre blevet misforstået som begge forældres ret til barnet.

For Enhedslisten har det derfor været et afgørende pejlemærke i indretningen af det nye system at gøre barnets bedste til det styrende princip. Det indebærer ikke bare, at hensynet til barnet og dets trivsel skal stå soleklart i lovens formålsparagraffer. Det indebærer også, at hensynet til barnet gennemsyrer tilrettelæggelsen af hele systemet og i den måde, barnet bliver fulgt på igennem systemet. Det er vi lykkedes med, og det er vi rigtig glade for. Formålet i forældreansvarsloven vil samtidig blive ændret, så der ikke længere er tvivl om, at barnets ret til trivsel altid kommer til at stå før forældres ret til barnet. Derudover står hensynet til barnet nu helt centralt i loven om det nye familieretslige hus.

Det en stor sejr, at børn nu sikres en børnesagkyndig kontaktperson, at børn får mulighed for at være en del af børnegrupper, at de hjælpes til at få en bisidder, så vi sikrer os, at børn i langt højere grad høres i deres egne sager, og at børns retssikkerhed overholdes. Det er afgørende, at vi har sørget for, at der er børnefaglige kompetencer til stede alle steder i systemet, også – og især – hos domstolene, hvor familieretten fremover skal afgøre de mest komplicerede og konfliktfyldte sager.

En ordning, der indtil nu har afspejlet i hvor ringe grad hensynet til barnet har været i familieretslige sager, er brugen af fogedretten i sager om tvangsfuldbyrdelse. Det har været afgørende for os i Enhedslisten, at fogedrettens rolle i sager, der involverer børn, bliver begrænset mest muligt og sådan set helst stoppede helt. Børn er børn. De er hverken en computer, en sofa eller en bil, der skal afhentes af en myndighedsperson i uniform og udleveres til rette ejer, og det siger selvfølgelig sig selv, at det ikke er til barnets bedste, når uniformerede myndighedspersoner møder op for at tage barnet med sig.

Med disse lovforslag vil sager om tvangsfuldbyrdelse fremover blive behandlet i familieretten og ikke længere i fogedretten. Fremover vil der altid være en børnesagkyndig til stede ved en tvangsfuldbyrdelse, som skal tilrettelægges, så det er forældrene og ikke barnet, der oplever magtanvendelsen direkte. Og vigtigst, så må tvangsfuldbyrdelse fremover kun foretages, hvis det vurderes at være til barnets bedste.

I Enhedslisten er vi helt overbevist om, at hensynet til barnets trivsel, der nu langt om længe har fået en central plads i det familieretslige system, vil betyde en vigtig forskel for de mange børn, der har sager inde på livet. Derfor er vi også stolte af den her aftale, og vi glæder os til at følge det nye familieretslige hus og se, hvordan det kommer til at fungere i praksis.

Tak til hr. Rasmus Vestergaard Madsen. Tak for det. Hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordet. At skilsmisser er en udfordring og er svære at håndtere, går længere tilbage i historien, end man skulle tro. Vielsesritualet er udformet på den måde, at det bliver nævnt, at man indgår ægteskab, til døden jer skiller. Det var en bestemmelse, der blev indført i 1897, fordi man på det tidspunkt oplevede, at der var for mange skilsmisser, og så ville man gerne minde mennesker, der indgik ægteskab, om, at ægteskabet altså var, til døden jer skiller. Og i »Takt og tone« fra 1918 af Emma Gad er der også ret lange passager om, hvordan fraskilte ægtefæller bør omgås hinanden på en fornuftig måde. Så der er jo ikke noget at sige til, at f.eks. Folketinget også interesserer sig for de her spørgsmål, og det er en rigtig god aftale, som man nu er nået frem til.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil var inde på, at man har haft sådan en tilgang tidligere, hvor one size fits all, som det vist desværre også hedder på dansk, så det er vældig godt, at man tilpasser sig nu. Der har været problemer. Det er godt, at der kommer domstolskontrol i de svære sager, hvor der er behov. Det er godt, at der bliver fokus på barnets tarv og en forstærket fokus på barnets tarv, så man bruger ressourcerne i Familieretshuset der, hvor det er fornuftigt at bruge dem, altså hvor der er et højt konfliktniveau eller andre særlige behov.

Vi er også glade for, at der sker nogle ændringer i forhold til børnefamiliers økonomi. For os er det sådan, at udgangspunktet i forhold til børnepenge og børneydelse må være, at man deler proportionalt efter samværsordningen. Der bør altså ikke være et incitament til at spekulere i, at samværsforældrene skal have relativt få dage, så bopælsforældrene kan få børnepenge. Det kan skabe og optrappe konflikter og er jo, hvis vi ser bort fra det formelle, også grundlæggende urimeligt. Nu bliver der skabt nogle forbedringer på området her, fordi man indfører mulighed for delt bopæl og derfor også for at dele børne- og ungeydelsen. Det er et godt skridt i den retning, som vi gerne ser tingene udvikle sig.

Som DF's ordfører også var inde på, har der jo været diskussioner i den politiske familie om, hvor lang separationsperioden bør være. Det er jo ikke sådan, at vi ikke kan forstå de argumenter, der er blevet fremført. En skilsmisse kan være forvirrende, den kan være hård, både for de voksne og for børnene, og det er selvfølgelig helt elementært rigtigt, at det er en god idé, at den beslutning modnes, så man ikke træffer forhastede beslutninger. Det, som vi førte ind i forhandlingerne, var selvfølgelig, at beslutningen for det meste ikke kommer som et lyn fra en klar himmel, og at der i langt de fleste tilfælde jo har været nogle meget, meget grundige overvejelser hele vejen i forløbet.

Men vi er glade for den aftale, der er lavet, og vi stemmer selvfølgelig med glæde for, fordi det samlet set er en rigtig god aftale, der på en lang række områder forbedrer forholdene, både for de voksne i de tilfælde, hvor der egentlig ikke er de store problemer, og for voksne og børn også i de mere komplicerede tilfælde. Så det glæder vi os til at bakke op om, når vi kommer til tredje behandling. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. I Alternativet synes vi også, det er en lidt stor dag i dag. For mens verden er gået videre, som den nu skal, har vi arbejdet rigtig hårdt i Socialministeriet sammen med de andre partier på at lave en ny skilsmisselovgivning i Danmark. Og det er jo ikke odiøst, for det er jo det, vi får løn for, og det er jo det, vi er valgt til, men det er rigtig dejligt, når man for en gangs skyld virkelig synes, det lykkes at lave noget godt og at lave noget, som alle partier kan støtte, og som betyder så meget for så mange mennesker.

Der er jo utrolig mange elementer i det her lovforslag, og der er blevet redegjort for rigtig mange af dem allerede af de tidligere ordførere. Jeg vil bare nævne et enkelt, som har været utrolig vigtigt for os i Alternativet, og det er, at børn ikke skal hentes af fogeden. Altså, man ser det for sig nogle gange i de yderste mareridtsscenarier, at et angst og skrigende barn skal hives ud fra under et bord, fordi den ene forælder ikke vil aflevere det til den anden. Og jeg tror, det er traumatiserende; jeg tror, det er en ting, som barnet husker resten af sit liv. Og det har vi så forsøgt at sikre ikke sker igen. Vi skal lige teste det og se, om vi kan få det helt ned på nul – det skal det nemlig, det skal aldrig ske i Danmark. Og det er en af de ting, vi har arbejdet rigtig meget med.

Men i stedet for at gentage alle de elementer, som jeg synes at andre ordførere har redegjort rigtig godt for, vil jeg egentlig bare sige lidt om, hvorfor jeg tror det lykkedes så godt at lave noget, som vi er godt tilfredse med. Og det er, fordi vi har været gode til at tage barnets udgangspunkt i de her forhandlinger. Vi har selvfølgelig tit diskuteret inden for de enkelte elementer i lovgivningen, om det her er retfærdigt for moren, om det her er retfærdigt for faren, hvordan det vil opleves, og hvordan det vil hænge sammen. Og det er også uhyggelig vigtigt, at det her skal være retfærdigt for mødrene og for fædrene, men der er en ting, som er endnu vigtigere, og det er, at det er retfærdigt for barnet i en situation, hvor barnet måske er ude i den største krise i sit liv overhovedet.

Der har vi været gode til, at skiftende partier lige har markeret og sagt: Lad os lige prøve at se det her fra barnets perspektiv, lad os lige foretage en slags fælles mental rejse ind i det pressede barns sind og se, hvordan det her vil virke, og hvordan vi gør det her mest nænsomt og mest skånsomt og mest retfærdigt for den, som det her i allerallerhøjeste grad handler om. Og det er nemlig barnet. Og jeg tror, at en af grundene til, at vi er godt tilfredse med det arbejde og politiske håndværk, vi har lavet her, er, at hensynet til barnet går som en rød tråd gennem alle de her elementer, der er i det her lovforslag. Og det er jeg i hvert fald utrolig glad for og en lille smule stolt af.

Det er klart, at vi skal være åbne for justeringer; der kommer selvfølgelig henvendelser med ændringsforslag og justeringer, og det er jo noget, vi skal se på. Men det er nok ikke nogen overraskelse, at vi i Alternativet også er glade for det her lovforslag, og at vi kommer til at stemme for.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, fru Marianne Jelved. Værsgo.

Jeg synes også, det er en rigtig stor dag i dag, hvor vi førstebehandler to lovforslag. Det store i dag er, at vi har haft et virkelig godt samarbejde, de ni partier, ministeren og ministeriet, og det bærer vores arbejde og vores begejstring over det, vi behandler i dag, også præg af. Det lover jo godt for fremtiden for de familier, der kommer i den situation, at de har brug for den lovgivning, vi nu behandler her i Folketinget.

Det er jo velkendt, at den lov, som nu bliver afløst af den her nye lov, var en lov, som havde fokus på, at både mor og far skulle har ret til samvær med børnene. Det var helt ideelt på det tidspunkt, hvor man vedtog den lov, for der var ligestillingsproblemet meget fremme – altså om faren havde de samme rettigheder som mor med hensyn til samvær med barnet. Det er jo et helt gyldigt synspunkt at have, men vi gjorde bare den erfaring, når vi så os omkring i samfundet, at der var rigtig mange, der kom i klemme, ikke mindst børnene, på den måde, det blev forvaltet. Det er selvfølgelig fuldstændig i orden, når forældrene kan enes om det, men sådan er det bare ikke altid i den virkelige verden. Derfor er der mange børn, der er kommet i klemme, og det er baggrunden for, at vi nu laver en totalt ny skilsmisselovgivning. Det er ikke bare en lovgivning, hvor der er paragraffer, der bliver ændret. Det ene af de lovforslag, vi behandler, er faktisk forslag til en helt ny lov. Det er barnets bedste, der hele tiden er det afgørende, og det er den synsvinkel, der skal lægges alle steder, når man har en proces, der fører til en skilsmisse.

Lovgivningen lægger op til også at styrke forældrenes samarbejde for at sætte barnets trivsel i fokus. Det forventer jeg mig også rigtig meget af, for der tror jeg faktisk også, at vi som politikere kan lære en hel del om, hvad der skal til, for at man kan hjælpe familier med problemer af den karakter, som det er, når man skilles. Det er en kæmpe, kæmpe stor belastning for familien som sådan og ikke mindst for de børn, som bliver involveret i det. Derfor har vi også gjort meget for at sætte barnet i centrum i den lovgivning, som vi nu behandler, og vi taler meget om Børneenheden, om der er de relevante kvalifikationer til stede med bl.a. børnesagkyndige, om barnet kan få en kontaktperson, og om barnet kan følges af en bisidder i den proces, hvis det er nødvendigt. Det er en ret, barnet har ved bl.a. løsning af konflikter. Så barnet er virkelig sat i centrum på rigtig mange punkter.

Men når der nu skal ske skilsmisser, er det heldigvis langt de fleste skilsmisser, som går nogenlunde rimeligt og finder sted i en god tone, hvor man tager hensyn til hinanden, og derfor er det jo langt de fleste, der klarer det inden for de rammer, som lovgivningen nu giver. Det har vi været så venlige at kalde det grønne spor. Jeg tror, at det er i størrelsesordenen 80 pct. af skilsmisserne, der går den vej. Men der bliver alligevel uenigheder, og dem skal man selvfølgelig prøve at løse, og det kalder vi så det gule spor, og det vedrører måske halvdelen af dem, der så er tilbage. Der skal løses nogle problemer, og nogle gange går det altså alligevel helt galt, og så er der en familieret, altså en domstol. Det er noget nyt at tænke på den måde, men vi har været på studietur i Oslo og bl.a. set, hvordan de i Norge har gennemført den model. Den er vi blevet inspireret af, men vi har også læst om andre landes måde at løse den her type opgave på.

Det er jo sådan, at hvis forældrene ikke bliver enige, så kan de indbringe den afgørelse, der er blevet givet dem, i Familieretshuset til familieretten, og så træder domstolen i funktion. Jeg synes, det bliver rigtig, rigtig lærerigt og spændende at følge, hvordan det her kommer til at fungere i virkelighedens verden. Men sammenlagt er det et helt nyt system, vi gennemfører nu, og jeg venter mig rigtig meget positivt af det, for vi har haft det, jeg vil kalde et forbilledligt samarbejde mellem ministeren og de ni partier i Folketinget. Jeg er sikker på, at alle ni partier vil følge gennemførelsen af lovgivningen med stor interesse og ihærdighed, og forventer, at ministeren også orienterer os løbende om de erfaringer, der kommer. Men sådan noget aftaler vi jo med hinanden.

Så jeg vil gerne kvittere for det samarbejde, som jeg, når jeg er ude i landet, praler af kan ske på Christiansborg uden den store ballade i TV-Avisen dag efter dag. Vi kan godt, når vi vil.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører er fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. SF's ordfører på området kunne ikke være her, men jeg har også interesseret fulgt sagen og forhandlingerne, og vi synes jo i SF, at vi er nået frem til et rigtig, rigtig godt resultat. Det er jo en udmøntning af aftalen om et nyt familieretssystem – en aftale, der blev indgået af regeringspartierne og de øvrige partier i Folketinget, herunder SF. Og derfor bakker vi naturligvis op om begge forslag.

I SF er vi, som flere af mine kolleger også har været inde på, særlig glade for, at det nye familieretlige system har som hovedformål at sætte barnets tarv i fokus. Den nye formålsbestemmelse, som med forslaget indsættes i forældreansvarsloven, skal sikre, at barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse altid vægtes over andre hensyn i afgørelser om forældreansvar. Det er med andre ord selve grundstøtten i den nye lov, og det er ideen, at lige netop dette formål skal gennemsyre hele systemet.

En lang række elementer i aftalen afspejler det formål. Et af dem er den særlige børneenhed, som bliver barnets egen indgang ind i det nye familieretlige system. Børneenheden skal dels følge og støtte barnet under sagens behandling, dels sikre, at barnets perspektiv inddrages konstant og løbende gennem hele processen. Samtidig indeholder Børneenheden også et tilbud om en kontaktperson, ret til en bisidder og oplysninger om rettigheder og muligheder med hensyn til børnegrupper, samtaler og anden hjælp, der måtte være brug for.

Det er alle rigtig gode elementer, som vi i SF er rigtig glade for er blevet en del af det nye system. Vi bemærker jo også, at en lang række centrale organisationer på området, f.eks. Børnerådet, Børns Vilkår og Mødrehjælpen er positive i forhold til lige netop de her elementer i aftalen.

Samtidig er det også positivt, at det med aftalen slås fast, at fogedretten ikke længere skal være en del af familieretssystemet. I dag bliver sager om fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær netop behandlet i fogedretten, hvor man ellers primært beskæftiger sig med pengekrav. Vi har længe i SF syntes, at det var fuldstændig urimeligt over for børnene, at det var det system, man skulle slæbes igennem. I det nye familieretlige system løftes sagerne væk fra fogedretten og ind i familieretten som en del af en sammenhængende og helhedsorienteret proces.

Forældres konflikter om samvær og eventuelt fuldbyrdelse af samvær er ufattelig belastende for barnet. Når forældres konflikter overskygger barnets hensyn, er det aldrig til barnets bedste. Det forsøger vi nu med aftalen at tage et opgør med, så det altid er barnets tarv, der tages hensyn til. Og med aftalen slås det fast, at hovedbetingelsen for f.eks. at kunne fuldbyrde et samvær er, at det kun kan ske under hensyn til barnet, og at fuldbyrdelsen skal varetage barnets bedste.

Der findes også en lang række andre elementer, man kunne nævne, som helt centrale for det nye system, nemlig for det første den nye tilgang med en opdeling i henholdsvis gult, grønt og rødt spor, som skal sikre den rette visitation til et sammenhængende forløb i Familieretshuset og de mere komplekse sagers afgørelser i familieretten; for det andet et generelt større hensyn til de mange, som selv finder løsninger, bl.a. gennem hurtige og enkle forløb for registrering af enige parters aftaler; for det tredje en stribe af rådgivnings- og mæglingstilbud i de tilfælde, hvor der er konflikter, eller hvor der er behov for at forebygge, at de opstår; og for det fjerde det store fokus på at lave gennemskuelige og forudsigelige forløb for familierne og styrke samarbejdet mellem det familieretlige og det sociale system for at sikre helhedsorienterede indsatser.

Samtidig er der også enkelte elementer, som vi i SF ikke er de største tilhængere af, men som det gælder i alle aftaler, handler det om at finde kompromiser. Med den nye aftale indføres der en refleksionsperiode på 3 måneder, og den dækker over, at et ægtepar med børn, der ønsker skilsmisse, nu skal vente i 3 måneder, før skilsmissen er gennemført. Argumentet er, at det er for barnets bedste, og at det skal sikre forældrene tid til eftertanke, bl.a. gennem rådgivning. Begge forældre er bopælsforældre i perioden, også selv om de ikke bor sammen, og forældrene skal igennem et obligatorisk digitalt forløb, som giver viden om bruddets betydning for barnet, og hvordan man bedst kan støtte barnet i den situation.

Vi er ikke tilhængere af refleksionsperioden. Vi fjernede de 6 måneders refleksionsperiode, da vi sad i regering, og den beslutning synes vi var den rigtige. Vi mener ikke, at staten skal gå ind og bestemme, hvor længe man skal vente, før man bliver skilt. Der er grænser for, hvad staten skal blande sig i.

Men når det er sagt, er vi rigtig glade for alle de andre ting i aftalen – specielt det at sætte barnets tarv allerøverst. Vi kan selvfølgelig bakke op om begge forslag. Og så skulle jeg også hilse fra min kollega Trine Torp og sige til både kollegerne i de andre partier og ministeren, at hun har været rigtig glad for forløbet og er rigtig glad for aftalen.

Tak til ordføreren. Fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Tak. De Konservative er også rigtig glade for sammen med et enigt Folketing at kunne tilslutte sig lovforslaget om Familieretshuset. Hvert tredje barn oplever, at forældrene går fra hinanden, og de rammes på forskellig vis. For os har det været vigtigt, at hensynet til barnets tarv kom først, og det fremgår også tydeligt i formålsbestemmelsen, at barnets bedste er omdrejningspunktet i loven.

Hvert år behandler systemet op imod 100.000 sager, hvoraf 37.000 sager er mere komplicerede og tunge – det er de såkaldte gule og røde sager. Uanset om sagerne har den ene eller den anden farve, er det en stor omvæltning for de involverede parter, for mor og for far og ikke mindst for børnene. Derfor er det vigtigt, at vi med dette lovforslag indfører et system, som er smidigt, og som tager hensyn til den svage part i et familiebrud, nemlig barnet.

Lovforslaget er ambitiøst på flere måder. Der lægges op til en hurtig sagsbehandling med korte tidsfrister, så sagerne ikke samler støv på skrivebordene, men sikrer, at familierne kommer hurtigt videre i en svær tid. Børneenheden er ligeledes en spændende nytænkning, som skal sikre børnene deres egen indgang til rådgivning og støtte. Med lovforslaget styrkes barnets stemme og barnets tarv, hvilket glæder os.

Vi lægger som nævnt vægt på, at udgangspunktet er barnets bedste, og begge forældre kan i tilfælde af familiebrud, og hvis de er enige om det, få en fælles bopæl. Dermed sikrer vi, at den ene forælder ikke kan føle at være en dårligere forælder end den anden. Det er godt at sikre ligeværdighed. Med lovforslaget her bortfalder den direkte skilsmisse, hvis der er mindreårige børn. Fra den 1. april næste år indbygges der en refleksionsperiode på 3 måneder, før skilsmissen er endelig.

Fra Konservatives side ser vi frem til at følge arbejdet med Familieretshuset, og vi kan som nævnt støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er der ikke flere ordførere, så det er ministeren. Værsgo.

Tak, formand. Først og fremmest vil jeg gerne kvittere for den meget flotte modtagelse, som lovforslagene har fået her i Folketingssalen i dag. Det er jo de to lovforslag om et samlet familieretligt system – det, man vel også almindeligvis kalder skilsmissesystemet, også selv om det selvfølgelig også er for brud mellem mennesker, som ikke er gift.

Vi har lyttet til hinanden undervejs, vi har justeret, og vi har sammen fundet nye løsninger, og på hver sin vis ved jeg at vi alle sammen er glade for resultatet. Det synes jeg også debatten i salen i dag bærer præg af. Cirka hvert tredje barn oplever i løbet af deres barndom, at forældrene går fra hinanden, og det vender op og ned på verden for de her børn. Rigtig mange oplever heldigvis, at deres forældre over tid formår at samarbejde om at opbygge en god hverdag for barnet baseret på et ligeværdigt forældreskab. Men jeg tror også, at vi alle sammen kender forældreparret eller venneparret, der ellers er velfungerende og omsorgsfulde forældre, men hvor skilsmissen alligevel ikke helt slipper taget og i stedet udvikler sig til en årelang kamp, hvor barnet klemmes, og hvor barnet svigtes.

Vores aftale, lovforslagene og oprettelsen af Familieretshuset og familieretten skal gøre en forskel for de her børn, flytte dem fra at være efterladt på sidelinjen, til at arbejdet med familien har barnet i centrum. Også for de mest sårbare børn skal reformen gøre en reel forskel. For barnet, som ikke blot kæmper med en brudt familie, men også med sociale problemer, skal vi arbejde tværfagligt og altid sætte hensynet til barnet højest i samarbejde med de sociale myndigheder. Hjertet i reformen er en helt ny børneenhed i Familieretshuset, hvor barnet kan få støtte, rådgivning og en kontaktperson. Børneenheden sørger for, at barnet kommer trygt igennem forløbet, men også at barnet reelt høres, og at arbejdet med familien tager udgangspunkt i barnets og familiens trivsel.

Netop arbejdet med er familien er essentielt, for vi kan ikke skabe en bedre hverdag for barnet, hvis ikke vi hjælper barnets forældre. Så i det nye familieretlige system mødes familien derfor ikke af en standardløsning, og de kastes ikke fra den ene myndighed til den anden for at få løst deres uenigheder. I stedet behandles familiens sager samlet med udgangspunkt i det enkelte barn og den enkelte familie. Familierne mødes med redskaber til konflikthåndtering og rådgivning, der kan hjælpe på vej til, at de selv finder den løsning, der er bedst for deres barn, ikke blot i den konkrete situation, men også i deres fremtidige forældreskab. Jeg glæder mig utrolig meget til, at vi kan åbne dørene til et nyt samlet familieretligt system den 1. april – et system, hvor hensynet til barnet altid står øverst, hvor vi gør op med familiernes følelse af at være kastebold imellem myndigheder og domstole, og hvor vi sikrer en klar domstolsinddragelse til gavn for retssikkerheden.

Så endnu en gang vil jeg gerne kvittere for processen til jer alle sammen, og jeg står naturligvis til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, som udvalget måtte ønske at få belyst under udvalgsbehandlingen.

Tak. Der er en kommentar. Fru Pernille Rosenkrantz-Theil, værsgo.

Tak for det. Vi har ét udestående, jeg nævnte det også lige i min ordførertale, og det handler om økonomien. Og når det er væsentligt, er det jo, fordi mere end en tredjedel af alle konflikter forældre imellem handler om økonomi ifølge en undersøgelse, som Børns Vilkår har lavet, og det har vi sådan set været bekendt med undervejs. Ministeren sidder også i regeringens koordinationsudvalg, og derfor tillader jeg mig at stille det her spørgsmål, som jo går lidt på tværs af ressortområder.

På lovprogrammet står der, at vi i februar skal behandle et lovforslag, der handler om økonomien og børnepengene, og der vil jeg blot spørge ministeren til ministerens holdning til det her med det bagudrettede. Det har været drøftet meget i forhandlingerne i forbindelse med de her lovforslag. Kommer de nye regler for børnepenge også til at omfatte forældre, der er blevet skilt inden den dato, hvor loven træder i kraft, altså med det resultat, at skilsmisseforældre, som har baseret hele deres økonomi på den måde, tingene ser ud i dag, får revet deres økonomi op med rode, eller går ministeren ligesom os i Socialdemokratiet ind for, at skæringsdatoen betyder, at de her regler kun gælder for familier, hvor man bliver skilt efter skæringsdatoen?

Værsgo til ministeren.

Tak. Jeg skal sige, at jeg ikke har set det konkrete lovforslag, men det er klart, at der er nogle udfordringer i forhold til at få lavet et system, som rent faktisk også kan komme til at virke i praksis, og hvor der i hvert fald sådan rent teknisk er et ønske om at lave en ensretning. Men spørger man til min politiske holdning, er min politiske holdning, at vi skal være varsomme med at begynde at rippe op i familier, som for nuværende har lavet en aftale, og hvor vi jo altså kan risikere at stå med rigtig mange nye konflikter, hvis det er, at vi får et system, som går bagudrettet. Så bare for at understrege: Det konkrete system har jeg ikke set lovforslaget om endnu, men min holdning er, at vi skal være meget opmærksomme på det, der handler om det bagudrettede.

Spørgeren.

Altså, det er jeg jo sådan set utrolig glad for at høre. Jeg mener, det vil være en kæmpe katastrofe, hvis vi river så mange familiers økonomi op med rode. Det mener jeg vi skal være ikke bare lidt varsomme, men helt utrolig varsomme med – jeg mener decideret, at vi ikke skal gøre det.

Det ligger på Skatteministeriets område, men nu ministeren sidder i Koordinationsudvalget vil jeg gerne spørge ministeren, om man kunne forestille sig, at forligskredsen bliver indkaldt, sådan at vi får mulighed for at drøfte de her ting, inden lovforslaget kommer, for det foreligger ikke endnu. Det vil sige, at der er en mulighed for, at vi faktisk kan gå lidt grundigt til værks, eventuelt med et par ministre for bordenden, det skal jeg ikke blande mig i. Det er blot, i forhold til at jeg synes, at nu har vi haft så kønt et forløb om det her, at det ville være rart, hvis vi kunne slutte af med også i enighed at sige, at selvfølgelig er der sikkerhed og tryghed om familiernes økonomi, og vi gør ikke noget, der kommer til at handle om familier, der allerede har baseret deres økonomi på den situation, der er i dag.

Ministeren.

Det ligger jo på en anden ministers område, og derfor vil det også være skatteministeren, som måtte indkalde de ordførere, med hvem han nu synes at ville drøfte det her. Det er skatteministerens ressort og altså ikke noget, som jeg involverer mig i.

Tak for det. Jeg skal for en sikkerheds skyld spørge, om der er flere, der ønsker ordet. Det er der ikke. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.