B 37 Forslag til folketingsbeslutning om den fremtidige opgørelse af antallet af indvandrere og efterkommere.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Beretning afgivet

Afgivet: 19-03-2019

Afgivet: 19-03-2019

Beretning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 19. marts 2019

20181_b37_beretning.pdf
Html-version

Beretning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 19. marts 2019

1. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti

På baggrund af beslutningsforslaget og debatten herom konstaterer et flertal i udvalget, at opgørelsen af indvandrere og efterkommere, som Danmarks Statistik offentliggør hvert år, giver et godt grundlag for at følge udviklingen i antallet af personer med anden herkomst end dansk. Danmarks Statistik offentliggør desuden opgørelser over børn af efterkommere.

Det er imidlertid centralt, at den offentlige debat hviler på et så oplyst og sagligt grundlag som muligt, herunder at definitioner og afgrænsninger understøtter dette. Flertallet noterer sig, at stadig flere vil have forældre og bedsteforældre med anden herkomst end dansk. Der kan derfor være god grund til at vurdere, om de aktuelle definitioner og afgrænsninger også giver et godt og dækkende grundlag for at følge udviklingen i de kommende år.

Flertallet opfordrer på den baggrund økonomi- og indenrigsministeren til at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal kortlægge, om de eksisterende opgørelser af personer med indvandrerbaggrund er fyldestgørende, og komme med forslag til nye definitioner og afgrænsninger.

Flertallet har noteret sig, at Danmarks Statistik er uafhængig i faglige anliggender. Regeringen kan således ikke pålægge Danmarks Statistik at ændre sin nuværende definition af herkomst. En eventuel arbejdsgruppe kan derimod bidrage med faglig argumentation og anbefalinger som input til Danmarks Statistiks egen vurdering af behovet for ændring af den nuværende definition af herkomst.

Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti

Et mindretal i udvalget (EL, ALT, RV og SF) kan ikke tilslutte sig flertallets forslag om en politiseret arbejdsgruppe under økonomi- og indenrigsministeren, der skal kortlægge, om de eksisterende opgørelser af personer med indvandrerbaggrund er fyldestgørende, og komme med forslag til nye definitioner og afgrænsninger. Efter mindretallets opfattelse er det som udgangspunkt altid godt med en god og fyldestgørende statistik. Men vi vil kraftigt advare mod, hvis kravet til statistiske oplysninger bliver baseret på behovet for at understøtte bestemte politiske kampagner. Mindretallet har tillid til, at Danmarks Statistik selv kan foretage en faglig vurdering som grundlag for eventuelle ændringer af sine statistiske opgørelser.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.

2. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 13. november 2018 og var til 1. behandling den 1. marts 2019. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag på beslutningsforslaget.

P.u.v.

Martin Henriksen

formand