Fremsat den 4. oktober 2018 af Peter Skaarup (DF),
Pernille Skipper (EL), Christina Egelund (LA),
Carolina Magdalene Maier (ALT),
Sofie Carsten Nielsen (RV),
Karsten Hønge (SF) og Anders Johansson (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af 18-årsmindstealder
for omskæring af raske børn (borgerforslag)
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag, der indfører en
kønsneutral mindstealder på 18 år for
omskæring, som ikke er nødvendig af
helbredsmæssige årsager.
Bemærkninger til forslaget
Børn hører til blandt samfundets
mest sårbare borgere, da de er afhængige af voksnes
omsorg og beskyttelse. Derfor har samfundet en særlig
forpligtelse til at beskytte børns grundlæggende
rettigheder, indtil de når en alder og modenhed, hvor de kan
overtage dette ansvar selv.
Lovgivningen skal derfor ligestille alle
børn under 18 år uanset køn, kulturel baggrund
eller forældres religiøse overbevisninger, så de
får samme retskrav på kropslig integritet og
autonomi.
Ovenstående kan opnås på
flere måder:
Sundhedsloven
Følgende kan tilføjes i §
17, stk. 4: »Til indgreb, som ikke er til direkte
sundhedsmæssig fordel for personen, kan hverken den
mindreårige eller forældremyndighedens indehavere give
informeret samtykke.«
Straffeloven
Straffelovens § 245 a ændres
således: »§ 245 a. Den,
som ved et legemsangreb med eller uden samtykke på en umyndig
person bortskærer eller på anden måde fjerner
ydre kønsorganer helt eller delvis, straffes med
fængsel indtil 6 år.«
Forældreansvarsloven
Forældreansvarslovens § 2, stk. 2,
ændres til: »Stk. 2. Barnet
har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for
sin person og må ikke udsættes for legemlig
afstraffelse eller anden krænkende behandling, herunder
ikke-terapeutisk omskæring.«
Hverken i Danmark eller i udlandet
For alle tre muligheder gælder
følgende: For at sikre, at børn, der er bosiddende i
Danmark, hverken udsættes for indgrebene i Danmark eller i
udlandet, hvis ikke der foreligger relevant medicinsk indikation,
foreslås endvidere, at »kvindelig
omskæring« i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2,
litra a, rettes til »omskæring, undtagen i
tilfælde hvor der under ophold i udlandet opstår akut,
uopsættelig medicinsk indikation for dette
indgreb,«.
Tiltagene i forslaget indebærer, at
forældremyndighedens indehavere ikke længere skal kunne
give samtykke på deres børns vegne til medicinsk
unødvendig omskæring. Det vil sikre, at børns
grundlæggende ret til egen krop beskyttes i dansk lovgivning
uanset deres køn eller kulturelle baggrund eller deres
forældres religiøse overbevisninger.
Dermed vil Danmark leve op til
børnekonventionens bestemmelser i artiklerne 19 og 24, nr.
3, der pålægger deltagerstaterne at beskytte
børn mod skade samt tage alle effektive og passende
forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne
ritualer, som er skadelige for børns sundhed. Ud over den
fysiske skade, som en bortoperation af en sund, uerstattelig del af
kroppen indebærer i sig selv, er alle operative indgreb
forbundet med risiko for komplikationer.
Ydermere sikrer forslaget overholdelse af EU's
Charter om Grundlæggende rettigheder, artikel 3, nr. 1:
»Enhver har ret til respekt for sin fysiske og mentale
integritet«.
Forslaget sikrer endvidere implementering af
bioetikkonventionens artikel 6, stk. 1,
i dansk lovgivning. Den fordrer, at personer, der mangler evnen til
at give eget informeret samtykke, f.eks. børn, kun må
underkastes medicinsk intervention, hvis denne er til direkte
helbredsmæssig fordel for personen.
Indførelsen af en
18-årsmindstealder for omskæring sætter
børns tarv og rettigheder i højsædet.
Lovgivningen bør suppleres med en grundig og sober
oplysningsindsats, der forankrer forståelsen for børns
individuelle rettigheder i befolkningen.
Forslagsstillerne i Folketinget bemærker, at der er tale
om et borgerforslag, som inden for den fastsatte frist har
opnået det antal støttetilkendegivelser fra borgere,
som kræves for at få forslaget fremsat og behandlet som
beslutningsforslag i Folketinget.
Borgerforslaget er oprindelig indgivet af Lena
Nyhus, Furesø, som hovedstiller med Mikael Aktor,
København, Güray Baba, Vallensbæk, Svend Eide
Joensen, Gribskov, Leo Milgrom, København, Morten Frisch,
Gentofte, Kim Sejr, Allerød, Habib Mir Ghasemi, Aarhus, og
Lars Peter Bærendsen (adressebeskyttelse) som
medstillere.
Forslagsstillernes fremsættelse af
forslaget for Folketinget er alene udtryk for, at forslagsstillerne
på vegne af de partier, som støtter
borgerforslagsordningen, påtager sig at opfylde en
nødvendig betingelse for, at borgerforslaget kan blive
behandlet i Folketinget i overensstemmelse med intentionerne bag
ordningen for borgerforslag.
Fremsættelsen kan således ikke
tages som udtryk for, at forslagsstillerne nødvendigvis
støtter forslagets indhold.
Skriftlig fremsættelse
Af Peter Skaarup (DF), Pernille Skipper
(EL), Christina Egelund (LA), Carolina Magdalene Maier (ALT), Sofie
Carsten Nielsen (RV), Karsten Hønge (SF) og Anders Johansson
(KF):
Hermed tillader vi os for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
indførelse af 18-årsmindstealder for omskæring
af raske børn.
(Beslutningsforslag nr. B 9)
Der er tale om et borgerforslag, som inden
for den fastsatte frist har opnået det antal
støttetilkendegivelser fra borgere, som kræves for at
få forslaget fremsat og behandlet som beslutningsforslag i
Folketinget. Der henvises til folketingsbeslutning af 2. juni 2016
om mulighed for at få borgerdrevne beslutningsforslag
behandlet i Folketinget, lov om etablering af en ordning for
borgerforslag med henblik på behandling i Folketinget og
bekendtgørelse om en ordning for borgerforslag med henblik
på behandling i Folketinget.
Borgerforslaget er oprindelig indgivet af
Lena Nyhus, Furesø, som hovedstiller med Mikael Aktor,
København, Güray Baba, Vallensbæk, Svend Eide
Joensen, Gribskov, Leo Milgrom, København, Morten Frisch,
Gentofte, Kim Sejr, Allerød, Habib Mir Ghasemi, Aarhus, og
Lars Peter Bærendsen (adressebeskyttelse) som
medstillere.
Fremsættelsen er alene udtryk for, at
forslagsstillerne på vegne af de partier, som støtter
borgerforslagsordningen, påtager sig at opfylde en
nødvendig betingelse for, at borgerforslaget kan blive
behandlet i Folketinget i overensstemmelse med intentionerne bag
ordningen.