Fremsat den 21. november 2018 af Søren Søndergaard (EL),
Carolina Magdalene Maier (ALT),
Andreas Steenberg (RV) og Holger K.
Nielsen (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om indkvartering af børnefamilier, der har
fået afslag på asyl
Folketinget pålægger regeringen at
genetablere den ordning, der fremgår af asylaftalen fra
september 2012, hvorefter børnefamilier, der har fået
afslag på asyl, får ret til at flytte i særlig
bolig uden for asylcentrene 12 måneder efter endeligt afslag,
og at børn tidligst kan overføres til et
udrejsecenter, når udrejsen er umiddelbart
forestående.
Bemærkninger til forslaget
I januar 2008 indgik den daværende
VK-regering en aftale med Dansk Folkeparti om, at
børnefamilier, der havde fået afslag på asyl, og
som ikke kunne udsendes tvangsmæssigt af Danmark, på
visse betingelser kunne få tilladelse til at bo uden for
asylcentrene. Baggrunden var længere tids debat om
skadevirkningerne af børns langvarige ophold på
asylcentre uden udsigt til afklaring af deres situation.
(»Aftalen om vilkår for asylansøgere -
faktaark« Aftale indgået den 16. januar 2008 mellem
regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk
Folkeparti om vilkår for asylansøgere, Ministeriet for
Flygtninge, Indvandre og Integration).
Røde Kors udgav i 2009 en
undersøgelse af virkningerne af
asylansøgerbørnefamiliers udflytning til
særlige boliger uden for asylcentrene. Af
undersøgelsen fremgår, at børn inden
udflytningen var »vidne til mange dramatiske optrin på
asylcentrene, heriblandt jævnlige tvangsmæssige
udsendelser og indlæggelser«. Børnenes liv
på centrene var »præget af samme omskiftelige og
konfliktfyldte miljø«, som de voksne
asylansøgere oplevede. (»Herre i eget hus. . . - en
undersøgelse af asylansøgende familiers trivsel efter
udflytning til egen bolig«, www.rodekors.dk, 2009).
Det fremgår af undersøgelsen, at
forældrene efter udflytningen følte
»glæden og lettelsen ved at se børnenes trivsel
forbedres«, og at forældre og børn oplevede et
bedre hverdagsliv på grund af »fraværet af en del
belastningsfaktorer i børnenes liv. Dette betyder f.eks. at
børnene ikke i samme grad konfronteres af andre familiers
skænderier og problemer, samt at den danske
institutionsdagligdag vurderes af forældrene til at
være mere gavnlig for børnene«.
Det fremgår også af
undersøgelsen, at »Forældrene fortæller,
at børnene i langt højere grad end tidligere tager
kammerater med hjem, og derfor også er blevet mindre
tilbageholdende med selv at gå på besøg hos
kammeraternes familier«. Og »Efter lidt
opstartsvanskeligheder har udflytningen således haft den
effekt, at asylsøgende børns hverdagsliv næsten
spejler et almindeligt dansk børneliv«.
I september 2012 indgik S-R-SF-regeringen den
såkaldte asylaftale, »Øget fokus på
udrejse - nye muligheder for asylansøgere«, med
Enhedslisten og Liberal Alliance. Aftalen udvidede afviste
børnefamiliers mulighed for at bo uden for asylcentrene og
indebar, at de 1 år efter Flygtningenævnets afslag
på asyl kunne flytte i en bolig uden for asylcentersystemet.
Tiltaget blev i aftalen bl.a. begrundet med, at
»Asylansøgerfamilier med børn er særligt
udsatte, fordi lange ophold i et asylcenter øger risikoen
for psykiske lidelser hos børn«. (»Øget
fokus på udrejse - nye muligheder for
asylansøgere«, aftale indgået den den 19.
september 2012 mellem referingen (Socialdemokratiet, Radiakle
Venstre og Socialistisk Folkeparti), Enhedslisten og Liberal
Alliance, Justitsministeriet, 2012).
Det blev videre aftalt at oprette et
udrejsecenter, men det blev nedfældet i aftalen, at der
skulle tages hensyn til mindre børn, så de ikke skulle
overføres til et udrejsecenter, før udrejsen var
umiddelbart forestående.
Efter folketingsvalget i juni 2015 har de
Venstreledede regeringer fulgt en anden kurs. Et stort antal
børn er nu overflyttet til udrejsecentreret Sjælsmark
i Nordsjælland, hvor der den 9. september 2018 var
indkvarteret 93 børn, heraf var 24 født i Danmark. Af
de 93 børn kom 70 fra lande, som ikke modtager egne
statsborgere, når de tvangsudsendes - primært Iran og
Irak, jf. Udlændinge- og Integrationsudvalget, alm. del -
spørgsmål 954 og 955, folketingsåret
2017-18.
Børn fra lande, hvortil der ikke kan
tvangsudsendes, har udsigt til meget langvarige ophold på et
udrejsecenter. Børnene er uden indflydelse på, om
forældrene vælger at udrejse eller undlader at
efterkomme myndighedernes påbud om at forlade Danmark. Men
børnene er ofre for såvel forældrenes beslutning
om ikke at udrejse som danske myndigheders beslutning om, at
børn nu - i modsætning til perioden før
folketingsvalget i juni 2015 - oplever meget langvarige ophold
på et udrejsecenter. Ophold, som det for børnene ikke
er muligt at se en ende på.
At asylansøgerbørn er
særligt udsatte, og at lange ophold på et asylcenter
øger risikoen for psykiske lidelser hos børn,
gælder i dag i lige så høj grad, som da
asylaftalen blev indgået i 2012.
Danmark har tilsluttet sig FN's
børnekonvention, hvor det i artikel 3 hedder: »I alle
foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse
udøves af offentlige eller private institutioner for social
velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende
organer, skal barnets tarv komme i første
række«. (Bekendtgørelse nr. 6 af 16. oktober
1992 FN-konventionen af 20. november 1989 om Barnets
rettigheder).
Dette indebærer en vidtgående
forpligtelse for Danmark til at tage hensyn til barnets tarv, og
det er bl.a. på den baggrund, at forslagsstillerne
ønsker at genoprette situationen fra årene op til
folketingsvalget i juni 2015, hvor afviste børnefamilier fik
mulighed for at flytte ud fra asylcentrene 1 år efter
endeligt afslag, og hvor børn først blev
overført til udrejsecenter, når udrejsen var
umiddelbart forestående.
At forældre nægter at udrejse, og
at danske myndigheder ønsker at presse forældrene til
at forlade landet, skal ikke ramme børnene, der - uanset om
de er småbørn eller teenagere - er helt uden ansvar
for forældrenes beslutninger.
Skriftlig fremsættelse
Søren
Søndergaard (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
indkvartering af børnefamilier, der har fået afslag
på asyl.
(Beslutningsforslag nr. B 50)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.