Fremsat den 15. november 2018 af Christian Langballe (DF),
Alex Ahrendtsen (DF), Pernille Bendixen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Karina Due (DF), Søren Espersen (DF),
Martin Henriksen (DF), Marie Krarup (DF),
Peter Skaarup (DF) og Dorthe Ullemose (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at man skal være dansk gift for at
kunne blive naturaliseret som dansk statsborger
Folketinget pålægger
udlændinge- og integrationsministeren at stille yderligere en
betingelse for at blive optaget på et lovforslag om dansk
indfødsret, og det er, at ansøgeren skal være
gift med en i Danmark boende dansk statsborger, at ægteskabet
er retsgyldigt efter dansk lov og har bestået i mindst 3
år forud for indgivelse af ansøgning om
indfødsret, at ægtefællerne i hele perioden har
boet sammen, og at ægteskabet helt frem til lovforslaget om
indfødsrets vedtagelse stadig har virkning. Umiddelbart
efter vedtagelse af beslutningsforslaget skal regeringen indkalde
partierne, som har stemt for beslutningsforslaget, til en
forhandling om udformning af reglen.
Bemærkninger til forslaget
Det er forslagsstillernes opfattelse, at det
er vigtigt, at udlændinge, der naturaliseres som danske
statsborgere ved lov, hurtigt bliver integreret i det danske
samfund og bliver nyttige borgere til gavn for Danmark. Det skal
understreges, at man som udlænding sagtens kan leve, bo,
arbejde og have familie i Danmark uden at være dansk
statsborger.
I dag stilles der en række fornuftige
betingelser, som ansøgere om dansk statsborgerskab skal
opfylde. Betingelserne vedrører afgivelse af erklæring
om troskab og loyalitet, tidsubegrænset opholdstilladelse og
bopæl i Danmark, kriminalitet, gæld til det offentlige,
selvforsørgelse, danskkundskaber og
indfødsretsprøve.
De nævnte betingelser er blevet
strammet/justeret gennem årene og senest ved aftale mellem
regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti), Socialdemokrateiet og Dansk Folkeparti i
indfødsretsaftalen af 29. juni 2018. Her blev eksempelvis
kravet vedrørende kriminalitet ændret således,
at hvis en ansøger er idømt ubetinget
fængselsstraf på 1 år eller derover eller 3
måneders fængsel eller derover for personfarlig
kriminalitet, er vedkommende afskåret fra nogensinde at kunne
blive dansk statsborger.
Forslagsstillerne finder de nævnte
betingelser absolut nødvendige. Disse betingelser er med til
at sikre, at det er ordentlige udlændinge, der tildeles et
dansk statsborgskab. Imidlertid er det også vigtigt at have
øje for, om ansøgerne er velintegrerede i Danmark og
forstår, hvordan et dansk hverdagsliv leves.
Det kan efter forslagsstillernes opfattelse
ske ved at stille krav om, at ansøgeren er gift med en dansk
statsborger og har været det i mindst 3 år forud for
ansøgning om dansk statsborgerskab. Der er altså tale
om yderligere et krav ud?over de krav, der allerede stilles.
Et ægteskab med en dansk statsborger i
mindst 3 år vil være med til at sikre, at
udlændingen integreres godt i Danmark, lærer en dansk
hverdag at kende og derigennem tilegner sig gældende
værdier og normer. Det vil være en god indikator
på, at en kommende ansøger vil Danmark. At være dansk gift er
formentligt et godt udgangspunkt for at blive velintegreret i det
danske samfund.
I dag kan en ansøger sagtens have levet
et langt liv i et parallelsamfund i Danmark og blot have tilegnet
sig de kundskaber, der skal til, for at vedkommende kan bestå
kravene til at blive dansk statsborger, f.eks. danskprøven
og indfødsretsprøven. I sådanne tilfælde
er et dansk statsborgerskab ingen garanti for en vellykket
integration i Danmark.
Kravet om, at man skal være dansk gift,
er et konkret og objektivt krav, og det indebærer, at en
herboende dansker ved indgåelse af ægteskabet siger god
for udlændingen.
Beslutningsforslaget indebærer, at der
skal stilles et nyt krav til ansøgere om dansk
indfødsret, der betyder, at ansøgeren skal være
gift med en i Danmark boende dansk statsborger, at ægteskabet
er retsgyldigt efter dansk lov og har bestået i mindst 3
år forud for indgivelse af ansøgning om
indfødsret, at ægtefællerne i hele perioden har
boet sammen, og at ægteskabet helt frem til lovforslaget om
indfødsrets vedtagelse stadig har virkning.
Hvis beslutningsforslaget bliver vedtaget,
skal regeringen indkalde de partier, der har stemt for forslaget,
til en forhandling om den nærmere udformning af reglen,
herunder om eventuelle muligheder for at undtage ansøgere
fra reglen i helt særlige tilfælde.
Skriftlig fremsættelse
Christian
Langballe (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om, at
man skal være dansk gift for at kunne blive naturaliseret som
dansk statsborger.
(Beslutningsforslag nr. B 41)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.