Fremsat den 11. december 2018 af Christian Poll (ALT) og Rasmus Nordqvist (ALT)
Forslag til folketingsbeslutning
om grøn budgettering
Folketinget pålægger regeringen at
igangsætte initiativer, så der samtidig med
fremsættelsen af forslag til finanslov for 2020 og
efterfølgende finanslove kan fremlægges et
grønt budget, der gør det muligt at vurdere de
miljømæssige konsekvenser af finanslovsforslaget.
Bemærkninger til forslaget
Alternativet mener, at det er problematisk, at
den årlige finanslovsproces er afkoblet fra konsekvenser
på natur, klima og miljø. I finanslovsprocessen
diskuteres, forhandles og besluttes statens udgifter og
indtægter det kommende år. Det er helt afgørende
for at gennemføre en seriøs grøn omstilling,
som der er bred opbakning til i Folketinget, at de offentlige
finanser planlægges på en måde, som
understøtter denne omstilling.
Ydermere indgik miljøvurderinger af
finanslovsforslaget tidligere som en fast del af det materiale, som
der blev udgivet ved fremsættelsen af forslaget.
Formålet var her at skabe et overblik ved at følge
udviklingen på en række centrale miljøparametre.
Som led heri blev der bl.a. indhentet bidrag fra de enkelte
ministerier med henblik på at gennemføre en vurdering
af bevillingsændringernes miljøpåvirkning,
f.eks. »Miljøvurdering af finanslovforslaget for
2001«, Finansministeriet, 2000. Hvis det tidligere har kunnet
lade sig gøre, må man formode, at det også kan
lade sig gøre i dag.
Et grønt budget skal styrke
sammentænkningen mellem finanspolitik og miljø- og
klimapolitik ved at
1) vurdere
finansloven og finanspolitikkens effekt på miljø og
klima,
2) vurdere
finansloven og finanspolitikkens sammenhæng i forhold til
opfyldelsen af nationale og internationale forpligtelser og
3) bidrage til en
evidensbaseret politisk debat om bæredygtig omstilling.
I OECD arbejdes der med et koncept for
grøn budgettering (»Paris Collaborative on Green
Budgeting«, oecd.org). Danmark er inviteret til at deltage i
initiativet, men har ikke deltaget, jf. Finansudvalget, alm. del,
spørgsmål 71, folketingsåret 2018-19. En
måde at komme i gang med grøn budgettering på er
derfor at involvere sig aktivt i dette netværk og stille sig
til rådighed som land, der kan teste de koncepter, der
udvikles på.
Danmark har i et internationalt perspektiv et
godt datagrundlag. Det er derfor oplagt, at det netop er Danmark,
der stiller sig til rådighed for at udvikle og teste
grøn budgettering.
Finland er et af de lande, der allerede er i
gang med at koble de offentlige budgetter med bæredygtige
udviklingsmål. Der kan med fordel trækkes på
erfaringer fra Finland (»Finland at the forefront of
sustainable development budgeting«, Ministry of Finance
(Finland), den 30. maj 2018).
Ved andre lovforslag vil de
miljømæssige konsekvenser af lovforslaget fremgå
af bemærkningerne. Dette er desværre bare ikke
tilfældet for forslaget til finanslov, som ellers tydeligvis
har konsekvenser for miljøet. Det er en klar mangel, at de
miljømæssige konsekvenser af finanslovsforslaget ikke
beskrives.
Regeringen mener, at Danmark skal være
helt i front på det grønne område. Hvis det skal
realiseres, er det nødvendigt at tænke natur,
miljø og klima ind i de grundlæggende strukturer,
herunder økonomi og budgettering.
I den sammenhæng kan det også
nævnes, at regeringen for halvandet år siden i
handlingsplanen for FN's verdensmål (»Handlingsplan for
FN's verdensmål - Danmarks opfølgning på FN's
verdensmål for bæredygtig udvikling«, Regeringen,
2017) bebudede, at den vil vurdere lovforslag, planer, programmer
m.m. op mod verdensmålene. Dette beslutningsforslag kan ses
som en del af at sikre fremdrift i forhold til opfyldelse af
verdensmålene og opfyldelse af regeringens løfter
vedrørende en ny screeningsproces i forhold til
verdensmålene.
Inden for klima- og miljødagsordenen
fremføres ofte argumenter om, at Danmark er et lille land og
derfor har meget lidt indflydelse på de globale klima- og
miljøudfordringer. At sætte sig i front for at udvikle
et koncept for grøn budgettering, som andre lande
efterfølgende kan høste erfaringer fra, er derfor et
oplagt indsatsområde.
Skriftlig fremsættelse
Christian Poll
(ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
grøn budgettering.
(Beslutningsforslag nr. B 65)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.