Fremsat den 19. december 2018 af Peter Kofod (DF),
Lise Bech (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Susanne Eilersen (DF),
Søren Espersen (DF),
Dennis Flydtkjær (DF),
Hans Kristian Skibby (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om begrænsning af livstidsdømtes
relationer
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingsår at undersøge, hvilke
muligheder der er for at begrænse livstidsdømte
personer i at skabe nye relationer til personer uden for for
fængslet, og på baggrund af denne undersøgelse
fremsætte lovforslag eller foretage de nødvendige
ændringer af administrative forskrifter, så
livstidsdømte personer ikke fremover får mulighed for
at få besøg af bekendtskaber, der er stiftet, efter de
er blevet dømt.
Bemærkninger til forslaget
I Herstedvester Fængsel er der blevet
afholdt 32 bryllupper siden 2009. Fængslet huser nogle af
landets farligste forbrydere. Her afsoner morderen Peter Lundin,
som er dømt for at have dræbt en kvinde og hendes to
sønner, og Peter Madsen, som dræbte den svenske
journalist Kim Wall i 2017. Mens Peter Madsen opholdt sig i
Storstrøm Fængsel, havde han besøg af fire
kvinder. (B. T. den 13. oktober 2018: »DF og S vil have
stoppet besøg: Nul sex til Peter Madsen«).
Kriminalforsorgen har oplyst, at der den 19.
april 2018 var 25 livstidsdømte i dens institutioner (REU
alm. del - endeligt svar på spørgsmål 653,
folketingsåret 2017-18). Der er tale om de værste
forbrydere i landet. De har slået mennesker ihjel og i nogle
tilfælde efterfølgende parteret liget.
Forslagsstillerne mener ikke, at disse mordere skal have samme
privilegier som andre indsatte. De forbrydelser, som
livstidsdømte har begået, har ofte fået stor
medieomtale, og de dømte ender derfor med at blive
landskendte. Forslagsstillerne finder det dybt urimeligt, at
livstidsdømte først kan bruge den kendisfaktor, de
får gennem medierne i forbindelse med retssagen, til at
møde kvinder og i en del tilfælde dernæst bruger
kriminalforsorgen som giftecentral. I dag er det alt for let for
livstidsdømte at stifte nye bekendtskaber og få
besøg af dem. I 2011 blev den livstidsdømte Peter
Lundin gift med en kvinde i Herstedvester Fængsel. Da hun
skulle møde ham, foregik det uden opsyn, og hun skulle blot
udfylde en anmodning om besøgstilladelse og oplyser
følgende: »Jeg havde en samtale på ti minutter
med en psykolog, hvor Peter Lundin var til stede. Han spurgte, om
jeg var klar over, hvad han var dømt for, og det svarede jeg
bare ja til« (B. T. den 19. juni 2018: »Peter Lundins
ekskone advarer: Det var for nemt«). Når hun
besøgte ham, foregik det i fængslets
besøgslejligheder. Hun oplyser, at hun på få
måneder gik fra at besøge ham 5 timer om måneden
til at tilbringe hele 47 timer om måneden i
besøgslejligheden med Peter Lundin (ibid.) Den
nuværende situation er utrolig frustrerende for ofrenes
efterladte: Dem, der virkelig har skadet en, man holder af,
får nærmest lov til at leve noget, der minder om et
helt normalt liv med dating og ægteskab.
Formålet med dette forslag er at
få undersøgt, hvilke muligheder der er for at
begrænse livstidsdømte fanger i at skabe nye
relationer til personer uden for fængslet, og at regeringen
på baggrund af denne undersøgelse fremsætter
lovforslag eller foretager de nødvendige ændringer af
administrative forskrifter, således at det sikres, at
livstidsdømte personer ikke fremover får mulighed for
at få besøg af bekendtskaber, som er stiftet, efter de
er blevet dømt. Forslaget har således ikke til hensigt
at begrænse livstidsdømte fangers mulighed for at
få besøg af deres ægtefæller, andre
familiemedlemmer eller gamle venner.
Skriftlig fremsættelse
Peter Kofod
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
begrænsning af livstidsdømtes relationer.
(Beslutningsforslag nr. B 72)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.