L 188 Forslag til lov om ændring af lov om sommerhuse og campering m.v., lov om midlertidig regulering af boligforholdene og byggeloven.

(Udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v.).

Af: Erhvervsminister Rasmus Jarlov (KF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 27-02-2019
1. behandlet / henvist til udvalg 12-03-2019
Betænkning afgivet 28-03-2019
2. behandlet/direkte til 3. behandling 02-04-2019
3. behandlet, vedtaget 04-04-2019
Ministerområde:
Erhvervsministeriet
Resumé:
Det følger af lovforslaget, at der indføres grænser for borgernes udlejning af egen, fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål. Grænserne knytter an til den indberetningsform, som borgeren vælger, for at understøtte og tilskynde til brug af digitale platforme, som automatisk indberetter udlejningsindtægten til indkomstregisteret.

Anvender borgeren en udlejningsformidler, som automatisk indberetter udlejningsindtægten til indkomstregisteret, kan borgeren udleje i 70 dage årligt. Formidler borgeren selv udlejningen, kan borgeren udleje i 30 dage om året. Kommunerne kan hæve grænsen på 70 dage til højst 100 dage.
Den automatiske indberetningsløsning for udlejningsformidlere vil dog først foreligge pr. den 1. januar 2021, hvorfor der foreslås en overgangsordning, som muliggør, at borgeren kan udleje egen helårsbolig i 70 dage årligt, uanset indberetningsform frem til den 31. december 2020.

Lovforslaget henlægger tilsynet med de nye regler om udlejning til ferie- og fritidsformål til erhvervsministeren (i praksis Erhvervsstyrelsen).

Lovforslaget undtager endvidere borgerens udlejning til ferie- og fritidsformål fra kravet om samtykke fra kommunalbestyrelsen i de kommuner, hvor boligreguleringslovens kapitel VII gælder, og der er bopælspligt.

Lovforslaget er et led i udmøntningen af den politiske aftale Bedre vilkår for vækst og korrekt skattebetaling i dele- og platformsøkonomien af 17. maj 2018, som blev indgået mellem regeringen (Venstre, Konservative Folkeparti, Liberal Alliance), Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

Loven træder i kraft den 1. maj 2019
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 85 (S, DF, V, LA, RV og KF), imod stemte 19 (EL, ALT og SF), hverken for eller imod stemte 0.