Tak.
Og tak for bemærkningerne og den grundlæggende meget positive modtagelse af lovforslaget.
Hvis vi kigger på de foreslåede ændringer i sundhedsloven, som har til formål at indføre kontrolforanstaltninger mod poliovirus, handler det jo i høj grad om, som flere af ordførerne også har sagt, at WHO efter en årrække har arbejdet målrettet på at udrydde polio, også kaldet børnelammelse, på verdensplan, så vi faktisk efterhånden er tæt på at have nået målet.
Og WHO har med støtte fra bl.a.
Danmark besluttet, at medlemslandene skal indføre et risikostyringssystem og certificere de myndigheder og virksomheder i landet, der så fortsat ønsker at håndtere poliovirus.
Det skyldes, at et udslip af poliovirus efter udryddelsen, hvor børn måske ikke længere vaccineres mod polio, vil være en alvorlig trussel mod folkesundheden.
Lovforslaget skal derfor skabe hjemmel til, at Center for Biosikring og Bioberedskab kan fastsætte nærmere regler for opgaven med at inspicere og certificere poliofaciliteter i Danmark, så poliovirussen også i fremtiden håndteres sikkert, bl.a.
på poliolaboratoriet på SSI.
På længere sigt skal hjemmelen også kunne anvendes til at fastsætte regler om kontrol af andre farlige biologiske stoffer, f.eks.
som led i en global indsats mod mæslinger.
Også tak for den positive modtagelse af de foreslåede ændringer af lægemiddelloven og apotekerlovgivningen, som har til formål at gøre det muligt for dyrlæger og apotekere i relevante situationer at kunne udlevere afmålte mængder af medicin til produktionsdyr og kæledyr, altså at opsplitte medicin.
Ordningen sigter i høj grad på at minimere spild af lægemidler til veterinært brug, men en nemmere adgang til at opsplitte lægemidler kan potentielt også medvirke til, at dyrlæger ordinerer præparater, der indebærer mindst risiko for resistensudvikling, i stedet for at vælge et præparat, der kommer i den størrelse pakning, der nu engang passer til den givne behandling af dyret.
Og jeg er helt enig med de ordførere, der siger, at den optimale situation jo ville være, at vi i langt højere grad havde mindre pakninger på markedet, og det er også noget, som ikke bare Danmark har fokus på, men som vi fælles i EU-kredsen har fokus på.
Med forslaget fastsættes en ramme for opsplitningsaktiviteterne, så en ansvarlig udlevering af lægemidler til veterinært brug iagttages, og så lægemiddelsikkerheden og hensynet til dyrene og den offentlige sundhed også afvejes.
Jeg svarer selvfølgelig gerne på de spørgsmål, der også konkret var til det her punkt i lovforslaget, i forhold til at sikre, at ordførerne har den fornødne information på området, herunder også den relation, der har været til forordningen for veterinære lægemidler, og de forhandlinger, der har pågået i EU-kredsen.
Forslaget om ændring af lov om medicinsk udstyr har, som flere af ordførerne også har sagt, primært til formål at etablere hjemmel til, at Lægemiddelstyrelsen kan opkræve gebyrer for varetagelse af Lægemiddelstyrelsens myndighedsopgaver med de EU-retlige regler om medicinsk udstyr, herunder også at gennemføre forordningerne om medicinsk udstyr.
Og som flere af ordførerne også har sagt, må vi også sige, at det er nødvendigt at sikre, at der er den tilstrækkelige kontrol på området.
Det handler så også om med de ændringer, der foreslås, at Lægemiddelstyrelsen kan opkræve gebyrer for styrelsens behandling af anmodning om eksportcertifikater og for nye opgaver med tilsyn og kontrol af importører og distributører, sådan at vi også sikrer, at de overholder de EU-retlige regler om medicinsk udstyr, som følger af forordningerne.
Lovændringen understøtter dermed målet om en stærk faglig myndighed med ansvar for medicinsk udstyr, men også målet om en stærk life science-sektor i Danmark, og hvor vi netop har et fokus på patientsikkerheden i forhold til den kontrol, der er.
SF's ordfører stillede et konkret spørgsmål i relation til Lægemiddelstatistikregisteret, hvor én høringspart ligesom har brugt den her anledning til at starte en diskussion omkring lovforslaget.
Derfor har jeg bare behov for her fra talerstolen at sige, at de materielle regler ændres der ikke på.
Reglerne giver jo mulighed for videregivelse til andre forvaltningsmyndigheder til brug for deres udarbejdelse af statistik med henblik på generel planlægning af sundhedsvæsenets opgaver.
Og når det indgår i det her lovforslag, er det simpelt hen, fordi den opgave, der tilbage i 2011 var placeret i Lægemiddelstyrelsen, efter den reorganisering, der har været af styrelserne, i dag myndighedsmæssigt ligger i Sundhedsdatastyrelsen, som jo håndterer data.
Og derfor er det bare en anledning til at sige, at der ikke er nogen materiel ændring, men når vi har lovforslaget åbent, synes vi sådan set også, det er væsentligt ligesom at lave den konsekvensrettelse, som også henfører til, hvem der er den databehandlende myndighed i dag.
Det er ikke på det her område Lægemiddelstyrelsen, det er Sundhedsdatastyrelsen.
Det svarer jeg selvfølgelig også gerne skriftligt på til SF's ordfører, men givet det høringssvar, der ligger, syntes jeg sådan set også, det var relevant at svare på det her i forbindelse med førstebehandlingen.
Jeg svarer naturligvis på alle de spørgsmål, som udvalget måtte have, og håber på en god udvalgsbehandling undervejs.