B 19 Forslag til folketingsbeslutning om et årligt kvoteloft på 0-20 dispensationer for køb af sommerhuse i Danmark, når bopælspligten ikke er opfyldt.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Beretning afgivet

Afgivet: 08-02-2019

Afgivet: 08-02-2019

Beretning afgivet af Europaudvalget den 8. februar 2019

20181_b19_beretning.pdf
Html-version

Beretning afgivet af Europaudvalget den 8. februar 2019

1. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti

Flertallet noterer sig, at dispensationspraksis for udlændinges køb af danske sommerhuse siden 2010 har medført en betydelig stigning i antallet af dispensationer fra den generelle regel om 5 års bopælspligt. Herved får pengestærke udlændinge og udenlandske selskaber tilladelse til at erhverve sommerhus i Danmark, på trods af at de ingen intention har om at have reel, fast og varig bopæl i Danmark.

Flertallet understreger, at bopælspligten på 5 år, som den såkaldte sommerhusprotokol bygger på, skal respekteres, da det var en del af forudsætningen for Danmarks indtræden i EU.

Flertallet er stærkt kritiske over for den lempelige administrationspraksis, eftersom EU-Domstolen kun anerkender sommerhusprotokollen, der er en særlig dansk undtagelse, hvis sommerhusprotokollen har udgjort en uafbrudt bestanddel af Danmarks retsorden siden vedtagelsen af traktatbestemmelsen.

Flertallet pålægger derfor regeringen hurtigst muligt at sikre, at der sker et væsentligt fald i antallet af dispensationer, f.eks. ved at indføre retningslinjer og kriterier, der ikke fraviger sommerhusprotokollens krav om reel, fast og varig bopæl i Danmark som forudsætning for at give dispensation til udlændinges køb af danske sommerhuse.

Endeligt pålægger flertallet regeringen hurtigst muligt at meddele udvalget, hvordan den agter at gennemføre den ovenfor skitserede skærpede linje for tildeling af dispen?sa??ti?oner, og senest ved udgangen af januar 2020 at redegøre over for udvalget for udviklingen i antallet af tildelte dispensationer i løbet af 2019 sammenlignet med tidligere år.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.

2. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 12. oktober 2018 og var til 1. behandling den 13. november 2018. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Europaudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på beslutningsforslaget.

P.u.v.

Erik Christensen

formand