B 99 Forslag til folketingsbeslutning om forhøjet dagpengesats til personer med langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet og lavere a-kassekontingent til dagpengemodtagere under 25 år.

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 08-02-2019

Fremsat: 08-02-2019

Fremsat den 8. februar 2019 af Karsten Hønge (SF), Kirsten Normann Andersen (SF) og Jacob Mark (SF)

20181_b99_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 8. februar 2019 af Karsten Hønge (SF), Kirsten Normann Andersen (SF) og Jacob Mark (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forhøjet dagpengesats til personer med langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet og lavere a-kassekontingent til dagpengemodtagere under 25 år

Folketinget pålægger regeringen i 2019 at fremsætte lovforslag, der forhøjer dagpengesatsen med 25 pct. i de første 2 måneders ledighed for personer, der har været i beskæftigelse i mindst 4 ud af de forudgående 5 år. Folketinget pålægger samtidig regeringen at fremsætte lovforslag, der halverer a-kassekontingentet for dagpengemodtagere under 25 år, der får halveret deres dagpengesats.

Bemærkninger til forslaget

Øget dækningsgrad

At blive opsagt og lede efter nyt job kan være en stressende oplevelse i sig selv, og lønmodtagere skal derfor ikke også straks frygte for deres økonomi.

Arbejdsløshedsdagpengene er desuden en central del af det danske flexicuritysystem, der er kombinerer forholdsvis korte opsigelsesvarsler med et økonomisk sikkerhedsnet, når man bliver fyret.

Men systemet risikerer desværre at blive udhulet, i takt med at dækningsgraden for dagpenge er blevet forringet og forsikringsperioden forkortet. Jo flere der melder sig ud af eller undlader at melde sig ind i en a-kasse, jo højere risiko er der for, at man på sigt undergraver det solidariske system.

Der er derfor brug for en række tiltag for at forbedre dækningsgraden for dagpenge, og det foreslås derfor at indføre en forbedret dækning for personer, der har været i beskæftigelse i længere tid. Netop denne gruppe kan opleve, at de ikke får nok ud af at betale til a-kassen, fordi de mener, at dagpengesatsen er for lav, eller fordi de ikke regner med at blive ledige.

Det foreslås, at en dagpengeberettiget lønmodtager i de første 2 måneders ledighed modtager en 25 pct. højere dagpengesats, dog med et maksimum på 90 pct. af den pågældendes hidtidige løn i overensstemmelse med de gældende satsberegningsregler. Forudsætningen for den forhøjede dagpengesats er, at den pågældende har været i beskæftigelse i mindst 4 ud af de forudgående 5 år, hvor barselsorlov, længerevarende sygdom m.v. vil blive betragtet som en »død periode«, der ikke indgår i vurderingen af, hvorvidt personen har været i beskæftigelse de seneste 4 ud af 5 år.

Personer med lavere indkomster har i forvejen 90 pct. dækningsgrad, hvilket der ikke ændres på. For indtægter op til godt 28.000 kr. pr. måned forbedres dækningsgraden til 90 pct., mens alle med højere indkomst får et løft i dagpengesatsen på 4.658 kr. om måneden.

Forslaget skønnes at medføre merudgifter for ca. 850 mio. kr., jf. Finansudvalget, alm. del, spørgsmål 313, folketingsåret 2017-18. Forslaget foreslås finansieret ved at annullere rabatten i boafgiften til virksomhedsarvinger, der koster ca. 1 mia. kr. om året (900 mio. kr. i 2019).

Halvt kontingent til unge på halv dagpengesats

I dag er reglerne sådan, at unge under 25 år får halveret deres dagpengesats efter 26 uger som ledig, hvis de ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse eller har haft fuldtidsbeskæftigelse i 2 ud af 3 år. Selv om man efter et halvt års ledighed, hvor det ikke er lykkedes at finde job, får halveret sin dagpengesats, skal man dog stadig betale fuldt kontingent.

Det foreslås derfor, at unge under 25 år alene skal betale halvt a-kassekontingent, hvis de får halveret deres dagpengesats, da prisen for kontingentet således stemmer bedre overens med andelen af satsen. Dette skal også ses, i lyset af at unge ledige på halv sats i forvejen er presset på økonomien, og kontingentet bør så meget desto mere være en forholdsmæssig mindre udgift.

Udgiften til forslaget skønnes at være meget begrænset og kan derfor rummes inden for ovennævnte finansieringsforslag.

Skriftlig fremsættelse

Karsten Hønge (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om forhøjet dagpengesats til personer med langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet og lavere a-kassekontingent til dagpengemodtagere under 25 år.

(Beslutningsforslag nr. B 99)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.