F 2 Om regeringens værdipolitik med fokus på de udfordringer, der følger af indvandringen.

Af: Martin Henriksen (udpeget af DF) (DF) og Christian Langballe (udpeget af DF) (DF)

Til: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)

Samling: 2018-19 (1. samling)

Status: Foretaget

Forhandling den 29-01-2019

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

7) Forespørgsel nr. F 2:

Forespørgsel til statsministeren:

Vil statsministeren redegøre for regeringens værdipolitik med fokus på de udfordringer, der følger af indvandringen, og som presser eller tvinger danskerne til at ændre levevis og adfærd og rette ind af hensyn til indvandrere?

Af Martin Henriksen (DF) og Christian Langballe (DF).

(Anmeldelse 03.10.2018. Fremme 09.10.2018).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 31. januar 2019.

Hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti, for en begrundelse. Værsgo.

Tak for det. Når vi har bedt statsministeren om at redegøre for regeringens værdipolitik med fokus på de udfordringer, der følger af indvandringen, og som presser danskerne til at ændre levevis og adfærd og rette ind af hensyn til indvandrere, tager det udgangspunkt i, at Danmark fortsat er presset på grund af især den muslimske indvandring, men også på grund af indvandringen som helhed.

Det er vigtigt, at vi herinde viser, at vi tager danskernes bekymringer alvorligt. Der er store problemer i vores skoler og daginstitutioner, og det relaterer sig også til den indvandring til Danmark, som der har været, og som der stadig væk er i et vist omfang, og der er også problemer med kriminalitet og ekstreme grupperinger i samfundet. Der er danskere, som føler sig fremmede i deres eget land, og det er selvfølgelig uholdbart, og det skal vi tage alvorligt, og det er i al sin enkelhed det, der er baggrunden for debatten.

Tak for det. Så er det statsministeren for en besvarelse.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for traditionen tro at tage initiativ til en forespørgselsdebat om de danske værdier.

Det er jo et vigtigt spørgsmål. Hvad vil det sige at være dansk? Hvilke værdier gemmer der sig i de traditioner og den kultur, som er vores, og hvordan vil det se ud i fremtiden? Det er klogt at tænke over, både for nye og for gamle danskere, og debatten er jo heller ikke ny. I år er det 800 år siden, at Dannebrog ifølge sagnet faldt ned fra himlen. Dengang så Danmark noget anderledes ud end i dag. Kultur, værdier og traditioner er jo ikke statiske. De forandrer sig som alt andet. For ca. 100 år siden skulle man f.eks. være 35 år gammel for at stemme til Landstinget. De fleste kvinder gik hjemme og var afhængige af deres mænds indtægt. I skolen måtte man slå børnene. Det er ikke en dansk værdi i dag at slå børn. Det var det åbenbart engang. Ting forandrer sig over tid.

Jeg kan huske, da jeg selv gik i skole og Ibrahim kom ind i klassen efter sommerferien som den første og den eneste med udenlandsk baggrund. Jeg nævnte det også i min nytårstale. Da jeg gik i gymnasiet, var der i hele Danmark omkring 50.000 mennesker med ikkevestlig baggrund. I dag er det tal tæt på en halv million. Så på en generation er vores land forandret, og det udfordrer os, og det skal vi diskutere, det skal vi handle på. Men vi er også nødt til at gøre det med afsæt i, hvad der er en realitet, nemlig at vi ikke kan skrue tiden tilbage. Vi står, hvor vi står. Vi er nødt til at tage den herfra, finde ud af det sammen, både gamle og nye danskere.

Danmark er jo et land ifølge geografien. Her bor nogle mennesker, men det er jo mere end det, det er også et fællesskab. Det bliver tydeligt for mig, det blev det så sent som i går aftes, da jeg var til et mindearrangement for Kim Larsen, mens alle andre var på Rådhuspladsen for at festligholde vores verdensmestre. Jeg var på hans gamle seminarium, som i dag er Københavns Professionshøjskole. Kim Larsen samlede danskerne på tværs af generationer, bopæl, job og baggrund. Han ramte noget i os alle, ikke kun gennem sine sange og sin poesi, men også gennem sin væremåde, jordnær og uimponeret, skarpsindig, både i ord og tanke, men først som sidst var Kim Larsen jo eksponent for frisind, friheden til at være den, man er, sammen med andre. Og for mig er det en særlig værdifuld del af vores fællesskab.

I et ægte fællesskab skal der være plads til forskellighed, plads til at kunne rumme mangfoldigheden, den enkelte, som han eller hun er, men frisind er omvendt jo ikke det samme som holdningsløshed. Et rigtigt fællesskab har også sine grænser, og spørgsmålet er, hvor vi sætter de grænser. Og den debat mellem rummelighed og hvor vi sætter grænsen, er vigtig til alle tider og jo ikke mindst i en tid, hvor meget er under opbrud. En del af det opbrud skyldes jo, at vi igennem årene har åbnet vores dør for tusindvis af mennesker på flugt, åbnet vores dør af et godt hjerte og vel også med en eller anden, har det vist sig over tiden, naiv tro på, at alle, der kom hertil, ville os så meget, at de også ville tage vores værdier til sig, opsøge og blive en del af det danske fællesskab.

Så simpelt er det ikke. Det ved vi nu, og det er en lære, der er gået noget langsommere op for nogle end for andre, for nu at sige det, som det er. Der kom for mange ind med et udgangspunkt, som var alt for fjernt kulturelt og værdimæssigt, og det har presset vores danske fællesskab. Og sådan kan det ikke fortsætte. Her er en grænse. Antal betyder noget. Det er vi mange der har ment meget, meget længe. Der synes at være nogle flere, der abonnerer på det synspunkt nu, og det er godt, for vi skal ikke lukke flere ind, end vi kan rumme.

Det er derfor, regeringen fører en stram og konsekvent udlændingepolitik. Jeg ved godt, at der er mange, også her i salen, der synes, det er for hårdt, men jeg tror også, at der er mange, der deler min bekymring for Danmark, og en ting kan vi i hvert fald slå fast: Regeringens politik virker. EU's indsats har betydet, at tilstrømningen til Europa er voldsomt reduceret, men Danmarks politik har betydet, at flygtninge nu også går uden om Danmark, når de skal vælge land. Vi er gået fra at være, da den her regering trådte til, det femte mest attraktive asylland i Europa til nu at være det sekstende mest attraktive, når man sætter antallet af asylansøgere i forhold til befolkningstallet. Det er jo ikke nogen tilfældighed. Det er et udtryk for, at der har været ført en politik, som har sat en grænse. I de sidste 2 år har vi derfor også haft det laveste asyltal, vi har set i et årti.

Vi ønsker også nye grænser, når det gælder om, hvor lang tid man skal blive i Danmark. Børn og voksne, som har et berettiget behov for beskyttelse, skal selvfølgelig have husly i Danmark – selvfølgelig skal de det – men i vores verden er husly midlertidigt, det er ikke en invitation til at flytte ind permanent, og derfor skal krigsflygtninge hjem igen, når forholdene tillader det, tilbage til deres land, hjælpe med at bygge det op. Det er sådan set også en moralsk forpligtelse.

Sammen med Dansk Folkeparti har vi gjort det princip endnu mere klart og endnu mere tydeligt, så vi nu giver opholdstilladelser med henblik på midlertidigt ophold ud fra en tanke om, at midlertidigt betyder midlertidigt. Jeg ved godt, at det som sådan ligger uden for Danmarks indflydelse, om krige ude i verden ophører, eller om regeringer vælter i de lande, hvor flygtninge kommer fra. Men det ligger inden for vores eget beslutningsrum at sige, at hvis betingelserne for opholdstilladelse ikke længere er til stede, så skal opholdstilladelsen inddrages hurtigst muligt, og den pågældende skal rejse ud af Danmark og tilbage til sit hjemland.

Til gengæld skal man så yde sit til fællesskabet, mens man er her, det siger sig selv. Man skal tjene sine egne penge, for ellers skal andre gøre det for en, og mennesker, der får varigt ophold i Danmark, skal selvfølgelig integreres ordentligt, have uddannelse, arbejde, tage ansvar for sig selv og sine, bidrage til fællesskabet, tage Danmark til sig. Det gør de fleste da heldigvis også. Det er værd at huske på, at rigtig mange med udenlandsk baggrund arbejder, betaler deres skat, opdrager deres børn til ansvarlighed, bl.a. til at tage en uddannelse, at flere og flere får en uddannelse, kommer i beskæftigelse. Andelen af flygtninge og familiesammenførte, som er i job efter 3 år i Danmark, er steget fra hver femte til op imod halvdelen, altså noget nær fordoblet, i den her regerings levetid. Det styrker integration og sammenhængskraft, og det er heller ikke sket af sig selv. Det hænger jo sammen med, at de færre, der kommer, møder vi mere konsekvent, og at vi sammen med arbejdsmarkedets parter har indført en integrationsgrunduddannelse i 2016 som en trædesten til arbejdsmarkedet for mange, og som betyder, at man nemmere får kendskab til dansk, til kultur, til vores værdisæt, til vores måde at tænke på, til arbejdsmarkedet, og det er godt. Og det er jo sådan set godt, uanset hvor ens fremtid ligger.

En ting er dog helt sikker, apropos det med, hvor ens fremtid ligger, og det er, at den ikke ligger i en ghetto. Vi skal nedbryde de parallelsamfund, som er med til at splitte Danmark, områder, hvor alt for mange mennesker med samme problemer klumper sig sammen, hvor alt for få voksne står op om morgenen og går på arbejde, hvor kvinder regnes for mindre værd end mænd, hvor unge ikke må gifte sig med den, de elsker, og hvor Danmark ikke er Danmark. Her går en grænse, her stopper rummeligheden, den udvikling skal vendes, og det er ved at være sidste chance. Det er også derfor, regeringen har taget initiativ til en samlet strategi med det mål at forebygge og nedbryde parallelsamfund. Det er lykkedes at samle et bredt flertal, og det vil jeg gerne kvittere for, bag markante og målrettede initiativer, 20 i alt, og vi har sat det ambitiøse mål, at der ikke skal være én ghetto tilbage i 2030. Hver eneste ghetto skal væk. I stedet skal vi omdanne de her boligområder til almindelige bydele, og det kræver gennemgribende ændringer af boligmassen, og så skal vi have en langt mere håndfast styring af, hvem der skal bo i de udsatte boligområder. Børnene skal i daginstitution fra en tidlig alder, og vi skal styrke myndighedernes og ikke mindst politiets position i de her boligområder, så det bliver mere trygt for beboerne at færdes der. Det er sund fornuft til gavn for alle.

Så vi skal bryde parallelsamfund ned, og vi skal være insisterende på, at man gør sig til en del af vores fællesskab, når man skal være her permanent. Til gengæld skal vi så heller ikke lukke os inde om os selv. Det er hverken fornuftigt eller gavnligt at lukke Danmark for mennesker, som kan og vil bidrage til vores land. Derfor har regeringen fortsat det synspunkt, at det skal være muligt for danske virksomheder at kunne ansætte de medarbejdere, de har brug for, også hvis de skal et stykke ud i verden, forudsat selvfølgelig at det sker på ordentlige vilkår og i respekt for den danske model, og at man er her, så længe man har et arbejde. Derfor er det trist, at et flertal uden om regeringen i virkeligheden, synes jeg, forveksler den her værdidebat og behovet for at få styr på udlændingepolitikken med en bremse på danske virksomheders muligheder for at få besat ledige stillinger, som vi ikke har folk til herhjemme. Det har den konsekvens, at virksomheder går glip af ordrer, og at statskassen går glip af indtægter.

Det er jo sådan, at hver gang vi har en udlænding på beløbsordningen, bidrager han eller hun i gennemsnit med mere end 300.000 kr. om året til de offentlige kasser, altså samlet set med det tal, vi har nu, 1,5 mia. kr. om året. Det er penge, som vi kan bruge direkte til bedre uddannelse, erhvervsvilkår og mere og bedre velfærd, og derfor ærgrer det mig, at et flertal i Folketinget fører den linje, man fører her, for her synes jeg, at rummeligheden og frisindet og forståelsen har trange vilkår.

Vi skal kunne genkende Danmark, også i fremtiden, og for mig er frihed, frisind og fællesskab uløseligt forbundet med det bedste ved Danmark. Det skal vi værne om ved at hylde mangfoldigheden, men også ved at turde sætte grænser for rummeligheden, og derfor er det med den her debat som med de fleste: Den er ikke sort-hvid, og den er nødt til at have sine nuancer, for der skal findes en balance mellem fasthed og hårdhed og lukkethed. Danmark skal være lukket for dem, der ikke kan og vil Danmark, det er regeringens linje, men på den anden side skal Danmark være en åben nation, der ikke vender ryggen, men ansigtet mod resten af verden. Tak for ordet.

Tak for det. Og der er et par korte bemærkninger til statsministeren. Først hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til statsministeren. Jeg har to spørgsmål. Statsministeren siger, at antallet betyder noget. Det mener vi jo også i Dansk Folkeparti, og vi er jo helt med på, at antallet er faldet, og det er godt. Det er et samarbejde mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der ligger til grund for det. Men spørgsmålet er: Er det regeringens ambition, at antallet, der kommer hertil, skal reduceres yderligere? Det var det ene.

Det andet spørgsmål er: Anerkender statsministeren, at der er danskere, som føler sig fremmede i deres eget land? Og hvis statsministeren anerkender det, hvordan vil statsministeren så håndtere det fremadrettet, altså den utryghed og de bekymringer, som der er mange danskere, der har, eksempelvis i forhold til befolkningsudviklingen? Tak.

Værsgo.

Tak for det. I forhold til det med »yderligere«, må jeg sige, at det her jo ligesom skal deles op. For i forhold til dem, der kommer og søger asyl med en tredjeverdensbaggrund, har vi jo ret beset en ambition om, at det tal skal nedbringes til nul, for så vidt angår dem, der kommer spontant. Altså til nul. Det er ikke lige rundt om hjørnet. Det kræver, at vi opruster det europæiske samarbejde noget mere, end vi allerede har gjort, men vi er jo nærmere, end vi har været det før, i form af det tal, vi nu i fællesskab har fået bragt ned både i 2017 og 2018 til et niveau, der er det laveste i 10 år. Det burde ideelt set komme ned på nul, fordi adgangen til Danmark ikke burde være den spontane vej op gennem hele Europa. Det burde være på invitation.

Derfor er min ambition jo, at vi i forhold til det her område kunne vende tilbage til et system – nej, ikke vende tilbage, for vi har aldrig været der – men at vi altså kunne have et system, hvor dem, der kom og fik flygtningestatus i Danmark, kom, fordi de var kvoteflygtninge. Det ville i øvrigt også gøre integration og alt mulig andet lettere. Det er derfor, at man bl.a. i Canada måske har en lidt anden profil, end vi har, fordi man har en geografi, der ligesom sikrer en imod alt for mange spontane asylansøgere, og så har man mulighed for at tage ned i lejrene og også se på folks integrationspotentiale. Der er svaret på det ene spørgsmål. Nu blinker det rødt. Jeg vil tro, at det andet spørgsmål bliver gentaget, og så svarer jeg på det.

Værsgo til fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Den er svær her i første runde. Vi har et spørgsmål hver, ikke? Og så er det to i den næste? Jeg er også ved at lære det, og jeg er også ramt lidt på stemmen ligesom statsministeren, så jeg håber, at jeg kan høres. Jeg er i øvrigt helt enig med statsministeren i, at det ville være ideelt, hvis vi kunne få den spontane adgang ned på nul. Det mener vi også i Radikale Venstre kræver fælleseuropæiske løsninger. Det er vi helt enige i.

Det, jeg vil spørge statsministeren om, har at gøre med dem, som allerede er her med mange forskellige baggrunde. For statsministeren har jo adskillige gange – og i alt fald i flere nytårstaler og åbningstaler, som vi har rost i Radikale Venstre – talt om, at vi er sammen om Danmark; det handler ikke om hudfarve, ikke om religion; det handler om at vælge Danmark til. Jeg synes, statsministeren sagde nogle lignende ord her i indledningen.

Men i torsdags behandlede vi L 140, lov om paradigmeskifte, hvor man næsten med pincet tager ordet integration ud af en omfattende lovgivning. Der er 111 lovændringer, og der er endda afsat 2 mio. kr. alene til den tekniske ændring, det er at tage ordet integration ud. Hvordan hænger det sammen?

Værsgo, statsministeren.

Jeg synes, det hænger meget, meget fint sammen, og jeg synes, det ville klæde debatten, hvis vi fik nuancerne med her. For mig er der en verden til forskel på, om man kommer til Danmark som indvandrer, eller fordi man er individuelt forfulgt, på baggrund af en katastrofe eller en krig, og egentlig skal være her med det afsæt, at man har brug for et midlertidigt helle, indtil der forhåbentlig er så meget orden i det land, man kommer fra, at man kan vende hjem – ligesom de danske jødiske flygtninge tog til Sverige under krigen og kom tilbage bagefter.

Så skal man ikke integreres. Altså, så skal man ikke assimileres, så skal man ikke forvandles til indvandrer. Så skal man være en del af fællesskabet, mens man er her. Man skal arbejde, man må gerne lære vores sprog, og det er der intet i det, vi har aftalt før jul, der ændrer. Tværtimod. Det holder vi sådan set fast ved. Men udgangspunktet er, at man skal hjem igen.

Så er der folk, der kommer her, fordi de skal være her permanent. Det kan være nogle, der har giftet sig med en person fra Danmark, altså med en anden nationalitet. De skal være her, de bliver danskere. De bliver indvandrere. De ender op med at få pas og stemmeret, og de skal integreres. Og derfor skal vi bruge ordene rigtigt. Og jeg synes ikke, der er nogen modsætning mellem de her to ting.

Fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Statsministeren nævnte flere gange i sin tale ordet frisind som en af de bærende danske værdier. Det er jeg jo helt enig med statsministeren i den er.

Der er bare på det seneste kommet et paradoks, synes jeg, når vi taler om frisind. En af tingene er jo, at regeringen gerne vil signalere til de nye danskere, der kommer, at de skal respektere vores frihedsrettigheder og vores ligestillingsidealer. Og et af de redskaber, man bruger, er så at lave et lovindgreb, som hedder, at man skal give hånd, når man bliver dansk statsborger, eller at man ikke må gå med burka, eller at man skal have sine børn i vuggestue, når de er 1 år, hvis man bor i særlige områder. Det er jo sjovt, at man kompromitterer frisindet i frisindets navn. Det er jo i hvert fald, hvis du spørger mig, min udlægning af det, og det er jo interessant.

Så mit spørgsmål til statsministeren bliver: Hvem er det, der skal bestemme, hvor grænsen går for, hvornår vi må begynde at lave lovindgreb, som så skal bestemme, hvor grænsen for frisindet går? Er det den til enhver tid siddende statsminister, er det integrationsministeren, er det Dansk Folkeparti – altså, hvem er det, der bestemmer? For hvis ikke frihedsrettighederne ligger under de politiske ideologier, er vi jo aldrig sikre på, hvor de er henne – så kan de jo bevæge sig frit alt efter det politiske flertal i det til enhver tid siddende Folketing. Så hvem bestemmer, hvor grænsen for vores frisind går?

Værsgo.

Så lang tid vi snakker lovgivning, vil jeg jo foreslå, at det til alle tider er Folketinget og ikke bare en eller anden minister eller et bestemt parti, men altså Folketinget. Det er en grundlæggende og også en dansk værdi, at vi bekender os til demokratiet.

Så synes jeg altså, at det bliver for forsimplet at have den her definition på frisind, hvor det nærmest er sådan ligegyldighed, eller at alt er lige gyldigt – det er jo det, der gør det svært. Og når vi siger, at frihedsrettighederne ikke må ligge under for en eller anden ideologi, så tror jeg bare man må være ærlig at sige, at hele det der sæt af individuelle menneskerettigheder, der er vokset op oven på anden verdenskrig, jo også hviler på et livssyn og et menneskesyn. Det er også derfor, vi faktisk fører en kamp ude i dele af verden for at få dele af verden til ligesom at tage ejerskab til den måde at tænke individuelle menneskerettigheder på.

Altså, der findes lande derude, hvor der er en ideologi, eller hvor religion står over verdslighed eller der er et andet samspil mellem religion og verdslighed, der gør, at det knager i forhold til de rettigheder, som vi betragter som universelle, individuelle menneskerettigheder. Derfor kan det ikke nytte noget, at vi har det der romantiske livssyn, der hedder, at alt kan være lige gyldigt – det er det ikke.

Det danske samfund hviler et eller andet sted på en slags uskreven samfundskontrakt, som altså bygger på, at vi som borgere bekender os i en eller anden udstrækning til et værdisæt, som vi har i fællesskab. Og det er ikke bare lovgivet; det er vokset frem. Og hvis vi får en forandring af vores befolkningssammensætning accelereret og for mange vender ryggen til det værdisæt, så får vi problemerne.

Tak for det. Så går vi videre. Der er ikke flere korte bemærkninger til statsministeren lige nu. Vi går over til forhandlingen og de ganske almindelige regler, som vi ellers har for korte bemærkninger.

Ordføreren for forespørgerne, hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Den politiske værdikamp har i 2018 budt på flere højdepunkter, men også vist, at der er områder, hvor værdikampen vil fortsætte. Jeg vil tillade mig at fremhæve en række af årets værdimæssige højdepunkter set med Dansk Folkepartis øjne: forbuddet mod at bære burka og niqab, en nødvendig lov, der allerede har udløst en række sigtelser og bøder. Udlændinge, der vil være danske statsborgere, skal nu give hånd til en dansk myndighedsperson, og det er nødvendigt, fordi det understreger, at dansk kultur og danske omgangsformer er noget, som man som en selvfølgelighed skal acceptere, hvis man ønsker at være en del af fællesskabet. Det er helt rimeligt. Det burde sådan set ikke være nødvendigt med lovgivning i forhold til sådan nogle ting, men det er det desværre, og derfor lovgiver vi.

Det var en konkret sejr og et skridt i den rigtige retning, da marokkaneren Said Mansour blev udvist til Marokko og sendt hjem, men det var også en vigtig symbolsejr i kampen mod islamisterne. Said Mansour var og er vel stadig væk forbillede for mange herboende islamister, og hans eget store forbillede, hvis man hører på det, han siger, var jo sådan set Osama bin Laden.

At vi forbyder burka og niqab, at vi sender Said Mansour ud af landet, at vi siger, at hertillands hilser man ordentligt på hinanden ved at give hånd, ja, det er alt sammen vigtige signaler til de mest ekstreme islamistiske grupperinger i landet. Og man skal ikke tage fejl af, at de faktisk fylder en hel del. Vi siger til dem: I er ikke velkomne, og I vil tabe kulturkampen, dels fordi Dansk Folkeparti og forhåbentlig også andre vil blive ved med at vedtage lovgivning, som målrettet går efter de mest ekstreme kræfter inden for islam, dels fordi vi forhåbentlig snart får gang i flere hjemsendelser, og så også – det tror jeg i hvert fald på – fordi flere med indvandrerbaggrund vil acceptere vores krav og ønske om, at man for at blive dansk, også skal agere dansk ved bl.a. at tage dansk kultur, vores værdier og vores traditioner til sig og gøre dem til sine egne værdier og traditioner.

I forhold til Said Mansour og generelt i forhold til hjemsendelser sender vi heldigvis løbende folk ud, og det skal vi have mere af. Det handler som sagt om værdier, men det handler også om økonomi. En opgørelse fra Finansministeriet har tidligere vist, at Danmark kan spare millioner af kroner for hver udlænding, der rejser hjem. Derfor er det nye paradigmeskifte, den nye hjemsendelsespolitik, som er vedtaget i forbindelse med finanslovsaftalen, et nødvendigt redskab – og tak for en god aftale til regeringen og statsministeren!

Det var også godt, at finanslovsaftalen udløste et nyt udrejsecenter på øen Lindholm. Det er et konkret tiltag, som gør, at vi får mere styr på udviste og uønskede udlændinge, indtil de kan hjemsendes. Men det er også værdimæssigt et vigtigt signal, for med beslutningen om at sende uønskede og kriminelle udlændinge, herunder udlændinge, som eksempelvis har kæmpet for Islamisk Stat, ud på en ø, siger vi endnu en gang, at vi gider jer ikke. Vi ønsker at isolere jer fra resten af samfundet indtil den dag, hvor I kan vende hjem. I bliver ikke en del af vores fællesskab.

Med fare for at blive misforstået vil jeg sige, at vores fællesskab i udgangspunktet er et lukket fællesskab. Det er ikke åbent for alle. Man kan godt komme ind på visse betingelser, men det kræver en gyldig adgangsbillet. Og kommer man ind og efterfølgende bryder med vores regler, er det det samme som at takke nej til at være en del af Danmark. Det skal vi herinde i huset være fælles om at mene. Sådan bør det være, men sådan er det desværre langtfra.

Det var skuffende, at andre partier stemte nej og Socialdemokratiet stemte blankt til at etablere et udrejsecenter på øen Lindholm. Kan man stole på Socialdemokratiet? Er det store arbejderparti endnu en gang ved at varme til et nyt regeringssamarbejde med De Radikale, hvor det igen vil være De Radikale, der får lov til at bestemme til stor skade for Danmark? Det var også skuffende, at Socialdemokratiet støttede regeringen i at underskrive FN's migrationspagt.

Jeg vil også fremhæve, for det er også et spørgsmål om værdier for Dansk Folkepartis vedkommende, grænsekontrollen, fordi vi selvfølgelig skal passe på vores grænser. Det har også en værdi. Op til europaparlamentsvalget i 2015 – og nu kommer der jo snart et nyt – gjorde et af regeringspartierne lidt nar ad grænsekontrollen. Jeg tror, det var Venstre, som havde en annonce, hvor der var en grænsebom på Frøslev Mose mellem Danmark og Tyskland, og Venstre spurgte: Nytter det overhovedet noget at have grænsekontrol? Og nu roser selv samme parti jo grænsekontrollen og fremhæver resultaterne. Man må sige, at selv Venstrefolk kan blive klogere. Det er jo et slogan, man kan låne til valgkampen, hvis det er, man har lyst til.

Værdikampen er godt i gang, og den vil fortsætte også efter et folketingsvalg. Der er ikke tid nok til at komme ind på de mange aspekter i kultur- og værdikampen – tiden går, det gør tid jo – så jeg vil afslutningsvis understrege, at for os i Dansk Folkeparti handler værdikampen også om dansk selvstændighed og retten til at bestemme vores egen udlændingepolitik.

Så er der et forslag til vedtagelse, og det er på vegne af Dansk Folkeparti.

Forslag til vedtagelse

»Det er Folketingets opfattelse, at en restriktiv indvandringspolitik er nødvendig for at værne om danske værdier.

Folketinget bemærker, at det er vigtigt at bevare dansk kultur og danske værdier samt at bekæmpe islamiseringen af samfundet. Tildækningsforbuddet og arbejdet med at forhindre visse udenlandske pengedonationer til religiøse formål i Danmark er vigtige dele af arbejdet. Folketinget opfordrer til, at der i forlængelse heraf vedtages et forbud mod at bære religiøs hovedbeklædning i grundskoler, der finansieres af det offentlige.

Folketinget opfordrer herudover regeringen til at værne om dansk selvbestemmelse og i forlængelse heraf i særlig grad at være opmærksom på de mulige negative konsekvenser af afgørelsen ved EU-domstolen i spørgsmålet om familiesammenføring og tyrkiske statsborgere.

Folketinget opfordrer ligeledes regeringen til at styrke hjemsendelsen af flygtninge i overensstemmelse med finanslovsaftalen for 2019 samt sikre, at der hurtigst muligt etableres et asylstop, således at asylansøgere afvises ved de danske grænser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 60).

Tak for det, og forslaget til vedtagelse indgår i de videre forhandlinger.

Så er det fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Det var noget af en vedtagelsestekst. Jeg hæftede mig selvfølgelig ved det med det lukkede fællesskab. Ordføreren sagde: Misforstå mig ej. Men det kan vel ikke misforstås. Et lukket fællesskab er vel et lukket fællesskab. Så kom jeg bare til at tænke på, hvordan Dansk Folkeparti igen og igen bryster sig af, at kristendommen er kulturbærende i Danmark og vigtig for Danmark, og at det er det, vi er bygget på. Men hvis der er noget, som kristendommen på ingen måde står for, er det da et lukket fællesskab. De klassiske kristne værdier er da i den grad åbne for omverdenen – hele historien om den barmhjertige samaritaner, som vi sikkert alle sammen kender, næstekærlighedsbudskabet. Jeg forstår simpelt hen ikke – det er simpelt hen et paradoks – hvordan Dansk Folkeparti kan hæfte sin politik op på de kristne værdier, når man i den grad lukker sig om sig selv og direkte taler om et lukket fællesskab. Hvordan hænger det sammen?

Værsgo.

Det hænger fint sammen. Hvis man kigger på de traditioner og højtider, som er med til at definere det danske samfund, er det jo i høj grad bundet op på de kristne højtider. Det tror jeg ikke der kan være nogen som helst tvivl om. Så det er jo en del af det, som udgør grundstammen i det danske fællesskab. Og hvis man vil bevare det danske fællesskab, bliver man jo også nødt til at kigge på, hvem det er, der kommer ind i Danmark. Der er det klart, at hvis man har en indvandring, hvor der kommer mennesker fra lande og kulturer, som ligger langt væk fra dansk kultur, og hvor der er et grundlæggende anderledes syn på, hvordan et samfund skal være indrettet, bliver man nødt til at have fokus på det. Hvis ikke man har fokus på det, undergraver man jo faktisk det fundament, som Danmark hviler på. For så kommer der jo nogle mennesker ind i Danmark – det har vi allerede set – som har nogle andre opfattelser af, eksempelvis hvordan man betragter kvinders status og position i samfundet. Hvad er synet på eksempelvis børneopdragelse? Hvordan er synet på demokrati osv.? Det er jo det, der gør, at det er nødvendigt, at vi sikrer, at vi også har et lukket samfund på den måde, at vi har ret og pligt til at sortere, hvem det er, der kommer ind i Danmark. Det bliver vi ganske enkelt nødt til at gøre. Jeg mener faktisk, at hvis ikke vi gør det, lever vi ikke op til vores ansvar.

Carolina Magdalene Maier.

Jeg er bare helt uenig. Jeg mener, at den måde, Dansk Folkeparti bruger kristendommen på, nærmere er en trussel mod kristendommen end et forsvar for den. Men der er vi så uenige – hele åndsfrihedstankegangen. Men lad det ligge. Jeg havde det andet spørgsmål.

Ja, for mig er det da også en klassisk dansk værdi, hvis man kan kalde det det, at give hånd til et menneske, man møder eller skal hilse på. Men det, der ikke er en klassisk dansk værdi, er, at man begynder at lovgive om noget ved lov, når man er uenig i holdningerne. Vi har altid i Danmark bekæmpet holdninger med ord. Det er jo det, der er styrken ved det danske demokrati – at hvis der er nogen, der gør noget, som vi ikke er enige i, så bekæmper vi dem med ord. Vi udfordrer dem på ord og argumenter. Vi lovgiver ikke om ting, vi ikke er enige i. Så er ordføreren ikke enig med mig i, at det ikke er særlig klassisk dansk at begynde at lovgive om sådan nogle ting?

Værsgo.

Nej, det er jeg ikke enig i. Det er jo fint nok at tale om ting og argumentere om ting. Men jeg har sådan et billede af – hvis nu man går flere årtier tilbage, mens parallelsamfundene og ghettoerne blev opbygget på Nørrebro og i Odense og andre steder i Danmark – at imens der var en masse mennesker, der talte om det og forsøgte at argumentere imod de islamistiske grupperinger og de holdninger, de havde, og brugte tid på det, så voksede og voksede de bare, fordi man ikke håndterede problemerne, og fordi man glemte, at det i stedet for kun at tale om det også handler om, hvem det er, man lukker ind i samfundet. Selvfølgelig skal man argumentere osv., det er klart, det skal man gøre, men der er jo nogle mennesker, du ikke kan nå med fornuftige argumenter. Der er nogle mennesker, eksempelvis Hizb ut-Tahrir eller folk, der vælger at iklæde sig en niqab og rende rundt som spøgelser i det offentlige rum, som du ikke kan nå med argumenter. Du kan ikke nå dem med argumenter, og på et eller andet tidspunkt må man jo konstatere og gøre op med sig selv, om det så er tilfredsstillende – at så accepterer vi bare nogle mennesker, vi ikke kan nå. Eller ønsker vi at gå skridtet videre og også bruge lovgivning som lovgivere? Der er vi jo så nået frem til det sidste i Dansk Folkeparti. Og så er der så nogle andre, Alternativet, som snakker videre.

Godt, tak for det. Så er der ikke flere spørgsmål til ordføreren i denne omgang, og så er det hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet.

I sin nytårstale sagde statsministeren, og han gentog det i dag, at der var 50.000 mennesker med ikkevestlig baggrund i Danmark, da statsministeren gik i gymnasiet, og at antallet i dag er tidoblet. På én generation er vores land forandret, sagde statsministeren, hvorefter han så ind i kameraet og fortsatte: Men vi kan ikke rulle tiden tilbage, vi må tage den herfra, finde sammen og finde ud af det sammen.

Det er jeg faktisk hundrede procent enig i. Det gode spørgsmål er blot: Finde sammen om hvad? Ingen af os kræver jo, at muslimer skal spise svinekød eller konvertere til kristendommen, men hvad kan vi så egentlig med rimelighed forvente af hinanden hertillands, når vi nu er enige om, at tolerance og ligegyldighed ikke er det samme.

Forleden skrev jeg i dagbladet Politiken, at jeg blev bekymret, da jeg mødte et par unge teenagere med udenlandsk baggrund, der ikke havde hørt om Kim Larsens død, flere dage efter at det var sket. Den bemærkning har jeg fået kritik for af flere: Skal man nødvendigvis elske Kim Larsen for at blive dansk? spørger nogle.

Se, svaret er naturligvis nej, men jeg brugte min oplevelse til at beskrive en mere generel tendens i samfundet, som jeg synes bør interessere os, nemlig at vi er fælles om stadig mindre i Danmark. Vi bor stadig mere opdelt, og det gælder både socialt og etnisk; vores børn går i stadig mindre grad på skoler og i gymnasier med hinanden; vi får i stadig mindre grad vores nyheder fra de samme medier; og ved sidste folketingsvalg så vi den mest polariserede stemmeafgivning i al den tid, jeg i hvert fald kan huske. På Nørrebro fik Alternativet 18 pct. af stemmerne, mens Dansk Folkeparti fik 5 pct. I Aabenraakredsen fik Dansk Folkeparti 32 pct., mens Alternativet fik 2 pct.

Vores bopæl, uddannelsesbaggrund, beskæftigelse og kulturelle baggrund betyder stadig mere for vores politiske stemmeafgivning, og jeg vil godt være helt ærlig og sige, at det gør mig faktisk bekymret for sammenhængskraften i Danmark. Og jeg synes, det har været beskæmmende at se, hvordan så mange debattører, meningsdannere, journalister og politikere latterliggør den her udfordring for vores samfund. For det er jo let nok, hvis man har sit på det tørre, men hvis man har brug for en velfærdsstat, bør man bekymre sig om, at fællesskabet i Danmark har fået det sværere.

Hvis vi skal opretholde et samfund, hvor vi omfordeler forholdsvis meget af samfundets samlede indkomst, så er borgerne nødt til at være i samme båd, have følelsen af det. Vi skal ikke blot være statsborgere, men også medborgere. Vores fællesskab skal altså ikke bare være juridisk, men også kulturelt funderet. Der er nødt til at være noget, der binder den unge akademiker fra Vesterbro sammen med en industriarbejder fra Aabenraa, noget, der binder de teenagedrenge med udenlandsk baggrund, jeg mødte, sammen med en pensioneret fiskerkone i Thisted.

Her fra Christiansborg kan vi understøtte det her med en fælles folkeskole og med god public service og meget andet lovgivning, men den stærkeste samhørighed skabes, når vi frivilligt mødes på kryds og tværs omkring noget af det, vi er fælles om.

Det er vist Mozart, der har sagt, at musik er det, der sker mellem tonerne. Et samfund er det, der sker mellem paragrafferne. Vi kan ikke lovgive om, at Peters forældre vasker trøjerne for drengenes fodboldhold inden næste kamp, og vi kan heller ikke beslutte, at Mohammeds mor er med til at planlægge Luciaoptoget i børnehaven. Vi kan heller ikke forlange, at hver eneste borger skal kende til Kim Larsens død, men vi bør være bekymrede, når det trækker i den modsatte retning. Det synspunkt vil jeg fastholde. Og det er på den baggrund, at vi fra Socialdemokratiets side valgte at følge op på statsministerens nytårstale ved at formulere fire konkrete forventninger, vi bør have til hinanden.

For det første skal vi alle anstrenge os for at kunne tale dansk. Det er en stor styrke for Danmark, at så mange medborgere taler polsk og arabisk og engelsk og tyrkisk og alt muligt andet, men det er en svaghed, hvis de ikke også tilegner sig dansk. Uden et fælles sprog bliver det tæt på umuligt at fastholde den her samhørighed.

For det andet er folk nødt til at forsørge sig selv. Vi er jo stolte af et socialt sikkerhedsnet, men offentlig forsørgelse bør være undtagelsen ved sygdom og arbejdsløshed; det skal ikke være reglen, som man ser det i nogle grupper.

For det tredje må folk ikke bare acceptere demokratiet som landets styreform, men også anerkende, at demokratiets værdier bliver grundlaget for deres eget liv. Det kan være eller føles som et stort overgreb, hvis man er vokset op med religiøse regler, men her bliver vi nødt til at holde fast i kvinders ret til at tjene egne penge, unges ret til selv at vælge ægtefælle og mediernes og kunstnernes ret til at kritisere magt og religion.

Endelig, for det fjerde, bliver vi nødt til at bo mere sammen. Det er måske bekvemt, men det er ikke særlig gavnligt, når folk klumper sig sammen i nogle bestemte boligområder og dermed sender børnene i de samme skoler.

Jeg hører jævnligt folk kalde integrationen for fejlslagen. Sådan ser jeg faktisk ikke selv på det. Glasset er halvt fuldt, og meget fungerer ganske udmærket. Vi kan godt håndtere indvandring og samtidig bevare vores velfærdssamfund, men det kræver, at vi får kontrol med tilstrømningen, og at vi bliver mere præcise og konkrete i vores forventninger til hinanden. Hvis Socialdemokratiet igen får lov til at danne regering, vil vi styrke integrationen med udgangspunkt i de fire forventninger, som jeg kort har skitseret, og med de ord ser jeg frem til en god debat.

Så har jeg et forslag til vedtagelse på vegne af Socialdemokratiet:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget støtter, at der føres en aktiv integrationspolitik, som styrker samhørigheden i samfundet. Folketinget ønsker derfor at føre en politik, der sikrer, at indvandrere tilegner sig det danske sprog og hurtigst muligt kommer i arbejde. Derudover ønsker Folketinget at bekæmpe tendenser til parallelsamfund og social kontrol, der indskrænker frihedsrettigheder for nogle befolkningsgrupper«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 61).

Der kommer et mere læseligt og renskrevet forslag lige om lidt, og det indgår i den videre debat. Tak.

Så er det hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg er ked af at sige det til hr. Mattias Tesfaye, men for mig at se, er der efterhånden for meget dobbelttydig snak i Socialdemokratiets udlændingepolitik. Der er lige en enkelt familie på Sjælsmark, der skal ud. Så er der også noget med en ø, som var det helt rigtige, men det skulle bare ikke lige være Lindholm, eller måske skulle det alligevel. Ja, det blev faktisk også ret uklart efterhånden. Så er der noget med Det Radikale Venstres udlændingepolitik, og der fik hr. Mattias Tesfaye sagt, at det måske ikke var helt galt alligevel, hvad De Radikale mente, det var måske ikke helt på månen. Og så er der hr. Mattias Tesfayes egen lille hassan, nemlig spørgsmålet om integrationsydelsen, hvor hr. Mattias Tesfaye har sagt, at hr. Mattias Tesfaye ønsker, at rådighedsbeløbet for fremmede, der bor i Danmark, skal hæves. Sidst Socialdemokratiet prøvede det, medførte det, at i tusindvis af flere asylsøgere satte kursen mod Danmark. Hvordan har hr. Mattias Tesfaye tænkt sig at sørge for, at det ikke sker igen?

Værsgo.

Tak for spørgsmålet, som også ligger lidt i forlængelse af en kommentarer, der kom fra Dansk Folkepartis ordfører hr. Martin Henriksen, som jo spurgte, om man kunne være sikker på, at Socialdemokratiet ikke gik i regering med De Radikale igen og lod Det Radikale Venstre diktere udlændingepolitikken i Danmark. Og til det kan jeg sige: Ja, det kan man være hundrede procent sikker på. Vi går til valg på at danne en rent socialdemokratisk regering, ikke kun på grund af udlændingepolitikken, men fordi en af årsagerne til, at vi har truffet den beslutning, at vi ikke ønsker at danne regering sammen med Det Radikale Venstre, er, at der er for langt i udlændingepolitikken mellem Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet.

Til det konkrete spørgsmål omkring integrationsydelsen er det vores opfattelse, at det ikke er gavnligt for det danske samfund eller for integrationen, at den nu er blevet ændret fire gange siden sidste folketingsvalg. Vi mener, at der er behov for stabilitet og ro omkring den ydelse, og at den ro gerne skulle skabes af et bredt flertal i Folketinget. Med ydelsen skal der tages hensyn til mange ting, herunder at den ikke i sig selv skal være på et niveau, hvor den adskiller sig meget fra ydelsen i vores nabolande, som gør, at folk søger til Danmark for at søge asyl.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Summa summarum, vil jeg sige til hr. Mattias Tesfaye: Socialdemokratiet og hr. Mattias Tesfaye går ind for, at de her mennesker skal have et højere rådighedsbeløb. Jeg synes, hr. Mattias Tesfaye skræver over nogle ting her. Hr. Mattias Tesfaye og jeg er opstillet stort set det samme sted, og hr. Mattias Tesfaye er meget optaget af at rende rundt i Brøndby Strand og foregøgle, at der skal ske noget for de mennesker, der er ramt af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen derude. Er hr. Mattias Tesfaye med på, hvad Dansk Folkeparti har foreslået, nemlig at hvis man skal ændre i det, kommer det kun til at vedrøre danskere, så det altså ikke kommer til at være sådan, at folk, der kommer her til landet, får et højere rådighedsbeløb end det, der nu er vedtaget i Folketinget, hvis Socialdemokratiet kommer til magten?

Værsgo.

Det bliver ikke sådan med vores ydelser, at det kun vedrører danskere, men vi har jo i dag et opholdskrav for at få integrationsydelse, og det synes jeg er en fornuftig ordning. Men vi har sagt, at det nuværende niveau for integrationsydelsen synes vi er for skrabet for børnefamilierne, og derfor kan det vel ikke undre hr. Kenneth Kristensen Berth, at vi, når regeringen og Dansk Folkeparti nu ønsker at sætte det ned med 2.000 kr. om måneden, så også er modstandere af det.

Fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak for det. Et er, hvad man står her i Folketinget og siger som ordfører for Socialdemokratiet, men noget andet er, hvordan det egentlig gør sig gældende ude i kommunerne. Der er rigtig mange kommuner, hvor borgmesteren er socialdemokrat, og hvor man år efter år har ladet stå til. F.eks. i Odense, hvor Vollsmose ligger, var der sidste år, tror jeg det var, et møde, som for det første var kønsopdelt, og hvor det for det andet fremgik, at over 19 af de tilstedeværende ikke kunne et ord dansk og var på kontanthjælpsydelse. Der har man altså i årevis haft en socialdemokratisk borgmester.

Har Socialdemokratiet overhovedet baglandet med sig, i tilfælde af at man skulle vinde et folketingsvalg, og i givet fald, hvad vil man så gøre ved de borgmestre derude?

Værsgo.

Ja, altså vores politik, der angår lovgivningen, fastlægges jo af vores folketingsgruppe her. Men det er rigtigt, at der både i en lang række kommuner med socialdemokratiske borgmestre og i andre kommuner, vil jeg sige, med konservative borgmestre eller Venstreborgmestre er og har været en voksende udfordring med parallelsamfund og sociale og kulturelle problemer. Jeg tror, vi skal passe på med at tage den enkelte borgmester eller den enkelte kommunalbestyrelse ud og sige, at de så har fejlet og svigtet.

Min egen konklusion er, at integration koster flere penge, det tager længere tid, det medfører flere kultursammenstød, end vi havde forestillet os, og uanset om det havde været mig selv eller fru Pernille Bendixen, der havde siddet i borgmesterstolen, tror jeg, at vi havde haft store udfordringer med integration i Danmark. Det er jo også en af årsagerne til, at det er vigtigt at holde tilstrømningen nede, for hvis der kommer flere mennesker hertil, end vi evner at integrere, hober integrationsgælden sig op, og det er det, jeg mener vi oplever nu: at der løber renter på i mange af de her boligområder, fordi vi simpelt hen har løst mange integrationsproblemer, men har skabt flere for os selv, end vi har løst, ved at lukke for mange ind uden at kunne håndtere det.

Fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti... Nej. Undskyld! Fru Pernille Bendixen, værsgo.

Tak for det. Jeg synes ikke, man skal være bange for at tage fat i den enkelte kommunalbestyrelse eller den enkelte borgmester, for det er jo et helt konkret problem, f.eks. i Vollsmose eller Gellerup, og det må man se i øjnene, og der må man have en snak omkring det. Der har man parallelt med regeringens ghettoplan vedtaget en lokal ghettoplan, og i den ghettoplan står der ikke et eneste ord om kultur. Der er ikke noget som helst om, at det er kulturelle problemer, der gør sig gældende. Det eneste, der fokuseres på, er sociale helhedsplaner og fysiske helhedsplaner, og det er altså noget, man haft i de sidste 30 år, og som ikke har virket.

Er hr. Mattias Tesfaye ikke enig med mig i, at man bliver nødt til at tage fat i den enkelte for at få rettet op på det her?

Værsgo.

Jeg er helt enig i, at man bliver nødt til at gå praktisk og konkret til værks. Nu er jeg selv vokset op i Aarhus og kan godt huske Gellerupparken fra starten og midten af halvfemserne og også, hvad der skete med det boligområde. Og når jeg i dag læser den plan, de har lavet og vedtaget med et meget flertal i Aarhus Byråd, kan jeg også godt se, at de tager fat på en helt anderledes og drastisk måde, end man har gjort tidligere.

Det er ikke længere bare et spørgsmål om at lave nogle fælles madaftener og lave en streetbasketballbane, altså, der bliver væltet boligblokke, og der er en kæmpe investering i det boligområde, som man burde have lavet for mange, mange år siden, men som også kommer til at ændre beboersammensætningen, og dermed tager man jo også fat om den kulturelle adskillelse fra Aarhus by, som jeg synes har været et problem i mange år.

Fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Der var mange af de ting, som ordføreren sagde i sin tale, som vi i Dansk Folkeparti sagtens kan skrive under på, altså, at vi har et fællesskab i Danmark, som jo ligger langt ud over det juridiske, vi har et værdimæssigt fællesskab.

Det, jeg manglede i ordførertalen, var at sætte ord på, hvad det er for en frihedsfjendsk ideologi, der i dag truer det værdimæssige fællesskab, det frihedsfællesskab, vi har, i Danmark.

Det andet, jeg manglede, var nogle konkrete tiltag til, hvordan vi kan forhindre den frihedsfjendske ideologi i at udvikle sig i Danmark og splitte vores fællesskab eller gøre vores fællesskab til et fællesskab, hvor der ikke er nogen frihed. Det er vi meget, meget optaget af i Dansk Folkeparti.

Så derfor vil jeg godt bede ordføreren om at sætte ord på de to ting.

Værsgo.

Tak for spørgsmålet. Til det første vil jeg sige: Hvad truer egentlig de liberale frihedsrettigheder i vores åbne, demokratiske samfund? Hvad er det for nogen antidemokratiske holdninger, som desværre vinder indpas i nogle miljøer? Det mener jeg slet ikke der kan være nogen som helst tvivl om. Det er jo holdninger. Det er jo personer, der begrunder deres antidemokratiske holdninger med teologiske argumenter med henvisning til islam.

For Socialdemokratiet er det vigtigt, at vi ikke er i krig med islam. Vi er i kamp for demokrati. Vi må ikke ende i en religionskrig her.

Hvis der er nogen, der begrunder, at unge ikke selv kan vælge ægtefælle, med at henvise til Koranen, så mener jeg, at det er vigtigt, at vi begrunder, at unge selv kan vælge ægtefælle, ved at henvise til dansk lovgivning. Vi må insistere på en sekulær politisk debat, og det betyder, når folk bringer religiøse og teologiske argumenter ind i den politiske debat, skal vi nægte at anerkende det. Vi har ikke imamer til at fortolke, hvilke frihedsrettigheder folk har. Vi har lovgivning og i sidste ende domstole, der fortolker det.

Fru Marie Krarup.

Tak for svaret. Jeg er glad for, at den socialdemokratiske ordfører godt vil sige, at det selvfølgelig er den islamiske ideologi, der truer friheden i Danmark for øjeblikket – det er den elefant i rummet, som ikke ret mange tør sætte navn på. Det tør vi i Dansk Folkeparti, og vi har konkrete forslag til, hvordan man kan begrænse reklame for den islamiske ideologi, f.eks. ved at sige, at man ikke skal bruge det islamiske tørklæde, når man underviser i den danske folkeskole eller i gymnasium, eller når man er dommer eller sygeplejerske eller på andre måder er en del af den offentlige sektor, for så er man en reklamesøjle for en frihedsfjendsk ideologi, som truer vores fællesskab.

Er Socialdemokratiets ordfører ikke enig med mig i, at det er forkert at lade folk, der arbejder i den offentlige sektor i Danmark, som bygger på frihedstraditioner, gå rundt og være reklamesøjler for en frihedsfjendsk ideologi?

Værsgo.

Tak for spørgsmålet. Altså igen: Jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke får gjort islam eller Koranen til vores fjende. Sådan betragter jeg det ikke. Det er demokratiet, der er vores ven. Og hvis vi ser sådan på det, mener jeg ikke, at tørklædet i sig selv er udtryk for noget antidemokratisk. Det mener jeg faktisk ikke. Det mener jeg burkaen er, fordi den afindividualiserer kvinder i det offentlige rum. Det at opfatte mennesker som individer er fuldstændig grundlæggende for en liberal opfattelse af, hvad demokrati er.

Men jeg mener ikke, at et tørklæde er udtryk for noget antidemokratisk, og derfor ser jeg ikke nogen grund til at indskrænke muligheden for at bære tørklæde i folkeskolen.

Fru Karina Due, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg fæstnede mig ved, at ordføreren snakkede om, at der skulle ro på for at sikre en god integration. Når jeg kigger på det danske samfund i dag, er der parallelsamfund, der er ghettoer flere og flere steder, det skyder op med moskeer og minareter, to ud af tre par, der er på kontanthjælp, har ikkevestlig baggrund. Hvordan synes ordføreren selv det går? Alt det her er noget, der er bygget op igennem den tid, hvor bl.a. Socialdemokratiet har haft regeringsmagten. Hvordan synes ordføreren selv det går, og hvordan forestiller ordføreren sig en bedre integration skal ske fremover?

Værsgo.

Ja, hvordan går det egentlig? Min opfattelse er, at glasset er halvt fuldt. Jeg har en optimistisk tilgang til vores samfunds fremtid. Jeg tror ikke på, at vi står på kanten af borgerkrig, sådan som man kan læse i romaner, der udkommer over hele Europa, som er rene dystopiske forestillinger om, hvad der kommer til at ske. Sådan tror jeg faktisk ikke det kommer til at ske. Det her kan vi godt håndtere. Det kræver to ting.

Punkt 1, at vi holder tilstrømningen nede, sådan at vi ikke får skabt for mange nye udfordringer for os. Punkt 2, at vi får en lidt mere kontant tilgang til integration. Det er jo derfor, at vi har bakket op omkring f.eks. nye krav for ægtefællesammenføring, for vi mener, at det er rimeligt at stille større selvforsørgelseskrav, større danskkrav. Det er derfor, vi har bakket op om indsatserne mod parallelsamfund, som jeg godt ved giver lidt debat rundtomkring, men jeg tror, at vi bliver nødt til at anerkende, at det der med at kradse lidt forsigtig i overfladen i nogle af de her boligområder slet ikke kommer til at løse noget. Der skal noget helt andet og langt mere kontant til. Vi har bakket op omkring de her ting, for hvis vi håndterer integrationen, samtidig med at vi nedbringer tilstrømningen, tror vi godt på, at velfærdsstaten med al dens solidaritet kan leve sammen med en kontrolleret indvandring.

Fru Karina Due.

Så vil jeg gerne høre, om ordføreren så også er parat til at gå skridtet videre. Vi kan være enige et langt stykke hen ad vejen i, at vi skal have nogle skrappere regler og nogle højere krav til indvandrere for at blive en del af det danske samfund, men er man i Socialdemokratiet også villig til at gå derhen, hvor vi siger: Hvis ikke I lever op til de krav, vi stiller, er det ikke her, I skal være?

Værsgo.

Ja, og vi har også, vil jeg sige, i efterhånden mange år bakket op om, at straffeloven skal indrettes på en måde og udlændingeloven skal indrettes på en måde, hvor man mister sin opholdstilladelse, hvis man begår hård kriminalitet. Det bakker vi fuldstændig op om. Udfordringen er jo her, om vi også faktisk kan sikre, at folk bliver hjemsendt. Det er straks sværere.

Jeg vil også godt sige, at jeg tror, at en af udlændingepolitikkens største udfordringer i de kommende år bliver at sikre en hjemsendelsespolitik, der betyder, at folk, der har fået inddraget deres opholdstilladelse, rent faktisk også bliver hjemsendt. Det kommer til at kræve en rimelig fast hånd på rattet, hvis det skal sikres, at der ikke er nogen slinger i valsen, for det der med at få folk ud til lufthavnen og få dem fløjet hjem til deres hjemland er noget, vi i Folketingets skal hjælpe hinanden med, altså, at der kommer til at være bred opbakning til det, for ellers kan alt det her bare ende med at være tale uden handling.

Hr. Jeppe Jacobsen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg kan forstå på Socialdemokratiet, at man ønsker at lave sin egen regering, som så skal hvile på et grundlag af bl.a. Det Radikale Venstre. Og jeg kan forstå på ordføreren selv – ud fra de udtalelser, ordføreren er kommet med i medierne – at man mener at kunne samarbejde med Det Radikale Venstre. Kunne ordføreren ikke oplyse Folketinget og måske især danskerne, der sidder og lytter med, om, hvad man helt konkret forventer at ville kunne samarbejde med Det Radikale Venstre om på udlændingeområdet?

Værsgo.

Tak for spørgsmålet. Vi har ikke nogen ambitioner om, at der skal føres udlændingepolitik med Det Radikale Venstre. Vi har ambitioner om, at udlændingepolitikken skal føres ind over midten i dansk politik og at de tre store partier, som er i Folketinget og har den bredeste opbakning fra danskerne – dvs. Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre – finder hinanden både på udlændingeloven og på integrationsloven. Men det er rigtigt, at vi ikke på forhånd kommer til at sige, at en kommende socialdemokratisk regering ikke under nogen omstændigheder kommer til at få støtte fra nogen af Folketingets partier. Sådan er det jo også med den nuværende regering, som f.eks. er enige med Det Radikale Venstre, når det handler om at få udenlandsk arbejdskraft til landet.

Hr. Jeppe Jacobsen, værsgo.

Man kan have ambitioner om mange ting. Jeg har en stående ambition om, at jeg skal tabe mig lidt, og nogle gange går det godt med det, andre gange går det ikke så godt med det. Men altså, i forhold til nogle af de her sådan enkelte eksempler, hvor man ikke lige kan garantere danskerne, at man ikke kommer til at lukke De Radikale ind i varmen: Kunne vi ikke få lov at blive lidt klogere på, hvad det er for nogle sådan små hjørner, hvor man tænker, at her kan De Radikale godt få indflydelse på udlændingepolitikken?

Værsgo.

Jeg synes, det bliver en lille smule fortænkt. Altså, vi har ikke nogen konkrete forslag til at lave udlændingepolitik med Det Radikale Venstre. Tværtimod har vi siden grundlovsdag – hvor vi annoncerede, at vi ønskede at gå i regering alene, uden Det Radikale Venstre – brugt lidt tid på at understrege hvorfor. Det handler bl.a. om nogle uenigheder om den økonomiske politik, men det handler også om nogle uenigheder om udlændingepolitikken.

Hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg synes, det er lidt svært at blive klog på Socialdemokratiets position i forhold til De Radikale, for den ene dag åbner man op, og den anden dag lukker man ned. Så må man bare håbe, at hvis flertallet skifter på et eller andet tidspunkt – det håber jeg ikke det gør – at det er på en dag, hvor Socialdemokratiet har en god dag og ikke ønsker at lukke De Radikale ind i varmen. Der er vi nogle, der er en anelse bekymrede.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til noget af det, som fru Marie Krarup også var lidt inde på i forhold til det muslimske tørklæde. Er hr. Mattias Tesfaye enig i, at tørklædet bliver brugt til at afgøre, om en kvinde er værdig eller uværdig? Er hr. Mattias Tesfaye enig i, at tørklædet, i hvert fald i en del muslimske miljøer, bliver brugt til at udøve social og religiøs kontrol over for andre? Og hvis ordføreren er enig i det, hvad mener ordføreren så man skal gøre ved det? Hvordan mener ordføreren så man skal håndtere det?

Værsgo.

Tak. Socialdemokratiet har kun gode dage, og på de gode dage siger Socialdemokratiet, at vi ikke kommer til at føre udlændingepolitik med Det Radikale Venstre, hvis vi kommer i regering, uanset hvad forskellige journalister får vredet ud af en sammenhæng og placeret på forsiden af en avis. Det vil jeg faktisk gerne understrege. Jeg er selv en af dem, som i en del år efterhånden har prøvet at argumentere for, at den tilstrømning, der har været til Danmark igennem et par årtier, har været for stor, og at det er nødvendigt at have en rimelig fast hånd på rattet for at sikre, at udlændingeloven ikke skrider. Det betyder, at der ikke skal skrives for mange opholdstilladelser, hverken når det gælder asyl, eller når det gælder familiesammenføring.

Til det andet spørgsmål om tørklæder vil jeg sige, at ja, jeg anerkender fuldt ud, at tørklæder er en del af det, der er i værktøjskassen i de familier og de miljøer, hvor der er for meget social kontrol. Jeg vil også insistere på, at den sociale kontrol skal bekæmpes, også sådan som der stod i vores forslag til vedtagelse. Jeg er bare ikke sikker på, at vi kommer det nærmere ved at forbyde tørklæder i den danske folkeskole.

Hr. Martin Henriksen.

Hr. Mattias Tesfaye siger, at Socialdemokratiet kun har gode dage. Altså, der er jo ingen, der kun har gode dage, hr. Mattias Tesfaye, så allerede der ved vi jo, at det simpelt hen ikke er rigtigt. Jeg kender ingen mennesker, som kun har gode dage, altid, alle dage, hele året rundt, så det passer jo ganske enkelt ikke. Så det synes jeg bare lige, at folk skal tage ad notam.

Hvis det nu er, at Socialdemokratiet ikke ønsker f.eks. at forbyde det muslimske tørklæde i folkeskoler osv., men anerkender, at det kan blive brugt til at udøve social kontrol, og det bliver det brugt til, hvordan vil Socialdemokratiet så håndtere det? Skal der så være noget ekstra undervisning i folkeskolen, eller hvad skal der være? For det bliver jo brugt. Og der kan jo ikke være nogen tvivl om, at hvis du eksempelvis siger, at i folkeskolen må du ikke bære religiøs hovedbeklædning, så vil der dér være et frirum for dem, som bliver udsat for den sociale kontrol, som tørklædet bliver brugt til.

Tak. Værsgo.

Ja, hvis det bliver til et frirum. Det kan også betyde, at der bare vil være flere børn, der vil komme på muslimske friskoler, og så tror jeg, at vi er kommet et skridt tilbage og ikke et skridt fremad med integrationsarbejdet. Men jeg vil godt understrege, at tørklædet ikke kun er udtryk for social kontrol ved alle piger, men det er et værktøj i værktøjskassen i nogle familier og i nogle miljøer, og derfor synes jeg, det er relevant også at diskutere, hvad man kan gøre for at forhindre den sociale kontrol, og den diskussion deltager Socialdemokratiet meget gerne i. Vi vil bare ikke støtte et generelt forbud mod tørklæder i folkeskolen.

Tak. Så er det hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg er sådan nysgerrig i forhold til det her med, at vi jo snart skal have et folketingsvalg. Lad os sige, at det skete – det håber jeg ikke – at venstrefløjen kunne samle flertal efter sådan et valg. Så sidder fru Mette Frederiksen der og skal finde ud af, hvordan det her skal foregå, og så kommer hr. Uffe Elbæk og fru Pernille Skipper – og på en dårlig dag for Socialdemokratiet kommer hr. Morten Østergaard måske også – og siger: Jamen fru Mette Frederiksen, du kan godt blive statsminister, det kræver bare følgende indrømmelser på udlændingeområdet. Og så kommer de med en masse forslag til, hvad der skal rulles tilbage. Hvad er så den socialdemokratiske melding til det? Er det, at man vil indgå i en dialog med venstrefløjen om at rulle stramninger på udlændingeområdet tilbage, eller vil man møde med en klar reaktion og sige, at det her vil man ikke forhandle om, og at udlændingepolitikken står fast? Hvad er meldingen?

Værsgo.

Vores udgangspunkt er jo, at det er Folketingets flertal, der fastlægger, hvad der skal være indholdet af udlændingeloven. Det er ikke Folketingets mindretal, der bestemmer, hvad der skal stå i udlændingeloven. Det er det, min formand, fru Mette Frederiksen, kalder mandaternes logik, og det vil vi holde ret hårdt fast i.

Men jeg kan da godt se på vores naboland, som bruger lidt mere tid end sædvanlig på at danne regering, at ikke kun indvandrerspørgsmålet, men også indvandrerspørgsmålet har været med til at trække tingene i langdrag, og det kunne man måske også godt forvente kommer til at ske i Danmark.

Jeg er selv valgt på Vestegnen, hvor jeg jo bare kan åbne vinduet og se, hvad udfordringerne er, hvis ikke vi får styr på det her. Så derfor kommer det til at blive med ret fast hånd på rattet, at en kommende regeringsdannelse kommer til at ske. For vi vil ikke være med til, at udlændingepolitikken kommer ud af kontrol.

Hr. Peter Kofod.

Jeg er nødt til at udfordre det med den her ret faste hånd på rattet. For hvad er en ret fast hånd på rattet? Sagen er, at inden valget i 2011 var den socialdemokratiske melding, at udlændingepolitikken var, som den nu engang var, og efterfølgende kunne man så se en radikal leder gå ud og bryste sig med stribevis af lempelser, man havde gennemført i udlændingepolitikken sammen med Socialdemokratiet. For den her ret faste hånd på rattet svigtede.

Jeg synes, det er ret væsentligt, at danskerne ved, hvad de har at regne med, frem til et folketingsvalg. Altså, hvor stram er den her hånd på rattet, når det kommer til at modstå presset fra den yderste venstrefløj? Er det et nej, eller er det bare sådan en ret fast Helle Thorning-Schmidt-hånd? Det ville jeg være bekymret for.

Værsgo.

Det er en ret fast Fru Mette Frederiksen-hånd, som også har fremlagt et udlændingeudspil, som jeg synes beskriver meget klart og præcist, hvad der er vores politik.

Så blot lige til historieskrivningen: Det var jo faktisk, mens vi havde regeringsmagten og fru Mette Frederiksen var justitsminister, at man indførte den her nye bestemmelse i udlændingeloven, der giver mulighed for at give opholdstilladelser efter midlertidighed. Det er jo den bestemmelse, som den nuværende regering arbejder videre på, og som danner hele grundlaget for det paradigmeskifte, vi behandlede her i Folketingssalen i sidste uge. Så det synes jeg også er en del af historien.

Tak. Så er der ikke flere spørgsmål. Vi går videre til næste ordfører, som er hr. Mads Fuglede, Venstre.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse denne forespørgselsdebat. Det er vigtige spørgsmål, vi skal debattere i dag – de danske værdier. Med sådan et helt arbejdsliv i højskolebevægelsen er det altid rart at kunne blive rykket tilbage i sådan en snak om det danske, det grundtvigianske dannelsesprojekt og alt det, vi sådan er rundet af. Man står sådan for enden af flodmundingen og tager en kop vand op for at finde ud af, hvad det danske er, hvad det er, vi drikker, hvor de forskellige ting kommer fra. Og der er mange kilder dertil. Vi lever med dem, vores værdier, hver dag, og vi er rundet af dem i et sådant omfang, at det kan være svært at se på sig selv og sit land uden at tænke dem med.

For mig er der ingen tvivl: For mig handler de danske værdier om et fællesskab i frihed, der er forpligtende; vores fælles historie; vores geografiske tilknytning til de her bøgelyse øer; vores kristne kulturarv; vores sproglige fællesskab; frihed i tanke og tale; frihed til at være den, man vil; frihed til at vælge den vej, man selv ønsker, så længe den vej ikke indskrænker andres frihed. Og det er at være en del af et fællesskab, hvor man støtter hinanden i svære tider, og hvor man ved, at der kun er så langt, man falder, før der er nogle, der griber en, men hvor vi samtidig også stiller krav til hinanden med forventning om opbakning til det fællesskab, for ellers hænger det ikke sammen og giver den sammenhængskraft, der skal være til stede, før det danske projekt kan lade sig gøre.

Disse værdier er selvsagt under konstant udvikling, og det har de altid været. Sådan er resten af samfundet også. Men grundessensen, at der er noget, der altid har været der, bliver den samme, men udtrykket forandrer sig, og sådan skal det være, for ellers ville vi jo sidde ubehjælpeligt fast på en rasteplads et sted i historien. Vi er kommet langt. Man skal bare gå en tur gennem Vandrehallen og se vores grundlove for at se, hvordan vi stykvis har ændret os på det her område. Værdier overføres fra forælder til barn, fra folkeskolelærer til elev, fra person til person, i idrætsklubber, overalt i civilsamfundet. Det betyder også, at når et stort antal mennesker kommer til Danmark med en anden kultur og baggrund, kommer Danmark og de danske værdier til at være sat under en form for pres, udfordring.

Vi fortæller mennesker, der kommer hertil, at de skal respektere vores værdier, og vi har jo måttet bestræbe os på at understrege, hvad vi mener med det, fordi presset har været for stort, og fordi der er opstået en forestilling om, at man bare kan leve i en parallel virkelighed til det, der er den danske virkelighed. Vi fortæller dem, at her har både kvinder og mænd ret til leve det liv, de selv ønsker, og at vi har ret til mene og ytre det, vi vil, og at vi her støtter op om det samfund, vi sammen har opbygget

Langt de fleste mennesker tager de værdier til sig – det glæder mig selvfølgelig. Men der er nogle derude, der ønsker at nedbryde vores værdier, nedbryde det, der er sammenhængskraften i vores forpligtende fællesskab, og den frihed, vi alle nyder gavn af. Til dem kan jeg kun sige, at det er min oprigtige holdning, at vi sammen bør opsige vores bofællesskab.

I Venstre er vi optaget af at værne om de danske værdier. Vi er optaget af at passe på Danmark, og det kan man også se i den førte politik. Vi står bag en ambitiøs plan: Hvordan kommer vi til et Danmark, hvor man ikke længere har parallelsamfund? Vi fører en stram udlændingepolitik, som gør det mindre attraktivt at søge mod Danmark, og vi tør stille krav til dem, der kommer hertil. Senest har vi indgået en politisk aftale om midlertidighed, hvor vi gør det klart for flygtninge, at når der er fred, skal de tilbage og hjælpe med at genopbygge deres hjemland. Så kan vi hjælpe nogle andre i stedet.

Alt dette gør vi, fordi vi tror på, at det er nødvendigt. Når vi værner om værdierne, værner vi om Danmark. Og hvis det grundtvigianske dannelsesprojekt var gyldigt i 1800-tallet, så kig ud på Danmark i dag og se, at det er det stadig væk. Vi skylder hinanden hele tiden at tale om, hvad det vil sige at være rundet af det danske, at ville det danske og at ville Danmark. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par spørgsmål. Fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Tak. Der var også rigtig mange ting i den her tale, som jeg sagtens kunne være enig i, men jeg manglede det afgørende – det, som vi i Dansk Folkeparti mener er den største trussel imod den danske frihed i dag, nemlig islamiseringen. Det er det, som udfordrer os. Før i tiden var det kommunisme. Under den kolde krig var vi nødt til at have et meget stærkt forsvar og være med i NATO, og man diskuterede meget, hvordan man skulle undgå indoktrinering i skolen, og når man talte om det, mente man kommunistisk indoktrinering.

I dag har vi en stram udlændingepolitik – heldigvis. Det er jo noget, vi er enige med regeringen om, selv om vi i Dansk Folkeparti godt mener, at man kunne gå længere, og det skal vi forhåbentlig også gøre på et tidspunkt. Men vi har efter min mening ikke et stærkt nok værn imod den islamisering, som sniger sig ind i vores offentlige institutioner, bl.a. ved, som vi lige har talt om ved den forrige ordfører, at man kan få lov til at være en omvandrende reklamesøjle for islam, når man underviser i den danske folkeskole, som bygger på frihedsværdier, der bl.a. kommer fra kristendommen. Jeg tror ikke, man i 1970'ernes Danmark kunne have fået lov til at undervise indsvøbt i et rødt flag med hammer og segl på – det tror jeg man havde fået en anmærkning for.

Hvad vil ordføreren stille op med truslen fra islamisering i de danske institutioner?

Værsgo.

Jeg fornemmer lidt, at det, fru Marie Krarup er inde på her, er lidt det samme som i det spørgsmål, som blev stillet til Mattias Tesfaye, om tørklædets betydning for social kontrol af især muslimske piger, og vi ved jo, at det er en meget stor udfordring, som vi skal tage hånd om. Vi er jo allerede gået så langt, at vi har sagt, at den sociale kontrol, der ligger i at skulle gå med burka og niqab, byder os imod, og at det er en nulstilling af kønnet, som er i strid med de danske værdier. Det er al anden social kontrol af kvinder også, og det er jo en debat, vi skal tage meget alvorligt. Det er noget, vi skal bekæmpe med alle midler.

Skal vi ud at lave forbud mod tørklæder, eller skal vi lave flere forbud på det her område? Det tror jeg ikke. Jeg tror, vi har brug for i højere grad at bekæmpe de parallelsamfund, der nærer den her sociale kontrol og forestillingen om, at man kan leve her i et parallelt univers.

Fru Marie Krarup.

Islam er udtryk for en ideologi om, at mennesker ikke kan lave lovene, at lovene er lavet på forhånd. Det er antidemokratisk, og det er problematisk på en lang række områder. Det er derfor, at jeg anser islamisering for en af de største trusler mod vores frihed i dag, og det er derfor, vi er nødt til på en eller anden måde at begrænse den islamiske indflydelse i det danske samfund.

Er ordføreren ikke enig med mig i, at islamisering af det danske samfund er en trussel mod de danske værdier og en trussel mod den danske frihed?

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at hvis man læser religiøse regler sådan, at de står over grundloven herhjemme, så er man på kollisionskurs med det danske samfund, og så vil man nok aldrig kunne finde sig rigtig til rette her, og jeg har heller ikke rigtig forståelse for, at man har fundet behov for at komme hertil. Men jeg er også sikker på, at langt de fleste er i stand til at dyrke den tro, de nu har, uden at det er i strid med grundloven. Men i det omfang, det er et problem, er den type islamisering jo selvfølgelig noget, vi skal bekæmpe med alle midler.

Tak for det. Hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at høre – også i forlængelse af det, som fru Marie Krarup var inde på her – om ordføreren er enig i, at Danmark som land og som samfund gradvist bliver mere og mere muslimsk, altså at islam gradvis kommer til at spille en større og større rolle i det danske samfund. Der er selvfølgelig folk med muslimsk baggrund, som er fornuftige mennesker, men det er jo klart, at når antallet stiger, har det også betydning for, hvordan samfundet er indrettet, og betydning for, hvilke værdier og principper som er styrende for i hvert fald store dele af samfundet. Derfor er det jo relevant at spørge, om Venstre er bekymret for, at Danmark som samfund og nation bliver mere og mere muslimsk. Er man enig i, at det er sådan, det forholder sig, og hvis man er det, er det så en bekymrende udvikling? Det synes vi i Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Ja, vi er enige i, at når der er flere her i landet, som kommer fra en anden kulturkreds og har islam med sig, så bliver de udfordringer, der måtte være med dem, der har en radikal læsning af islam, nødvendigvis stigende. Og en lang række af de vedtagelser, vi har lavet – alle sammen sammen med Dansk Folkeparti på det her område – handler jo netop om, hvordan vi håndterer de udfordringer, der kommer derfra. Det er derfor, vi har lavet pakker om parallelsamfund. Det er derfor, at vi har kigget på bl.a. maskeringsforbud. Og det er derfor, at vi har været så omhyggelige med at se på, at tilstrømningen til Danmark bliver så lav som muligt, fordi det her spørgsmål er noget, som ikke bare handler om kultur, men som også handler om antal. Og i det omfang, der er et problem, ganger vi det op, når antallet er stort.

Fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti? Nej, det er hr. Martin Henriksen. Værsgo.

Tak. I forlængelse af det vil jeg spørge om noget. Statsministeren sagde jo, da statsministeren havde ordet, at antallet af asylansøgere gerne skulle ned på nul, altså så tæt på nul som muligt. Derfor vil jeg godt spørge hr. Mads Fuglede, om Venstre så kan støtte Dansk Folkepartis forslag til vedtagelse, som lægger op til, at antallet af asylansøgere kommer meget tæt på nul, al den stund at vi lægger op til at afvise dem på grænsen. Det er jo en meget effektiv måde at få tallet ned på nul på, i hvert fald meget tæt på nul. Så når nu statsministeren har sagt, at det er en ambition, at det skal så tæt på nul som overhovedet muligt, så ligger det vel lige for, at Venstre støtter Dansk Folkepartis forslag til vedtagelse.

Værsgo.

Venstre støtter de bestræbelser, der foregår i EU-regi, på, at vi får taget hånd om det her i en EU-kontekst. Så vi håber, at når vi kigger ind i det om nogle år, så vil man, når man søger asyl i Danmark, gøre det fra en lejr uden for Europa. Og så tror jeg slet ikke, der bliver behov for Dansk Folkepartis beslutningsforslag.

Så er det fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Hvis man virkelig ønsker at bekæmpe parallelsamfund, er man nødt til at tage fat om nældens rod. Og nældens rod er kulturen. Det er simpelt hen den opdeling, der er, i rigtigt og forkert, altså halal og haram. Og der er man jo nødt til at tage fat i det helt essentielle, altså halalmad, tørklæde og kønsopdeling, og så lave et forbud mod det. Det er Venstre ikke villige til, og det forstå jeg simpelt hen ikke. For Venstre siger selv, at man er interesseret i at bekæmpe parallelsamfund, og at man godt er klar over, hvor skoen trykker. Alligevel er man ikke villige til at tage det afgørende skridt. Det forstår jeg bare ikke.

Værsgo.

Vi skal jo værne om de værdier, der er i grundloven. En af dem er retten til at tro på det, man vil tro på. Og når vi taler om det her med at have en lovreligion, der skal passes ind i et samfund, hvor man nogle gange støder ind i det samfunds andre regler, har jeg altid kigget meget til det jødiske mindretal i Danmark, der også i en vis udstrækning har strikse regler på et område uden at have problemer med at integrere sig fuldbyrdigt i det danske samfund. Hvis man sådan skal se på den her problemstilling, tror jeg, at vi kan lære meget af det jødiske mindretals måde at være i Danmark på, uden at det er et problem for sammenhængskraften i det danske samfund. De erfaringer er nogle, der i højere grad skal bruges til at bryde den parallelsamfundskultur, der er herhjemme.

Fru Pernille Bendixen.

Så er det jo i virkeligheden muslimerne, der skal lære noget af jøderne, og ikke os. Jeg kunne godt tænke mig at høre: Hvad tænker ordføreren så om den selvvalgte danske politiske korrekthed – altså at det er os, der skal sige undskyld, fordi den danske sang er en ung, blond pige; at det er os selv, der vælger at lave kulturdage i stedet for julemarked på Nørrebro? Og så har vi en bekymring angående vores nationalret, fordi den består af svinekød, og kunne den dog ikke godt bestå af kebabmad, for så anstøder man ikke nogen muslimer? Det er simpelt hen tanker, der er tænkt, uden at der faktisk har været et problem. Det vil sige, at man tager forskud på nogle problemer, der ikke er der.

Ordføreren.

Jamen jeg tror ikke, der er forskel i vores opfattelse af det her område. Jeg synes, at når man kommer til et land, skal man integrere sig i det land. Man skal ikke sætte sig ned og vente på, at landet integrerer sig i retning af en selv. Så jeg tror ikke, vi er uenige dér, og her er den danske sang en ung, blond pige. Det har den været i lang tid, og det har jeg som mørkhåret aldrig haft noget problem med. Det har jeg bare sunget med på i mange år ved alle de givne lejligheder, hvor jeg har haft mulighed for det.

Hr. Holger K. Nielsen.

Tak. Jeg bemærkede, at Venstres ordfører i sin tale lagde stor vægt på, at han er rundet af højskolebevægelsen, og at det betød meget for ham i den her debat. Det er jeg også selv, så vi har måske dér en fælles reference, vi kan diskutere ud fra. Er det ikke korrekt, at noget af det, der er karakteristisk ved den højskolebevægelse, er manglen på fanatisme? Det er en form for tolerance og forståelse af, at der ikke findes nogen entydig sandhed om noget som helst. Derfor forstår jeg også godt, at Venstres ordfører tager meget kraftigt afstand fra islamismen, som jo netop er alt det modsatte af det, som han står for, men vil han ikke medgive, at når man hører på Dansk Folkeparti, så er der en fanatisme, en mangel på tolerance, en måde at diskutere på, som er fuldstændig i modstrid med det, som ordførerens grundlag skulle være?

Ordføreren.

Nej, det er jeg ikke enig i. Jeg opfatter Dansk Folkeparti og de medlemmer, jeg har mødt fra Dansk Folkeparti, som nogle fædrelandskærlige mennesker, som i vid udstrækning passer fint ind i det grundtvigianske dannelsesprojekt. Jeg husker stadig væk de år, hvor jeg på Grundtvigs Højskole altid bød hr. Christian Langballes far, Jesper Langballe, velkommen deroppe til meget, meget frejdige debatter, hvor det bestemt ikke var fanatismen, der prægede den meningsudveksling.

Det grundtvigianske projekt og det, højskolen er bygget på, er, at man siger tingene, som de er, at man ikke pakker dem ind, og at man ligesom forstår, at i rummet må både Loke og Thor tale, og at der skal være den ærlighed for at diskutere, hvad det danske er. Og hvis man pludselig vil begynde at dømme nogen ude, her medlemmerne af Dansk Folkeparti, som nogen, der ikke skulle være en del af den samtale, så gør man vold mod hele højskolens ånd.

Hr. Holger K. Nielsen.

Jamen det er jo ikke det, jeg siger. Jeg er helt enig i det, men så kunne det også godt være, at partiet Venstre skulle begynde at sige det, som det er, i stedet for at gemme sig bag en eller anden taktik, fordi man skal arbejde sammen med Dansk Folkeparti – sige det, som det er, nemlig at Dansk Folkepartis fanatisme, Dansk Folkepartis mangel på tolerance over for mindretal her i Danmark er i stik modstrid med det, som højskolebevægelsen står for. Det betyder ikke, at man ikke skal diskutere med dem. Selvfølgelig skal man da det, men så er der da også en pligt til at sige dem imod. Og var det ikke på tide, at Venstre tog Dansk Folkeparti ved vingebenet og fortalte dem: Det her er i modstrid med det, vi står for og har stået for?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jamen vi er jo to forskellige partier, og i det omfang vi er enige – og det er vi ofte på det her område – laver vi lovgivning sammen. Men der kommer jo også en lind strøm af beslutningsforslag fra Dansk Folkepartis side, som vi ikke er enige i – ikke fordi vi opfatter dem som fanatiske, men fordi der er en reel politisk uenighed om, om det er den rette vej til at nå et mål, vi tit er enige om, nemlig at vi skal passe godt på Danmark, at antallet betyder noget, og at Danmark skal være en nation, hvor der er styr på asyltilstrømningen. Det område, hvor vi tit er uenige, handler om, hvad vi så gør med udenlandsk arbejdskraft, kloge hænder til vores erhvervsliv og kloge hoveder til vores universiteter, og der har vi tit de her debatter. Men det betyder ikke, at vi står og råber og skriger af hinanden eller kalder nogen for fanatiske. Vi er blot uenige dér.

Så er det fru Karina Due.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren om noget, nemlig om halalmærkning. For langt de fleste tror jo, at halal er et spørgsmål om en slagtemetode, og at det er noget, der har med kød at gøre. Men det viser sig jo, at der bliver flere og flere fødevarer i Danmark, som er mærket med halalmærket, og det vil sige, at der bliver betalt en afgift til det islamiske samfund. Det gælder is, det gælder chokolade, og det gælder kage. Og det ser jeg som et meget stort problem i Danmark. Hvordan ser Venstre på eventuelt at indføre et forbud mod at pålægge fødevarer religiøse afgifter, så vi bliver fri for det?

Ordføreren.

Altså, jeg har ikke i udgangspunktet noget problem med, at noget er halal. Men jeg har jo bidt mærke i, at der også er en debat derude om, hvad de her afgifter så bruges til, og hvilket formål de penge bliver kanaliseret videre til. Og i det omfang, at der er et problem der, har vi en reel problemstilling, som vi selvfølgelig skal tage hånd om. Jeg har bare ikke kendskab til det, og jeg ved simpelt hen ikke nok til at kunne afgøre, hvor stort problemet er her.

Men i udgangspunktet mener jeg, at hvis man gerne vil spise noget, der er halal, så skal man da have mulighed for at finde noget, der er halal. Hvis der så er nogle konsekvenser af det, der kan være problematiske, må vi i fællesskab kigge på, hvad det er for et problemkompleks.

Fru Karina Due.

Jeg kan have respekt for det synspunkt, at hvis man har lyst til at spise halal, så skal man have lov til det. Men skal jeg som dansker og som kristen ikke have lov til at kunne fravælge det?

Ordføreren.

Men som jeg opfatter det, er der mulighed for helt frit selv at vælge i et supermarked, hvad man vil spise. Og så kan man jo vælge halal fra.

Så er det hr. Jeppe Jakobsen.

Tak for det. Jeg kunne forstå på ordførerens afvisning af at stemme for Dansk Folkepartis forslag til vedtagelse, at man i stedet for ønsker at vente på, at EU får løst problemet med de mange flygtninge, der kommer til Danmark. Jeg vil bare spørge ordføreren: Hvor lang er Venstres tålmodighed med EU-systemet? Man er jo ikke nået i mål endnu. Man har jo ikke løst problemet endnu. Hvor længe skal danskerne vente på EU-systemet, inden at Venstre når til den konklusion, at det nok er nemmere at gøre, som Dansk Folkeparti siger, nemlig at afvise asylansøgere ved grænsen, da der ikke er noget at flygte fra i Tyskland?

Ordføreren.

Vi går lidt på to ben inden for det her område. Vi gør noget nationalt, men vi arbejder også på en løsning, som ligger hinsides den nationale grænse, fordi vi ved, at problemet løses bedst derude, og så længe vi ikke kan få en aftale der, som løser problemet endeligt, er der jo brug for masser af national lovgivning.

Hr. Jeppe Jakobsen.

Men mit spørgsmål var: Hvor længe har man tænkt sig at give EU-systemet til at løse det her problem? Er det ½ år, er det 1 år, er det 5 år, er det 25 år? Hvor lang tid kan man i EU sylte den her sag, inden man i Venstre siger: Nu siger vi stop, nu lukker vi grænsen mod syd med hensyn til at tage asylansøgere ind, da der jo ikke er nogen, der flygter fra Tyskland, fordi der er ganske fredeligt at være i Tyskland?

Ordføreren.

Vi har jo lavet en national lovgivning, og derfor må vi blive ved med at vente på, at det andet kan lade sig gøre. Vi håber selvfølgelig, at det går hurtigt snarere end langsomt med at blive enige i EU om det her, men som jeg er sikker på at spørgeren også ved, så er der stadig væk stor uenighed på mange af de afgørende parametre på det her område i EU-systemet, og derfor er national lovgivning stadig væk meget vigtig.

Så er det hr. Peter Kofod.

Tak for det. Jeg vil bare høre, om Venstre går ind for det multikulturelle samfund.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om man kan gå ind for et multikulturelt samfund. Danmark er en monokultur, og det skal vi fortsætte med at være. Men der skal være plads til andre kulturer i vores samfund, og de skal være her på de betingelser, der nu engang er de danske betingelser. Vi gør os ingen bestræbelser på, at Danmark skal laves afgørende om. Vi skal derimod passe på Danmark som det samfund, vi er.

Hr. Peter Kofod.

Det tillader jeg mig at tolke som en afvisning. Der bliver i hvert fald sagt, at Danmark er et monokulturelt samfund. Kan jeg få ordføreren til at bekræfte det? Det er den ene ting. Den anden ting er, at jeg for nylig var i Tyskland, og jeg vil bare spørge ordføreren, hvad det er, der er så forfærdeligt ved Tyskland, der gør, at folk flygter derfra. Hvad er det, der gør, at vi ikke kan sige ved vores grænse: Bliv, hvor I er; I er kommet igennem en masse sikre lande, og Tyskland er også et dejligt land? Men hvad er det, der gør det så farligt lige præcis at være i Tyskland, at man bliver nødt til at flygte ind i Danmark?

Ordføreren.

Det er jo et polemisk stillet spørgsmål, og det kvitterer jeg selvfølgelig for. Det kan tages videre, for der er jo noget forunderligt ved, at man bliver ved med at flygte videre fra det ene sikre land til det andet for så til sidst at sige, at nu er man endt i det sikre land, som man ikke behøver at flygte fra. Det er netop derfor, vi nu har det spor i EU, at det første land, som man kommer til, og som er sikkert, er der, hvor man skal ende sin flugt.

Så siger vi tak til Venstres ordfører, hr. Mads Fuglede, og går videre i ordførerrækken til fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for ordet. Selv om det i de sidste par uger er blevet mere end tydeligt, at der er partier herinde på Christiansborg, som slet ikke ønsker integration, som slet ikke ønsker, at folk, som er kommet her til landet, og hvor mange af dem faktisk har boet her hele deres liv, skal integreres i samfundet, vil jeg gerne slå fast, at det ønsker vi i Enhedslisten. Vi kan og skal blive bedre til integration i Danmark, både af hensyn til borgere, der kommer hertil, men også af hensyn til det danske samfund. Det stiller store krav til den enkelte og store krav til vores fællesskab, for når vi skal leve side om side og har forskellige baggrunde, forskellige historier og forskellige traditioner, skaber det muligheder, men det skaber i den grad også udfordringer.

God integration betyder, at nye borgere skal lære sproget, at de skal blive en del af arbejdsmarkedet og indgå i samfundet som aktive medborgere, og at de og deres børn får at godt liv som en del af vores fællesskab. God integration er for mig at se ikke at generalisere eller mistænkeliggøre hele befolkningsgrupper eller hele samfundsgrupper. Det er ikke god integration at isolere folk på baggrund af deres udseende, deres valg af påklædning eller deres hudfarve eller indkomst, og det er slet ikke god integration at skyde en hel gruppe danskere i skoene, at de tvinger en anden gruppe danskere til at ændre levevis.

Vi kan forhåbentlig blive enige om, at vi som politikere herinde på Christiansborg har et ansvar for, at alle danske statsborgere skal have det godt, uanset om de så hedder Anders eller Ali – for at sætte det skarpt op.

I dag løfter civilsamfundet en kæmpe opgave i forhold til integrationen. Gode naboskaber, sammenhold på arbejdspladsen og fælles legeaftaler mellem vores børn er jo nogle af de ting, som bidrager allerbedst til integrationen i vores samfund. Det skal borgerne i vores samfund have en kæmpe stor ros for, noget, som de bestemt ikke får ofte nok. Vi ved jo, at det er mødet ude i civilsamfundet, der er det, der skaber den bedste integration. Derfor kan det undre – det undrer i hvert fald mig – at der er nogle, som vil gøre alt for at ødelægge dette møde. Det synes jeg ikke er fair.

I Enhedslisten arbejder vi for at styrke de demokratiske værdier som gensidig respekt, ytringsfrihed, ligestilling og antidiskrimination. Det er både i Danmark, men sådan set også globalt. Og en helt afgørende del af integrationen er at sikre, at den frihed gælder for os alle sammen, ikke kun for dem, der ligner os selv.

Til sidst vil jeg bare sige: Betyder antallet noget? Ja, det gør det da. Det betyder noget for, hvor stor opgaven er, og derfor kan vi ikke tillade os at parkere opgaven i et enkelt boligområde, en enkelt kommune eller på enkelte skoler. Det er for os at se helt afgørende, at vi løfter den integrationsopgave, som vi er blevet stillet.

Jeg kan – bare lige for måske at foregribe nogle ting – godt være enig i, at det kan være fornuftigt, at man rejser hjem igen, hvis man er flygtet til Danmark, når der kommer fred der, hvor man er flygtet fra. Det er bare ikke den virkelighed, vi lever i. Vi lever i en virkelighed, hvor der er nogle mennesker, der flygter fra nogle langvarige konflikter, som jo ikke ser ud til at stoppe i morgen eller i overmorgen eller i næste måned. Vi skal desværre nok vente i ret lang tid. Der synes jeg, og der synes vi i Enhedslisten, at vi skylder de mennesker, som er flygtet hertil, og at vi skylder vores samfund at integrere dem, så de får de bedste muligheder, men så vi sådan set også får de bedste muligheder i Danmark. Tak for ordet.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Fru Rosa Lund kom ind på udseende, hudfarve og sådan noget. Så jeg vil bare lige for god ordens skyld sige, at det jo ikke er Dansk Folkeparti, der taler om hudfarve. I den her forbindelse var det sådan set Enhedslisten, der gjorde det. Jeg ved ikke, hvorfor venstrefløjen altid skal nævne det. Det er sådan en sygelig besættelse af hudfarve, som venstrefløjen har.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til det her med, at Danmark bliver mere og mere muslimsk. Det er jo en realitet. Mener fru Rosa Lund og mener Enhedslisten, at det er et problem, at Danmark bliver mere og mere muslimsk? Er det en positiv udvikling? Er det en negativ udvikling?

Ordføreren.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er enig i hr. Martin Henriksens præmis om, at Danmark bliver mere og mere muslimsk. Men der skal da ikke herske nogen tvivl om, at Enhedslisten er et socialistisk parti, og derfor synes vi, at religion er noget lidt mærkeligt noget, og at det må være en privatsag. Det er bl.a. også derfor, vi går ind for en adskillelse af kirke og stat.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg er helt med på, at Enhedslisten på alle mulige måder forsøger at begrænse kristendommen i det danske samfund; det har jeg forstået. Men når det så handler om islam, er man lidt mere tilbageholdende. Der gælder ligesom nogle andre spilleregler. Så jeg er helt med på, at Enhedslisten har den politik, at kristendommens indflydelse skal begrænses i Danmark, men når det handler om islam, har man sådan en laden stå til-politik. For de initiativer, der er taget fra Folketingets side – det kan være et tildækningsforbud, det kan være andre tiltag – som jo handler om faktisk at begrænse indflydelsen i samfundet fra de mest ekstreme grupperinger inden for islam, er Enhedslisten jo imod.

Så er det korrekt forstået, at Enhedslisten synes, at man skal begrænse kristendommens indflydelse i samfundet, og når det handler om islams indflydelse, er det mere okay?

Ordføreren.

Det er i hvert fald korrekt, at vi i Enhedslisten mener, at religion skal begrænses. Det er en privat sag. Og jeg kan opklare over for hr. Martin Henriksen, at vi i Enhedslisten f.eks. synes, det er problematisk, når friskoler, uanset om de er kristne eller muslimske, bruger religion så meget i deres undervisning i stedet for at have fokus på nogle af de værdier, som står allerhøjest i vores demokrati, nemlig ytringsfriheden og demokrati i det hele taget. Det bør der da være meget mere fokus på i vores uddannelsessystem.

Tildækningsforbuddet handler jo om nogle helt andre problemstillinger end islamisering af Danmark. Det handler om, at hr. Martin Henriksen og hans venner gerne vil bestemme, hvad for noget tøj kvinder skal gå i, og det er meget udansk.

Så er det fru Marie Krarup.

Tak. Jeg er helt enig med ordføreren i, at religion selvfølgelig skal være en privat sag, det kæmper vi for. Og det er jo lige præcis det, som vi ser udfordret i dag, altså at det for mange ikke kan få lov at være en privat og individuel sag, og at der ligefrem er én ideologi eller religion eller ideologi, der kalder sig en religion, der truer de demokratiske værdier, som ordføreren ligesom jeg også går ind for, nemlig ytringsfrihed og religionsfrihed. Det er jo islamisering, der i den grad truer f.eks. Muhammedtegnere eller folk, der ønsker at udtale sig kritisk om islam. Vi har folk, der lever under politibeskyttelse i dag, fordi de er truede, fordi de har brugt de danske frihedsværdier til at sige højt, hvad de mener. Ordføreren nævnte ikke med et ord i sin tale, at vi har den her store udfordring fra den islamiske ideologi. Hvordan kan det være? Kan ordføreren ikke se det?

Værsgo til ordføreren.

Nej, det er nok, fordi jeg ikke kan se det. Jeg mener ikke, at vi har kæmpestore problemer med en islamisering af Danmark. Jeg oplever sådan set ikke at blive påduttet islam, heller ikke selv om jeg bor lige ved siden af en moské midt på Nørrebro. Så det oplever jeg sådan set ikke. Jeg kan jo høre, at fru Marie Krarup er meget optaget af tørklædet, men for mig at se, må det altså være op til kvinder selv at bestemme, hvad for noget tøj de har på, om de så har lyst til at have 40 g stof på hovedet, skal de have lov til det.

Fru Marie Krarup.

Det er den her absurde måde at prøve at relativere symbolers betydning. Altså, ville et kommunistisk flag, et nazistisk flag, et hvilket som helst politisk eller religiøst flag også bare være 40 g? Det ville det jo ikke være. Der er jo en symbolbetydning i det islamiske tørklæde, som rummer så meget, der gør, at det ikke bare er stof. Ordføreren mener simpelt hen ikke, at der er en trussel, f.eks. imod Muhammedtegnere, imod en islamkritiker som Lars Hedegaard osv.? Mener ordføreren ikke, at den slags trusler mod enkeltpersoner, som har markeret sig i en debat, smitter af på andre, således at der optræder en form for selvcensur, en form for angst for at træde ind i de her debatter, og at det er en trussel imod danske værdier?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jamen jeg oplever ikke, at der er nogen, der holder sig tilbage fra at udtale sig kritisk om islam, nærmest tværtimod er det jo noget, der foregår ret ofte herinde. Jeg synes, at noget af det, som er vigtigt at tænke på, når vi snakker om ytringsfrihed, er, at det ikke er en pligt – det er jo ikke en ytringspligt. Men jeg anerkender da, at der er nogle, som er truede, og som derfor også er under PET-beskyttelse – det er da et fuldstændig kendt faktum, som jeg da ikke vil stå her og benægte. Alle ved, at PET bruger ressourcer på det her.

Så er det hr. Jeppe Jakobsen.

Vi politikere bliver jo tit beskyldt for ikke at tale pænt til hinanden. Så jeg vil bare rose ordføreren for den her klare afstandtagen til venstrefløjens inddeling af mennesker efter hudfarve, som har stået på alt for længe. Det er det her med, at man taler om hvide og brune danskere osv. Det er simpelt hen en ulækker måde at definere mennesker på – ud fra deres pigmentering. Så al mulig ros herfra for at tage klar afstand til Alternativet og lign., som på den måde deler folk op efter hudfarve, for det skal bare stoppes lige med det samme.

Ordføreren.

Jamen jeg er da enig i, at vi skal stoppe med at dele folk op efter hudfarve. Men jeg tager sådan set ikke afstand fra Alternativet.

Så er det hr. Peter Kofod.

Jeg fornemmer, at fru Rosa Lund ikke er stor tilhænger af den stramme udlændingepolitik. Derfor vil jeg bare spørge fru Rosa Lund, hvor den svenske udlændingepolitik er henne i sammenligning med den danske. Er den sådan meget bedre eller kun noget bedre? Eller er det noget af det, som fru Mette Frederiksen skal levere, hvis hun skal regne med, at Enhedslistens statsministerkandidat ligesom trækker sit kandidatur ud af ligningen, hvis det skulle gå på en bestemt måde efter valget? Så måske man kan give en karakteristik af, hvor godt det går i Sverige.

Ordføreren.

Der må jeg desværre skuffe hr. Peter Kofod og sige, at jeg ikke ved nok om svensk udlændingepolitik. Men jeg kan sige til hr. Peter Kofod, at noget af det, der er vigtigt for os i Enhedslisten, er, at vi bliver ved med at overholde FN's flygtningekonvention. Det er ekstremt vigtigt for os.

Hr. Peter Kofod.

Så lad mig følge op. Sverige har igennem de seneste 10 år taget sådan lige under 1,5 millioner mennesker fra Afrika og Mellemøsten og den slags steder. Det udgør næsten 15 pct. af den befolkning, der er i Sverige i dag.

Så lad mig spørge på en anden måde: Er det et godt scenarie? Skulle Danmark tage en tilsvarende stor andel mennesker fra Afrika og Mellemøsten, som man har set Sverige gøre det, hvis det stod til Enhedslisten?

Ordføreren.

Jamen hvis det stod til Enhedslisten, skulle vi tage de flygtninge, som er beskyttet af konventionen. Det betyder også, at vi i Enhedslisten mener, at vi skal droppe den lovgivning, vi har nu, der handler om de midlertidige opholdstilladelser.

Jeg beklager simpelt hen, hr. Peter Kofod, hvis det ikke er svar nok. Jeg må nok læse lidt op på den svenske flygtningepolitik til næste gang, jeg skal møde hr. Peter Kofod hernede i salen.

Så er det fru Pernille Bendixen.

Tak for det. Jeg vil godt følge lidt op på det, som fru Marie Krarup talte om, nemlig ytringsfriheden. Undrer det ikke fru Rosa Lund en lille smule, at lige præcis dem, der er islamkritiske, er dem, der skal have beskyttelse fra PET? Vi har hr. Naser Khader siddende her; vi har Inger Støjberg; der er Lars Hedegaard; der er Pia Kjærsgaard. Altså, det er alle sammen mennesker, der har været markant fremme og været markant islamkritiske. Det er lige præcis dem, der skal have PET's beskyttelse.

Ordføreren.

Jamen det bekymrer mig altid, når der er nogen, der skal have PET's beskyttelse, fordi de har ytret en bestemt holdning. Jeg er bare også nødt til at holde fast i, at ytringsfriheden er en frihed, vi har, som er fuldstændig afgørende, men det betyder jo ikke, at vi har pligt til at bruge den, hvis det kan støde nogle andre. Men jo, det bekymrer mig da bestemt, hver eneste gang der er nogen, som skal have PET-beskyttelse, fordi de har brugt deres ytringsfrihed. Det gør det.

Fru Pernille Bendixen.

Mener fru Rosa Lund ikke, at man har en pligt til at ytre sig, hvis man ser nogle reelle problemer og nogle udfordringer, som man gerne vil gøre andre mennesker opmærksom på? Og har vi ikke reelt et problem, når man ikke kan have lov at lave en tegning i en avis uden at skulle have PET's beskyttelse?

Ordføreren.

Altså, jeg mener, man har en pligt til at ytre sig, hvis man har været vidne til noget ulovligt, eller hvis man kan bruge det til at stoppe noget kriminalitet. Men altså, hvornår man har pligt til at ytre sig, er en lidt underlig debat, synes jeg. Det, der er det afgørende, er, at vi i Danmark har en ytringsfrihed, og at vi har nogle grundlovssikrede rettigheder. Noget af det, jeg synes er rigtig vigtigt, er, at det faktisk er alle vores grundlovssikrede rettigheder, som vi kan holde fast i. Og der synes jeg også tit, jeg savner Dansk Folkeparti i forsvaret af vores grundlovssikrede rettigheder.

Så siger vi tak til fru Rosa Lund og går videre i ordførerrækken til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her vigtige debat. De bemærkninger, jeg har til regeringens værdipolitik, skal man opfatte som et supplement til det, der allerede er sagt af statsministeren og hr. Mads Fuglede, og til, hvad hr. Naser Khader senere vil sige, altså ikke en korrektion til det eller et alternativ til det.

Udlændingeloven fra 1983 fik den konsekvens, at der i løbet af de følgende årtier fandt en række meget dybtgående samfundsforandringer sted. Det var samfundsforandringer, som ikke var annonceret, f.eks. fra den talerstol, hvor jeg står nu, og det er der ikke noget at sige til, for forandringerne var bivirkninger af beslutninger, som den tids politikere ikke kunne eller ikke ville overskue. Efter alt, hvad vi ved om befolkningens holdninger dengang, var der ikke nogen reel folkelig opbakning til de meget vidtrækkende beslutninger, der blev truffet dengang, og det er jo ikke noget, der på nogen måde gør hele den her sag bedre. Men det forklarer også et af de grundprincipper, der er for Liberal Alliances udlændingepolitik, nemlig at vi ikke skal have uønskede samfundsforandringer i Danmark. I det omfang, den grundlæggende samfundsmodel eller de bærende institutioner i samfundet skal ændres, skal det have en meget bred folkelig legitimitet, på samme måde som hvis man f.eks. vil ændre grundloven.

Her vil jeg godt lige komme med en sidebemærkning, som er udløst af hr. Mads Fugledes ordførertale. Jeg er jo langt hen ad vejen enig med hr. Mads Fuglede i de eksempler, han oplistede på danske værdier, men jeg synes også, man til det skal føje, at vores meget klart danske institutioner som f.eks. Folketinget eller folkekirken eller folkeskolen jo er nationale udgaver af internationale strømninger; det er jo nationale udgaver af det liberale demokrati, af protestantismen og oplysningen. Så danske værdier er jo i nok så høj grad danske institutioner, som giver en dansk tolkning af nogle bredere forankrede værdier i den vestlige kultur.

Så tilbage til hovedsporet, som er spørgsmålet om de uønskede samfundsforandringer. I september 2015 var det 10 år siden Jyllands-Posten offentliggjorde de berømte Muhammedtegninger, og ved den lejlighed udtalte jeg, at der var noget trist i, at det formentlig kun var de færreste, der forestillede sig, at der 10 år længere fremme, altså i 2025, ville være mere ytringsfrihed, mere religionsfrihed, mere forsamlingsfrihed, mere frihed for kvinder og mere offentlig orden, end der var i 2015. Jeg er til dato ikke blevet modsagt af nogen, i hvert fald ikke med argumenter, som jeg betragter som vigtige. En hel række af de rettigheder, som staten i kraft af grundloven garanterer borgerne, og rettigheder, som borgerne tænker på som velerhvervede, bliver undermineret i den tid, vi lever i som følge af senfølgerne af den meget hovedløse beslutning i 1983 om at gøre Danmark til et indvandringsland. Det er vi i Liberal Alliance selvfølgelig meget imod, og kampen for, at vores liberale demokrati for det første ikke bliver undermineret yderligere og for det andet bliver styrket der, hvor det er blevet svækket, er en vital del af det værdigrundlag, som regeringens politik hviler på.

Jeg vil slutte af med at sige, at det, jeg har sagt, ikke er noget, der lægger til eller trækker fra, i forhold til hvad mine ærede kolleger fra de to andre regeringspartier har sagt eller vil sige, det er bare vores bidrag til en samlet forståelse. Tak for ordet.

Tak til hr. Henrik Dahl. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det, og tak for ordet. Den her debat har vi jo efterhånden haft nogle gange her i salen, en gang om året tror jeg det har været, og vi griber selvfølgelig gerne enhver anledning til at tage en værdipolitisk debat. Men jeg vil samtidig starte med at sige, at vi i Alternativet sådan set ikke deler præmissen for den forespørgselsdebat, som vi har i dag, nemlig den præmis, at indvandringen tvinger danskere til at ændre levevis og adfærd og rette ind. Den præmis deler vi ikke. Vi abonnerer ikke på den, og af samme grund har vi faktisk heller ikke lavet en vedtagelsestekst.

Danmark er et demokrati, og vores demokrati bygger på frihed. Det tror jeg vi alle sammen her i salen kan være enige om. Det må være udgangspunktet for alt det arbejde, som vi laver i Folketinget, og for det, vi her i Folketinget tror på. Frihed er grundstenen i det danske demokrati, og vi skal alle sammen have respekt for og passe på vores frihed.

Så tror jeg måske, at vi har forskellig forståelse af, hvordan vi gør det, eller at vi ikke er enige om, hvad det er for en trussel, der findes derude. Jeg tror, der er flere, der har stået heroppe på talerstolen og sagt: Jeg er bekymret for ...; eller: Vi er bekymret for ... det ene og det andet. Og vi deler også en bekymring fra Alternativets side. Vi er sådan set også bekymret for Danmark, men det, vi er bekymret for, er den måde, som vi synes vi kompromitterer vores frihedsrettigheder på for tiden, og at det, som handler om det danske frisind og den danske frihed, faktisk er alvorligt under pres, i forhold til hvad vi har set tidligere.

Så vi deler en bekymring, ja, men det er nok en anden bekymring end den, som forespørgslen handler om. Vores bekymring er sådan set, at vi ikke længere alle sammen har de samme rettigheder, men at vi begynder at indføre forskellige rettigheder og forskellige lovgivninger for forskellige mennesker; at vi ikke alle sammen bliver talt om og til, som om vi har den samme værdi som borgere i vores samfund, men at der er nogle, der skal skynde sig at komme hjem igen, når de kommer herop.

Det er interessant, for nogle gange taler vi om identitetspolitik i Folketinget, og den her forespørgselsdebat og det her spørgsmål er jo i den grad udtryk for identitetspolitik fra Dansk Folkepartis side. Det forsøg, som vi er ude i her, på at definere, hvad der er dansk, og det gerne at ville vide og mene og have de rigtige holdninger om, hvad der er danske værdier, er jo et eklatant eksempel på identitetspolitik.

Der kan man så diskutere, hvad identitetspolitik er. Men typisk er det, når man går ind og kigger på det partikulære frem for det universelle. Og det vil jeg gerne bruge anledningen til at sige noget om nu, hvor vi måske alle sammen har set »Lykke-Per«, da den blev sendt i fjernsynet her i julen, eller har set den i biografen – og måske har man også læst bogen. Jeg læste den igen i efteråret i forbindelse med premieren i biografen, og på et tidspunkt siger Jakobe, som Lykke-Per jo bliver forelsket i, noget til ham, som jeg synes er ret interessant. Hun siger sådan her, og nu citerer jeg fra »Lykke-Per«:

Hvor lang tid skal der gå endnu, hvor megen fortræd skal vi mennesker endnu volde hinanden, før det virkelig bliver forstået og gjort til religion, til det eneste tilladelige dogme, at det ikke er på det tilfældige, det særegne, men på det almenmenneskelige i os, at vi skal opbygge vort eget og nationernes liv?

Jakobe siger jo det her, fordi hun er jøde, og Lykke-Per kristen. De har haft problemer med at møde hinanden, fordi de kom fra to forskellige religioner, men her går hun ind og taler til fordel for det universelle. Det er det, Jakobe gør i den her sætning, og det er det, der er så interessant i hele historien om Lykke-Per, nemlig hvordan man kan tilsidesætte behovet for det særegne, behovet for at skulle mene, at når man er fra en religion, har man nogle præferencer, som ikke kan rummes af det universelle.

Selvfølgelig kan de det, og derfor skal det også være min opfordring, at vi prøver at tro på det universelle og på de universelle rettigheder, som vi har ikke bare i Danmark, men også i resten af verden: vores menneskerettigheder, vores frihedsværdier osv. Og lad os prøve at arbejde ud fra det i stedet for at skulle definere, hvad der er en rigtig eller forkert måde at være dansk på. Jeg synes, vi skal prøve at se på hinanden som mennesker først og fremmest.

Til sidst vil jeg gerne opfordre til, at man, hvis man har lyst, læser Hans Lassen. Han er forsker, og han har skrevet en ph.d., som udkom sidste år, og som hedder »Eksperimentet, der slog fejl«. Det er faktisk en gennemgang af integrationsarbejdet i Danmark helt tilbage fra 1981. Og som hr. Henrik Dahl var inde på, kunne man godt sige, at tilbage i 1980'erne og op til midten af 1990'erne var integrationsarbejdet en fiasko. Men fra midten af 1990'erne og frem har det faktisk være en succes. Hans ph.d. er en stor og videnskabelig argumentation for, at integrationen i Danmark faktisk er gået den rigtige vej fra midten af 1990'erne og frem.

Jeg vil sådan set anbefale, at man læser den, for der er mange gode pointer i den, i forhold til hvorfor integrationen i Danmark er en succes, og hvorfor vi politikere nogle gange simpelt hen er så fokuseret på, at det er en fiasko, at vi glemmer at se alle de positive ting, der er i den danske integrationshistorie. Tak for ordet.

Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Martin Henriksen.

Fru Carolina Magdalene Maier var inde på – også i sit spørgsmål til undertegnede, da jeg var oppe som ordfører – det her med kristne værdier og det at værne om kristendommen. Jeg er selv meget stor tilhænger af budskabet om næstekærlighed. For mig handler det jo om, at hvis du er i en konkret situation, hvor der er en person, lad os sige foran dig, som har brug for hjælp, så er du selvfølgelig moralsk forpligtet på at hjælpe – det er klart. Men at brede det ud til at sige, at hele verden så skal komme til Danmark, er måske lige at stramme den en lille smule. Det ved jeg ikke, om ordføreren kan følge mig i.

Men jeg forstår det sådan, at Alternativet eller i hvert fald dele af Alternativet gerne vil værne om kristendommen og kristne værdier i Danmark. Men hvordan kan man det? Og hvordan kan man sikre, at kristendommen står stærkt på sigt, også i Danmark, hvis det er, at man samtidig accepterer, at samfundet på grund af indvandring bliver mere og mere muslimsk? Hvordan hænger det sammen? Der må jo Alternativet jo også kunne se, at det ikke hænger helt sammen.

Ordføreren.

Lad mig bare starte med at sige, at der jo ikke er nogen, der siger, at hele verden skal komme til Danmark. Altså, det er jo en stråmand, at der skulle være nogle som helst politiske partier i Folketinget, som mener det – for lige at slå det fast.

I forhold til det andet skal vi jo stole på vores kulturhistorie og på vores kristne historie, og vi skal stole på, at den kan bære os gennem, hvad vi end måtte møde. Det har den altså gjort i mange hundrede år i Danmark, og det gør den nok også i den her tid, hvor vi har åbnet op for en mere globaliseret verden, og hvor der kommer mennesker til Danmark, som tror på noget andet.

Er det en trussel mod kristendommen og de kristne værdier? Det ser jeg ikke det er. Jeg ser, at det, der er truslen mod kristendommen er, at vi misbruger den til at sige til andre, at de ikke må komme ind, fordi de truer vores kristne værdier. Kristendommen er en åben religion – den velkommer det fremmede. Det er jo lige præcis det, som er essensen i min forståelse af kristendommen, så derfor ser jeg ikke, den er truet.

Jeg stoler på, at vi sagtens kan bevare det, som er vores danske værdisæt og frisind og hvad ved jeg, herunder den religion, jeg tror på. Jeg er ikke bange for det.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg er sådan set heller ikke bange for andre kulturer. Jeg foretrækker bare, at de som udgangspunktet er ude i den store verden. Derfor kan man jo sådan set godt nyde dem, når man er derude, og så kan andre folk forhåbentlig nyde den danske kultur, når de kommer hertil. Det er også en del af det, der er glæden ved at rejse, og jeg kan forstå, at man i Alternativet er stor fan af at rejse rundt til forskellige destinationer.

Men det hænger jo ikke helt sammen. Altså, hvis Alternativet har den opfattelse, at det er vigtigt at værne om de kristne værdier og kristendommens rolle i det danske samfund, så må man jo gøre noget for at værne om det. Der er jo kun os – os, der bor her – til at værne om vores egen kultur og vores egne højtider. Det er kun os, for der er jo ikke andre, der vil gøre det.

Tak for det. Så er det ordføreren, værsgo.

Selvfølgelig skal vi værne om vores kulturhistorie, men den måde, vi værner om den på, er ved at værne om vores frisind. Det er jo det, jeg har prøvet at tale for både i mit spørgsmål her op til og nu også i min ordførertale heroppefra. Hvis der er noget, der er særegent for den danske kulturhistorie, er det vores frisind, og det er det, vi skal værne om. Det er lige præcis det med, at vi bekæmper holdninger med ord. Når der kommer nogen hertil eller vi rejser ud i verden, for den sags skyld, og møder noget, der er fremmed, som støder os, som er i strid med vores værdier, så bekæmper vi det ved ord. Den måde værner vi om det på.

I det øjeblik vi begynder at lovgive om ting, som vi ikke er enige i, så læner vi os tilbage og tænker, at så behøver vi ikke at gøre andet – og så bliver vi sløve og dovne og mister den kritiske sans. Og det er farligt.

Så er det fru Marie Krarup.

Jeg tænker altid, når jeg hører Alternativets ordfører, at Alternativets medlemmer eller i hvert fald folketingsgruppe lever i en alternativ virkelighed, som for os andre er meget, meget svær at forstå. Men her bliver lidt af sløret måske løftet, så det er lidt nemmere at forstå, hvad det er, Alternativets alternative virkelighed består i. Det lyder for mig, som om Alternativets ordfører her mener, at alle kulturer i essensen er ens, og at alle religioner i essensen er ens. Så jeg vil lige spørge for at få afklaret den alternative virkelighed her: 1) Mener Alternativets ordfører, at den danske kultur er en partikulær kultur, der er anderledes end andre? 2) Mener Alternativets ordfører, at mainstream islam kan rumme individuel frihed, ytringsfrihed, religionsfrihed og ligestilling mellem kønnene?

Ordføreren.

Til det første spørgsmål, om den danske kultur er en partikulær kultur, kan jeg svare: Noget af den er, men vi har jo ikke partikulære værdier i Danmark. Vi taler så tit om danske værdier. Ja, vi har værdier, vi abonnerer på, men de er jo ikke nødvendigvis danske. Vores frisind er en værdi, som vi abonnerer på, men det findes altså også i andre lande. Så det der med danske partikulære værdier tror jeg sådan set ikke på. Jeg tror på, at der er noget, som vi kulturhistorisk har taget til os, og det er fint, og det skal vi også blive ved med. Men det er ikke i sin essens et dansk fænomen.

I forhold til det andet spørgsmål, om islam kan rumme de ting, som ordføreren var inde på, vil jeg svare: Det vil jeg uden på nogen måde at være islamekspert mene at en moderne, moderat fortolkning af islam kan, men jeg er også helt med på, at der er fortolkninger af islam, der ikke vil kunne rumme det.

Fru Marie Krarup.

Altså, nu spurgte jeg, om den danske kultur er partikulær, og det er den jo. Det kan man jo ikke tale bort, selv om vi selvfølgelig har indoptaget en masse strømninger udefra. Så kan man diskutere, om de er universelle, eller hvad de er, men selvfølgelig er den danske kultur da partikulær, og det er kun os danskere, der kan forsvare den. Og selvfølgelig er de værdier, vi derfor har, også partikulære i den udformning, som vi har dem i i Danmark. Med hensyn til det øvrige med islam er det jo en drømmeislam, en alternativ islam, som ordføreren her taler om, og den ville jeg da også rigtig gerne have at muslimer i Danmark opfandt, nemlig en islam, der kan rumme alle de her skønne ting. Men det er jo bare ikke den virkelighed, vi står i. Så vil Alternativet ikke godt vende tilbage til en helt almindelig ikkealternativ virkelighed, så vi kan kommunikere?

Tak! Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg ved ikke, hvem det er, der skal vende tilbage til en virkelighed, som findes derude. Det var noget af det, som jeg refererede til i forhold til den ph.d., jeg nævnte før. Den prøver faktisk at skitsere, hvad det er for en succes, vi har haft i forhold til integrationen. Det er virkeligheden derude. Så har vi herinde en masse tendenser til at puste det op, som om det er så frygteligt, og det går så galt, mens tallene viser det fuldstændig modsatte. Det er da stærkt provokerende, at vi ikke lytter til fagligheden, når fagligheden og den videnskabelige dokumentation viser os, at det faktisk går fremad. Og jeg kender så mange muslimer i Danmark, som lever så meget i overensstemmelse med alle de danske rettigheder, frihedsrettighederne, ligestillingen osv. – i den grad.

Så er det hr. Mattias Tesfaye.

Tak. Der var ét sted i ordførerens tale, jeg virkelig spidsede ører, og det var, da ordføreren var inde på en af mine yndlingsbøger, nemlig »Lykkeper«, og citerede Jakobe, Pers forlovede. Og i det øjeblik, Alternativets ordfører citerede, dannede jeg mig et meget præcist billede i mit hoved af, hvad det er, vi taler om. Jeg forstår måske mere, hvad det er, Alternativets ordfører egentlig mener, fordi vi har en fælles kulturel referenceramme her i form af det samme litterære værk. Det er nok det, der er mit argument.

Hvis vi er en homogen befolkning, får vi videreleveret meget kultur fra vores forældre helt af sig selv, uden at vi bemærker det, men jo mere multikulturelt, multietnisk det danske samfund bliver, jo vigtigere er det, at vi aktivt arbejder for at få nogle fælles referencer, så vi forstår, hvad hinanden siger. Det er derfor, vi i hvert fald fra Socialdemokratiets side bakker op om øgede sprogkrav til ægtefællesammenføring, test i dansk i 0. klasse og børn i vuggestuer og børnehaver for at sikre, at vi får et fælles sprog, men vi bakker også op om dansksproget public service. Så det, der er mit spørgsmål, er: Bakker Alternativet op om politiske tiltag, der har til hensigt at sikre, at vi får en fælles kulturel platform at diskutere ud fra?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Vi bakker f.eks. ikke op om sprogtest i 1. klasse ud fra den præmis, at det kan have så store personlige konsekvenser for et barn – hvis man giver et barn, der er startet i 1. klasse, et nederlag, og det så skal gå om igen – at der er andre måder at gøre det på. Vi bakker heller ikke op om, at man skal tvinge børn i vuggestue i 0. klasse, for vi tror lige så meget som Socialdemokratiet på, at sprogtilegnelsen er vigtig, men vi tror også, der er andre måder at komme derhen på end gennem tvang. Så det er sådan set det eneste sted, vi er uenige.

Vi er ikke uenige i præmissen om, at sprogtilegnelse og kulturtilegnelse er vigtigt. Vi tror f.eks. også på en professionsstyret folkeskole. Så, ja, politikere skal lægge rammen for folkeskolen, og den er sådan set fin nok, som den er i dag. Folkeskolens formålsparagraf siger jo med alle nødvendige ord, at børnene skal lære, hvad kan man sige, om ligestilling og frihed og åndsfrihed osv. Men det er den professionsstyrede skole, som skal gå ind og sikre det. Det skal vi politikere ikke gøre, for det er dér, det bliver så farligt, altså når vi begynder at gå ind med politiske ideologier og bestemmer, hvordan det så skal gøres. Jeg er fuldstændig enig i vigtigheden af den fælles kulturarv, men jeg er ikke så bange for, at den er truet, for vi har en folkeskole, som kan bære den opgave.

Tak. Hr. Mattias Tesfaye.

Min oplevelse er, at samhørigheden i samfundet er truet. Vi har mindre med hinanden at gøre, vi forstår hinanden stadig mindre. Nu nævnte jeg selv nogle valgresultater fra talerstolen, som jeg også synes viser nogle helt enorme forskelle. Efter sidste folketingsvalg så jeg, at en jysk avis sendte en reporter til Nørrebro for at forstå, hvad det dog var, der skete der, og omvendt så jeg, at Politiken sendte en reporter til Sønderjylland. Det mener jeg er farligt for vores samfund: at vi i stadig stigende grad glider fra hinanden. Så det, jeg egentlig godt kunne tænke mig at høre fra Alternativet, er, om Alternativet er tilhængere af, at vi i højere grad, end vi allerede gør det, skal tage politiske tiltag for at sikre, at vi kulturelt får et fælles grundlag at diskutere og leve sammen på.

Ordføreren.

Altså, vi er helt enige i, at der skal være en ramme for det, men jeg tror bare, vi er uenige i, hvordan vi kommer derhen. F.eks. sidder vi lige nu og kigger på – og vi er ikke færdige endnu – hvad vores forhold til, hvad der skal til for at opnå dansk statsborgerskab i Danmark, kunne være. Der er noget af det, vi f.eks. kigger på i Alternativet, at det skal kunne tælle, hvis man går på højskole eller deltager i frivilligt socialt arbejde eller går til medborgerskabsundervisning, frem for at man f.eks. skal have dansk på niveau 3, fordi sprogtilegnelsen er så forskellig, alt afhængigt af hvilken kultur eller sprogstamme, man kommer fra. Så det er så forskelligt, om man kan lære dansk i løbet af et år eller ej. Vi er helt enige i, at vi skal have de nye danskere til at forstå det danske samfund, men vi mener bare, at det kommer gennem civilsamfundet og det frivillige arbejde, frem for at de bliver tæsket igennem kurser.

Tak. Så er det hr. Peter Kofod.

Tak for det. Jeg vil gerne vide, om Sverige er et foregangsland på udlændingeområdet. Jeg mener, hr. Uffe Elbæk en gang i et program har udtalt, at den måde, Sverige håndterede det her spørgsmål på, var, sammenlignet med Danmark, langt bedre. Så mener Alternativet, at Sverige på udlændingeområdet er et foregangsland?

Ordføreren.

Nej, det mener vi ikke, for vi har egentlig ikke noget behov for at kigge til Sverige, og vi mener ikke, at de udfordringer, som vi ser de har i Sverige, bl.a. i Malmø, er noget, som vi mener er ønskværdigt for Danmark.

Vi har egentlig respekt for, at Sverige har holdt fast i det, som man kan kalde det humanistiske perspektiv i forhold til hele flygtningeproblematikken, og faktisk har ønsket at være et land, som kunne håndtere den flygtningeudfordring, der har været, og har taget en stor del af byrden. Det synes jeg faktisk vi skal anerkende Sverige for at have gjort ud fra et internationalt perspektiv eller i hvert fald fra et europæisk perspektiv. Men som fru Sofie Carsten Nielsen sagde tidligere, er det jo en fælles europæisk opgave, og den skal vi løse i fællesskab.

Hr. Peter Kofod.

Nu forstår jeg ingenting. På den ene side vil man ikke anerkende Sverige som et foregangsland. På den anden side er man imod de stramninger, der bliver vedtaget i Danmark for at sikre, at Danmark ikke ender som Sverige. Så hvad vil Alternativet egentlig?

Det lyder, som om man i virkeligheden ikke vil have noget scenarie. Man vil ikke have det, man ser på den anden side af Øresund, men man vil heller ikke have den stramme kurs, som mit eget parti og andre partier i Folketinget jo har været bannerførere for. Kan ordføreren ikke se, at det er en kæmpe konflikt?

Ordføreren.

Til det er der bare to ting at sige. For det første, at dem, vi lukker ind i Danmark, skal vi behandle ordentligt. Der er ikke noget i regeringens nuværende politik, støttet af Dansk Folkeparti, var jeg ved at sige, som behandler vores nye danskere ordentligt. Det er måske sat på spidsen. Der er meget af politikken, som ikke behandler vores nye danskere ordentligt, f.eks. det nye L 140, som vi førstebehandlede i sidste uge. Hele retorikken har ændret sig markant over det seneste år.

Det andet er, at ja, vi skal have tjek på tilstrømningen, men vi kommer kun omkring den udfordring gennem en fælles europæisk løsning. Så når partier er ude at lave nationale løsninger for Danmark alene, er det fuldstændig uholdbart. Det er det nu, og det er det på sigt.

Vi siger tak til fru Carolina Magdalene Maier. Og så er det fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Tak. Det var en skøn samtale – for det var det vel egentlig – om Lykke-Per, der udspillede sig. Jeg tror, at hvis vi alle sammen skulle testes i Lykke-Per, ville vi få nogle udfordringer, uanset hvilken baggrund vi har. Men det ville være rigtig skønt. Det er jo nok en debat om, hvor meget vi investerer i uddannelse, og den kan vi tage på et andet tidspunkt. Men det er også vigtigt.

Til den her debat, som jeg har tænkt mig at holde mere sådan i håndboldgenren, og ikke helt så meget i Lykke-Per, vil jeg sige, at jeg kender danskerne, og at jeg kender Danmark som et land – det har netop udspillet sig i de seneste dage – med frisind og frihed til forskellighed og fest i øvrigt, men jo også som et land, hvor de der helt grundlæggende demokratiske rettigheder er mere end bare nogle idealer, vi besynger. Vi udlever dem faktisk. Og vores danske værdier, der indgår meget som en del af den her debat, kan jo ikke reduceres til nogle bestemte madvarer eller for den sags skyld til klaphatten, selv om jeg elsker den og har hoppet rundt med den hele aftenen i går for at fejre netop vores fantastiske verdensmestre i herrehåndbold.

Men vi har også brugt en del tid på at debattere danskhed og dansk kultur her i salen. Det handler forespørgslen jo også om. Det handler om danskernes levevis og adfærd, danske værdier: Kan man være dansk og f.eks. bære tørklæde? Selvfølgelig kan man det. Men vi skal jo alligevel på fredag igen behandle Dansk Folkepartis beslutningsforslag om at forbyde mennesker at bære tørklæde på offentlige arbejdspladser.

Det lyder jo, som om vi kunne opretholde danske værdier ved sådan at udstede påklædningspåbud eller flere forbud. Tværtimod, mener jeg. Og jeg satser på, at der fortsat er flertal imod beslutningsforslaget på fredag. Men jeg kan sådan set sagtens forstå, at Dansk Folkeparti har fået blod på tanden, for antallet af gange, integrationsministerens stramningstæller på ministeriets hjemmeside har rullet, er jo rigtig, rigtig mange, siden statsministeren for – jeg var lige inde at tjekke – præcis 3 år siden retorisk spurgte sig selv: Er der rum for at stramme mere? Det ser jeg ikke lige umiddelbart foran mig.

Men nu skal vi så også til at diskutere, at når man skal være her midlertidigt, kan der ikke være tale om integration. Og alligevel forventer vi af alle, at de tager Danmark til sig. Det hænger ikke sammen.

I sidste uge førstebehandlede vi jo – det har også været en del af debatten her – forslag til lov om paradigmeskifte, og ordet integration slettes alle de steder, man kan komme til det, i en række forskellige love. 111 lovændringer og 2 mio. kr. er afsat alene til at pille ordet integration ud af lovene. Udlændingens tilknytning til arbejdsmarkedet, deltagelse i foreningsliv og danskkundskaber vil blive tillagt mindst mulig betydning, står der.

Arbejdsgiverne advarer mod det: Det kommer til at betyde, at virksomheder får langt mindre lyst til at gøre en indsats for at få flygtninge i arbejde, hedder det i høringssvaret. Fagbevægelsen advarer mod det: Vi kan kun indtrængende opfordre regeringen til at tænke sig om igen og rette op på, hvad der kun kan være en uigennemtænkt fejl, siger forbundsformanden for FOA.

Mindst mulig betydning, står der overalt. Og så ender man alligevel i det her lovforslag, som jo bare er det seneste, med at konkludere, at integrationsansvaret dog fortsat vil påhvile den kommune, hvortil flygtningen er visiteret. Med andre ord: De skal ikke integreres, men kommunerne skal alligevel integrere alle. Så vi har lige givet kommunerne en lang række nye problemer, men vi forventer, at de løser dem alle, bare med lidt sværere vilkår. Så kan vi skælde dem ud bagefter.

Men det synes bare generelt at være linjen. Der siges i talerne pæne ord om integration og værdien af at tage Danmark til sig, men det modarbejdes, når man når frem til forhandlingsbordet med Dansk Folkeparti. For man ved jo godt i regeringen, at arbejde, uddannelse og tilegnelse af sprog, som vi lige har debatteret, ikke bare er en del af integrationen – det er nøglen til integrationen. Og alligevel er det så Dansk Folkeparti, der dikterer, sådan at man nu fortæller mennesker, der er flygtet hertil: I skal absolut ikke integrere jer, men I skal gøre det alligevel - ellers vanker der. Det giver ikke rigtig mening, og slet ikke, når vi ser på den gruppe flygtninge, vi har bedst dokumentation for fra tidligere, nemlig dem, der kom fra det tidligere Jugoslavien i 1990'erne. Der ved vi, at det var dem, der var bedst integreret – dem, der uddannede sig, arbejdede og integrerede sig – som tog hjem.

Tak for ordførertalen. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i rækken til hr. Holger K. Nielsen.

Debatten i dag handler om værdipolitik. Det synes jeg som udgangspunkt sådan set er et udmærket tema at diskutere. Jeg har selv i tidens løb både sagt og skrevet meget om det og synes, det er en vigtig del af den politiske debat. Men for mig har værdipolitik jo noget at gøre med, at man ligesom definerer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvad der er godt, hvad der er skidt. Jeg tror, det er udmærket, at man i den politiske diskussion har en orientering i den retning.

Men det er jo ikke det, det handler om i dag, som man kan forstå i hvert fald af debatten indtil nu og den måde, forespørgslen er lagt op på. Det handler om, at man skal diskutere danske værdier, man skal afgrænse sig i forhold til det fremmede. Det er efter min mening en alt, alt for snæver tilgang til den diskussion, og det er ærgerligt, at det er blevet sådan, men sådan er det jo desværre blevet. Når man taler værdipolitik, handler det om, hvordan man kan genere de fremmede mest muligt, og det er desværre sådan blevet ganske almindeligt accepteret her i Folketinget. Det kunne jo lige så godt handle om demokratiske værdier, det kunne handle om moralske værdier, det kunne handle om, hvordan man behandler andre mennesker på en ordentlig måde. Værdier burde være andet og mere, end hvordan man generer de fremmede i vores land. Men sådan er det desværre blevet.

Men det handler som sagt meget om Danmark og det danske. Det kan jeg forstå på bl.a. Venstres ordfører at han lægger meget vægt på, og det gør Dansk Folkeparti: danske værdier, Danmark. Men Danmark er jo heller ikke noget helt entydigt. Det er mange forskellige ting. Jeg ved ikke, om man kan huske – det er der ikke så mange der kan, men i hvert fald ved vi det – at da Poul Henningsen i 1935 lavede sin Danmarksfilm, blev der en enorm ballade. Man havde forestillet sig, at det skulle være en film, der handlede om bøgetræer og unge danske mænd, som lavede gymnastik, og som sang, og om bondegårde, der stod sundt og dejligt ude på landet. Men det handlede i stedet for om folk, der arbejdede, om maskiner, om et landbrug, hvor det ikke var romantisk, men hvor det faktisk var ret træls med arbejdet og maskiner osv. – altså, folk, der gik på arbejde, ikke det der romantiske billede, som man var vant til. Det gav en enorm ballade. Men det var jo også en del af Danmark, Poul Henningsen beskrev der i 1935.

Sådan er det jo stadig væk også. Det Danmark, som nogen forsøger at beskrive, er jo rigtigt nok, men det er jo ikke hele sandheden. Jeg tror virkelig, det er vigtigt – og det er jo dér, jeg anholder den måde, man diskuterer på – at man, når man diskuterer danske værdier, ikke har et absolut udgangspunkt for det. Det er mange forskellige ting. Det er ganske rigtigt dem, der går i kirke, dem, der opfatter kristendommen som det vigtigste; men det er også dem, der opfatter socialismen som det vigtigste; dem, der går til 1. maj-møder; dem, som sidder på et værtshus nede på Sydhavnen; dem, som går til gymnastik i forsamlingshuset; dem, som går til spejder; dem, som går til fodbold. Det er jo et facetteret billede, vi har, af Danmark, og det er jo de mennesker, der bor i Danmark, der udfylder det. Det er jo ikke en eller anden abstrakt vision om det, en abstrakt tanke, der ligger om, at danskheden er sådan og sådan. Danskheden er de mange mennesker, der lever i vores land, som også Poul Henningsen beskrev i sin film fra 1935.

Tænk, hvis vi kunne få det udgangspunkt og ligesom få fat på nogle fælles ting dér – og det er jo meget demokrati, og det er for mig at se også tolerance, at man respekterer det anderledes, idet man holder fast i det, som er ens egen historiske og kulturelle baggrund. Der er som sagt ikke nogen faste formler for det, og vi burde kunne få det som udgangspunkt og diskutere den påvirkning, der kommer udefra, på det grundlag og ligesom sige, at der da er problemer, når der kommer så mange fremmede til vores land. Der er da problemer, når der bliver stillet krav, som man ikke er vant til. Der er da problemer for de mennesker, der har boet i et område, hvor de føler, at det er deres område, og så kommer der lige pludselig nogle andre kulturelle værdier ind. Men det er noget, som man godt kan håndtere, som også statsministeren sagde for ikke så længe siden. Det er en fælles udfordring, vi har i vores land. Og i stedet for at diskutere ud fra had og ud fra afgrænsning synes jeg, man skal diskutere ud fra en konstruktiv tilgang.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Martin Henriksen.

Nu sluttede hr. Holger K. Nielsen også af med at tale om had. Bare for god ordens skyld: Det her handler ikke om had. Det handler om kærlighed til fædrelandet; det er en smuk ting. Det handler heller ikke om at genere nogen, som hr. Holger K. Nielsen var inde på. Det handler om at passe på noget. Det er jo sådan set det, det handler om. Og folk, der kommer til vores land og skal være her permanent, er da velkomne til at tage Danmark til sig. De er da velkomne til at tage dansk kultur til sig, hvis det ellers er her, deres fremtid er. Det er de da velkomne til.

Problemet er jo, at der er for mange, der ikke gør det. Det har nu også været sagt, at der er nogle, der gør det, men problemet er jo, at der er for mange, der ikke gør det. Så det er bare en serviceoplysning, hvis der skulle være nogle misforståelser hos hr. Holger K. Nielsen og SF. Det er ikke for at genere nogen. Det er for at passe på noget, at vi gør det.

Ordføreren.

Det er vi da meget enige i. Selvfølgelig skal vi da passe på det, vi holder af i vores land, men hvis man ved det kommer til at smide barnet ud med badevandet, om jeg så må sige, fjerner man det, som jeg synes også er meget, meget fundamentalt ved det danske demokrati, og det er respekt for mindretal, og det er, at man har tolerance i forhold til anderledestænkende. Det har altid været en del af det, jeg vil kalde det danske – altid. Det er klart, at der kan komme en ubalance der, for det betyder jo ikke, at man skal anerkende alt. Det er klart. Det er jo ikke det, der ligger i det, men i det, at man så ryger ud i et fanatisk had til det, man ikke bryder sig om, er der altså en forskel.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg synes, hr. Holger K. Nielsen har udviklet en mærkelig måde at argumentere på. Der er ikke tale om had, og derfor er der heller ikke tale om fanatisk had. Jeg synes generelt ikke, man skal gå rundt og hade andre mennesker, det kommer der sådan set ikke rigtig noget fornuftigt ud af. Hr. Holger K. Nielsen taler om, at der skal være respekt for anderledestænkende, og det skal der selvfølgelig være, men problemet er, at hvis du kigger på nogle af de muslimske miljøer i Danmark, som jo er voksende, er et af de problemer, der er i de miljøer, faktisk, at der i de miljøer er meget, meget lidt respekt for anderledestænkende. Der er en meget, meget tung og omfangsrig social og religiøs kontrol, og det er det, vi skal gøre op med, for det er jo det, der er i strid med vores kultur og med vores værdier. Det bidrager man jo ikke til at løse, hvis det er, man bare er tilhænger af, at der kommer endnu flere til landet fra de lande.

Tak. Så er det hr. Holger K. Nielsen. Værsgo.

Det er jeg da fuldstændig enig i, og det var da også en meget væsentlig grund til, at vi støttede dele af ghettopakken. Jeg mener faktisk, at ghettoisering i vores samfund er et problem, at det er et problem, at der er nogle kulturelle mønstre i visse miljøer, som er stik imod det, som jeg mener bør være det, man arbejder ud fra her i Danmark, for det er en gammeldags kultur, som står i modsætning til den kultur, som jeg mener vi bør arbejde ud fra. Undertrykkelse af kvinder og social kontrol skal vi da gøre op med. Derfor var vi også enige i dele af ghettopakken, for ghettoisering er en del af det. Jeg er fuldstændig enig i det.

Så er det hr. Mattias Tesfaye.

Tak. Jeg kan huske, at min mor og min far tit diskuterede, da jeg var barn. Hvis f.eks. børnehaven lukkede kl. 17, og min far så hentede mig 17.15 og ikke kunne forstå, at der var en sur pædagog, var det, fordi han havde svært ved at afkode, om det der med lukketid nu var noget, danskerne krævede, eller om det bare var sådan en henstilling om, at det var der omkring, børnehaven lukkede. Han syntes i det hele taget, at det var svært rigtig at afkode, hvad det danske samfund egentlig forventede – måske fordi vi siger mange ting mellem linjerne i det danske samfund. Det tror jeg vi alle sammen er blevet klogere på igennem nogle årtier, altså at tingene skal siges præcist og kontant, så folk forstår, hvad det er, vi forventer af hinanden, og hvad det er, man skal leve op til.

Det er det, vi har forsøgt at sige i vores forslag til vedtagelse:

»Folketinget ønsker derfor at føre en politik, der sikrer, at indvandrere tilegner sig det danske sprog og hurtigst muligt kommer i arbejde. Derudover ønsker Folketinget at bekæmpe tendenser til parallelsamfund og social kontrol, der indskrænker frihedsrettigheder for nogle befolkningsgrupper.«

Det er det, vi mener, at vi med rimelighed kan forvente af hinanden i det danske samfund. For jeg er med på, at kulturen selvfølgelig har forandret sig, og den har forandret sig siden PH lavede sin film i mellemkrigstiden, men dermed kan vi jo ikke bare opløse alting i ligegyldigheder. Der må jo trods alt være noget, vi kan forvente af hinanden. Er det ikke det her, vi kan forvente af hinanden?

Hr. Holger K. Nielsen.

Jeg er fuldstændig enig.

Hr. Mattias Tesfaye.

Det er jeg rigtig glad for, for jeg har været ude og samle opbakning til vores forslag til vedtagelse og arbejder jo hårdt på at få 90 mandater bag det. Kan vi forvente, at SF's mandater bakker op om det?

Hr. Holger K. Nielsen.

Det tror jeg godt vi kan, ja.

Med det siger vi tak til hr. Holger K. Nielsen. Og så er det hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg er meget uenig med SF's ordfører i, at man ikke kan tale om Danmark som noget entydigt. Der er kun ét Danmark i verden, og det er i Danmark. Men man kan godt tale om forskellige måder at være dansker på, og det er noget helt andet. Det at være forskelligt danske er noget, der er plads til i Danmark, men det, der er vigtigt, er, at alle bygger deres fundament eller har deres ståsted på de grundlæggende danske frihedsværdier. Og selvfølgelig kan man tale om de grundlæggende danske frihedsværdier. Det er bl.a. retten til at tænke frit, skrive frit, tegne frit, retten til at bestemme over eget liv, egen krop og seksualitet, uddannelse, ægteskab og fremtid. Det mener jeg er vigtigt at holde fast i.

Jeg synes, det er et enormt vigtigt emne og en vigtig debat, der bliver taget her i dag, og som Dansk Folkeparti har taget initiativ til. Jeg synes, det er vigtigt, at vi indimellem gør status på det her meget vigtige område, indvandring og integration, som er et område, som optager rigtig, rigtig mange danskere.

Jeg vil gerne starte med at konstatere, at vi i Det Konservative Folkeparti er helt enige i regeringens linje. Danmark er et lille land, og vi har en smertegrænse for, hvor mange der bliver lukket ind, og hvor mange man har mulighed for at integrere. Det er enormt vigtigt, at det her samfund kan følge med i forhold til antallet.

Indvandringen til Danmark er slået fejl, især på to områder. Alt for mange af dem med mellemøstlig eller nordafrikansk baggrund ser sig ofte i konstant opposition til Danmark, danskerne og de danske frihedsværdier, og alt for mange har i alt for lang tid været på kontanthjælp eller førtidspension. Og det er en giftig cocktail. Og så har vi accepteret at give plads til ghettoer, som domineres af stor arbejdsløshed, social kontrol, kriminalitet og fundamentalisme. Og det er ganske uacceptabelt, at der i Danmark findes områder, hvor de danske frihedsværdier ikke er dominerende. I Danmark bør de danske frihedsværdier dominere overalt. Det bør ikke komme som en overraskelse for nogen, at Danmark er et unikt land med unikke frihedstraditioner og et unikt velfærdssamfund, og det ønsker vi alle sammen at værne om og bevare.

Det er bl.a. derfor, at der har været en del stramninger på det seneste, som har været relevante og på sin plads. Nogle af de stramninger er blevet betegnet som symbolpolitik, og jeg ved ikke hvad, bl.a. håndtrykket og det om burka. For mig handler de ikke om holdninger – håndtrykket og burka – det er handlinger. Vi lovgiver ikke mod holdninger, men mod handlinger. Derfor er regeringens opgør med ghettoerne også vigtigt.

Det bliver ikke let, det bliver et langt, sejt træk, men hvis vi fastholder den strenge rets- og udlændingepolitik kombineret med en tidlig indsats over for børnene, så tror jeg godt, at det kan lykkes. Et stærkt sammenhængende Danmark kræver, at vi værner om de grundlæggende demokratiske frihedsværdier. Og det er ikke nok blot at overholde dansk lovgivning, hvis man ønsker at blive en del af det danske samfund. Vi er nødt til at kræve total assimilation i forhold til de grundlæggende værdier, og en grundlæggende forståelse for dansk kultur, historie og sprog er også nødvendigt.

Vil man bo og leve i Danmark, skal man lære dansk. Det er i høj grad af hensyn til sammenhængskraften. Vi er et lille land, og vi skal kunne forstå, hvad hinanden siger. Ved at stille krav om danskundervisning til nyankomne sikrer vi fremadrettet bedre forudsætninger for integrationen.

Endelig stiller vi i Det Konservative Folkeparti krav om, at udlændinge hurtigst muligt bliver selvforsørgende. Man skal ikke kunne leve hverken et halvt eller et helt liv på offentlig forsørgelse, hvis man kan arbejde. Og der er desværre en del, som kan, men som ikke vil, og det skal vi ikke acceptere – slet ikke på skatteborgernes vegne. Hvis ikke vi værner om vores fælles skattekroner, udhuler vi vores velfærdssamfund og den gensidige solidaritet. Så vokser mistroen mennesker imellem. Kan man bidrage, skal man bidrage.

Hvis indvandrere tilslutter sig de grundlæggende danske frihedsværdier, arbejder, lærer dansk, gør deres børn til danske, så bliver de omfavnet og imødekommet, og der er faktisk mange, der vil Danmark og bidrager positivt til Danmark. Dem skal vi omfavne. Dem, der hele tiden brokker sig og er i opposition til det omgivende samfund, dem, med meget bøvl, skal vi altså være kompromisløse over for. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor siger vi tak til ordføreren. Så er det statsministeren.

Tak for det, tak for debatten. Jeg har ladet mine papirer ligge dernede, for jeg er sådan lidt i tvivl om, hvordan jeg egentlig skal runde det her af. En mulighed var jo sådan at sige, at det har været en god og fin og nuanceret debat, der i sig selv jo er et eksempel på det, vi har talt om, nemlig kerneværdier i det danske samfund. Vi taler pænt til hinanden og om hinanden og den slags ting. Og det har jeg jo så sagt.

Noget andet er, at når man sidder og lytter, tænker man: Hvor fører alt det her hen, fordi der jo synes at være sådan en slags konsensus om, at antal betyder noget? Men lige så snart man så begynder at tale om at tage nogle skridt for så at sikre, at antallet altså ikke bliver for stort, så er det, ligesom om kæden springer af, og så går der en eller anden form for sådan sproglig skyttegravskrig i det, hvor folk begynder at betvivle hinandens hensigter. Jeg forstår det egentlig ikke.

Jeg forsøger i hvert fald selv, synes jeg, at have et balanceret billede af, at der er forskellige ting, vi er nødt til at iagttage på en og samme tid. Jeg er fuldstændig enig i det, hr. Henrik Dahl sagde omkring de historiske fejl. De er jo så begået, og det kan vi ikke rette op på. Derfor kan det ikke nytte noget – og det mener jeg så heller ikke at hr. Henrik Dahl på nogen måde gør sig skyldig i – at vi har den tilgang til det, at vi hænger fast i fortiden og siger: Hvis bare de ikke havde begået de fejl og lukket så mange ind, ville vi have været et andet sted i dag, og så ville vi være nogle problemer kvit. Det fører os ingen steder hen. Det er sådan den ene ting.

Den anden ting er, at vi jo er nødt til at erkende og anerkende, at vi har nogle udfordringer, som er til at få øje på – og flere forskellige har italesat det: Hr. Martin Henriksen, mit eget partis ordfører og hr. Mattias Tesfaye. Der sker et eller andet med et land, hvis den fælles referenceramme smuldrer – det gør der. Og så kan det altså ikke nytte noget, at man som nogle af venstrefløjens repræsentanter i den her debat ligesom bare taler frisind og alt-er-lige-godt op. Der sker noget med et land, hvis den fælles referenceramme smuldrer.

Vi kan ikke lovgive os til alting, og et eksempel på det er den danske friskoletradition, som er unik, også når man rejser ud, og som jo i virkeligheden også har været relativt ubureaukratisk, og som er ret fantastisk ved, at man for hinandens skattepenge så at sige kan flytte sit barn andre steder hen og vælge skole for sit barn. Men det hviler jo så også på, at der er et eller andet livssyn nede bagved, som vi har i fællig – Kolds og Grundtvigs skolesyn. Og når vi så pludselig oplever, at der er folk i landet, som tager den her frihedstradition til sig, men altså bruger den imod hensigten ved ikke at oplyse deres børn, men formørke deres børn, så udfordrer det os på alle dimensioner.

Folketinget reagerer og reagerer klogt. Vi laver kontrol, vi laver regler osv., og langsomt begynder vi så i virkeligheden at flytte vores land et sted hen, hvor vi ikke rigtig, altså os, der var her først – undskyld min terminologi – kan genkende det, fordi vi jo ikke ønsker den der form for kontrol og bureaukrati og tilsyn. Jeg nævner bare det her som ét eksempel på, hvad der sker, hvis ikke vi sørger for at have en eller anden form for homogenitet i behold, en eller anden form for fælles referenceramme.

Derfor er det jo relevant, når hr. Mattias Tesfaye tager det der Kim Larsen-eksempel frem som en illustration af, at der altså er mennesker i det her land, som refererer et andet sted hen, end de fleste gør.

Det er jo ikke nogen enkel sag at løse det, og jeg tror, at det for det første kræver, at man har en nuanceret analyse, og at man for det andet så sætter ind alle steder. Det er i hvert fald også det, der har været regeringens strategi – mest tydeligt jo udtrykt omkring ghettoplanerne, som jo er første gang, vi for alvor fuldskala har forsøgt at tage alle politiske værktøjer i brug på en og samme tid; altså ikke kun angribe det her boligpolitisk, ikke kun angribe det arbejdsmarkedspolitisk eller socialpolitisk eller uddannelsespolitisk, men gøre det hele horisontalt, altså samtidig i stor skala for at se, om det ikke kan skabe et indtryk. Og vi er nødt til at gøre mere af den slags.

Men først og sidst er vi jo nødt til at forstå, at hvis vi lader problemerne vokse og øger tilstrømningen, mister vi rent logisk vores evne til at løse de udfordringer, der allerede er hobet op.

Her går der så en eller anden beklagelig skillelinje ned i Folketingssalen alligevel. Den går måske ikke helt, hvor den altid har gået, men den går mellem dem, som teoretisk siger, at selvfølgelig betyder antal ikke noget, og som bliver sådan lidt sure, hver gang nogle så siger, om de så vil lukke alle ind – for selvfølgelig vil de ikke lukke alle ind, men der er bare ikke nogen værktøjer til, hvad vi skal gøre for ikke at lukke alle ind – og så det flertal, hvor jeg da glæder mig over, at det synes at være et styrket flertal over tid, som siger, at vi er nødt til også at træffe nogle tunge beslutninger, selv om det er svært, nemlig at sørge for, at det midlertidige er midlertidigt, at der skal gælde skrappe krav for at få statsborgerskab, at der skal gælde skrappe krav for at få ægtefællesammenføring og familiesammenføring. For vi er nødt til at passe på Danmark. Og den skillelinje er der jo stadig væk.

Så synes jeg jo, at vi er så langt fra næste folketingsvalg, at jeg så ikke her vil fortabe mig i en eller anden analyse om, hvor galt det kan gå, hvis flertallet skifter og nogen, der vil have min post, pludselig bliver afhængig af nogle af dem, der her i salen i dag har sagt, hvad de har sagt. Det vil jeg slet ikke kaste mig ud i, for det kunne bare skabe et indtryk af, at vi er i en eller anden valgkampssituation – og det er vi jo ikke. Så jeg tror, jeg vil stoppe her og så sige tak for debatten.

Der er en enkelt kort bemærkning til statsministeren fra hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Jeg syntes, statsministeren havde gode pointer – ikke dem alle sammen, men nogle af dem var gode. Jeg kunne godt tænke mig at stille et spørgsmål, som jeg også startede debatten med at stille, men hvor statsministeren så ikke havde lejlighed til at svare på det, fordi tiden løb ud. Sådan kan det jo gå.

Spørgsmålet var, om statsministeren anerkender, at der er danskere, som føler sig fremmede i deres eget land. Hvis statsministeren anerkender, at det forholder sig sådan, hvordan mener statsministeren så, at vi bedst imødegår den utryghed og de bekymringer, som der er nogle danskere der har? Jeg nævnte så et eksempel, som kunne være i forhold til befolkningsudviklingen. Der kommer jo med jævne mellemrum statistikker fra Danmarks Statistik med befolkningsfremskrivninger osv., som viser, at andelen med indvandrerbaggrund stiger og stiger. Anerkender ministeren, at der er de bekymringer hos en del danskere i det danske samfund – at de simpelt hen føler sig fremmedgjorte i deres eget land, i hvert fald i visse områder?

Statsministeren.

Jamen det har jeg ingen problemer med at anerkende, for det er rimeligvis et faktum, at mennesker har det sådan. Det har jeg også lejlighedsvis selv.

Det kan jo ikke nytte noget, at vi ligesom skjuler problemerne. Hvis man går ind i vores kriminalforsorg og ser, hvem der besætter vores fængsler – det er et forkert udtryk at sige besætter vores fængsler, men hvem der sidder i vores fængsler – og ser det kriminalitetsmønster, vi har, så kan man jo se, at det vender skævt, i forhold til hvad det statistisk set burde gøre, når man ser på vores befolkningssammensætning. Når man – og det tør man jo næsten ikke sige højt – f.eks. arbejder med drenge, der falder af udviklingen og har svært ved at få fodfæste i vores uddannelsessystem, så er der en voldsom skævhed i det etnicitetsmæssigt.

Så der er rigtig, rigtig mange steder, hvor vi har rigtige problemer. Det er også derfor, vi skal løse dem. Vi skal bare passe på, at vi ikke falder i den grøft, hvor vi siger, at vi bare får dem til at gå væk ved at få de mennesker til at gå væk. Vi har jo et politisk ansvar på det her sted i danmarkshistorien, hvor andre før os har truffet nogle beslutninger, der gør, at antallet af folk med ikkevestlig baggrund altså er vokset i min levetid fra næsten ingen til en halv million. Det kan vi ikke rulle baglæns.

Tak. Så er det hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Det er også nogle gode eksempler, som statsministeren kommer med her. Det er jo rigtigt nok, at der har vi været med til i fællesskab at tage en masse gode tiltag. Det kan være ghettoplaner, og det kan være andre ting. Men i Dansk Folkeparti tror vi ikke på, at det er nok.

Nu skal jeg nok lade være med at spørge ind til, hvorfor regeringen så ikke kan støtte Dansk Folkepartis forslag til vedtagelse, der handler om et asylstop, hvis statsministeren gerne vil så tæt på nul som overhovedet muligt. Men mener statsministeren så, at der set i lyset af de udfordringer, som statsministeren nævner her, er behov for, at man seriøst arbejder videre med nye, konkrete tiltag, som har som målsætning at begrænse tilstrømningen – f.eks. at tage asyltilstrømningen og via familiesammenføringsreglerne at reducere tilstrømningen yderligere? Er det et mål for regeringen, at den tilstrømning skal endnu længere ned?

Statsministeren, værsgo.

Ja, og jeg vil også gerne svare på det, der så ikke blev spurgt om, altså hvorfor vi ikke bare siger asylstop ved grænsen. Det er jo, fordi der også er både nogle andre værdier, der er danske, og nogle andre interesser, der er danske. Det er en grundlæggende dansk interesse, at vi bekender os til en international retsorden. Derfor vil man ikke få mig til at lave konventionsbrud. Og det ligger ikke inden for rammerne af konventionerne at afvise folk ved grænsen.

Det er en dansk interesse, at vi holder os inde i det internationale samarbejde. Det er sådan set også det, der er en del af løsningen. For ligesom jeg er stolt af de stramninger, vi har lavet, der har gjort, at Danmark altså har rykket sig fra at være Europas femtemest til Europas sekstendemest søgte asyldestination, så er den anden side af den mønt jo, at det også er på grund af et internationalt arbejde, at det her er lykkedes. Det er også på grund af et internationalt arbejde, at vi har fået Sam Mansour sendt tilbage til Marokko. Derfor ønsker jeg sådan set at placere Danmark på den rigtige side af den streg, når vi snakker konventioner.

Tak for det. Så er det fru Carolina Magdalene Maier.

Tak. Det er vel også på grund af Tyrkietaftalen, at tilstrømningen i det hele taget er blevet mindre. Det tror jeg godt at vi kan blive enige om. Men jeg har sådan set et andet spørgsmål, for nu følte jeg mig lidt truffet af kritikken i forhold til det med at sige, at vi ikke kan lukke alle ind, og at vi så ikke vil levere nogle løsninger. Jeg synes jo bare, at jeg vil holde fast i, og det håber jeg da at statsministeren er enig med mig i, at den optimale løsning af den til enhver tid værende flygtningekrise – nu har vi ikke nogen lige nu, men det kan være, at der kommer en om 1 år, 2 år eller 5 år – må være en fælleseuropæisk løsning og en fælleseuropæisk fordelingspolitik, frem for at de enkelte stater begynder at lave deres egne løsninger. Er statsministeren ikke enig med mig i, at den optimale løsning, og jeg ved godt, det er svært, men det betyder ikke, at man ikke skal arbejde for det, er en fælleseuropæisk løsning i forhold til de flygtningestrømme, der måtte komme?

Statsministeren.

Vi har da fuldstændig den samme flygtningekrise, som vi havde for 3 år siden og for 2 år siden, og som vi også har om 1 år og om 4 år, fordi der dels er lande i krig, dels er lande, der har en levestandard, der er meget lavere end vores. Derfor er der en enorm, og det kan man godt forstå, appetit på at flytte sig.

Så når der ikke kommer mange til Europa i øjeblikket, er det jo ikke, fordi de underliggende faktorer, der skaber migrationspresset, er forsvundet. Så er det, fordi der er nogle, der er begyndt at gøre noget ved dem. Altså, der er sluttet en EU-Tyrkiet-aftale, der gør, at de syriske flygtninge bliver i Tyrkiet i milliontal og ikke kommer til EU. Det er jo ikke, fordi der er kommet fred i Syrien. Danmark bidrager i et samarbejde som nummer tre land efter Italien og Tyskland til EU's Trust Fund for Africa med rigtige menneskepenge – vi bidrager altså som den tredje mest villige bidragsyder. Der er vel 40.000-50.000 mennesker, der er kommet hele vejen op gennem Afrika til Libyen, som er blevet vendt rundt og kørt tilbage. Så det er jo ikke, fordi faktorerne ikke er der.

Det er jo derfor, at jeg helt ærligt må sige, at det, Alternativet siger med, at vi bare skal løse det, bliver lidt for blødt, når der ikke er nogen villighed til at løse det. Man er nok nødt til at få hånden lidt på kogepladen her, for ellers så kommer tallet ikke under kontrol. Folk vil gerne komme, hvis de får lov.

Så er det fru Carolina Magdalene Maier.

Men det er jo ikke rigtigt, at der ikke er nogen vilje til at løse det. Men viljen hos os ligger bare på et europæisk pres, et pres på EU. Jeg ved godt, at det er svært, og det var også det, jeg prøvede at tilkendegive før, men så må statsministeren fortælle mig, hvad han foretrækker. Nu nævnte hr. Mattias Tesfaye jo Socialdemokratiets eget udlændingeudspil, der kom i foråret, mener jeg det var, som jo er en national dansk løsning, hvor vi så køber plads i et eller andet nordafrikansk land, for at man skal lave asylbehandlingen der. Vi vil ikke engang lave asylbehandlingen i Danmark. Foretrækker statsministeren sådan en løsning i Danmark frem for en løsning, hvor vi presser på i EU, får lavet en fælleseuropæisk fordelingsnøgle og tager det antal, som vi så skal ud fra den fordelingsnøgle, og laver asylbehandlingen her, fordi det trods alt nok er det, som vi som en del af et europæisk samarbejde også forpligter os til?

Statsministeren.

Men hvad er det for tal, som Alternativet synes man skulle tage? Det vil jeg da gerne lige høre om på et tidspunkt. Jeg foretrækker realistiske løsninger. Det er noget, der flytter noget i nuet. Og jeg kan holde alle mulige store foredrag om, hvad der var de ideelt set rigtige løsninger. De ideelt set rigtige løsninger var, at vi fik et samspil med Afrika, der gjorde, at der ikke var nogen afrikanere, der havde lyst til at flytte sig, og vi fik en international indsats omkring konflikterne i Mellemøsten, så de ikke sprang ud i krig. Men det kan vi nok ikke sidde og vente på, for så god er verden nok ikke.

Den næstbedste løsning var selvfølgelig, at vi havde så meget styr på EU's ydre grænser, at ingen krydsede dem, og at vi havde et fælleseuropæisk engagement i vores nærområder, der gjorde, at folk kunne bo under rimelige vilkår i deres egne nærområder, indtil de kunne vende hjem, og så kunne vi så overveje land for land at tage nogle FN-kvoteflygtninge ind. Men det kan vi nok heller ikke sidde og vente på.

Derfor bliver den tredjebedste løsning virkelighedens løsning. Det bliver en kombination af at gribe ud efter det, vi kan gøre, og en del af det er at stramme dansk lovgivning. Det er jo derfor, at vi er gået fra at være den femte mest populære asyldestination, da jeg blev statsminister, til nu at ligge på en sekstendeplads.

Så siger vi tak til statsministeren. Vi slutter debatten med ordføreren for forslagsstillerne, hr. Martin Henriksen.

Tak for ordet. Jeg synes, det har været en god debat med gode bemærkninger, men selvfølgelig også mindre gode bemærkninger, men sådan er det jo. Tak til statsministeren og forskellige ordførere for deres indlæg i debatten. Når vi har rejst forespørgselsdebatten fra Dansk Folkepartis side, er det et forsøg på at tage de mange danskeres bekymringer alvorligt, også de danskere, som føler, at de i nogle områder er fremmedgjort i deres eget land, hvilket selvfølgelig ikke er rimeligt. Det er udtryk for et ønske om at modgå den nuværende udvikling, hvor Danmark desværre på en række områder bliver mere og mere muslimsk. Det tager vi alvorligt i Dansk Folkeparti, og vi mener, at andre bør tage det lige så alvorligt.

Først som sidst handler det om at bevare og at værne om det, der binder os sammen som folk, som danskere, og det er selvfølgelig nogle grundlæggende værdier. Det er vores kultur, det er vores traditioner, det er vores demokrati, folkestyre, og det er det, der er rammen, og det er også det, der er grundlaget, og det skal vi passe på. Et af redskaberne til at nå målet er flere udlændingepolitiske stramninger, og det mener vi i Dansk Folkeparti slet ikke man kan komme uden om. I den forbindelse er det godt, at statsministeren sagde, at asyltallet skal så tæt på nul som muligt, men hvorfor regeringen så ikke vil støtte et asylstop, kan være svært at forstå, for det kan jo faktisk godt rummes inden for FN's flygtningekonvention, hvis man beslutter at indrette det på den måde, at man afviser asylansøgere ved grænsen, som vi synes man skal gøre sammen med en række andre initiativer. Men det tør jeg godt love vi vender tilbage til på et andet tidspunkt. Så for den her gang vil jeg bare sige tak for debatten.

Vi siger tak til hr. Martin Henriksen.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 31. januar 2019.

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

7) Forespørgsel nr. F 2:

Forespørgsel til statsministeren:

Af Martin Henriksen (DF) og Christian Langballe (DF).

(Anmeldelse 03.10.2018. Fremme 09.10.2018).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 31. januar 2019.

Hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti, for en begrundelse. Værsgo.

Tak for det. Så er det statsministeren for en besvarelse.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for traditionen tro at tage initiativ til en forespørgselsdebat om de danske værdier.

Tak for det. Og der er et par korte bemærkninger til statsministeren. Først hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Værsgo.

Værsgo til fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Værsgo, statsministeren.

Fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Statsministeren nævnte flere gange i sin tale ordet frisind som en af de bærende danske værdier. Det er jeg jo helt enig med statsministeren i den er.

Værsgo.

Ordføreren for forespørgerne, hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Så er der et forslag til vedtagelse, og det er på vegne af Dansk Folkeparti.

Forslag til vedtagelse

»Det er Folketingets opfattelse, at en restriktiv indvandringspolitik er nødvendig for at værne om danske værdier.

(Forslag til vedtagelse nr. V 60).

Tak for det, og forslaget til vedtagelse indgår i de videre forhandlinger.

Så er det fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Værsgo.

Carolina Magdalene Maier.

Værsgo.

Godt, tak for det. Så er der ikke flere spørgsmål til ordføreren i denne omgang, og så er det hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet.

Så har jeg et forslag til vedtagelse på vegne af Socialdemokratiet:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 61).

Der kommer et mere læseligt og renskrevet forslag lige om lidt, og det indgår i den videre debat. Tak.

Så er det hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Værsgo.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Værsgo.

Fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti, værsgo.

Har Socialdemokratiet overhovedet baglandet med sig, i tilfælde af at man skulle vinde et folketingsvalg, og i givet fald, hvad vil man så gøre ved de borgmestre derude?

Værsgo.

Fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti... Nej. Undskyld! Fru Pernille Bendixen, værsgo.

Er hr. Mattias Tesfaye ikke enig med mig i, at man bliver nødt til at tage fat i den enkelte for at få rettet op på det her?

Værsgo.

Fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Det, jeg manglede i ordførertalen, var at sætte ord på, hvad det er for en frihedsfjendsk ideologi, der i dag truer det værdimæssige fællesskab, det frihedsfællesskab, vi har, i Danmark.

Så derfor vil jeg godt bede ordføreren om at sætte ord på de to ting.

Værsgo.

For Socialdemokratiet er det vigtigt, at vi ikke er i krig med islam. Vi er i kamp for demokrati. Vi må ikke ende i en religionskrig her.

Fru Marie Krarup.

Værsgo.

Men jeg mener ikke, at et tørklæde er udtryk for noget antidemokratisk, og derfor ser jeg ikke nogen grund til at indskrænke muligheden for at bære tørklæde i folkeskolen.

Fru Karina Due, Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Fru Karina Due.

Værsgo.

Hr. Jeppe Jacobsen, Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Hr. Jeppe Jacobsen, værsgo.

Værsgo.

Hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Hr. Martin Henriksen.

Tak. Værsgo.

Tak. Så er det hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Hr. Peter Kofod.

Værsgo.

Det er en ret fast Fru Mette Frederiksen-hånd, som også har fremlagt et udlændingeudspil, som jeg synes beskriver meget klart og præcist, hvad der er vores politik.

Tak. Så er der ikke flere spørgsmål. Vi går videre til næste ordfører, som er hr. Mads Fuglede, Venstre.

Tak for det. Der er et par spørgsmål. Fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Hvad vil ordføreren stille op med truslen fra islamisering i de danske institutioner?

Værsgo.

Fru Marie Krarup.

Er ordføreren ikke enig med mig i, at islamisering af det danske samfund er en trussel mod de danske værdier og en trussel mod den danske frihed?

Ordføreren.

Tak for det. Hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti? Nej, det er hr. Martin Henriksen. Værsgo.

Værsgo.

Så er det fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Fru Pernille Bendixen.

Ordføreren.

Hr. Holger K. Nielsen.

Ordføreren.

Hr. Holger K. Nielsen.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Så er det fru Karina Due.

Ordføreren.

Fru Karina Due.

Jeg kan have respekt for det synspunkt, at hvis man har lyst til at spise halal, så skal man have lov til det. Men skal jeg som dansker og som kristen ikke have lov til at kunne fravælge det?

Ordføreren.

Men som jeg opfatter det, er der mulighed for helt frit selv at vælge i et supermarked, hvad man vil spise. Og så kan man jo vælge halal fra.

Så er det hr. Jeppe Jakobsen.

Ordføreren.

Hr. Jeppe Jakobsen.

Ordføreren.

Så er det hr. Peter Kofod.

Tak for det. Jeg vil bare høre, om Venstre går ind for det multikulturelle samfund.

Ordføreren.

Hr. Peter Kofod.

Ordføreren.

Så siger vi tak til Venstres ordfører, hr. Mads Fuglede, og går videre i ordførerrækken til fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Martin Henriksen.

Ordføreren.

Hr. Martin Henriksen.

Så er det korrekt forstået, at Enhedslisten synes, at man skal begrænse kristendommens indflydelse i samfundet, og når det handler om islams indflydelse, er det mere okay?

Ordføreren.

Så er det fru Marie Krarup.

Værsgo til ordføreren.

Fru Marie Krarup.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Så er det hr. Jeppe Jakobsen.

Ordføreren.

Jamen jeg er da enig i, at vi skal stoppe med at dele folk op efter hudfarve. Men jeg tager sådan set ikke afstand fra Alternativet.

Så er det hr. Peter Kofod.

Ordføreren.

Hr. Peter Kofod.

Ordføreren.

Jeg beklager simpelt hen, hr. Peter Kofod, hvis det ikke er svar nok. Jeg må nok læse lidt op på den svenske flygtningepolitik til næste gang, jeg skal møde hr. Peter Kofod hernede i salen.

Så er det fru Pernille Bendixen.

Ordføreren.

Fru Pernille Bendixen.

Ordføreren.

Så siger vi tak til fru Rosa Lund og går videre i ordførerrækken til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak til hr. Henrik Dahl. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Martin Henriksen.

Ordføreren.

Jeg stoler på, at vi sagtens kan bevare det, som er vores danske værdisæt og frisind og hvad ved jeg, herunder den religion, jeg tror på. Jeg er ikke bange for det.

Hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Så er det ordføreren, værsgo.

Så er det fru Marie Krarup.

Ordføreren.

Fru Marie Krarup.

Tak! Så er det ordføreren. Værsgo.

Så er det hr. Mattias Tesfaye.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Tak. Hr. Mattias Tesfaye.

Ordføreren.

Tak. Så er det hr. Peter Kofod.

Ordføreren.

Hr. Peter Kofod.

Ordføreren.

Vi siger tak til fru Carolina Magdalene Maier. Og så er det fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Tak for ordførertalen. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i rækken til hr. Holger K. Nielsen.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Martin Henriksen.

Ordføreren.

Hr. Martin Henriksen.

Tak. Så er det hr. Holger K. Nielsen. Værsgo.

Så er det hr. Mattias Tesfaye.

Det er det, vi har forsøgt at sige i vores forslag til vedtagelse:

Hr. Holger K. Nielsen.

Jeg er fuldstændig enig.

Hr. Mattias Tesfaye.

Hr. Holger K. Nielsen.

Det tror jeg godt vi kan, ja.

Med det siger vi tak til hr. Holger K. Nielsen. Og så er det hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor siger vi tak til ordføreren. Så er det statsministeren.

Der er en enkelt kort bemærkning til statsministeren fra hr. Martin Henriksen.

Statsministeren.

Jamen det har jeg ingen problemer med at anerkende, for det er rimeligvis et faktum, at mennesker har det sådan. Det har jeg også lejlighedsvis selv.

Tak. Så er det hr. Martin Henriksen.

Statsministeren, værsgo.

Tak for det. Så er det fru Carolina Magdalene Maier.

Statsministeren.

Så er det fru Carolina Magdalene Maier.

Statsministeren.

Så siger vi tak til statsministeren. Vi slutter debatten med ordføreren for forslagsstillerne, hr. Martin Henriksen.

Vi siger tak til hr. Martin Henriksen.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 31. januar 2019.

Se video af alle taler

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for traditionen tro at tage initiativ til en forespørgselsdebat om de danske værdier.

Tak for det. Statsministeren nævnte flere gange i sin tale ordet frisind som en af de bærende danske værdier. Det er jeg jo helt enig med statsministeren i den er.

Så er der et forslag til vedtagelse, og det er på vegne af Dansk Folkeparti.

Forslag til vedtagelse

»Det er Folketingets opfattelse, at en restriktiv indvandringspolitik er nødvendig for at værne om danske værdier.

(Forslag til vedtagelse nr. V 60).

Så har jeg et forslag til vedtagelse på vegne af Socialdemokratiet:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 61).

For Socialdemokratiet er det vigtigt, at vi ikke er i krig med islam. Vi er i kamp for demokrati. Vi må ikke ende i en religionskrig her.

Hvad vil ordføreren stille op med truslen fra islamisering i de danske institutioner?

Det er det, vi har forsøgt at sige i vores forslag til vedtagelse:

Jamen det har jeg ingen problemer med at anerkende, for det er rimeligvis et faktum, at mennesker har det sådan. Det har jeg også lejlighedsvis selv.

Folketinget

Resumé

Om forespørgslen

Forhandling

Forslag til vedtagelse

F 2 Om regeringens værdipolitik med fokus på de udfordringer, der følger af indvandringen.

Forhandling den 29-01-2019

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling