Tak for bemærkningerne.
Jeg ser, at der er kommet nogle unge mennesker op på tilhørerrækkerne.
Jeg skal beklage, at det ikke er et specielt børnevenligt forslag, vi diskuterer her i øjeblikket, med lov om ændring af finansiel virksomhed og om ophævelse af lov om statslige kapitalindskud i kreditinstitutter.
Der kunne nok være mere interessante ting at diskutere, i hvert fald hvis man er et ungt menneske.
Men ikke desto mindre er det jo vigtigt, og jeg kan også godt tilslutte mig nogle af de kommentarer, som kom fra Enhedslisten og Alternativet, om den demokratiske udfordring i, at vi har så omfattende en lovgivning på det finansielle område, at det kan være svært, selv for erhvervsordførere, at være sikre på alle detaljer i det, som vi stemmer om i Folketingssalen, og som vi diskuterer.
For det
er
omfattende, og det her lovforslag rummer mange forskellige ændringer, som ikke hver for sig er super komplicerede, men som bliver til meget lagt sammen, og der ligger også mange sider på mit skrivebord om det lovforslag, som vi behandler her i salen i dag.
Jeg vil også indrømme som minister, at det da er en udfordring at skulle pløje sig gennem alle detaljerne i det, og det ville da være glædeligt, hvis der var flere, der interesserede sig for det og kunne komme med udfordringer af de forslag, som bliver fremsat.
Vi prøver jo at gøre det bedste, vi kan, i ministeriet for at kigge det hele igennem, og vi har en høringsproces for at sikre, at der kommer forskellige synspunkter, så de mennesker, der interesserer sig for området, har mulighed for at komme med input.
Jeg kan også se nogle meget tydelige aftryk.
Når man hører ordførertaler, kan man jo også høre, at der bliver talt med forskellige interessenter, og at mange af de opmærksomhedspunkter, som kommer frem, også når videre til debatten her i Folketingssalen.
Men det er absolut en krævende opgave at skulle sætte sig ind i al den finansielle lovgivning, og det kan man godt diskutere hvad man kan gøre ved.
Man kan jo lave en mere simpel lovgivning.
Det ville nok være min foretrukne løsningsmodel, men man skal ikke bilde sig ind, at noget, der er så komplekst som den finansielle sektor, kan koges ned til en meget simpel lovgivning.
Derefter skal man sørge for at have en god proces, så mange synspunkter kommer frem.
I forhold til indholdet af det her rigtignok ganske omfattende lovforslag handler det om at gennemføre tiltag, som styrker indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering, og vi følger op på vores aftale fra efteråret 2018 om initiativer til en styrket indsats på hvidvaskområdet.
Det betyder bl.a., at vi indfører skærpede regler om ansvar for ledelsen i finansielle virksomheder for at sikre, at der er tilstrækkelige kompetencer og systemer til at undgå hvidvask.
Vi styrker beskyttelsen af whistleblowere på tværs af den finansielle sektor.
Fremover vil også tidligere ansatte være beskyttet mod en ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, hvis de laver whistleblowerindberetninger.
Virksomheder skal fremover dokumentere, at der er fulgt op på indberetningerne fra whistleblowerordningerne.
Så gennemfører lovforslaget initiativet fra den politiske aftale om, at der skal være en skriftlig politik i pengeinstitutter for at sikre og fremme en sund virksomhedskultur, herunder forebygge hvidvask og anden finansiel kriminalitet.
Så udvides den kreds af personer, som er omfattet af fit and proper-kravene.
Det betyder, at det ikke blot er direktion og bestyrelse, som skal fit and proper-godkendes, men at det også er nøglepersoner, eksempelvis den hvidvaskansvarlige i virksomheden.
Det er jo alt sammen initiativer, som er besluttet her politisk af Folketinget, og som man derfor må forvente at der er opbakning til i Folketinget.
Så gennemfører vi også nogle af de anbefalinger, som ikke direkte er kommet fra Folketinget selv, men er kommet fra arbejdsgruppen for eftersyn af den finansielle regulering.
Det er med henblik på at modernisere og fremtidssikre den finansielle lovgivning, og noget af det handler faktisk om at afskaffe lovgivning og gøre det mere simpelt.
Der er noget uddateret lovgivning, som ikke længere har nogen relevans, bl.a.
om statslige kapitalindskud i pengeinstitutterne.
Eftersom der ikke er flere statslige kapitalindskud, er det ikke relevant at have den lovgivning længere.
Vi ophæver kravet om, at den ansvarshavende aktuar i livsforsikringsselskaber årligt skal indsende en beretning til Finanstilsynet.
Det er også, fordi der er kommet anden regulering, som varetager den opgave, og vi mener ikke længere, at der er det oplysningsbehov.
Lovforslaget indeholder også en række ændringer af den finansielle lovgivning, herunder bl.a.
en udvidelse af forbuddet mod lånefinansierede køb af egne aktier, så det også gælder realkreditinstitutter.
Det gælder i forvejen for andelskasser, så det er ikke noget nyt i forhold til andelskasserne, men nu kommer det også til at gælde realkreditinstitutterne.
Det kunne være, f.eks.
hvis Nykredit blev et aktieselskab.
Så måtte de ikke sidde og anbefale til deres kunder, at de skulle låne penge og så købe aktier i Nykredit.
Det synes vi egentlig er meget sundt, for det er ikke rimeligt, hvis man sidder og giver sådan en rådgivning, der går ud på, at man skal have kunder til at købe aktier i ens eget selskab, og at de så låner penge til det og dermed kommer til at løbe en stor risiko.
Der er nogle klare incitamentproblemer i, at man på den måde kan fremme investeringer af kundernes penge i sit eget aktieselskab.
Høringen har generelt været positiv.
Der sidder folk rundtomkring, som har forstand på det her, primært selvfølgelig fra sektoren selv, og de har meldt positivt tilbage, og der er bl.a.
udtrykt støtte til de foreslåede initiativer til styrkelse af indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering.
Det glæder mig endnu en gang, at finanssektoren anerkender behovet for at styrke den indsats mod hvidvask, som jo er et stort problem for den danske finanssektor og for Danmarks omdømme i øjeblikket.
Jeg synes, det vil være et godt skridt til at gøre en stærkere indsats, hvis vi vedtager det her lovforslag.
Vi har stadig væk et stort stykke arbejde foran os med at rydde op i den finansielle sektor, og der mangler at blive stemt flere ting igennem, og vi forhandler i øjeblikket om at få styrket Finanstilsynet.
Det vil også være utrolig vigtigt, men vedtagelsen af lovforslaget her vil i hvert fald være et skridt i den rigtige retning.