L 51 A Forslag til lov om ændring af lov om planlægning og lov om maritim fysisk planlægning.

(Planlægning i områder belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, helårsbeboelse i sommerhuse på Læsø, ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplaner, havplanlægning for transportinfrastruktur m.v.).

Af: Erhvervsminister Rasmus Jarlov (KF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
2. behandlet/direkte til 3. behandling 13-12-2018
3. behandlet, vedtaget 18-12-2018
Oprindeligt forslag:
Ministerområde:
Erhvervsministeriet
Resumé:
Lovforslaget forbedrer borgernes retsstilling ved ekspropriation efter planloven, ved at gennemsigtigheden i ekspropriationer efter planloven øges og der indføres en 5-årig solnedgangsklausul for lokalplaner som ekspropriationsgrundlag. Forslaget er en opfølgning på anbefalinger fra Ekspropriationsudvalget.

Yderligere forkorter lovforslaget solnedgangsklausulen for planlægning af sommerhusområder på baggrund af et landsplandirektiv fra 8 til 4 år.

Lovforslaget giver derudover begrænset mulighed for dispensation til udlejning af sommerhuse til helårsbeboelse i sommerhusområder på Læsø.

Lovforslaget indebærer også, at transportinfrastruktur bliver en sektor, der obligatorisk skal planlægges for i havplanen. Lovforslaget skaber mulighed for, at havplanen kan undtages fra offentliggørelse i Lovtidende, hvilket vil betyde, at havplanen kan offentliggøres som et brugervenligt digitalt kort.

Loven træder i kraft den 1. januar 2019.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 91 (S, DF, V, LA, RV, SF og KF), imod stemte 14 (EL og ALT), hverken for eller imod stemte 0.