B 77 Forslag til folketingsbeslutning om at tilføje ordene køn, kønsidentitet og kønsudtryk i straffeloven i forbindelse med hadforbrydelser.

Udvalg: Ligestillingsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 24-04-2019

Afgivet: 24-04-2019

Betænkning afgivet af Ligestillingsudvalget den 24. april 2019

20181_b77_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Ligestillingsudvalget den 24. april 2019

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA og KF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Et mindretal i udvalget (EL, ALT, RV og SF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti

Enhedslistens, Alternativets, Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at det sender et meget stærkt signal, at kønsidentitet står eksplicit beskrevet i lovgivningen, og at der tidligere kun har været en enkelt byretsdom, som har fortolket kønsidentitet ind i bestemmelsen i praksis.

Partierne ønsker desuden, at også handicap bør fremgå eksplicit. Ingen mennesker burde udsættes for vold eller overgreb. Men når ens identitet, handicap, baggrund, etnicitet el. lign. er årsagen til dette, er der tale om overgreb bundet i had og diskrimination. Derfor kræver det ekstra opmærksomhed, og det er partiernes holdning, at vi bør gøre meget mere.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at det er vigtigt, at vi får gjort et grundigt stykke arbejde, inden vi tyr til lovændringer på dette område. I øjeblikket er en tværministeriel arbejdsgruppe, der er forankret i Ligestillingsafdelingen under ministeren for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde, allerede i gang med at se på den relevante lovgivning, herunder også straffeloven. Derfor afventer Dansk Folkeparti arbejdsgruppens arbejde og støtter ikke beslutningsforslaget.

Vi skal som samfund aldrig acceptere hadforbrydelser, uanset hvem de bliver rettet mod.

Dansk Folkeparti tog også initiativ til et temamøde om hadforbrydelser, hvor Ligestillingsudvalget og Retsudvalget afholdt et fælles møde om hadforbrydelser i marts måned 2019. Ligestillingsudvalget følger op på dette temamøde gennem flere spørgsmål til justitsministeren.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 15. januar 2019 og var til 1. behandling den 28. februar 2019. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Ligestillingsudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 3 bilag på beslutningsforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 2 skriftlige henvendelser om beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 3 spørgsmål til justitsministeren og 1 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som ministrene har besvaret.

Karina Adsbøl (DF) fmd. Marlene Harpsøe (DF) Karina Due (DF) Pernille Bendixen (DF) Merete Dea Larsen (DF) Tilde Bork (DF) Martin Geertsen (V) Louise Schack Elholm (V) Jane Heitmann (V) Anni Matthiesen (V) Peter Juel-Jensen (V) Hans Andersen (V) Laura Lindahl (LA) May-Britt Kattrup (LA) Merete Scheelsbeck (KF) Astrid Krag (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Julie Skovsby (S) Troels Ravn (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Yildiz Akdogan (S) nfmd. Pernille Skipper (EL) Christian Juhl (EL) Julius Graakjær Grantzau (ALT) Carolina Magdalene Maier (ALT) Roger Courage Matthisen (ALT) Sofie Carsten Nielsen (RV) Trine Torp (SF) Kirsten Normann Andersen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1