Fremsat den 9. november 2018 af Pelle Dragsted (EL),
Rasmus Nordquist (ALT) og Lisbeth Bech Poulsen (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om samfundsrepræsentanter i finansielle
institutters bestyrelse
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af folketingsåret 2018-19 at fremsætte
et lovforslag, der genindfører samfundsrepræsentanter
med nye ansvar og beføjelser i alle private finansielle
institutters bestyrelse.
Bemærkninger til forslaget
Finansinstitutter adskiller sig fra andre
private virksomheder, fordi de gennem indlån og udlån
er knyttet til alle andre virksomheder og til alle mennesker i
Danmark. Samtidig håndterer de pengemængder, der er
mange gange større end realøkonomien. Hvis
finansinstitutter ikke opfører sig anstændigt, eller
hvis de handler i direkte strid med loven, vil det derfor have
langt større negative konsekvenser for samfundet, end hvis
andre typer virksomheder gør det samme. Der er derfor et
særligt behov for offentlig bevågenhed i forhold til
finanssektoren.
Indtil 2002 var det et lovkrav, at der i
bestyrelserne for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og
forsikringsselskaber skulle sidde en samfundsrepræsentant -
en såkaldt offentlig repræsentant (afskaffet ved lov
nr. 197 af 9. april 2002). Samfundsrepræsentanten, som blev
udpeget af økonomiministeren var uafhængig og kunne
ikke afsættes af bestyrelsen. I lokale og regionale
pengeinstitutter skete udpegelsen efter indstilling fra den kommune
eller det amt, pengeinstituttet var hjemmehørende i.
Loven blev oprindelig indført i 1919,
hvor den omfattede sparekasser uden garanter. Den blev udvidet til
at omfatte alle sparekasser i 1937, alle realkreditinstitutter i
1970, alle banker i 1974 og alle livs- og
pensionsforsikringsselskaber i 1993 (»Håndbog for
offentlige repræsentanter i pengeinstitutter,
realkreditinstitutter og forsikringsselskaber«, Finanstilsynet, 1997). Ordningen blev
afskaffet af VKO-flertallet i 2002, med henvisning til at den
»… i takt med udviklingen hen imod større
åbenhed og større gennemsigtighed på markederne
havde udlevet sit formål«, og fordi det ikke kunne
»… påvises, at den offentlige repræsentant
har gjort en forskel, f.eks. i form af øget ansvarlighed i
bestyrelsen«, og ikke havde vist sig som et værn mod
»… kriser og ringe driftsmæssige resultater i
virksomheden.« (Lovforslag nr. L 57, skriftlig
fremsættelse, folketingsåret 2001-02, 2. samling).
Argumentationen var problematisk, da det jo
var svært at påvise, om samfundsrepræsentanterne
havde en forebyggende virkning. Men det er korrekt, at der ikke er
konkrete eksempler på, at samfundsrepræsentanten
forhindrede kriser eller stoppede ulovligheder i finanssektoren.
Dette kan dog skyldes to designfejl i ordningen.
For det første havde
samfundsrepræsentanten ingen særlige muligheder for at
underrette ministeren eller myndighederne uden den øvrige
bestyrelses viden, hvis vedkommende opdagede mistænkelige
eller direkte ulovlige forhold. Tværtimod måtte den
offentlige repræsentant ikke orientere
økonomiministeren om konkrete forhold, fordi det ville
være et brud på tavshedspligten (»Håndbog
for offentlige repræsentanter i pengeinstitutter,
realkreditinstitutter og forsikringsselskaber«,
Finanstilsynet, 1997). Samtidig var der en høj tærskel
for, hvornår repræsentanten skulle kontakte
Finanstilsynet.
For det andet var det diffust, hvilke
principper repræsentanten skulle lægge til grund for
sin varetagelse af samfundets almene interesser. Foruden en tro og
love-eklæring og en habilitetserklæring skulle
samfundsrepræsentanten ikke skrive under på nogen
eksplicit definerede principper for varetagelsen af samfundets
interesser. Samfundsrepræsentanten havde samtidig ikke et
klart defineret opgavesæt at arbejde ud fra. Derfor endte
vedkommende ofte med at fungere som et almindeligt
bestyrelsesmedlem med fokus på instituttets indtjening.
Forslagsstillerne foreslår derfor, at
samfundsrepræsentanterne i en ny lovgivning sikres
større beføjelser og muligheder for at underrette
myndighederne, ligesom deres opgaver og rolle skal defineres
klarere. En ny lovbestemt ordning for samfundsrepræsentanter
i finansielle institutter bør således designes ud fra
følgende principper:
Hvilke institutter skal være
omfattet?
Ordningen skal - som ordningen fra 1993 -
omfatte alle banker, spare- og andelskasser, realkreditinstitutter
og livs- og pensionsforsikringsselskaber. Ordningen udvides til
også at omfatte alle finansielle holdingselskaber.
Hvad skal samfundsrepræsentantens rolle
være?
Der skal udvikles et særligt
opgavesæt, som definerer, hvilke funktioner og forhold
samfundsrepræsentanten skal tjene for at sikre
offentlighedens interesse. En af opgaverne skal være på
eget initiativ at indberette mistænkelige og ulovlige forhold
samt overdreven risikotagning til Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK),
Finanstilsynet eller den ansvarlige minister uden om den
øvrige bestyrelse og under fuld retsbeskyttelse.
Samfundsrepræsentanten vil således have et
indberetningsansvar.
Hvordan beskyttes
samfundsrepræsentanten?
Samfundsrepræsentanten skal være
en uafhængig repræsentant, der ikke kan afsættes
af generalforsamlingen.
For at sikre, at tavshedspligten for
bestyrelsesmedlemmer i finansielle virksomheder ikke forhindrer
repræsentanten i at indberette til SØIK,
Finanstilsynet eller den ansvarlige minister i konkrete
sagsforhold, fritages samfundsrepræsentanten for denne
tavshedspligt, for så vidt angår orientering af
offentlige myndigheder. Samfundsrepræsentanten har forsat
tavshedspligt i forhold til privatpersoner eller private
virksomheder.
Hvem kan vælges?
Samfundsrepræsentanten skal som andre
bestyrelsesmedlemmer kunne leve op til Finanstilsynets fit &
proper-krav, der stiller krav om både relevant finansiel
viden, faglig kompetence og erfaring svarende til det
ansvarsniveau, som vedkommende skal varetage, og om integritet,
uafhængighed og hæderlighed (»Vejledning om krav
i den finansielle lovgivning til direktørers og
bestyrelsesmedlemmers egnethed og hæderlighed (fit og
proper«), Finanstilsynet, VEJ nr. 9291 af 15. maj 2014).
Samfundsrepræsentanten skal skrive under
på en erklæring om sin økonomi og habilitet.
Derudover må vedkommende ikke have et
afhængighedsforhold til instituttet eller selskabet eller
nemt kunne få interessemodsætninger og
habilitetsproblemer som følge af hvervet.
Det indebærer, at samfundsrepræsentanten
- ikke på
nogen måde må være affilieret med det
pågældende institut eller dets medlemsdemokrati for
medlemsstyrede finansinstitutter,
- ikke må
arbejde inden for eller have tillidshverv i finanssektoren,
herunder i pengeinstitutter, realkreditinstitutter,
børsmæglerselskaber, livs- og forsikringsselskaber
eller revisionsbranchen, og
- ikke må
have aktier i selskaber inden for finanssektoren.
Hvordan skal udnævnelsen ske?
Samfundsrepræsentanten skal vælges
for en 4-årig periode eller en kortere periode, der passer
med selskabets bestyrelsesperiode.
For rent lokale og regionale institutter skal
udpegelsen ske efter indstilling fra den kommune eller region, som
pengeinstituttet er hjemmehørende i. Når indstillingen
foreligger, vurderer Finanstilsynet, om vedkommende lever op til
fit & proper-kravene. På den baggrund godkender eller
afviser erhvervsministeren indstillingen.
For landsdækkende pengeinstitutter,
realkreditinstitutter, alle livs- og pensionsforsikringsselskaber
og finansielle holdingselskaber udarbejder Finanstilsynet et notat
til erhvervsministeren, som indeholder tre egnede kandidater, som
erhvervsministeren vælger ud fra. For udnævnelser til
systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) præsenterer
erhvervsministeren de tre kandidater for Folketingets Erhvervs-,
Vækst- og Eksportudvalg, som skal godkende
erhvervsministerens endelige indstilling.
Aflønning af
samfundsrepræsentanter
Samfundsrepræsentanter er berettiget til
samme vederlag som øvrige bestyrelsesmedlemmer. Vederlaget
betales af den finansielle virksomhed.
Skriftlig fremsættelse
Pelle Dragsted
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
samfundsrepræsentanter i finansielle institutters
bestyrelse.
(Beslutningsforslag nr. B 33)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.