Fremsat den 26. oktober 2018 af Alex Ahrendtsen (DF),
Tilde Bork (DF),
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Søren Espersen (DF),
Marlene Harpsøe (DF),
Christian Langballe (DF),
Ib Poulsen (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om begrænsning af udenlandsk støtte
til danske friskoler
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af indeværende folketingsår at
fremsætte et lovforslag om ændring af
friskoleloven, som medfører, at danske ?frisk???oler ikke
må modtage økonomisk støtte fra, være
ejet af eller leje bygninger af juridiske eller fysiske personer,
placeret eller bosat uden for EU/EØS.
Bemærkninger til forslaget
Med dette beslutningsforslag foreslår
Dansk Folkeparti at begrænse muligheden for at yde
støtte til friskoler i Danmark for juridiske eller fysiske
personer, der er placeret eller bosat uden for EU/EØS.
Formålet med beslutningsforslaget er at sikre, at friskoler i
Danmark ikke udsættes for udefrakommende påvirkning,
som kan stride imod friskolelovens formål eller danske
interesser i øvrigt.
Hensynet bag forslaget er, at skoleelever og
deres forældre skal kunne vælge en skole i Danmark uden
at risikere, at den pågældende skole er udsat for et
skjult eksternt pres, som påvirker undervisningen og
varetager andre interesser end hensynet til, hvad der er til gavn
for elevernes undervisning.
Med beslutningsforslaget pålægges
regeringen således at fremsætte et lovforslag, som
indfører et forbud i friskoleloven om, at danske friskoler
ikke må modtage økonomisk støtte fra,
være ejet af eller leje bygninger af juridiske eller fysiske
personer, der er placeret eller bosat uden for EU/EØS.
Friskoleloven kræver, at frie
grundskoler, der modtager tilskud i henhold til friskoleloven, skal
være selvejende institutioner, jf. friskolelovens § 5,
stk. 1. Desuden skal skolerne være uafhængige, og
skolernes midler må som hovedregel alene komme skolernes
skole- og undervisningsvirksomhed til gode, jf. § 5, stk. 2.
Skolernes overordnede ledelse varetages af en bestyrelse, jf.
§ 5, stk. 7. Friskolelovens § 5, stk. 8, oplister en
række personer, som er udelukket fra at være medlem af
bestyrelsen:
1) Personer, der
udlejer ejendomme m.m. til skolen.
2) Medlemmer af
bestyrelsen i fonde, selskaber, foreninger eller andre
virksomheder, der udlejer ejendomme m.m. til skolen, eller som
kontrollerer udlejer af ejendomme m.m. til skolen.
3) Advokater,
revisorer eller lignende rådgivere for personer, jf. nr. 1,
eller for fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder,
jf. nr. 2.
4) Ansatte i
ledende stillinger hos personer, jf. nr. 1, eller i fonde,
selskaber, foreninger eller andre virksomheder, jf. nr. 2.
5) Medlemmer af
bestyrelsen ved en skole inden for samme skoleform.
Friskoleloven indeholder således
allerede regler, som har til hensigt at beskytte friskoler mod at
blive påvirket af eksterne interesser. Med dette
beslutningsforslag foreslås det at styrke denne
beskyttelse.
I foråret 2018 blev der indført
en ny § 22 i friskoleloven, som medfører, at frie
grundskoler ikke længere kan modtage anonyme donationer over
20.000 kr. ekskl. moms fra en donator, jf. lov nr. 397 af 2. maj
2018 om ændring af lov om friskoler og private grundskoler
m.v. og lov om folkeskolen (Bedre rammer for tilsyn med frie
grundskoler m.v.). Formålet var bl.a. at sikre en bedre
gennemsigtighed med, hvem der støtter en skole, og at
beskytte skolernes uafhængighed.
Beslutningsforslaget er en yderligere
beskyttelse af skolernes uafhængighed, idet det
foreslås, at der indføres et forbud, som sikrer, at
udenlandske organisationer m.v. ikke på nogen måde kan
sætte sig i en position, hvor de er i stand til at have
indflydelse på driften af en friskole i Danmark. Forbuddet
indebærer således, at udenlandske organisationer m.v.
hverken kan yde økonomisk støtte, eje en friskole
eller udleje bygninger til en friskole. Forbuddet omfatter
både donationer i form af kontantbeløb og varer eller
tjenesteydelser.
Det er hensigten, at forbuddet skal omfatte
alle friskoler i Danmark, uanset om de modtager statstilskud eller
ej. Samtlige danske skoler bør efter forslagsstillernes
opfattelse være beskyttet mod ekstern påvirkning.
Forbuddet, som foreslås indført,
omfatter både fysiske og juridiske personer placeret uden for
EU/EØS. Dette omfatter for det første organisationer,
som er oprettet uden for EU/EØS. Det vil også omfatte
danske datterselskaber til organisationer, som har hovedsæde
uden for EU/EØS. Endelig vil det omfatte danske
organisationer, fonde osv., som primært modtager
støtte fra eller er ejet af en eller flere af de
førnævnte organisationer.
Skriftlig fremsættelse
Alex Ahrendtsen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
begrænsning af udenlandsk støtte til danske
friskoler.
(Beslutningsforslag nr. B 22)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.