B 5 Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af straksforbud mod salg og anvendelse af sprøjtegifte med aktivstofferne pendimethalin, bromoxynil og fluroxypyr.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 03-04-2019

Afgivet: 03-04-2019

Betænkning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 3. april 2019

20181_b5_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 3. april 2019

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, DF, LA og KF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal (EL og ALT) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal i udvalget (RV og SF) vil stemme hverken for eller imod beslutningsforslaget ved 2. (sidste) behandling.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet mener, at det er dybt bekymrende, at der skulle være en sammenhæng mellem tre sprøjtegifte og leukæmi, altså kræft, hos børn, og at det skal tages meget alvorligt, selv om der er tale om foreløbige resultater. S er enig i, at der bør være et forbud, indtil undersøgelsen er færdig, og at man fra dansk side skal arbejde aktivt for hurtigst muligt at få gjort undersøgelserne færdige. Børns sikkerhed skal altid stå over brugen af sprøjtemidler. Generelt mener S, at man skal regulere brugen af kemi og sprøjtemidler hårdt og også hårdere, end vi gør i dag, bl.a. i forhold til vores drikkevand. Samtidig har S en anden tilgang end forslagsstillerne, for det er ikke i Folketingssalen, at enkeltstoffer skal behandles. Det skal ske i ministeriet under den ansvarlige minister. Herudover noterer S, at der kan indføres straksforbud, hvor der er en åbenbar sandsynlighed for, at et godkendt pesticid vil udgøre en alvorlig risiko for menneskers eller dyrs sundhed eller for miljøet, jf. svar på spørgsmål 7. S støtter ikke beslutningsforslaget.

Enhedslisten og Alternativet

Enhedslisten og Alternativet mener, at der bør indføres et straksforbud mod salg og anvendelse af sprøjtegifte med aktivstofferne pendimethalin, bromoxynil og fluroxypyr til erhvervsbrug og til brug på offentlige arealer. EL og ALT finder det dybt bekymrende, at der i Danmark i stort omfang sprøjtes med disse stoffer på markerne, da National Cancer Institute i samarbejde med Aarhus Universitet, National Institute of Health og Statens Serum Institut har fundet indikationer på, at der er en sammenhæng mellem disse stoffer og leukæmi hos børn, hvis mødre under graviditeten har boet i nærheden af marker, hvor der sprøjtes med ovennævnte sprøjtegifte. EL og ALT mener, at mistanken bør tages alvorligt, og at regeringen med udgangspunkt i forsigtighedsprincippet med det samme bør handle aktivt ved at indføre et straksforbud mod salg og anvendelse af de pågældende sprøjtegifte. Mindretallet mener, at det på ingen måde er tilstrækkeligt, at miljø- og fødevareministeren har nedsat en arbejdsgruppe, der skal følge udviklingen i sagen.

Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti

Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti støtter et forbud mod salg og anvendelse af sprøjtegifte med aktivstofferne pendimethalin, bromoxynil og fluroxypyr. Det kræver dog mere end blot et dansk forbud, hvis der skal være en reel effekt af reguleringen. Forbuddet mod stofferne bør indføres på EU-niveau for at undgå et juridisk slagsmål mellem Danmark og Europa-Kommissionen. Derfor mener RV og SF, at regeringen skal prioritere en aktiv indsats på europæisk plan. Regeringen bør lægge et massivt pres på Europa-Kommissionen, ligesom regeringen bør finde relevante allianceparter blandt andre EU-lande for at opnå større gennemslagskraft for en effektiv EU-regulering af sprøjtegiftene.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 3. oktober 2018 og var til 1. behandling den 16. november 2019. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Fødevareudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag på beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 12 spørgsmål til miljø- og fødevareministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Pia Adelsteen (DF) fmd. Lise Bech (DF) René Christensen (DF) Ib Poulsen (DF) Karina Due (DF) Erling Bonnesen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Thomas Danielsen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Anni Matthiesen (V) Hans Christian Schmidt (V) Carsten Bach (LA) May-Britt Kattrup (LA) Mette Abildgaard (KF) Orla Østerby (KF) Bjarne Laustsen (S) Lea Wermelin (S) nfmd. Christian Rabjerg Madsen (S) Jesper Petersen (S) Kirsten Brosbøl (S) Simon Kollerup (S) Søren Egge Rasmussen (EL) Øjvind Vilsholm (EL) Christian Poll (ALT) Roger Courage Matthisen (ALT) Rasmus Helveg Petersen (RV) Ida Auken (RV) Trine Torp (SF) Pia Olsen Dyhr (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1