B 42 Forslag til folketingsbeslutning om afvikling af EU's rejsecirkus.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 16-11-2018

Fremsat: 16-11-2018

Fremsat den 16. november 2018 af Søren Søndergaard (EL), Eva Flyvholm (EL), Henning Hyllested (EL) og Rasmus Vestergaard Madsen (EL)

20181_b42_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 16. november 2018 af Søren Søndergaard (EL), Eva Flyvholm (EL), Henning Hyllested (EL) og Rasmus Vestergaard Madsen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om afvikling af EU's rejsecirkus

Folketinget pålægger regeringen i forbindelse med en eventuelt kommende traktatændring af Lissabontraktaten at stille krav om, at Europa-Parlamentets rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg afvikles og erstattes med ét samlet hjemsted for Europa-Parlamentets møder og funktioner i Bruxelles.

Bemærkninger til forslaget

Forslaget har til formål at lægge maksimalt pres fra Danmarks side på de øvrige EU-lande for at få afskaffet Europa-Parlamentets rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg i forbindelse med en eventuelt kommende traktatændring. Det er en hån mod skatteyderne, at Europa-Parlamentet i årtier har skullet flytte mellem de to byer med store finansielle og miljømæssige omkostninger til følge. Rejsecirkusset kan kun afskaffes ved en ændring af EU's traktatgrundlag. Dette kræver enstemmighed blandt alle 28 medlemslande. Med dette beslutningsforslag pålægges den danske regering at rejse kravet om en afskaffelse af rejsecirkusset som forudsætning for at støtte eventuelle fremtidige traktatændringer. På den måde kan det forhåbentlig betyde, at flyttecirkusset kan blive afskaffet en gang for alle.

Om rejsecirkusset

Da Strasbourg er Europa-Parlamentets officielle hjemsted, skal de 12 månedlige plenarmøder af 1 uges varighed afholdes her (protokol om fastlæggelse af hjemstedet for Den Europæiske Unions institutioner og for visse af Unionens organer, kontorer, agenturer og tjenester, bilag til Lissabontraktaten, 2009). Det betyder, at Europa-Parlamentet flytter fra Bruxelles til Strasbourg 12 gange om året. Da Europa-Parlamentet holder sommerferie i august, er en samling dog flyttet til september/oktober, hvorfor Europa-Parlamentet flytter frem og tilbage to gange på 1 måned. Europa-Parlamentets bygning i Strasbourg står således tom omkring 317 dage om året (www.singleseat.eu/facts-figures, den 13. november 2018).

Omkostningerne forbundet med flytningen er massive. 3.000-4.000 mennesker, heriblandt 751 EU-parlamentarikere, deres assistenter, embedsmænd og tolke, rejser hver måned de ca. 400 kilometer fra Bruxelles til Strasbourg. Derudover flyttes der til hvert plenarmøde ca. 2.500 plastickasser med en samlet vægt på 350 t (»Brussels-to-Strasbourg commute under pressure«, Financial Times, den 11. april 2011). EU's revisionsret (ECA) opgjorde i 2014, at man kunne spare omkring 850 mio. kr. om året ved at have ét mødested i Bruxelles. Hvis det derudover lykkes at sælge Europa-Parlamentets bygning i Strasbourg, ville det give en engangsudbetaling på ca. 4,5 mia. kr. (»Analysis of potential savings to the EU budget if European Parliament centralised its operations«, Den Europæiske Revisionsret, juli 2014, og »Auditors put price trag on EU Parliament »travelling circus««, Euractiv, den 1. august 2014).

Miljøbelastningen af rejsecirkusset er også stor. Det vurderes, at rejsecirkusset betyder en ekstra udledning af 19.000 t CO2. Det svarer til 4.900 flyrejser tur-retur fra Berlin til New York eller CO2-udledningen fra 11.300 familiebiler om året (www.singleseat.eu/facts-figures, den 13. november 2018).

Allerede tilbage i 1981 vedtog man i Europa-Parlamentet en betænkning, hvori man fremsatte et ønske om et enkelt hjemsted (»Historien om Europa-Parlamentets rejsecirkus«, www.europarl.europa.eu/denmark, den 15. januar 2015). Dette ønske er siden hen blevet bekræftet ved flere afstemninger i Europa-Parlamentet, senest i 2013. I 2011 forsøgte Europa-Parlamentet ligeledes at vedtage, at de to årlige plenarsamlinger i Strasbourg i oktober blev afholdt inden for samme uge for på den måde at reducere antallet af flytninger, men den beslutning blev underkendt af EU-Domstolen i 2012, efter at Frankrig og Luxembourg rejste sagen (Europaudvalget, EU-note E 12, folketingsåret 2012-13).

Der er ingen tvivl om, at der er et stort flertal for at afskaffe rejsecirkusset både blandt medlemmer af Europa-Parlamentet, medlemslandenes regeringer og borgerne i EU. En undersøgelse fra 2014 viste således, at et stort flertal af befolkningerne i fem EU-lande, Sverige, Tyskland, Frankrig, Italien og Polen, ønskede rejsecirkusset afskaffet. Tilsammen udgør de fem befolkninger ca. 50 pct. af EU's indbyggertal (»Undersøgelse: Flest vil have ét hjem til EU-Parlamentet«, www.fyens.dk, den 3. juli 2014). Til trods for at der igennem årene har været talrige traktatændringer, har det ikke ført til, at rejsecirkusset er blevet afskaffet. Hvis flytningen af Europa-Parlamentet skal droppes, kræver det en ændring af EU-traktatgrundlaget. Det kræver enstemmighed blandt alle 28 medlemslande, og at beslutningen herefter ratificeres i hvert enkelt medlemsland. Dette beslutningsforslag betyder, at den danske regering skal kræve afskaffelse af rejsecirkusset i forbindelse med eventuelle fremtidige traktatændringer. Forslagsstillerne håber på denne måde at sikre, at flyttecirkusset kan blive afskaffet en gang for alle.

Skriftlig fremsættelse

Søren Søndergaard (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om afvikling af EU's rejsecirkus.

(Beslutningsforslag nr. B 42)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.