B 49 Forslag til folketingsbeslutning om minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver.

Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 21-02-2019

Afgivet: 21-02-2019

Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 21. februar 2019

20181_b49_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 21. februar 2019

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA og KF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Et mindretal i udvalget (EL, RV, SF og ALT) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at en tilstrækkelig normering i dagtilbud er vigtig, fordi vi alle ønsker det bedste for børn, når de ikke er i forældrenes varetægt. Vi ved også, at antallet af hænder betyder noget i dagtilbud. Det er bare vejen til at sikre en ordentlig normering, som DF ikke er enig med forslagsstillerne bag beslutningsforslaget i.

Vi har desværre set, hvordan minimumsnormeringer i ældreplejen endte med at blive standardnormeringer. DF frygter, at hvis vi indfører en fast minimumsnormering i dagtilbud fra Folketingets side, så vil de kommuner, der i dag ligger over den givne normering, vælge at sænke deres normering. Det synes DF er en dårlig idé.

DF har den holdning, at det er op til kommunalbestyrelsen at sikre de gode normeringer i dagtilbud, og det må de lokale politikere stå på mål for. DF undrer sig over, hvorfor man ikke allerede har indført minimumsnormeringer i dagtilbud, dengang SF selv sad i regering og havde muligheden for at indføre det. DF undrer sig også over, at man ikke har besluttet det i de kommuner, hvor flertallet er rødt.

Med ændringerne af dagtilbudsloven og indførelsen af de nye pædagogiske lærerplaner besluttede Folketinget desuden netop, at al unødig dokumentationsarbejde i daginstitutionerne skulle væk, og at det i højere grad end tidligere skulle være ledelsens opgave at dokumentere, så personalet kunne få fri til det pædagogiske arbejde. At det så stadigvæk halter, kan vi godt blive enige om.

DF er enig i, at normeringen i dagtilbud har en betydning, men desværre oplever vi også, at der er en fagkrig i gang, hvor det er opfattelsen, at kun pædagoger kan bruges, og det ønsker DF ikke at støtte. DF ønsker, at kommunerne i større grad gør brug af pædagogiske assistenter og medhjælpere, der ikke er så dyre som pædagoger, for på den måde at sikre en bedre normering.

Forslagsstillerne angiver også i beslutningsforslagets bemærkninger, at forslaget skal finansieres ved at anvende provenu fra formueskat, og det kan DF ikke støtte.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 21. november 2018 og var til 1. behandling den 22. januar 2019. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social-, Indenrigs- og Børneudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag på beslutningsforslaget.

Karin Nødgaard (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Karina Adsbøl (DF) Dorthe Ullemose (DF) Pernille Bendixen (DF) Morten Marinus (DF) Martin Geertsen (V) Carl Holst (V) Jane Heitmann (V) Hans Andersen (V) Jan E. Jørgensen (V) Anni Matthiesen (V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Karen J. Klint (S) Magnus Heunicke (S) Orla Hav (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Troels Ravn (S) fmd. Ane Halsboe-Jørgensen (S) Malou Lunderød (S) Finn Sørensen (EL) Pernille Skipper (EL) Torsten Gejl (ALT) Marianne Jelved (RV) Lotte Rod (RV) Trine Torp (SF) Kirsten Normann Andersen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1