B 62 Forslag til folketingsbeslutning om ændret skattefradrag for kontingenter til fagforeninger.

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 07-12-2018

Fremsat: 07-12-2018

Fremsat den 7. december 2018 af Karsten Hønge (SF), Kirsten Normann Andersen (SF) og Jacob Mark (SF)

20181_b62_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 7. december 2018 af Karsten Hønge (SF), Kirsten Normann Andersen (SF) og Jacob Mark (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om ændret skattefradrag for kontingenter til fagforeninger

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2018-19 at fremsætte lovforslag, der ændrer reglerne for skattefradrag for kontingenter til fagforeninger. Med forslaget skal der indføres et krav for opnåelse af skattefradrag for fagforeningskontingenter, så der alene kan opnås skattefradrag for kontingenter til fagforeninger, som enten er medlem af en hovedorganisation, hvorunder der samlet er indgået overenskomst for minimum 25 pct. af medlemmerne, eller hvor den enkelte fagforening selv har indgået overenskomst for minimum 25 pct. af deres medlemmer. Med lovforslaget skal der endvidere indføres øget fradragsret for kontingenter til fagforeninger, der enten er medlem af en hovedorganisation, hvorunder der samlet er indgået overenskomst for minimum 25 pct. af medlemmerne, eller som selv har indgået overenskomst for minimum 25 pct. af deres medlemmer.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 144, folketingsåret 2017-18. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2017-18, sektion A, B 144 som fremsat.

Det er det bærende princip for den danske arbejdsmarkedsmodel, at der er kollektive overenskomster, og at arbejdsmarkedets parter bærer ansvaret. Formålet med beslutningsforslaget er at styrke den danske model.

Det er ikke alle fagforeninger, som udfører en samfundsmæssig funktion og tager ansvar for deres medlemmer eller melder sig i fællesskabet af hovedorganisationer. Såfremt stadig flere vælger fagforeninger, der står uden for det overenskomstbærende fællesskab, svækkes fundamentet under den danske aftalemodel med kollektive overenskomster.

Det foreslås, at det alene skal være muligt at opnå skattefradrag for kontingenter til fagforeninger, der enten er medlem af en hovedorganisation, hvorunder der samlet er indgået overenskomster for minimum 25 pct. af medlemmerne, eller som selv i den enkelte fagforening har indgået overenskomst for minimum 25 pct. af deres medlemmer.

Provenuet fra lovforslaget skal finansiere en øget fradragsret for kontingenter til fagforeninger, der opfylder ovenstående krav.

Skattemyndighederne skal have ansvar for at certificere hovedorganisationerne og fagforeningerne med henblik på at fastslå, om de lever op til kravene for at få skattefradrag for fagforeningskontingent.

Skriftlig fremsættelse

Karsten Hønge (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ændret skattefradrag for kontingenter til fagforeninger.

(Beslutningsforslag nr. B 62)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.