Fremsat den 10. oktober 2018 af Kirsten Normann Andersen (SF) og Jacob Mark (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om aldersgrænse for køb af
lattergas
Folketinget pålægger regeringen
senest den 1. april 2019 at indføre en aldersgrænse
på minimum 18 år for køb af lattergas.
Aldersgrænsen skal sikre, at unge under 18 år ikke kan
købe lattergas, og dermed begrænse deres mulighed for
at anvende lattergas som rusmiddel.
Bemærkninger til forslaget
I dag er det tilladt for butikker at
sælge lattergas (dinitrogenoxid (N2O)) til alle, medmindre
sælgeren ved, at køberen har tænkt sig at
anvende lattergassen som rusmiddel. Denne regulering mener
forslagsstillerne er alt for svag, og SF ønsker at give de
unge under 18 år de bedste forudsætninger for at
lægge grobunden for et trygt og godt liv, hvor de unge bliver
i stand til at træffe informerede valg angående
alkohol, tobak og øvrige rusmidler og dermed minimere
risikoen for, at de træffer forkerte og farlige valg som
f.eks. indtag af lattergas. I dag er det som nævnt muligt for
alle borgere at købe lattergas i almindelige
dagligvarebutikker, på trods af at gassen kan give en ikke
ufarlig euforiserende virkning, hvis gassen inhaleres. Erfaring
viser, at indtagelsen af gas i særlig uheldige tilfælde
kan føre til kroniske nerveskader hos den unge - eller endnu
værre medføre døden, da indtaget af gassen som
rusmiddel kan føre til akut iltmangel, jf. f.eks. indslaget
»Flere partier vil indføre aldersgrænse for
køb af lattergas«, bragt den 14. september 2018
på TV 2 Lorry, og artiklen »Populært rusmiddel
kan permanent ødelægge evnen til at gå lige: Det
er første gang, vi ser så stærke
symptomer«, Berlingske, den 20. september 2018.
Giftlinjen på Bispebjerg Hospital
beretter også om at have oplevet en stigning i antallet af
unge, der henvender sig på grund af et misbrug af lattergas.
Af Sundhedsstyrelsens notat af 26. juni 2018 om misbrug af
lattergas fra gaspatroner, som er tilgængeligt på
styrelsens hjemmeside, fremgår det endvidere, at
Sundhedsstyrelsen har fået et stigende antal henvendelser om
salg/udlevering af lattergaspatroner i beruselsesøjemed i
nattelivet. I notatet fra Sundhedsstyrelsen konkluderes det
endvidere, at »Sundhedsstyrelsen vurderer, at de
sundhedsmæssige risici og i særdeleshed risikoen for
forgiftninger forbundet med brug af lattergas fra gaspatroner
produceret til industrielle formål, udgør en reel
risiko for borgeren, og markedsføring/salg af gaspatroner
til beruselse derfor bør ophøre.«
Regeringen har haft flere lejligheder til at
forholde sig til problemet med utilsigtet brug af lattergas, bl.a.
i forbindelse med samrådet i Sundheds- og Ældreudvalget
den 31. januar 2017, jf. samrådsspørgsmål AW-AY,
og så sent som primo september 2018 afviste regeringen at
foretage ændring af loven i forhold til at specificere, hvem
der kan købe og sælge lattergas, jf. ERU alm. del -
svar på spørgsmål 315 og S 1040.
Forslagsstillerne mener derfor, at det er på tide at skride
ind med et forbud. Konkret forslås det at indføre en
aldersgrænse på minimum 18 år for køb af
lattergas, således at lattergas som et mindstemål
sidestilles med salg af rusmidler som stærk alkohol og tobak,
hvor aldersgrænsen i dag er 18 år. Denne
aldersgrænse vil samtidig kunne gøre det sværere
for unge at købe rusmidlet, ligesom en aldersgrænse
vil gøre det nemmere for sælger at iagttage
produktsikkerhedslovens regler, allerede fordi detailhandelen med
dette forslag vil kunne kræve, at køber via id
dokumenterer, at man er fyldt 18 år. Således skal
sælger ikke bedømme, om produktet/lattergassen skal
anvendes til det tilsigtede formål eller ej. Samtidig
foreslår SF, at Sikkerhedsstyrelsens tilsyn/kontrolmuligheder
i forhold til handelen med lattergas på internettet styrkes,
så det undgås, at salget af lattergas flyttes over
på netsalg.
Skriftlig fremsættelse
Kirsten Normann
Andersen (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
aldersgrænse for køb af lattergas.
(Beslutningsforslag nr. B 17)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.