Tak for ordet.
Vi taler meget og gerne om deleøkonomi, og det er noget, vi fra Venstres side ser rigtig positivt på.
Der opstår rigtig mange nye muligheder, der er idérigdom, der udvikles forretningsmodeller, og der er selvfølgelig også et ressourcespørgsmål generelt, når det gælder deleøkonomi:
I stedet for at vi alle anskaffer de samme varer og forbrugsgoder, som så for størstedelens vedkommende ligger ubenyttede hen, så var det måske mere hensigtsmæssigt, at man kunne låne og leje af hinanden.
Et af de områder og et af de koncepter, der virkelig er slået an i forhold til deleøkonomi, er airbnb, hvor man som indehaver af en lejlighed eller et hus via en digital platform har mulighed for at stille et værelse eller hele lejligheden eller hele huset til rådighed for folk, der ønsker at benytte det, mens man ikke selv gør brug af det.
Der har regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale lavet en aftale om bedre vilkår for vækst og korrekt skattebetaling i dele af platformsøkonomien, for det her er jo et nyt område, som også har udfordret gældende lovgivning og regler.
For hvordan beskatter man en virksomhed, der egentlig ikke er hjemmehørende i Danmark, og hvordan sikrer man, at de indtægter, som danskere, der udlejer, har, bliver reelt registreret?
Det har lidt været en udfordring, og det har taget lang tid, men jeg er sådan set rigtig glad for, at det både er lykkedes at lande en bred politisk aftale, men også sikre, at for dem, der formidler de her platformsøkonomier, når det gælder boligudlejning, sker der også en automatisk indberetning til de danske skattemyndigheder, så indtægterne, som man optjener som borger, bliver indberettet.
Som den socialdemokratiske ordfører redegjorde for, er der så en forskel på, om man lejer ud gennem en indberettende platformsøkonomi, eller om man lejer ud selv, og det er jo ikke noget begreb, som er ukendt.
Det er sådan set det samme, der gælder for sommerhusudlejning, hvor man kan leje ud til et vist beløb, hvis man selv står for udlejningen, mens man opnår et større skattefradrag, hvis man bruger et bureau, der indberetter.
Det har faktisk vist sig at være meget effektivt i forhold til at dæmme op for sort udlejning og skaber sådan set et ganske fornuftigt incitament til at gøre brug af ordninger, hvor vi er sikre på at der bliver afregnet den korrekte skat.
Så vi synes, at det er en god aftale, vi har fået udmøntet, og nogle gode principper, i forhold til at der er mulighed for længere udlejning, hvis man benytter sig af formidlere, der melder oplysningerne videre til de danske myndigheder.
Så giver vi jo også en lokal medbestemmelse, idet kommunalbestyrelsen kan vælge at fastsætte en højere grænse end de her 70 dage, nemlig op til 100 dage.
Men det er som sagt en mulighed, man har kommunalt.
Det er ikke en pligt, og det er jo selvfølgelig også i forlængelse af respekten for den aftale, vi har indgået, hvor der ikke skal herske nogen tvivl om, at der var en forskellig opfattelse af, hvor mange dage det skulle være muligt at udleje.
Og det er jo folkestyret, når det fungerer allerbedst:
Når vi kan få enderne til at nå sammen og lave en bred aftale, som sikrer nogle stabile rammer for et område, som kan være ganske kompliceret.
Jeg tror, det er vigtigt, at vi sørger for, at der er nogle klare regler og kendte rammer, som betyder, at for folk, der synes, at de har modet og lysten til at leje deres helårsbolig ud i nogle uger om året, hvor de ikke selv benytter den, er det let og ligetil, og at man også som kunde kan vide, at der er styr på tingene.
Så vi synes grundlæggende, det er en rigtig god politisk aftale, der udmøntes, og at det er et rigtig godt lovforslag.
Jeg har lovet at hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at Konservative også støtter lovforslaget.