Fremsat den 7. december 2018 af Karina Adsbøl (DF),
Pernille Bendixen (DF),
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Susanne Eilersen (DF),
Søren Espersen (DF),
Morten Marinus (DF),
Karin Nødgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om hjælp til aflastning af forældre
til børn med funktionsnedsættelser under kortere
udlandsophold
Folketinget pålægger regeringen
senest i februar 2019 at indkalde Folketingets partier til
forhandlinger om at foretage de nødvendige
lovændringer, så forældre til børn med
funktionsnedsættelser under kortere udlandsophold kan veksle
den aflastning, de er visiteret til efter servicelovens § 84,
stk. 1, jf. § 44, til et kontant beløb svarende til, at
hjælpen var ydet efter servicelovens § 41.
Bemærkninger til forslaget
Den 20. marts 2018 fremsatte Dansk Folkeparti
et beslutningsforslag B 101 om hjælp til aflastning af
forældre til børn med funktionsnedsættelser
under midlertidige ophold i udlandet. Der henvises til
www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2017-18, tillæg
A, B 101 som fremsat, og tillæg F, møde 92 kl. 13.18.
Dansk Folkeparti ønskede med beslutningsforslaget at
ændre udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 2,
så forældre til børn med
funktionsnedsættelser fremover kunne medtage hjælp til
aflastning bevilget efter servicelovens § 84, stk. 1, jf.
§ 44, under midlertidige ophold i udlandet.
Under behandlingen af beslutningsforslaget
udtrykte flere partier forståelse for familiers frustration
over ikke at kunne medtage aflastning til deres handicappede barn
under et udlandsophold. Børne- og socialministeren
redegjorde for udfordringerne ved at foretage denne ændring
af udlandsbekendtgørelsen, herunder at familier, der er
visiteret efter servicelovens § 84, stk. 1, jf. § 44 - og
dermed ikke har mulighed for at medtage aflastning til udlandet -
typisk er familier, der har brug for et »pusterum« i
hverdagen, hvor de ikke skal passe og drage omsorg for barnet med
funktionsnedsættelse. Derfor vil de typisk have aflastning
f.eks. få dage om ugen og enkelte weekender. Denne form for
naturalydelse er ikke omfattet af udlandsbekendtgørelsen og
er typisk i form af en fysisk person, og der vil derfor være
store omkostninger forbundet med at medtage vedkommende på en
ferie til udlandet, da vedkommende ikke kan tage hjem efter endt
vagt og kommunen derfor skal dække vedkommendes løn
m.v. under hele ferien.
Dansk Folkeparti er dog stadig
uforstående over for, at forældre til et handicappet
barns muligheder for at holde ferie som en samlet familie i dag er
afhængige af, om aflastning til forældrene bevilliges
efter servicelovens § 41 som en merudgift eller efter
servicelovens § 84, stk. 1, jf. § 44, som en
naturalydelse. Det bemærkes hertil, at det i Ankestyrelsens
principafgørelse 85-13 er præciseret, at en borger kun
kan få bevilget hjælp til aflastning som en merudgift
efter servicelovens § 41, hvis servicelovens øvrige
bestemmelser om aflastning ikke kan dække behovet. Det
fremgår endvidere af Ankestyrelsens principafgørelse
80-16, at hjælp til aflastning ikke kan bevilges efter en
anden bestemmelse i serviceloven alene med det formål, at
aflastningen kan tages med til udlandet.
Dansk Folkeparti finder det ligeledes
paradoksalt, at en familie med et handicappet barn ikke kan medtage
hjælp til aflastning efter servicelovens § 84, stk. 1,
jf. § 44, men alternativt vil kunne lade barnet med en
funktionsnedsættelse blive hjemme fra ferie i en
aflastningsfamilie eller på en kommunal eller privat
aflastningsplads, da kommunen gerne må dække udgifterne
hertil. Det er en skæv prioritering, at det offentlige
betaler, hvis man lader et barn med funktionsnedsættelse
blive hjemme fra en ferie, som den øvrige familie tager
på, mens en familie, der vælger at tage alle
børn med på ferie - også barnet med
funktionsnedsættelse - ikke kan modtage økonomisk
støtte til dette.
Derfor ønsker Dansk Folkeparti med
dette beslutningsforslag at pålægge ministeren at
indkalde Folketingets partier til forhandlinger om at foretage de
nødvendige lovændringer, så det fremover er
muligt for forældre til børn med
funktionsnedsættelser at veksle den aflastning, de er
visiteret til efter servicelovens § 84, stk. 1, jf. § 44,
til et kontant beløb svarende til, at hjælpen var ydet
efter servicelovens § 41.
Dette vil give forældre til et barn med
funktionsnedsættelse mulighed for selv at tilkøbe den
nødvendige hjælp ved ferier i udlandet og dermed
få mulighed for at holde ferie som en samlet familie.
Som optakt til forhandlingerne om de
nødvendige lovændringer opfordrer Dansk Folkeparti
børne- og socialministeren til at afdække antallet af
familier, der i dag ikke har mulighed for at medtage
økonomisk støtte til pasning af deres barn med
funktionsnedsættelse under kortere udlandsophold, og samtidig
foretage de nødvendige beregninger af, hvad denne
lovændring vil koste.
Skriftlig fremsættelse
Karina
Adsbøl (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
hjælp til aflastning af forældre til børn med
funktionsnedsættelser under kortere udlandsophold.
(Beslutningsforslag nr. B 60)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.