Fremsat den 2. november 2018 af Susanne Eilersen (DF),
Karina Adsbøl (DF),
Pernille Bendixen (DF),
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Søren Espersen (DF),
Morten Marinus (DF),
Karin Nødgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om overdragelse af myndighedsansvaret for
brandsikkerhed i bygninger til de kommunale beredskaber
Folketinget pålægger Regeringen at
fremsætte lovforslag eller foretage de nødvendige
ændringer i administrative forskrifter med det formål
at flytte myndighedsansvaret for brandsikkerhed i bygninger fra
kommunernes bygningsmyndigheder til de kommunale beredskaber.
Bemærkninger til forslaget
I begyndelsen af august opstod der brand
på et plejehjem i Allingåbro på Djursland - en
brand, der krævede tre dødsofre blandt plejehjemmets
beboere. Den tragiske hændelse har i medierne skabt fornyet
fokus på, hvordan der sikres tilstrækkelig
brandsikkerhed i bygninger i Danmark, uanset om der er tale om
private eller offentlige bygninger, institutioner, virksomheder
m.v.
Danske Beredskaber har i forlængelse af
den forfærdelige brand rettet henvendelse til såvel
Folketinget som regeringen og gjort opmærksom på, at
myndighedsansvaret for brandsikkerhed i bygninger udgør et
problem (Forsvarsudvalget alm. del - bilag 119,
folketingsåret 2017-18).
I Danske Beredskabers åbne brev henledes
opmærksomheden på, at de fleste kommunale beredskaber,
der bl.a. har ansvaret for brandslukning og brandsyn, siden den 1.
januar 2016 har været udskilt i selvstændige enheder,
som er juridisk uafhængige af den enkelte kommune. Det er
imidlertid den enkelte kommunes bygningsmyndighed, der har
myndighedsansvaret for at godkende nybyggeri og renoveringer og
herunder også for brandsikkerheden i bygningen.
Der er ingen grund til at betvivle, at
bygningsmyndighederne udøver deres myndighedsansvar på
bedste vis, men når det handler om brandsikkerhed, er der som
regel behov for specialviden, som det naturligvis kan være
vanskeligt for en bygningsmyndighed at besidde.
Bygningsmyndigheden kan ganske vist inddrage
beredskabet, hvis den skønner, at det kan være en
fordel, men der er ingen pligt til det, og det sker ikke konsekvent
i alle sager. Dermed udnyttes beredskabets specialviden om
brandsikring ikke, og beredskaberne får ikke kendskab til de
løsninger, der vælges i de enkelte sager.
Beredskabet kan kun påse og
påtale, om den daglige brug af bygningen lever op til kravene
i forhold til brandsikkerhed, men selve bygningens indretning og
udformning, og eventuelle dispensationer fra reglerne, er sket
efter sagsbehandling hos bygningsmyndigheden.
Danske Beredskaber peger derfor i deres
åbne brev på, at der kan skabes en mere
brandsikringsfokuseret sagsbehandling, hvis der indføres en
lovhjemmel til at gøre det muligt at henlægge visse af
bygningsmyndighedernes beføjelser og pligter om
sagsbehandling af netop brandsikring til det stedlige
beredskab.
Danske Beredskaber henviser i den forbindelse
til, at tilsvarende hjemler, med mulighed for at overføre
kompetence, allerede er indført i lov om havmiljø,
lov om beskyttelsesrum og lov om fyrværkeri og andre
pyrotekniske artikler, og at der således ikke er tale om en
ukendt konstruktion.
Forslagsstillerne mener, at her er tale om et
anliggende, som er alt for alvorligt til, at Folketinget kan sidde
anbefalingen overhørig. Brandsikkerhed handler om liv og
død, hvilket den tragiske brand i Allingåbro viste.
Én brand med dødsofre er én brand for
meget.
Derfor foreslås det, at regeringen skal
tage de nødvendige lovgivningsmæssige initiativer,
så myndighedsansvaret for brandsikkerhed i bygninger
overdrages til de kommunale beredskaber - det vil i praksis sige
til de kommunale beredskabskommissioner.
Hermed samles viden, forebyggende arbejde og i
yderste konsekvens den operative indsats der, hvor den
største ?ekspertise på brandsikkerhedsområdet
findes. Det vil være til gavn for brandsikkerheden i Danmark,
så vi kan undgå en ny tragisk dødsbrand.
Skriftlig fremsættelse
Susanne Eilersen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
overdragelse af myndighedsansvaret for brandsikkerhed i bygninger
til de kommunale beredskaber.
(Beslutningsforslag nr. B 26)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.