Fremsat den 7. februar 2019 af Peter Kofod (DF),
Lise Bech (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Susanne Eilersen (DF),
Søren Espersen (DF),
Dennis Flydtkjær (DF),
Hans Kristian Skibby (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om offentliggørelse af fotos og videoer
fra overvågningskameraer
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingssamling at tage de nødvendige
initiativer til at ændre databeskyttelsesloven, så
enkeltpersoner, virksomheder, foreninger m.fl. kan
offentliggøre privatoptagede fotos og videoer fra
overvågningskameraer af formodede tyve og indbrudstyve,
når disse fotos og videoer forinden offentliggørelsen
er vedlagt en anmeldelse til politiet.
Bemærkninger til forslaget
Forslaget er en genfremsættelse af
beslutningsforslag nr. B 29, folketingsåret 2015-16,
tillæg A, B 29 som fremsat, og tillæg F, møde 42
kl. 10.54.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at
indbrud i private hjem, virksomheder, foreninger m.fl. og tyverier
fra samme er en yderst alvorlig krænkelse af den private
ejendomsret. Indbrud og tyveri gør folk bange og utrygge ved
at være i deres eget hjem. I de seneste årtier har
udbredelsen af private overvågningskameraer vundet frem.
Overvågningskameraer kan være med
til at afholde indbrudstyve fra at forsøge indbrud eller
tyveri, men sker der alligevel indbrud i hjemmet eller tyveri fra
f.eks. carporten eller redskabsskuret, kan fotos og videoer fra
overvågningskameraer være med til at klarlægge et
hændelsesforløb, og i bedste fald kan der være
gode optagelser af gerningsmanden eller -mændene, der
muliggør en efterfølgende personidentifikation.
I dag forhindrer databeskyttelsesloven, at
fotos og videoer fra private overvågningskameraer
lægges ud på f.eks. sociale medier og hjemmesider eller
i fysisk form hænges op i lokalområdet i et
forsøg på at identificere personerne på
billederne. I dag er det alene politiet, der må bruge fotos
og videoer fra private overvågningskameraer i efterforskning
af en anmeldelse af et indbrud eller tyveri. Virkeligheden er bare
den, at politiet har sparsomme ressourcer og derfor kun i
begrænset omfang efterforsker indbrud eller tyverier.
Politiet kan give tilladelse til at
offentliggøre billeder fra overvågningskameraer, og
det er set i flere tilfælde, f.eks. i forbindelse med
tv-programmer, men ellers gives der sjældent tilladelse og i
hvert fald sjældent til private. Borgere, virksomheder,
foreninger m.fl. bliver ofte frustrerede over det, de oplever som
en manglende indsats fra politiets side. Det har i flere
tilfælde medført, at borgerne, virksomhederne eller
foreningerne har taget sagen i egen hånd og af egen drift har
offentliggjort billeder fra overvågningskameraer i
forsøget på at få opklaret forbrydelsen.
Der er gode grunde til, at
databeskyttelsesloven indeholder et forbud mod, at private af egen
drift udstiller formodede indbrudstyve eller gerningsmænd i
offentligheden. Men forslagsstillerne har et forslag til en
løsning, der kan forene borgernes ønske om at
gøre en aktiv indsats for at opklare et indbrud eller tyveri
og hensynet til at undgå misbrug og udstilling af de forkerte
personer.
Forslagsstillerne mener, at når borgere,
virksomheder, foreninger m.fl. indgiver politianmeldelse af et
indbrud eller tyveri og vedlægger fotos og videoer, skal
disse fotos og videoer efterfølgende kunne
offentliggøres på sociale medier og hjemmesider eller
i fysisk form hænges op i lokalområdet. Det er
selvfølgelig kun de i anmeldelsen vedlagte fotos og videoer,
der må offentliggøres, og ikke andre. Når
politianmeldelse foretages og bilag vedlægges, skal det ske
på tro og love om, at fotos og videoer har relation til
anmeldelsen.
Offentliggøres der andre fotos uden
relation til anmeldelsen, skal den ansvarlige herfor
selvfølgelig kunne dømmes, akkurat som det kan ske i
dag. Det er klart, at fotos og videoer, der offentliggøres,
skal have direkte relation til den anmeldte forbrydelse, og at
fotos og videoer skal muliggøre identifikation af de
personer, der offentliggøres. Det er ligeledes klart, at
billeder og videoer øjeblikkeligt skal fjernes fra sociale
medier og hjemmesider og i deres fysiske form, når
identifikation af gerningsmændene er sket, eller på
forlangende af politiet.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at en
ændring af databeskyttelsesloven, der muliggør, at
private offentliggør fotos og videoer fra private
overvågningskameraer, dels vil virke præventivt, i
forhold til at flere indbrudstyve tænker sig om, før
de begår indbrud eller tyveri, dels vil styrke
eftersøgningen af formodede gerningspersoner med øget
opklaring til følge, og det er der brug for.
Forslagsstillerne vil afgrænse forslaget til kun at omfatte
privatoptagede fotos og videoer fra overvågningskameraer i
forbindelse med indbrud i og tyveri fra private hjem, virksomheder,
foreningslokaler m.fl. Der skal således ikke åbnes op
for, at private kan offentliggøre fotos og videoer af f.eks.
formodede voldtægtsmænd, pædofile m.fl. Billeder
og videoer vedrørende sådanne forhold skal fortsat kun
kunne offentliggøres efter tilladelse fra politiet.
Skriftlig fremsættelse
Peter Kofod
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
offentliggørelse af fotos og videoer fra
overvågningskameraer.
(Beslutningsforslag nr. B 91)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.