Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af lovforslag nr. L 7:

Forslag til lov om ændring af dagtilbudsloven og lov om en børne- og ungeydelse. (Obligatorisk læringstilbud til 1-årige børn i udsatte boligområder).

Af børne- og socialministeren (Mai Mercado).

(Fremsættelse 03.10.2018).

Forhandlingen er åbnet. Fru Ane Halsboe-Jørgensen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Vi ved, at de første år af et barns liv er helt afgørende med hensyn til at give det et godt afsæt i livet. Desværre er der stadig alt for mange, der ikke får de samme muligheder som andre børn. 10 pct. af alle børn mellem 1 og 2 år bliver passet derhjemme. Det kan være en god løsning for nogle, men for mange vil det være en endnu bedre løsning at komme i daginstitution med dygtige pædagoger og leg og socialisering med andre børn.

Vi stiller os på børnenes side i den her diskussion. Jeg er ikke bange for, at vi stiller krav til forældre, hvis det betyder, at deres barn kan få et bedre afsæt i livet. Det er dem, der taber, hvis de bliver holdt derhjemme og aldrig får en chance for at klare sig lige så godt som deres jævnaldrende.

Det her lovforslag er et skridt på vejen. Helst ville vi være gået videre. Jeg mener sådan set, at tvungen opskrivning til daginstitution for alle børn ville være et rigtigt skridt på vejen, og jeg mener, at et dagtilbud af høj kvalitet og af den her karakter vil være en god idé for alle udsatte børn. Men det her er et rigtigt skridt på vejen, og jeg mener, at vi netop kan bruge det her som en løftestang for bedre muligheder i livet for mange af de her børn.

Vi noterer os da også, at mange af høringssvarene er positive over for intentionen, men dog bekymrede for metoden. Det obligatoriske element er jeg ikke så bekymret for. Jeg vil til enhver tid vælge barnets tarv, hvis det er det, der vurderes at være på spil.

I forhold til om det er bøvlet og bureaukratisk, synes jeg vi som politikere skal lytte rigtig godt og grundigt og også følge rigtig godt og grundigt med, når det kommer ud at virke i virkeligheden, for det ønsker jeg i hvert fald ikke at pålægge vores daginstitutioner, der i forvejen har meget bøvl. Så hvis vi kan lande det her et sted, hvor vi giver nogle børn en bedre chance i livet, end de har i dag – også selv om vi bruger et obligatorisk element – og samtidig gør det så let som muligt for de mennesker, der skal have de her børn i hænderne i hverdagen, så tror jeg vi er rigtig godt på vej.

Jeg synes, det er vigtigt, når vi diskuterer det her lovforslag, at holde fast i, at det er et tilbud om at komme ned og lege med alle vores andres børn. Det er ikke et særskilt tilbud, man bliver ikke placeret ovre i et hjørne for sig selv. Men det er netop derfor, at jeg også har svært ved at forstå påstanden om, at det skulle være tvang. Jeg afleverer selv mine børn i institution om morgenen og tror på, at de pædagoger, de møder, gør godt for dem, stimulerer dem, udvikler dem, bruger de læringsplaner, vi i fællesskab har vedtaget, i nogle rigtig gode rammer. Det ønsker jeg for flest mulige børn og især børn, der kommer fra udsatte hjem, hvor man måske ikke altid har de samme ressourcer og det samme overskud.

Derfor støtter Socialdemokratiet det her lovforslag.

Der er nogle korte bemærkninger. Først er det hr. Jacob Mark.

Tak. Jeg var ret forbløffet over Socialdemokratiet i de her forhandlinger. Det må jeg sige. Det startede egentlig med, hvad jeg mener var et godt og progressivt udspil fra regeringen om at have dagtilbud for børn i udsatte boligområder, der skulle være gratis. Og det, som Socialdemokratiet nu står og anbefaler i dag, er tvungne læringstilbud, hvor man skal være 25 timer. Hvis barnet er der mindre, skal forældrene trækkes i ydelse. Hvis barnet er der mere – og vi snakker meget lidt mere – skal de selv betale for det.

Der er ikke krav om de samme pædagogiske læreplaner, som vi normalt bakker op om i den her sal, og der er heller ikke det samme krav om forældreindflydelse til de forældre, der sender deres børn derhen. Så mit spørgsmål er: Hvad gik der galt? Hvorfor endte vi her? Hvorfor var det så vigtigt for Socialdemokratiet ikke at have gratis dagtilbud, men obligatoriske læringstilbud?

Ordføreren.

Det her er en vej hen til at give et gratis, obligatorisk dagtilbud også til de børn, som har forældre, der ellers ikke ville vælge det. Jeg håber sådan set, at de fleste af de indsatser, vi har i gang, bliver foldet endnu mere ud derude lokalt, sådan at forældrene af sig selv får øjnene op for værdien af, at barnet kommer ud blandt andre børn i et dagtilbud af høj kvalitet.

Jeg håber sådan set, at vi i praksis får brug for tvangselementet så lidt som overhovedet muligt. Men jeg mener stadig væk, at selv hvis forældrene ikke kan se værdien af det, men at det vurderes, at der ikke i hjemmet er nok stimulering, nok udvikling, så skal barnet af sted. For det handler om barnets tarv, og det handler om de muligheder, barnet får videre i livet.

Hr. Jacob Mark.

Vi er enige om, at det er godt for børn at komme i dagtilbud. Det er derfor, jeg var glad for regeringens udspil om gratis dagtilbud til udsatte børn. Men det, som Socialdemokratiet så var med til at forhandle på plads, er jo ikke et dagtilbud. Det er ikke et dagtilbud, Socialdemokratiet vil lovgive om i dag; det er et læringstilbud, hvor man ikke har krav om pædagogiske læreplaner, som man har i dagtilbud, hvor der ikke er forældreindflydelse, som der er i dagtilbud, hvor det ikke er gratis, hvis man er der mere end 25 timer, men hvor det koster forældreydelsen, hvis man er der mindre.

Så nu spørger jeg igen: Hvorfor gik det fra at være et godt dagtilbud og tanken om dagtilbud til at være et obligatorisk læringstilbud?

Ordføreren.

Det er ren teknik i forhold til, hvad der er muligt, når det skal gøres gratis. Det er et spørgsmål om de mekanismer, vi har på folkeskoleområdet, hvor det er obligatorisk, at man skal undervises; der er undervisningspligt. Hvis man udvider det også til vores små børn – ikke i den forstand, at de skal sidde med bøger, men således at de skal stimuleres og udvikles, præcis som vi gør med læreplanerne for alle de andre børn – så er det den her måde, man kan strikke det sammen på.

Jeg ønsker ikke et rigidt tilbud, hvor de børn, der er i obligatorisk læringstilbud, sidder separat ovre i hjørnet adskilt fra de andre. På ingen måde. Men det er heller ikke sådan, jeg læser det lovforslag, der ligger her i dag.

Så er det Carolina Magdalene Maier.

Nej, og hvis vi kender vores pædagoger derude ret, er det heller ikke det, der bliver virkeligheden. Man skulle kende dem dårligt, hvis man ikke ved, at pædagogerne ude i danske daginstitutioner vil inkludere de børn i hverdagslivet. Så den del af det er jeg måske ikke så bekymret for, på trods af at man kan give hr. Jacob Mark ret i, at rettighederne i det nedskrevne jo burde være de samme.

Men jeg vil spørge ind til tvangselementet, for ordføreren modsiger lidt sig selv. Først siger ordføreren, at der ikke er tale om tvang, og så siger ordføreren senere, at hvis det bliver nødvendigt, så må vi tvinge. Så hvis det nu stod til Socialdemokratiet alene – det gør det sjældent, men hvis det nu gjorde det – ville Socialdemokratiet så have foretrukket en løsning, hvor det var et tilbud, men ikke et obligatorisk tilbud, forstået sådan, at man ikke blev trukket i børneydelsen, hvis man ikke tog imod det?

Ordføreren.

Som socialdemokrat tror jeg på, at vi skal tage barnets tarv først. Det vil sige, at jeg går ind for tvungen opskrivning i daginstitution; at du skal have mulighed for, selvfølgelig, at have dit barn hjemme, men at det skal vurderes, om barnet stimuleres og udvikles. Hvis det ikke gør det, skal man i sidste instans – ifølge mig – kunne sige: Dit barn har bedre af at være i institution nogle timer hver uge.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Tak, det var jo et klart svar – tak for det. Men nu siger ordføreren, at ordføreren går ind for barnets tarv, og så kan man jo sige, at hvis vi læser op, hvilke institutioner der er imod det her lovforslag, så er det jo alle de institutioner, der varetager barnets tarv. Det er BUPL, det er BUPL's lederforening, det er FOA, det er Børne- og Kulturchefforeningen, FOLA, Børnerådet, Selveje Danmark, Dansk Flygtningehjælp, Danmarks Vejlederforening, Rådet for Socialt Udsatte, Institut for Menneskerettigheder, som alle sammen enten taler direkte imod det eller har bekymringer.

Påvirker det på ingen måde ordføreren, at der er så massiv kritik af det her lovforslag fra de organisationer, der varetager barnets tarv?

Ordføreren.

Jeg er meget bevidst om, at elementet omkring, hvor meget man lader forældre bestemme, hvor meget man tvinger ned over en familie, hvor man vurderer, at barnet ikke stimuleres tilstrækkeligt hjemmefra, er kontroversielt, men jeg mener det i så høj grad. Det her handler om vores børn, og de børn, der ikke får tilstrækkeligt med hjemmefra, mener jeg vi har et fælles ansvar for at give noget ekstra.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg synes jo, det er sympatisk at tage udgangspunkt i barnets tarv, men hvordan kan det være, at hvis man bor på en bestemt adresse, er det i barnets tarv, at det skal i et obligatorisk læringstilbud. Hvis man flytter til – ja, 20 m hen ad gaden – er det pludselig ikke i barnets tarv længere at være i et obligatorisk læringstilbud. Hvordan når man frem til sådan en definition af barnets tarv?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, mener jeg sådan set, at det her burde være noget, vi overvejede for udsatte børn, uanset hvor de bor i vores land. Det her er det, der kunne lade sig gøre i den her sammenhæng. Men som socialdemokrat mener jeg sådan set ikke, at et udsat barn uden for et udsat boligområde har mindre behov for, at vi som fællesskab bakker op, hvis hjemmet ikke leverer den tilstrækkelige omsorg og udvikling, som vi synes et barn bør have krav på.

Jakob Sølvhøj.

Men er det ikke lige præcis det, der er konsekvensen af lovforslaget? Altså, når det er sådan, at man går ind og definerer barnets tarv, ikke ud fra en faglig vurdering af barnets behov, men alene ud fra den folkeregisteradresse, barnet bor på, er det så ikke en fuldstændig forfladigelse af begrebet barnets tarv og en fuldstændig ophævelse af enhver fornuftig faglig vurdering af barnets tarv, når det altså alene handler om postnummeret?

Ordføreren.

Som sagt deler jeg sådan set ordførerens bekymring for alle de udsatte børn, der bor uden for de her områder, og jeg havde gerne set, at vi gjorde indsatsen endnu bredere. Men jeg mener ikke, at det er et argument i sig selv for så at sige nej til faktisk at gøre noget særligt i vores udsatte boligområder.

Så er det fru Lotte Rod.

Radikale Venstre og Socialdemokratiet har jo sammen været med til ændringen af dagtilbudsloven og været med til, at vi skulle have ryddet op i de her koncepter. Det er jeg vældig glad for. Derfor undrer det mig lidt, at Socialdemokratiet nu vil være med til et lovforslag, som lægger op til, at man skal lave særlig målrettede indsatser for de her børn, hvor man hiver dem ud af børnefællesskabet. Hvordan synes Socialdemokratiet, at det flugter med forslaget til en ny dagtilbudslov?

Ordføreren.

Tak for det gode samarbejde om at få ryddet ud i koncepterne. Jeg er også meget stolt og glad over, at det lykkedes os i fællesskab. Jeg mener ikke, at det her er et spørgsmål om at hive børn ud af børnefællesskaber, tværtimod er det hensigten, at flere får del i børnefællesskaber. At man så lovteknisk kalder det det, man gør, skyldes, at det har en særlig karakter og gerne skulle være gratis for de her familier. Det er det, loven tager udgangspunkt i, men i praksis bliver der som følge af det her forhåbentlig flere børn, der er en del af et børnefællesskab i deres hverdag, end der er i dag – og i særlig grad børn, der faktisk har ekstra meget brug for det.

Fru Lotte Rod.

Derfor undrer det mig bare, at det er en del af det her lovforslag, at man lægger op til, at kommunerne som en del af de her 25 timer kan lave et særlig målrettet tilbud til de her børn, for så bliver konsekvensen jo, at de ikke er sammen med de andre børn og har en helt almindelig dag i daginstitutionen, men skal have en særlig indsats. Risikerer vi så ikke, at det ligesom bliver et koncept?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at man risikerer, at det bliver et koncept som dem, vi i fællesskab har gjort rigtig meget for at bekæmpe. Det var udenlandsk udviklede koncepter, der kostede en formue, og som blev lagt ned over vores offentligt ansatte og vores børn. Tværtimod håber jeg da, at resultatet af det her bliver, at der er flere børn, der kommer ud af hjemmet og ind i et børnefællesskab, og at man samtidig tager højde for de her børns ekstra behov og f.eks. giver dem ekstra sprogstimulering, så de fremadrettet får de bedste muligheder i livet.

Så siger vi tak til fru Ane Halsboe-Jørgensen og går videre i ordførerrækken til fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti.

At kunne tale og forstå dansk er en af de væsentligste forudsætninger for at kunne klare sig godt og begå sig i Danmark. Derfor er det vigtigt, at alle børn i Danmark så tidligt som muligt støttes i at lære sproget, uanset hvilken baggrund man har og hvilken familie man vokser op i. Jeg tror, at forældre som udgangspunkt vil deres børn det bedste. De fleste er fuldt bevidste om, at de som forældre skal være med til at understøtte en sproglig udvikling hos deres barn. Nogle har måske sværere ved det og skal have støtte dertil. En mindre gruppe af forældre vil måske ikke betragte det at kunne dansk som væsentligt og vil som følge deraf ekskludere deres børn fra mange muligheder fremover i livet.

Det sidstnævnte skal vedtagelsen af dette forslag forhindre. Der skal være mulighed for, at et barn uanset familiebaggrund får de bedst mulige betingelser for en god start på livet. I dag er det desværre således, at nogle af de børn, som fødes i bestemte geografiske områder i Danmark, fra helt tidligt i livet sættes bagud på flere parametre, og sådan bør det ikke være.

Da regeringen fremlagde sit ghettoudspil, valgte Dansk Folkeparti at gå konstruktivt ind i et forhandlingsforløb, og med det forslag, som vi behandler i dag, har vi fået ændret noget af det, som vi mener er væsentligt for at give børn et godt børneliv, men også sikre, at fundamentet for at få et liv i Danmark som en del af det fællesskab, vi har tradition for, er skabt.

Da aftalen blev meldt ud, var der hurtigt kritiske røster ude. Nogle sagde, at nu ville vi lære 1-årige om grundloven, andre talte om straf. Lad mig slå fast, at det, der var vigtigt for Dansk Folkeparti, var, at de børn, som indskrives i de obligatoriske læringstilbud, får mulighed for at indgå i de aktiviteter, lege og rutiner, som kendetegner et barneliv i institution. Hvis ikke man har kendskab til de danske traditioner, som ofte præger hverdagen i andre børns liv, er der i institutionen en oplagt mulighed for, at børn i læringstilbud introduceres til det. Det kan være højtider som jul og påske, der markeres i institutionen, eller fødselsdage med sang og flaghejsning. Når der ud over traditioner er nævnt normer og værdier, er det, fordi det er vigtigt for at være en del af vores fællesskab. Derfor er det ærgerligt, at nogle ville misforstå det, da aftalen blev meldt ud.

Som mor har jeg selv været meget optaget af at lære mine børn, fra de var helt små, om medansvar, medbestemmelse, respekt for andre, uanset køn, og jeg er sikker på, at det er givet godt ud i længden, hvis forældre har den tilgang. Det skal jo ikke være på et højt teoretisk plan, men som en naturlig del af hverdagen og opdragelsen af ens børn.

Det er beklageligt, at nogle opfatter dette som et forslag, der straffer forældre. For mig er det snarere en håndsrækning til de forældre, der er bosat i et udsat boligområde og ikke har fået indskrevet deres barn – måske fordi de ikke er klar over, hvor meget det kan bidrage til hele familiens ve og vel, men primært forbedre deres barns muligheder for at klare sig godt videre i livet. At forældrene skal inddrages i forløbet, er helt naturligt for at få dem til at forstå, hvorfor det er vigtigt at få kendskab til sproget og det land, de lever i. Min forventning er, at de hurtigt vil kunne se, at det er godt, og at de vælger at indskrive deres barn i et fuldt pasningstilbud med de mange fordele, der også kan være ved det.

Dansk Folkeparti lagde i forhandlingerne vægt på, at de forældre, som bor i de udvalgte områder, og som mestrer de opgaver, som et obligatorisk læringstilbud ellers skal stå for, skal have mulighed for at have deres barn hjemme, og det er også imødekommet. Det mener vi selvfølgelig skal ske på en forsvarlig måde, og det er selvfølgelig også beskrevet i lovforslaget.

Der har dog også været en del i det her forslags tilblivelse og implementering, som Dansk Folkeparti har været mindre begejstret for, og det er, at læringstilbuddet skal være gratis. Det har vi stillet flere spørgsmål om, og trods svarene er vi fortsat ikke begejstret for den del. Men det begrundes hver gang med, at hvis man havde forældrebetaling, ville det være grundlovsstridigt, og så har vi selvfølgelig måttet acceptere det, da vi jo selvfølgelig ikke går på kompromis med grundloven.

Tak til fru Karin Nødgaard. Vi går videre i ordførerrækken til fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak for det, formand. Med lovforslaget, som vi behandler nu her, er der tale om en ændring af dagtilbudsloven og om lov om en børne- og ungeydelse. Lovforslaget er en del af regeringens samlede indsats mod parallelsamfund og har til formål at sikre, at flere børn fra udsatte boligområder kommer i dagtilbud. Det kan bl.a. være med til at sikre, at de udvikler deres dansksproglige kompetencer og bliver mere læringsparate, inden de skal starte i skole, og det kan være med til at klæde dem væsentlig bedre på til også at kunne begå sig bedre i skolen, men for den sags skyld også i det videre forløb, eventuelt i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet.

Med dette lovforslag ønsker vi jo at indføre et obligatorisk læringstilbud til 1-årige børn i udsatte boligområder og på den måde være med til at sikre, at de her børn kommer i tættere kontakt med andre børn og dermed også bliver bedre til sproget, inden de skal starte i skole. Jeg er sikker på, at det her lovforslag vil være med til at bidrage til, at børn fra de her udsatte boligområder løftes. Herigennem giver vi jo faktisk en stor håndsrækning til børnene. Vi sikrer, at de er mere læringsparate, når de skal starte i børnehaveklasse.

Jeg mener, at de erfaringer, vi allerede har, viser, at det her faktisk er en fantastisk mulighed for at sikre, at endnu flere børn bliver en del af det fællesskab, som der jo er i de forskellige dagtilbud. Så med det vil jeg sige, at Venstre støtter lovforslaget, og så har jeg også lige lovet at hilse fra De Konservative og sige, at de også bakker op om lovforslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg vil godt høre ordføreren: Når man nu har det liberale livssyn, som jeg ved ordføreren har, er det så ikke meget, meget indgribende, at vi som samfund skal bestemme, hvorvidt forældre skal sætte deres børn i daginstitution? Opfatter ordføreren det ikke sådan, at vi dér bevæger os på grænsen til, hvad samfundet egentlig skal kunne forpligte forældrene til?

Ordføreren.

Sådan kan man godt vælge at se på det. Jeg synes faktisk modsat, at vi har et ansvar for at sikre, at de her børn kommer godt fra start. Jeg synes faktisk, at vi har været i en situation gennem mange år, hvor vi jo har kunnet se, at de her børn ellers ville komme langt bagud igennem skolegangen og for den sags skyld halte bagud fra dag et, når de startede i skole. Derfor kan man jo også vende det om og sige: Vi har måske ikke indtil nu varetaget det, der har været bedst for børnene, på de her områder, men det synes jeg faktisk vi gør med det her forslag.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg anerkender sådan set det synspunkt, men hvis det er så vigtigt, at vi påtager os et ansvar, hvorfor skal vi så kun påtage os et ansvar over for børn, der bor på bestemte postnumre? Hvorfor er det ikke sådan, at der ligger en faglig, pædagogisk vurdering til grund for, at man skal foretage et sådant pålæg, i stedet for at det alene handler om, hvor den pågældende borger bor? Er det ikke en underlig måde at vurdere ansvaret på, at det altså handler om bopæl og ikke om barnets behov?

Ordføreren.

Jeg kan sagtens se, at det her måske lige så godt kunne være blevet indført helt generelt ud over hele landet, men jeg vil sige, at vi jo ved med de erfaringer, vi har, at det primært er børn fra de her områder, som har det rigtig svært, når de skal starte i skole. De er bagud sprogligt, og der er for den sags skyld grelle eksempler på, at der faktisk er børn, som, når de starter i børnehaveklassen, selv om de måske har boet her i landet, siden de blev født, ikke kan tale dansk. Der synes jeg faktisk, at vi med det her giver en hjælpende hånd til børnene.

Så er det fru Carolina Magdalene Maier.

Tak. Og igen tak til ordføreren for ordførertalen. Men hvorfor bruge tvang? bliver så mit opfølgende spørgsmål, for det spørgsmål er også blevet stillet herovre. Altså, jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at vi har nogle udfordringer. Det er godt, når nogle af de her udsatte børn går i daginstitution, men er der ikke andre løsningsmodeller end at bruge tvang? Altså, hvad nu, hvis vi brugte alle de midler og ressourcer, vi investerer i det her projekt, i den her indsats, på at styrke sundhedsplejerskerne og lod sundhedsplejerskerne gøre det stærke, opsøgende arbejde, de stærke indsatser, hjemme hos familierne, altså komme med tilbuddet? Hvis man siger nej tak, jamen så kom i familierne med nogle tilbud. Hvorfor er det ikke, at man går den vej i stedet for ad tvangsvejen?

Ordføreren.

Jeg vil starte med at sige, at vi spiller på mange heste i det her udspil, vi er kommet med, om at få parallelsamfund bekæmpet. Jeg kan ikke remse dem alle sammen op, men der er rigtig, rigtig mange værktøjer i det udspil, som vi tager fat på. Noget af det, som vi bl.a. også har sikret, er jo netop, at der også afsættes flere midler til at få ansat flere pædagoger i de socialt belastede daginstitutioner, og at sundhedsplejersken faktisk kan komme mere på banen. Så jeg synes egentlig helt generelt, at vi med de forskellige lovforslag, som vi kommer til at behandle her i salen, gør rigtig mange forskellige ting, som skal få det her til at virke i sidste ende.

Carolina Magdalene Maier.

Min overordnede pointe er, at jeg synes, det er ærgerligt, at man starter med at bruge tvang. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at man ikke starter med nogle andre løsningsforslag om noget, som er frivilligt, så man ad den vej prøver at nå de her familier. Det tror jeg bare er et kardinalpunkt for os.

Et andet spørgsmål, jeg vil stille, er lidt i forlængelse af det, hr. Jakob Sølvhøj stillede, og det er: Hvad med de udsatte børn, der bor uden for de socialt udsatte boligområder? Altså, de får jo ikke det her tilbud, og det ved vi, fordi det står i lovforslaget, men hvorfor hjælper vi ikke dem? Altså, hvad gør vi for dem? For der er jo masser af udsatte børn, som bor uden for de udsatte boligområder.

Ordføreren, værsgo.

Vi må sige, at årsagen til, at vi også har taget det her drastiske værktøj i brug, nemlig nu at bruge tvang, jo er, at vi gennem mange, mange år har kunnet se, at det, der blev gjort, ikke har virket. Det er et drastisk værktøj at tage op af værktøjskassen, men det gør vi jo, fordi vi med det her lovforslag i bund og grund vil børnene det bedste, og det synes jeg er vigtigt at holde fast i. Og hvorfor gør vi det så ikke helt generelt? Det er, fordi vi nu sætter ind der, hvor der er det allerstørste behov. Og som jeg nævnte tidligere, giver vi også flere midler til de socialt belastede daginstitutioner andre steder ude i landet.

Tak til fru Anni Matthiesen. Vi går videre i rækken til hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Med det her lovforslag synes jeg, at regeringen, aftaleparterne, faktisk i en helt uhørt grad træder på det frihedsideal, som man ellers så energisk har påberåbt sig i den politiske debat om de indgreb, man foretager over for borgerne i de almennyttige boligområder, som regeringen har stemplet som udsatte. Her er der jo ikke bare tale om en forskelsbehandling, når det gælder forældrenes muligheder for at få en daginstitutionsplads til deres børn i nærheden af det område, hvor de bor – det talte vi om under det foregående lovforslag. Her er der tale om, at vi som lovgivere skal kunne tvinge forældre til at sende deres børn i særlige læringstilbud i institutionerne mod forældrenes vilje, alene fordi de bor i et bestemt boligområde, og så endda gennemføre økonomiske sanktioner mod forældrene, hvis de ikke makker ret.

Lovforslaget indebærer en åbenlys forskelsbehandling, og jeg tænker, at det må være nærmest utrolig grænseoverskridende for partier, der bryster sig af at have et liberalt livssyn. Skal samfundet virkelig bestemme, om man skal sende sine børn i dagtilbud, alene fordi man bosætter sig i bestemte boligområder – ikke ud fra f.eks. en faglig vurdering af barnets tarv?

Jeg tror, at formentlig alle partier her er enige om, at dagtilbuddene kan spille en helt central rolle i forhold til børns udvikling, både på kort sigt og også i et fuldt livsperspektiv. Derfor synes jeg også, det er utrolig ærgerligt, at regeringen vælger en vej, der er belagt med tvang og sanktioner, i stedet for at vælge at satse på at styrke det opsøgende arbejde, styrke dialogen med forældrene, og ligesådan synes jeg, at det faktisk er rigtig ærgerligt, at der ikke satses på at få de pågældende børn ind i ordinære dagtilbud frem for det reducerede 25-timerslæringstilbud.

Det bør vække til eftertanke hos partierne bag lovforslaget, når Børne- og Kulturchefforeningen, som jo er dem, der står for den daglige drift af kommunernes dagtilbud, skriver, at de opfatter lovforslaget som stigmatiserende over for borgerne i de udsatte boligområder, og det bør også gøre indtryk, når Børnerådet kalder forslaget for uacceptabelt og peger på, at forældrenes ansvar bedst støttes via dialog frem for tvang og sanktioner. Advarslerne mod konsekvenserne af forslaget her går faktisk igen i høringssvar efter høringssvar. Det fremhæves bl.a., at man med forslaget risikerer at skabe modstand mod institutionerne og mistro til det pædagogiske personale, hvilket kan undergrave mulighederne for at etablere et tillidsfuldt samarbejde mellem forældre og personale, som vi alle ved er fuldstændig vitalt, hvis den pædagogiske indsats skal bære frugt.

Hele lovforslagets tilgang til forældrene virker også uforståeligt, i betragtning af at familierne i de udsatte boligområder jo allerede i dag i meget høj grad gør brug af dagtilbuddene. Vi kan jo se i notater fra Socialministeriet, at når det gælder de 3-4-årige, er andelen af børn, der går i dagtilbud, faktisk større blandt børn i de udsatte boligområder, end den er blandt børnene udenfor, og at når det gælder de 2-årige, ligger den og balancerer på nogenlunde samme niveau. Og så er jeg helt med på, at når vi kigger på andelen blandt de 1-årige, ja, så er søgningen til dagtilbuddene mindre i de udsatte boligområder, og det erkender vi i Enhedslisten er et problem, som vi er nødt til at gøre noget ved.

Vi mener bare, at det, man skal gøre, er, at man skal styrke sundhedsplejen, som er den mest geniale institution i forhold til den her arbejdsopgave. Vi skal styrke daginstitutionernes opsøgende indsats, og så skal vi højne institutionernes kvalitet, bl.a. ved at gennemføre sociale normeringer, der giver et særligt løft, både normeringsmæssigt og i forhold til mængden af personale med en pædagogisk uddannelse.

Der er altså kort sagt masser af muligheder for at øge dagtilbuddenes positive rolle i de udsatte boligområder. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at partierne bag forslaget her har valgt at bruge daginstitutionsområdet til at føre symbolpolitik på, i stedet for at bruge det til at gennemføre en offensiv forebyggende indsats. Det er en stor skam.

Enhedslisten kan ikke støtte forslaget.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj. Vi går videre i ordførerrækken med fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Som liberal er det bestemt ikke uproblematisk at ville tvinge forældre til at sende deres børn i daginstitution. Der bør på den ene side være rimelig udstrakte rettigheder for forældre til at indrette sig, som de ser det bedst, og til at opdrage deres egne børn. Og det er jo ikke nogen naturlov, at det er bedre at sætte børn i daginstitution.

På den anden side står vi med en udfordring, nemlig den udfordring, at der findes børn, som ikke er socialt, fagligt eller sprogligt klar til at deltage i den obligatoriske undervisning, når de starter i folkeskolen. Børn, som hænger langt bagefter i starten af deres skoleliv, har væsentlig dårligere forudsætninger for at klare sig godt. Det har stor betydning for børnenes muligheder for uddannelse og job på sigt. Og de børn har også nogle rettigheder.

Den problematik, man her forsøger at adressere, er sådan rimelig specifik. Man kan godt indvende mod den her lov, at der er en masse børn, som står med samme udfordringer som dem, der lever i de udsatte områder, og som ikke er omfattet af det her, og det er selvfølgelig rigtigt. Men som sagt er det vigtigt for os, at man ikke bare tvinger alle børn i daginstitution. Man kan kalde det her en slags risikobaseret tilgang. Det synes vi er fornuftigt, og i Liberal Alliance støtter vi forslaget.

Der er en kommentar fra hr. Jacob Mark.

Dengang jeg stiftede bekendtskab med Liberal Alliance, kan jeg huske, at en af mærkesagerne var afbureaukratisering af den offentlige sektor. Vi skulle have mindre bureaukrati, og det skulle præge al den lovgivning, Liberal Alliance skulle være med i. Det her forslag startede med at handle om et dagtilbud, hvor børnene skulle komme ind i et dagtilbud ligesom alle andre børn. Nu er det så endt med at være en lov om, at børn kommer ind 25 timer; de 25 timer skal tilrettelægges på en bestemt måde, og er børnene der færre timer, skal lederen vide det, og der skal holdes øje med det, for så skal forældrene trækkes i ydelse, men er det lige præcis mere, altså bare 1 minut mere jævnfør lovgivningen, så skal de også have det at vide oppe hos kommunen, for så skal de betale for det.

Jeg vil gerne høre: Tror ordføreren ligesom mig, at det her lovforslag kommer til at skabe væsentlig mere bureaukrati ude i daginstitutionerne?

Ordføreren.

Ja, det tror jeg. Og det var jo heller ikke regeringens forslag, som nu er endt som en aftale, for det er fuldstændig rigtigt, nemlig at det her kommer til at betyde mere bureaukrati end det, som regeringen havde lagt op til, og som vi syntes var en bedre løsning end det, vi er endt med.

Hr. Jacob Mark.

Tak. Det er jeg glad for at høre, for så er vi trods alt enige om, at den del af lovforslaget ikke er så klogt. Så vil jeg gerne høre om noget andet. Vi er jo i den her sal enige om de pædagogiske læreplaner, og det er vi også enig med hele sektoren om, altså at det er rigtig godt, at vi har fået lavet de her nye pædagogiske læreplaner, fordi det styrker pædagogikken. De her børn, som er nogle af de mest udsatte, som ordføreren også snakker om, og som vi gerne vil hjælpe ved at putte dem ind i de her tilbud, skal ikke underlægges de her pædagogiske læreplaner, de skal ikke have den samme pædagogik. Hvorfor?

Ordføreren.

Det, man jo har lavet med den her aftale, er et særskilt læringsforløb, hvor der er fokus på bredere ting end de læringsplaner, som man i forvejen har ude i daginstitutionerne. Det har for de partier, som er med i aftalen, været sådan, at der har været andre ting, der har været vigtige, og derfor har man nu lavet en ny model for det her. Jeg synes – fuldstændig på linje med ordføreren – at det var bedre, at de her børn bare kom ind og blev en del af det rigtig gode tilbud, som er i langt de fleste daginstitutioner. Men det her er en start, og jeg håber, at det her kan få flere børn i daginstitutioner, og at man så forhåbentlig slet ikke behøver at have den her nye model senere.

Tak til fru Laura Lindahl. Den næste ordfører er fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Vi er fuldstændig enige i intentionerne i det her lovforslag, nemlig at børn skal have de bedste forudsætninger for at klare sig godt videre i livet. Vi ved også godt, at forskningen viser, at det er sundt for de fleste børn at gå i vuggestue og gå i daginstitution i forhold til, hvordan de klarer sig, når de skal videre i livet i deres uddannelse.

Men løsningerne er ikke de rigtige. Tvang kan aldrig blive en løsning, og det her er tvang. Det her er et spørgsmål om frihed – frihed til at vælge for sig selv og for sine børn. Det er et spørgsmål om, at staten ikke skal bestemme, om ens barn skal gå i vuggestue eller ej, og på den måde bliver det her igen – og vi har været der før, og vi kommer der sikkert igen – en grundlæggende diskussion om, hvad der kommer først, de liberale frihedsrettigheder, retten til at vælge sit eget liv, så længe, kan man sige, det ikke skader andre, så længe andre har den samme frihed, over for nogle politiske ideologier og et målet helliger midlet-perspektiv eller standpunkt.

Jeg synes, vi har hørt det flere gange i debatten i dag, nemlig at målet helliger midlet, og der skal vi bare for det første spørge os selv, om det er det, vi ønsker. Hvis vi kommer med det standpunkt, hver gang frihedsrettighederne er i spil, har vi ikke nogen frihedsrettigheder tilbage, for i min optik og i vores optik i Alternativet ligger frihedsrettighederne nede under de politiske løsninger, de politiske ideologier. Dermed ikke sagt, at der ikke er udfordringer, vi skal løse, men som hr. Jakob Sølvhøj også var inde på i sin ordførertale, er der masser af muligheder: Vi kan investere massivt i sundhedsplejerskernes opsøgende arbejde, i sundhedsplejerskernes indsats hjemme hos familierne for at få familierne til at vælge den her vuggestue.

Forestil jer at komme som sundhedsplejerske med et fantastisk tilbud til de her familier, hvor man også kommer og viser forskningen, der netop kan fortælle de her familier, hvor godt det faktisk er, hvis de sender deres børn i en vuggestue. Det må være de få, der, når man blotlægger for dem, hvor fantastiske fordele det har, at ens barn går i vuggestue, vælger at sige: Nej, det vil jeg ikke. Så vi kan gøre så meget i forhold til det opsøgende arbejde, hvis vi vil, og derfor er jeg enig i, at det her er et rigtig ærgerligt lovforslag, for det bliver symbolpolitik, mere end det bliver reelle løsninger. Vi kan også se det af høringssvarene.

Jeg tror, det er sjældent, vi har set et lovforslag med så massiv modstand i høringssvarene. Det er sjældent, vi har set, at man alligevel opretholder et lovforslag, selv om så mange høringssvar taler decideret imod det.

Som jeg også nævnte tidligere i mit spørgsmål, er der socialt udsatte børn uden for de socialt udsatte boligområder, og hvad med dem? Hvorfor laver vi et lovforslag, som er møntet på folkeregisteradresser og ikke på reelle faglige, pædagogiske behov? Det ville da være børnenes tarv at tage hensyn til det. Og ja tak til et tilbud, siger vi fra Alternativets side, men det skal være frivilligt.

En sidste lille bemærkning herfra, som jeg kom til at tænke på, da jeg læste lovforslaget igennem, er, at det her er et obligatorisk læringstilbud, det er et obligatorisk lærings tilbud . Hvordan kan de to ting passe sammen? Jeg forstår det simpelt hen ikke. Hvordan kan man i samme sætning have noget, der er obligatorisk, og så noget, der er et tilbud? Det giver jo ingen mening, for det er to modsætninger. Et eller andet sted i den her proces er der nogen, der ikke har tænkt over, at man kan altså ikke gøre noget obligatorisk, samtidig med at man kalder det et tilbud. Så man skulle kalde det obligatorisk læringstvang f.eks., eller hvad ved jeg, det må regeringen selv om. Men det er jo tydeligt, at vi ikke støtter det her lovforslag, for vi synes, det er et rigtig ærgerligt lovforslag.

Der er en kort bemærkning til fru Anni Matthiesen.

Tak. Jeg vil egentlig først og fremmest takke for ordførertalen. Men jeg kunne egentlig også godt lige tænke mig at spørge lidt ind til det, ordføreren siger, altså at Alternativet aldrig nogen sinde kan gå ind for tvang, eller at tvang ikke er løsningen, tror jeg der blev sagt: Gælder det i enhver sammenhæng?

Ordføreren.

Den er svær at svare på, ikke? Så siger man et eller andet heroppe på talerstolen, og så bliver man fanget om 2 måneder. Jeg tror, at det, der ligger helt grundlæggende i vores syn på frihedsrettighederne og på frihedsbegrebet, er det samme, som jeg nævnte i ordførertalen, nemlig at vi som mennesker bør været frie i det samfund, vi lever i, og leve vores liv, som vi vil, så længe vi selvfølgelig overholder straffeloven, det siger sig selv, så længe den frihed, som vi har, også kan gives til alle andre, så vi ikke har nogen frihedsrettigheder, som andre ikke har – det er der jo et eksempel på i det her lovforslag: Dem, der bor uden for de udsatte boligområder, har friheden til at vælge, det har de andre ikke – og så længe man ikke skader andre med den frihed og den måde, man lever sit liv på. Så det er sådan den helt grundlæggende forståelse af frihed hos os, og det må være udgangspunktet for en individuel vurdering, hver eneste gang vi står i en situation, hvor vi skal tage stilling.

Anni Matthiesen.

Ja, så længe man ikke skader andre. Jeg holder også rigtig meget af frihed som liberal, men jeg synes jo faktisk, at der, hvis vi ikke gør noget her, så er forældre, der skader deres børn. Hvis de her forældre ikke sikrer, at børnene bl.a. også får lært dansk, hvis de ikke sikrer, at de jo også som mange andre børn kan komme godt fra start, den dag de skal starte i skole, så synes jeg faktisk, at de skader deres børn. Det er jo i de tilfælde, jeg synes det kan være nødvendigt at tage det her værktøj op af værktøjskassen. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Nej, jeg er ikke enig i det sidste, altså at det kan være nødvendigt at tage det her værktøj op af værktøjskassen, Men jeg er enig i, at vi selvfølgelig også som samfund har en forpligtelse til at sikre, var jeg ved at sige, eller sørge for, at forældre ikke skader deres børn. Det er så voldsomt at sige »skader deres børn«, men jeg forstår, hvad ordføreren mener. Men så længe der er andre værktøjer, vi kan gribe til, som ikke er bundet op på tvang, skal vi gøre det, og det var det, jeg prøvede at sige at der jo er. Vi kan vælge at investere massivt. Tænk, det kan være, det koster flere penge, who knows, men det kan også være, at det er en løsning, som netop ikke involverer tvang, og som faktisk skaber de resultater, vi vil. For der er jo en masse andre elementer i det her. Hvordan vil de her familier møde systemet, når de bliver mødt med den mistillid, der er i det her lovforslag? Så jo, jeg er enig i, at vi skal passe på vores børn, men vi skal ikke tvinge vores borgere.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre til fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det. I Radikale Venstre tror vi på, at alle børn skal have chancen for at vælge deres fremtid, uanset hvem deres mor og far er. Der er jo bare meget stor forskel på, hvad det er for nogle forældre, man har fået, hvor meget de kigger en i øjnene, hvor meget de smiler til en, hvor begejstrede de bliver, når man peger på noget, hvor nysgerrige spørgsmål de stiller, eller hvor meget de skælder en ud. Derfor tror jeg også på, at dagtilbud kan gøre en rigtig stor forskel, når det gælder om at give alle børn en chance. Derfor synes jeg også, at regeringen her har fat i noget rigtigt.

Men når det så kommer til det konkrete lovforslag, synes jeg jo, at regeringen går helt galt i byen, ved at det ligesom er bundet op på, at alt efter hvor man bor henne, er der enten ingen hjælp eller tvang. Hvorfor? Jeg havde det selv sådan, at jeg var meget, meget glad for at få besøg af min sundhedsplejerske, Eva. På samme måde, som en sundhedsplejerske bare tager fat i barnet og sørger for, at man ammer helt rigtigt, kan en dygtig pædagog med det samme hjælpe forældrene til f.eks. at stille flere nysgerrige spørgsmål i stedet for at skælde ud. Derfor tror jeg også rigtig meget på det med at bruge hjemmepædagoger, som kan komme hjem i familien og være der med det samme. Det har regeringen nu også fået øjnene op for, og det synes jeg er rigtig godt. Derfor ærgrer det mig også, at man så ikke tør tro på det, man selv sætter i gang, og give de her hjemmepædagoger en chance, men i stedet for indfører tvang.

Hvad er det, regeringen forestiller sig? Hvad tror regeringen det vil gøre ved samarbejdet mellem pædagogerne og forældrene, at det hele ligesom bygger på, at det er dagtilbuddet, der skal kontrollere og følge med i, om børnene nu er der i de timer, de skal være der? Altså, hvis man rent faktisk lykkes med, at hjemmepædagogerne opbygger tillid, kommer vi så til med det samme henne i institutionen at bryde den tillid.

Jeg synes også, at der er noget i det for børnene. Den her model, som er lidt firkantet med, at de skal være der 25 timer, gør noget ved børnenes mulighed for at være med i børnefællesskaberne og den helt almindelige dag, for hvis institutionen skal på tur og skal på en lidt længere tur, kan man måske ikke komme med, fordi man skal være hjemme på et bestemt tidspunkt, for ellers er tiden gået. Jeg synes også, at pædagogerne i deres høringssvar påpeger noget meget vigtigt, når de skriver, og jeg citerer:

»Det vil være stærkt uhensigtsmæssigt, hvis hverdagen for disse børn skal præges af særlige koncepter, aktiviteter og programmer, som fjerner dem fra resten af børnegruppen.«

Altså, hvis man bruger det her med at lave særlige indsatser til, at børnene netop ikke er en del af de andre børns leg, men bliver taget ud for at gøre noget særligt, går vi i virkeligheden et skridt i den forkerte retning i forhold til det, vi lige har aftalt i forbindelse med den nye dagtilbudslov og de nye pædagogiske læreplaner, som bygger på børns leg i fællesskaber.

Så, kære regering, Radikale Venstre er enig i alt det gode, som vores dagtilbud kan gøre, men jeg er simpelt hen så ærgerlig over, at man ikke, når nu man faktisk sætter penge af til at få pædagoger, som kan komme hjem i familien, giver dem chancen for at vise, at de kan bygge bro og skabe tillid og kan få flere forældre til at have lyst til at sende deres børn i daginstitution, men i stedet indfører tvang ved siden af.

Der er en kort bemærkning til fru Anni Matthiesen.

Tak. Og tak for ordførertalen. Er det ikke korrekt – det er måske noget af det, Det Radikale Venstres ordfører kan bekræfte fra talerstolen – at det der med at tvinge nogle i daginstitution og for den sags skyld også gøre det ved at trække i børnechecken faktisk er noget, man har kunnet gøre i lang tid?

Ordføreren.

Det er det.

Fru Anni Matthiesen.

Tak. Er det ikke også korrekt, at da Radikale Venstre var med i regeringen, faktisk under Helle Thorning-Schmidt som statsminister, var det noget, man kunne gøre brug af, altså også dengang? Og der tænker jeg bare, at hvis man i Radikale Venstre er så meget modstandere af det i dag, hvor regeringen fremsætter det her lovforslag, hvorfor har man så ikke ændret på det, dengang man selv havde regeringsmagten?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at det havde vi også diskussioner om på det tidspunkt, for det er jo netop, som ordføreren siger, noget, man har gjort i længere tid. Det er også derfor, jeg prøver nu at se, om vi ikke rent faktisk kan gøre noget mere med hjemmepædagogerne. Jeg har dykket ned i det og fundet ud af, at man jo rent faktisk har gode erfaringer i Aarhus med at bruge hjemmepædagoger som dem, der kan skabe tilliden til daginstitutionerne, fordi der jo er nogle forældre, som måske synes, det virker farligt, ukendt eller utrygt at sende deres børn i daginstitution. Der kan pædagogerne gøre en forskel, når de kommer hjem hos familien og faktisk kan være med til at tage børnene med hen i institutionen. Så det synes jeg vi skulle prøve i stedet for nu at have mere tvang.

Tak til fru Lotte Rod. Den næste ordfører er hr. Jacob Mark, SF.

Tak. SF er imod tvungne læringstilbud for 1-årige børn. Da vi gik ind i forhandlingerne, som var i foråret, så var det med det udgangspunkt at hjælpe børn fra udsatte boligområder med at komme i daginstitution. For det er godt for børn at være i daginstitution, hvor de møder dygtige voksne.

Vores udgangspunkt var, at alle børn i Danmark skal skrives op til en vuggestueplads, og takker man nej, skal man have en sundhedsplejerske på besøg, som skal se til familien og se, om familien selv kan varetage den opgave at sikre, at barnet får et godt børneliv. Vi vil styrke sprogstimuleringen i daginstitutionerne i de udsatte områder, og vi vil sætte ind med sociale normeringer. Vi tror på, at gode dagtilbud – og jeg siger dagtilbud – kan være med til at bryde den negative sociale arv. Derfor var det også meget skuffende at se, hvordan det her lovforslag endte, og frustrerende for SF at måtte forlade forhandlingerne, fordi man endte med det tvungne læringstilbud.

Det lovforslag, som vi behandler i dag, er noget rod. I Danmark har vi en tradition for gode dagtilbud, hvor børnene både skal lege, lære, sove, trøstes og være, og det skal ruste dem til resten af livet. Det er et pædagogisk tilbud, hvor de både kan få lov til at græde og grine, og hvor de også lærer noget, som de kan tage med sig hjem.

Men med forslaget her har man oprettet et læringstilbud, og ikke nok med det: Man skal tvinge de 1-årige børn hen i det. I læringstilbuddet skal lederen ude i daginstitutionen så holde øje med, om børnene kommer. Er de der mindre end 25 timer om ugen – og det er præcis 25 timer, står der i lovforslaget – så skal forældrene trækkes i ydelsen. Er de der mere end 25 timer om ugen – og det er præcis 25 timer – skal de betale for det, selv om regeringens udgangspunkt egentlig var, at dagtilbud skulle være gratis. Så der skal sidde en leder med et stopur og holde øje med, at de er der præcis 25 timer, for ellers koster det. Det er læringstid på 25 timer, og man skal selv betale for bleer. Der har jeg det sådan: Hvor småt kan det egentlig blive?

I læringstilbuddet er det meningen at børnenes læringsparathed – og husk igen, at det er 1-årige børn – skal styrkes. Der står – og jeg citerer – fra lovforslaget, at man skal ruste de 1-årige børn til en tid i skolen, men også til en tid ude på arbejdsmarkedet. Der står, at børnene skal gøres klar til arbejdsmarkedet i læringstilbuddet for de 1-årige børn. Der står ikke noget om alle de dele, som er normale dele af et dagtilbud, nemlig at de skal rustes til livet. Og det er den gamle debat om, om man bliver rustet til livet eller til erhvervslivet, som jeg tror spiller ind her.

Mener man så, at de godt kan få lov til at komme over i det normale dagtilbud, hvor de selv kan opleve den pædagogik? Jamen så kan man jo se, hvad der står i lovforslaget. Der står ganske klart, at de ikke skal have de samme styrkede pædagogiske læreplaner, som vi lige har indført for alle andre børn. Der skal gælde særlige regler for dem. Og deres forældre har ikke ret til den samme medindflydelse på tilbuddet. De må gerne sidde i forældrebestyrelsen, men uden stemmeret. Det er vigtigt, og det understreger lovforslaget. Og igen: Hvor småt kan det blive?

De 25 timer skal så placeres på en måde, der gør, at børnene får så meget læring ud af det som overhovedet muligt, selv om de er 1 år gamle. Dansk Folkepartis ordfører, hr. Jeppe Jakobsen, var endda ude at sige, at det jo ikke er meningen, at man skal sove til middag, når man er i det her læringstilbud, for det er jo et læringstilbud.

Så ved jeg godt, at der står i lovforslaget, at når de så er i den her institution, møder de også de også de andre børn. Men hvis man præcis skal lægge de her 25 timer på en bestemt måde, kommer de børn jo ikke ind i den samme rytme som de andre børn. Så vil pædagogerne jo hele tiden skulle overveje, om børnene får det udbytte ud af det her tvungne læringstilbud, der egentlig var meningen, og så er de ikke en del af den daglige rytme, som jeg tror vil være så god for de her børn.

Det, jeg prøver at sige med alle de her ting, er, at jeg synes, at det ville have været rigtig godt at følge intentionerne i det, der var regeringens udgangspunkt, nemlig at børn skal i dagtilbud; at man havde fortsat de traditioner for stærk pædagogik, som vi har; at forældrene havde fået den samme indflydelse som andre forældre. Men så endte man et helt andet sted med det her læringstilbud, og det er derfor, SF ikke er med.

Til sidst må jeg bare sige, at det ganske enkelt er forkert, når Socialdemokratiets ordfører siger, at det her skyldes teknikaliteter, altså at det var på grund af teknikaliteter, man endte her. Det endte her, fordi man traf et politisk valg. Man ville have et tilbud, som ikke var gratis. Man ville ikke give et gratis dagtilbud, og derfor endte man med et læringstilbud. Vi forsøgte at kæmpe imod, men det endte med det her tvungne læringstilbud, som SF nu siger soleklart nej til.

Der er en kort bemærkning fra fru Anni Matthiesen.

Tak. Jeg må sige, at SF's ordfører er rigtig dygtig til at male det her op som, ja, nu bruger jeg det udtryk, som jeg egentlig ikke bryder mig om: en form for skræmmebillede. Jeg synes ikke, det er fair at kalde det her for skuffende og noget rod. For modsat hører jeg også nogle gange SF's ordfører sige, at han egentlig kunne ønske sig, at det her blev bredt ud til hele landet. Jeg synes, der er noget modstridende i, at man står på talerstolen her i dag og egentlig rakker det her lovforslag ned og så måske næste dag står og taler om, at bare det havde været for alle, havde det været okay.

Nu tager vi fat. Nu hjælper vi de her børn, som jo ellers kan risikere, som ordføreren også var lidt inde på, at starte i skolen og ikke kunne dansk og ja, måske derfor hele skolegangen igennem halte bagefter og for den sags skyld have sværere ved at finde job på arbejdsmarkedet. Derfor skuffer det mig nu, at SF's ordfører ikke husker på, at bl.a. det der med at tvinge noget igennem var noget, som SF også selv var med til. Altså, det med at tvinge var faktisk også noget, man kunne, da SF sad i regering.

Ordføreren. Værsgo.

Jeg har aldrig nogen sinde sagt, at jeg gerne så det tvungne læringstilbud udbredt til hele landet. Det, jeg har sagt, og det, som SF siger, er, at vi gerne vil have, at alle børn skrives op til et dagtilbud – et godt dagtilbud med uddannede voksne, der ruster barnet til hele livet, ikke kun arbejdslivet; hvor forældrene har medindflydelse; hvor man som barn har ret til at være underlagt de styrkede pædagogiske læreplaner, som vi lige har besluttet i samarbejde i Folketinget. Det her tilbud, som regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil vedtage, er det modsatte: mindre forældreindflydelse, bureaukrati og straf, hvis man kommer for meget eller kommer for lidt, og intet krav om styrkede pædagogiske læreplaner. Det skal vi bare have rullet tilbage, ikke rullet ud.

Fru Anni Matthiesen.

Jeg kan godt høre, at SF's ordfører ikke har så meget tillid til, at de mange gode og dygtige pædagoger, som faktisk findes derude, kan håndtere det her på en god og ordentlig måde. Det har jeg tillid til. Jeg tror på, at det her faktisk kan lykkes på en god måde. Og så tror jeg faktisk også på, at når først forældrene kommer inden for i daginstitutionerne, ja, så vil der være mange af dem her, som melder børnene ind måske endda på fuld tid og får økonomiske fripladser og måske dermed ikke engang selv skal betale. Det er da mit håb. Jeg ved ikke, om ordføreren kan se, at det egentlig kunne være en mulighed.

Ordføreren.

Jeg er sikker på, at pædagogerne kommer til at gøre alt, hvad de kan, for at give børnene en god dag i daginstitutionen, men med det lovforslag, der ligger her, bliver den gode dag på trods af loven og ikke på grund af loven. Det bliver sådan, netop fordi der er dygtige voksne, som ved, at det her lovforslag er noget rod. Selvfølgelig skal de også have det samme gode pædagogiske tilbud som alle andre. Det håber jeg at der er plads til, men det er jo ikke, fordi de har meget tid derude i forvejen. Så når man nu sender den her rodelovgivning ud om et nyt tvungent læringstilbud, gør man ikke hverdagen lettere for dem.

Tak til hr. Jacob Mark. Så er det børne- og socialministeren.

Tusind tak for en meget engageret debat, og også tak for modtagelsen af lovforslaget og for den konstruktive debat, der har været undervejs. Det her er et af de lovforslag, som jeg måske føler allerallermest for, og hvor jeg absolut er mest sikker på, at det er det rigtige, vi gør.

Det har været nævnt ad flere omgange, bl.a. af Venstres Anni Matthiesen, at det jo sådan set ikke er noget nyt at kunne pålægge forældre at indskrive deres børn i et dagtilbud. Det har man kunnet i mange år med de 3-årige. Der er bare den udfordring, at når man indskriver børn som 3-årige, kan det for nogle børns vedkommende være for sent. Vi har simpelt hen brug for at få fat i dem tidligere for at få styrket deres udvikling. Vi kan se, at i de udsatte boligområder er der børn, som kommer i skole, som klarer sig dårligere i dansk og matematik, klarer sig dårligere i forhold til at få en ungdomsuddannelse, og det betyder, at de grundlæggende står med nogle ringere kort på hånden end en række børn, som bor uden for de udsatte boligområder.

Jeg anerkender sådan set, at rigtig mange kommuner gør et stort stykke arbejde med at få børn fra udsatte boligområder i dagtilbud. Men der er også forældre, som man ikke nødvendigvis kan nå ad dialogens vej, og vi kan jo se, at i de udsatte boligområder er der en højere andel af børn, som ikke går i daginstitution, end når vi sammenligner med områder udenfor. Derfor mener jeg, det er afgørende for børnenes skyld, at vi meget målrettet forpligter de forældre til at sende deres børn i et obligatorisk læringstilbud eller i et dagtilbud. Det vil løfte børnene nu og her, og det vil klæde dem bedre på til livet i skolen, i uddannelsessystemet og sådan set også til den senere vej ud på arbejdsmarkedet.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke bare lader stå til, og at vi ikke bare ser på, at der er børn, som ikke får en tilstrækkelig god start. Og jeg står naturligvis til rådighed for besvarelse af spørgsmål under udvalgsbehandlingen.

Der er først lige et par stykker her. Først er det hr. Jacob Mark.

Tak for det. Jeg har fortalt, at jeg synes, at regeringens forslag var bedre, fordi der var tale om dagtilbud til udsatte børn, og jeg er egentlig ked af, at regeringen og ministeren ikke holdt fast i det. Når det så er sagt, er der jo også nogle ting i lovforslaget, som jeg ikke vidste, da aftalen blev indgået. F.eks. blev jeg ret overrasket over det her med, at man ikke skal bruge de styrkede læreplaner, altså de nye læreplaner i det her nye læringstilbud, som regeringen vil lave.

Jeg har det sådan, at vi gerne vil have de udsatte børn ind på institutionerne, så de kan få den pædagogik, som de andre børn får, for det skal bryde den negative sociale arv – så langt, så godt. Men de skal så ikke have det samme pædagogiske tilbud som de andre børn, der allerede er der. Hvorfor ikke?

Ministeren.

Jamen man bliver jo altid sådan lidt glad, når det er, at man som regering får en meget stor ros som den, der har været i løbet af hele debatten. Men det er også rigtigt nok, at det her endte med at se ud på en anden måde end det, som regeringen foreslog, og det er jo, fordi der i forhandlingskredsen var en opfattelse af, at det her ikke sådan er at sidestille med et almindeligt dagtilbud. Det her er noget andet, og det er sådan set også noget særligt.

Det særlige, det også er, og som ikke har fået ret mange ord med på vejen, men som jeg synes er rigtig vigtigt, og som knytter an til spørgsmålet, er jo lige præcis, at der følger et boostforløb med til de børn, som får det her læringstilbud. Man må hjertens gerne bruge de pædagogiske læreplaner, men der er jo tale om et helt særligt boostforløb, som skal sikre et bedre sprog og en bedre udvikling, således at de børn, når de når skolealderen, ikke er bagud, sådan som vi ser det i dag, hvor vi altså kan se, at de er mere bagud, end deres jævnaldrende, som er uden for de udsatte boligområder, er.

Hr. Jacob Mark.

Nu sagde ministeren, at man hjertens gerne må bruge de pædagogiske læreplaner. Så daginstitutionerne kan altså stadig godt vælge at sige, at det pædagogiske arbejde, de har gang i med de pædagogiske læreplaner, også skal omfatte børnene i det tvungne læringstilbud?

Ministeren.

Der er, som jeg hører det, ikke nogen modsætning i det, der bliver sagt fra hr. Jacob Marks side. Det er vigtigt at sige, at der jo er et særligt forløb, der knytter sig til læringstilbuddet, og det ser jeg egentlig i vid udstrækning kan gå hånd i hånd med de pædagogiske læreplaner.

Så er det hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg tror, at der blandt utrolig mange småbørnsforældre er en stor tillid til, at hvis ens barn har behov for støtte og hjælp, er der dygtige, professionelle medarbejdere til rådighed i kommunerne. Er ministeren ikke bekymret for, at man risikerer at undergrave den tillid, der er, i hvert fald blandt rigtig mange forældre, når man nu laver en lovgivning, hvor man pludselig ændrer kriterierne for, hvordan man vurderer, om et barn har behov for støtte eller et læringstilbud, og når man pludselig oplever, at vurderingen af det ikke længere afhænger af en faglig vurdering af det enkelte barn, men alene afhænger af, hvilken bopæl barnet har? Er det ikke nedbrydende i forhold til tilliden til vores offentlige myndigheder på det her område?

Ministeren.

Nej, det er der på ingen måde noget der tyder på. Altså, jeg har været på besøg i to daginstitutioner i Vollsmose på to forskellige tidspunkter, og når jeg har spurgt dem, om der er en modstand i dag blandt forældre til 3-årige, som altså bliver pålagt at komme i daginstitution, så er svaret nej. Det var oplevelsen i de to daginstitutioner, at hvis man først havde sit barn i en daginstitution, gik man helhjertet ind i et samarbejde. Og vi kan faktisk også se ud af undersøgelser, at lige præcis tosprogede og udsatte er nogle af dem, som efterspørger sparring allerallermest.

Så nej, den bekymring har jeg sådan set ikke.

Så er det fru Lotte Rod.

Før jeg gik på barsel, havde vi en lignende debat, nemlig da regeringen ville lave tidligere sprogvurderinger, og dengang sagde Radikale Venstre, at vi syntes, det ville være bedre, hvis man i stedet for satsede på hjemmepædagoger. Nu mener regeringen også, at det ville være godt med hjemmepædagoger, og det gør mig rigtig glad, men så undrer det mig bare, hvorfor man stadig væk holder fast i det her med tvang. Hvorfor vil regeringen ikke give hjemmepædagogerne en chance for at se, om ikke de kan opbygge tillid og få forældre til ad frivillighedens vej at sende deres børn i daginstitution?

Så er det ministeren.

Jamen for at være helt ærlig, løser det jo ikke problemerne. Man har jo i rigtig, rigtig mange kommuner, i al fald i Københavns Kommune, brugt en model, hvor man har haft pædagoger på hjemmebesøg. Og det kan man jo også sagtens starte med, men det er også vigtigt at sige, at hvis man har nogle forældre, som sådan set ikke ønsker at lade deres børn indskrive, og hvor det ville være bedst for børnene at blive indskrevet, så kan man jo i dag komme med nok så mange hjemmepædagoger, men det ændrer ikke grundlæggende på, at man så bare ikke får nedbrudt parallelsamfund, og det er det, vi vil gøre. Og vi ved, at daginstitutionerne kan spille en rigtig, rigtig aktiv rolle i at nedbryde parallelsamfund.

Lotte Rod.

Hvis man virkelig satsede på hjemmepædagoger, som regeringen faktisk også gerne vil være med til, og hvis man virkelig sørgede for, at der var tid til, at man kunne komme hjem i familien, at man kunne hjælpe forældrene med det samme, og at man kunne tage forældrene med hen på besøg i daginstitutionen, sådan at man opbyggede tillid, hvor ved ministeren så fra, at det ikke virker, så man er nødt til at bruge tvang?

Ministeren.

Jamen jeg siger jo ikke, at det ikke virker. Og jeg bliver meget betaget af al den ros, der kommer flydende op til regeringen – det er jo dejligt. Men jeg siger jo ikke, at det ikke virker. Jeg siger bare, at det ikke er nok. Det vil ikke være tilstrækkeligt, fordi der vil være nogle forældre, som vil sige: I kan komme med alle de hjemmepædagoger, I vil, men vi har ikke lyst til at få indskrevet vores barn i en daginstitution. Nej, det kan godt være, at I ikke har lyst til det, men derfor kan det stadig væk være rigtig godt og vigtigt for barnet at blive indskrevet for at sikre, at det barn til syvende og sidst får bedre kort på hånden.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.