B 39 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af EU's udbudsregler vedrørende virksomheder i skattely.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 13-11-2018

Fremsat den 13. november 2018 af Søren Søndergaard (EL), Pelle Dragsted (EL), Eva Flyvholm (EL), Henning Hyllested (EL), Rune Lund (EL) og Rasmus Vestergaard Madsen (EL)

20181_b39_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 13. november 2018 af Søren Søndergaard (EL), Pelle Dragsted (EL), Eva Flyvholm (EL), Henning Hyllested (EL), Rune Lund (EL) og Rasmus Vestergaard Madsen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om ændring af EU's udbudsregler vedrørende virksomheder i skattely

Folketinget pålægger regeringen at arbejde for at ændre EU's udbudsregler, så medlemslandene kan fravælge en virksomhed ved offentlige udbud, hvis den benytter sig af skattely.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget har til formål at pålægge regeringen at arbejde for, at der i EU's udbudsregler fremover gives mulighed for at fravælge en virksomhed ved offentlige udbud, hvis man kan dokumentere, at virksomheden 1) er placeret i skattely eller 2) er del af en koncern og sambeskattes med et moderselskab, som har sin endelige beskatning i et skattely. Skattely underminerer finansieringen af velfærdsstaten og skaber ulige konkurrencevilkår mellem virksomheder. Derfor er det afgørende at bekæmpe skattely med alle forhåndenværende midler.

Skattely defineres som lande eller områder (skattejurisdiktioner), der er placeret på enten EU's sortliste eller et EU-medlemslands nationale sortliste over skattely (Rådets konklusioner af 5. december 2017 (15429/17) om EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, bilag I (med senere opdateringer)).

Danmark er i øjeblikket bundet af to internationale sæt af reguleringer, som har indflydelse på vores handlerum i forhold til offentlige udbud. Det ene er EU's udbudsregler (»Udbudsregler«, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, www.kfst.dk). Det andet er den såkaldte GPA-aftale om offentlige indkøb under WTO (»Agreement on Government Procurement«, www.wto.org).

Med »Aftale om styrket indsats mod international skatteunddragelse« mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti (Skatteministeriet, den 17. maj 2017) blev det fastlagt, at man ville have et styrket fokus på virksomheders skattepolitik i offentlige udbud. Det blev også aftalt, at man ville afvente en vejledning udarbejdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der skulle afklare, hvorvidt det offentlige ved indkøb kan fravælge virksomheder på baggrund af tvivlsomme skattearrangementer og/eller placering i skattely.

Svaret fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen var ikke opløftende. Ved offentlige udbud, der enten er over EU's tærskelværdier (ca. 1,1 mio. kr. for statslige myndigheder og ca. 1,6 mio. kr. for kommunale og regionale myndigheder (»Tærskelværdier 2018 og 2019«, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, www.kfst.dk)) eller er under tærskelværdierne, men har en klar grænseoverskridende interesse, kan man ikke fravælge virksomheder placeret inden for EU/EØS alene på grund af deres skatteforhold. En grænseoverskridende interesse vil i denne sammenhæng sige, at parter fra andre lande vurderes at være potentielt interesserede i at byde på opgaven (»Skattemæssige forhold i offentlige udbud«, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, juni 2017).

Hvis udbuddet er over EU's tærskelværdi, kan man kun fravælge virksomheder, der er geografisk placeret i et skattely, hvis de opererer fra lande uden for EU/EØS, som ikke har en frihandelsaftale med EU og ikke er tiltrådt GPA-aftalen i WTO-regi. Er udbuddet under tærskelværdien, men med klar grænseoverskridende interesse, kan man kun fravælge virksomheder fra lande uden for EU/EØS, mens man ved udbud under tærskelværdien og uden klar grænseoverskridende interesse kan fravælge alle virksomheder uden for Danmark (»Skattemæssige forhold i offentlige udbud«, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, juni 2017).

Samlet set er der - især ved de større udbud - meget klare begrænsninger for at fravælge virksomheder, som benytter meget aggressiv skatteplanlægning, der involverer endelig beskatning i et skattely, eller virksomheder, der decideret er placeret i et skattely. Disse begrænsninger betyder reelt, at det kun i særlige tilfælde og ved udbud af mindre økonomisk omfang er muligt for kommuner, regioner og staten at fravælge virksomheder placeret i skattely fra offentlige udbud.

Hvert år køber de danske kommuner varer og ydelser for i omegnen af 100 mia. kr. hos store og små virksomheder (»Ny indkøbsstrategi skal skabe mere velfærd«, Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, nr. 15, 2017). Dertil er der de regionale og statslige indkøb. De penge skal ikke bruges til at støtte virksomheder, som gemmer sig i skattely, som det også fremføres i kronikken »Kommuner har et ansvar for at komme skattely til livs« (Dennis Kristensen, daværende forbundsformand i FOA, og Mie Roesdahl, generalsekretær i Oxfam Ibis, www.altinget.dk, den 24. april 2018).

Enhedslisten mener derfor, at EU's udbudsregler bør ændres, så det i fremtiden vil være muligt at fravælge virksomheder fra offentlige udbud - uagtet udbuddets størrelse, og om der er tale om et EU-/EØS-land eller ej - hvis en virksomhed benytter sig af et skattely, som findes på EU's eller det enkelte medlemslands sortliste over skattely.

Dertil foreslår Enhedslisten, at virksomheder, som dokumenteret har medvirket til at hjælpe andre med at foretage skattelydispositioner (det kunne være banker, revisionsselskaber og advokatfirmaer), ligeledes skal kunne fravælges fra offentlige udbud.

Skriftlig fremsættelse

Søren Søndergaard (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af EU's udbudsregler vedrørende virksomheder i skattely.

(Beslutningsforslag nr. B 39

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.