B 30 Forslag til folketingsbeslutning om at tillægge barnets tarv større vægt i sager om asyl- og opholdstilladelser.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 07-11-2018

Fremsat: 07-11-2018

Fremsat den 7. november 2018 af Holger K. Nielsen (SF), Pia Olsen Dyhr (SF), Jacob Mark (SF) og Lisbeth Bech Poulsen (SF)

20181_b30_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 7. november 2018 af Holger K.  Nielsen (SF), Pia Olsen Dyhr (SF), Jacob Mark (SF) og Lisbeth Bech Poulsen (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at tillægge barnets tarv større vægt i sager om asyl- og opholdstilladelser

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2019-20 at fremsætte de nødvendige forslag til ændringer af udlændingeloven, der skal sikre, at barnets tarv tillægges større vægt i sager om asyl og opholdstilladelse.

Lovforslaget bør bl.a.

1) sætte barnets tarv centralt i lovgivning og sagsbehandling i asyl- og opholdstilladelsessager, herunder sikre, at barnets tarv vejer særlig tungt i sager om børn under 15 år, der har opholdt sig i Danmark i mere end 6-7 år,

2) fastsætte rammer for en transparent procedure for sagsbehandling i asyl- og opholdstilladelsessager, der involverer børn under 15 år, som har forældre i Danmark, herunder sikre retskrav på øjeblikkelig begrundelse i tilfælde af afslag, og

3) ændre kriterierne for vurderingen af muligheden for vellykket integration af børn under 15 år, så børn, der passer deres skolegang, taler dansk, ikke har været involveret i kriminalitet og har selvforsørgende forældre, ikke kan vurderes som uegnede til integration.

Bemærkninger til forslaget

Begrundelse

Det er forslagsstillerens opfattelse, at udlændingelovens § 9 c, stk. 1, der omhandler barnets tarv i asyl- og opholdstilladelsesager, ikke er tilstrækkelig klart formuleret, og dermed ikke sikrer de nødvendige hensyn. Skønt paragraffen fastslår, at der skal tages hensyn til barnets tarv i sagsbehandlingen, giver loven så vid fortolkningsmulighed, at det har resulteret i en række absurde udvisningssager.

Det gælder for udvisninger i forbindelse med asylansøgning, som vi så det med den 9-årige Gürkan Demirtas, der har været i landet, siden han var 4 måneder, men alligevel blev adskilt fra sin mor, da hun blev udvist (Aftenshowet den 28. november 2017). Det gælder også for afvisninger af opholdstilladelse i familiesammenføringssager, som vi har set det med en række unge mennesker, senest med 13-årige »Mint«, der på trods af flittig skolegang, fuldtidsarbejdende forældre og danske venner blev erklæret uegnet til integration af Udlændingestyrelsen (»13-årige Mint smides ud af landet mandag: Familien er knust«, BT den 7. oktober 2018).

Den aktuelle formulering i Udlændingeloven er med andre ord ikke egnet til at sikre en reel og faktisk varetagelse af barnets tarv.

Samtidig er det uhensigtsmæssigt, at lovgivningen ikke fastsætter transparente rammer for behandlingen af børn i disse sager. Både organisationer og juridiske rådgivere har peget på, at den manglende klarhed, i forhold til hvilke regler der gælder for børn i disse sager, svækker børnenes retstilling, fordi det er umuligt at forudse, hvordan deres sag vil blive behandlet. Her er »Mints« sag igen et godt eksempel. Hvis man ikke som ustraffet skoleelev med arbejdende forældre og danske venner har bevist sit integrationspotentiale, hvad skal der så til? Endelig er der behov for, at mennesker, som får afslag på deres ansøgning, har ret til at kende den præcise begrundelse.

En klar definition af barnets tarv i § 9 c vil styrke formuleringens brug i praksis og bidrage til en ensrettet sagsbehandling. Den konkrete formulering af hensynet til barnets tarv i § 9 bør formuleres dynamisk, så forhold af stor betydning for barnets liv tillægges større vægt i sagsbehandling, og omvendt at forhold, der har mindre betydning for barnets liv, tillægges mindre vægt i afgørelsen, selv om det vedrører barnets tarv.

Det er ønsket om at sikre, at sagsbehandlingen tager udgangspunkt i de afgørende faktorer for barnets tarv, der ligger til grund for, at Socialistisk Folkeparti fremsætter dette forslag. Forslaget pålægger regeringen omgående at ændre ordlyden af Udlændingelovens § 9 c, således at »barnets tarv« defineres tydeligt og tillægges større vægt i den faktiske sagsbehandling. Samtidig pålægges regeringen at opstille klare rammer for, hvad der ligger til grund for accept og afvisning af børns ansøgninger om opholdstilladelse, og indskærpe i lovgivningen, at barnets tarv bør vægte særlig højt i asylsager, opholdstilladelser og familiesammenføringssager, der involverer børn under 15 år, der har opholdt sig i Danmark i mere end 6-7 år.

Skriftlig fremsættelse

Holger K. Nielsen (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at tillægge barnets tarv større vægt i sager om asyl- og opholdstilladelser.

(Beslutningsforslag nr. B 30)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.