B 15 Forslag til folketingsbeslutning om en national strategi for digitalisering i uddannelsessystemet.

Udvalg: Undervisningsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 09-10-2018

Fremsat: 09-10-2018

Fremsat den 9. oktober 2018 af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Tilde Bork (DF), Bent Bøgsted (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Marlene Harpsøe (DF), Marie Krarup (DF) og Peter Skaarup (DF)

20181_b15_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 9. oktober 2018 af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Tilde Bork (DF), Bent Bøgsted (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Marlene Harpsøe (DF), Marie Krarup (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om en national strategi for digitalisering i uddannelsessystemet

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende år at igangsætte en undersøgelse af den digitale indsats i uddannelsessystemet og udarbejde et oplæg for en national strategi for digitalisering i uddannelsessystemet.

Bemærkninger til forslaget

Dansk Folkeparti ønsker med dette beslutningsforslag at sikre, at der bliver igangsat en undersøgelse af den digitale indsats i uddannelsessystemet, og at der på baggrund heraf bliver udarbejdet en national strategi for digitalisering i uddannelsessystemet. Denne indsats er vigtig, fordi der i de seneste 30 år er fortaget massive investeringer i digitaliseringen af det danske uddannelsessystem, uden der reelt er kommet de store resultater ud af det.

KL anslår, at kommunerne har brugt 2,5 mia. i årene 2012-2017 alene på folkeskoleområdet. Effekter som eksempelvis smartboards/tavler, iPads/tablets, e- og i-bøger og forskellige applikationer og programmer er blevet centrale elementer i digitaliseringen af undervisningen. Nye og eksperimenterende undervisningsformer som f.eks. »Flipped Classroom«, »e-læring« og parallel eller virtuel undervisning med tilhørende it-udstyr præger undervisningen. Men resultaterne er tvivlsomme og uden et dokumenterbart grundlag (»Forsker: Vi lukker ørerne for kritik af it«, Politiken den 20. januar 2018).

I marts 2017 nedsatte Undervisningsministeriet en rådgivningsgruppe for digital læring, og Dansk Folkeparti anbefaler, at rådgivningsgruppens funktioner udvides til at omfatte en kulegravning af den hidtidige digitale indsats, herunder de sidste 30 års digitalisering af uddannelsessystemet.

Forslagsstillerne ønsker med dette beslutningsforslag endvidere, at rådgivningsgruppen udarbejder et oplæg til en national strategi for den fremtidige digitaliseringsindsats.

Den nationale strategi skal forholde sig til følgende temaer og tage udgangspunkt i »Digitalisering af uddannelsessystemet«, Dansk Folkeparti, 2018:

- Klar definition af begrebet »Digitalisering«. Begrebet bruges bredt og diffust. Med en begrebsafklaring kan der foretages mere fokuserede og tydelige evalueringer af digitaliseringsindsatsen, ligesom de forskellige digitale indsatser bedre kan sammenlignes og måles.

- Kvalitetssikring af digitale læremidler. Teknologiske læringsmidlers effekt skal analyseres og gennemtestes. De forskellige teknologiske læringsmidler kan kvalitetssikres ud fra faglige, pædagogiske og didaktiske parametre for at undgå læringsmidler af for lav kvalitet eller uønskede sideeffekter. Der foregår en massiv konkurrence blandt private udbydere af programmer, apps og andre digitale læringsteknologiske elementer. Dette forstærker kun behovet for en kvalitetssikring.

- Fokus på didaktikken. It skal styrkes i læreruddannelsen, herunder de tilrettelæggelsesmæssige og didaktiske aspekter.

- It skal ikke erstatte den gode undervisning, men understøtte denne. It skal anvendes i undervisningen, når det giver faglig og pædagogisk mening. Anvendelsen af digitale læringsmidler skal foretages ud fra et sagligt grundlag, hvor det kan understøtte undervisningen.

- Anvendelse af it i fagspecifik sammenhæng. It skal tænkes ind i en fagspecifik sammenhæng. Underviserne afstemmer selv de digitale læringsmidler i forhold til deres egne respektive fag og fagspecifikke forløb eller eventuelt i tværfaglige sammenhænge.

- Specialundervisning og undervisningsdifferentiering. Der er flere eksempler på, at anvendelsen af digitale læringsmidler har flere fordele, herunder pædagogiske og faglige, f.eks. som »It-rygsækken« og forskellige programmer til elever med læse- og skriveudfordringer. Fagligt svage elever kan profitere af inddragelse af digitale læringsmidler, ligesom studerende med funktionsnedsættelse kan have fordel af virtuelle undervisningsformer.

- Videndeling og udviklingsarbejde. Det er hensigtsmæssigt, at undervisernes erfaringer med digitale læringsmidler bliver samlet i et idékatalog til videndeling, inspiration og direkte anvendelse.

- Efteruddannelse og kurser. Der skal udarbejdes efteruddannelsesforløb og kurser for undervisere med henblik på at tilegne sig værktøjer til at anvende it i deres undervisning, når det giver faglig og pædagogisk mening for dem. De faglige organisationer, eksempelvis Danmarks Lærerforening, Gymnasieskolernes Lærerforening m.fl., kunne eventuelt indgå i tilrettelæggelsen og afviklingen af disse aktiviteter.

(Se endvidere »Digitalisering i uddannelsessystemet«, Dansk Folkeparti 2018).

Skriftlig fremsættelse

Jens Henrik Thulesen Dahl :(DF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en national strategi for digitalisering i uddannelsessystemet.

(Beslutningsforslag nr. B 15)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.