Jeg kan ellers godt forstå, hvis man sad helt skræmt tilbage, når man pludselig forstod, hvad det var, vi snakkede om her – altså 6.000 dødsfald i Danmark om året. Og så kommer ministeren med et svar til Folketinget, svar nr. 12, i forbindelse med lovbehandlingen, hvor han anerkender, at der lige er kommet nye tal fra DCE på Aarhus Universitet til Miljøstyrelsen, der siger, at priserne forbundet med eksponering af luftforurening fra vejtransport er mere end fordoblet. Samtidig svarer ministeren, når man spørger ham, om det gør noget indtryk på ham, at han synes, at han har lagt et balanceret lovforslag frem.
Lad os lige prøve at se på den her balance. Herovre har vi befolkningens sundhed, deres livskvalitet, om man bliver syg, om man har astma, om man har hjerte-kar-sygdomme, om man dør for tidligt, og herovre har vi dem, der ejer varebiler, lastbiler og de allerældste personbiler. Man synes, at man har fremsat et balanceret lovforslag, men får så undervejs i lovprocessen tal, der viser, at forureningen er dobbelt så høj, som man troede. Så siger man: Vi synes stadig væk, at det balancerer, jeg henviser stadig til det samme svar, for det er stadig den samme pris for ejerne af varebiler og af lastbiler. Hvordan kan ministeren ikke synes, at balancen er fuldstændig forskubbet, når man har fremsat et lovforslag og man så i processen finder ud af, at skadevirkningen er dobbelt så stor? Så er der jo ikke længere nogen balance.
I Radikale Venstre har vi sagt, at ren luft ligger os så meget på sinde, at vi til det her lovforslag bliver nødt til at stemme gult. Det er ikke, fordi der ikke er nogen forbedringer af lovforslaget, for det er der, men fordi vi vil have strammet den her lovgivning, så snart der kommer et nyt flertal i Danmark. Vi vil have ren luft til danskerne. Vi vil give flere byer mulighed for at kunne lave miljøzoner. Vi kommer til hurtigere at indfase kravene til varebiler og til lastbiler. Vi kommer til at gøre noget ved de ældste personbiler. Det er i øvrigt meget, meget billigt at gøre noget ved de allerældste personbiler, så jeg forstår ikke, hvorfor ministeren ikke har sørget for at få dem ud.
Vi kan kun stemme gult til det her forslag, for dem, der står derude, skal vide meget klart, at hvis man går ud og investerer efter den her lov, så kommer man altså til at investere forkert, fordi der skal strammes op på de her zoner, og det skal der allerede i 2020 og 2022. Derudover synes vi, det er udtryk for et virkelig sjusket arbejde, at man kan sætte en forskningsinstitution til at opdatere tallene for, hvordan skadevirkningerne af luftforureningen er, og så først få dem ind, 14 dage efter at man har fremsat lovforslaget. Det er simpelt hen ikke i orden, det er ikke godt nok, og derfor ender vi altså med at stemme gult til det her forslag.