B 14 Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod Masjid Al-Faruq-moskeen på Nørrebro.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 04-10-2018

Fremsat: 04-10-2018

Fremsat den 4. oktober 2018 af Martin Henriksen (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Karina Due (DF), Christian Langballe (DF) og Peter Skaarup (DF)

20181_b14_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 4. oktober 2018 af Martin Henriksen (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Karina Due (DF), Christian Langballe (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forbud mod Masjid Al-Faruq-moskeen på Nørrebro

Folketinget pålægger regeringen at afsøge det juridiske grundlag for at forbyde og lukke Masjid Al-Faruq-moskeen på Nørrebro.

Bemærkninger til forslaget

Baggrund for forslaget

Det er forslagsstillernes opfattelse, at der fra Masjid Al-Faruq-moskeen på Nørrebro i København udspringer grænseoverskridende adfærd, der begrunder, at regeringen bør pålægges at undersøge det juridiske grundlag for at forbyde moskeen.

I juli 2018 rejste anklagemyndigheden tiltale mod imam Mundhir Abdallah fra Masjid Al-Faruq-moskeen, Heimdalsgade 39 på Nørrebro i København, for at bifalde drab på jøder. Han er tiltalt for under en prædiken den 31. marts 2017 at have sagt følgende:

»Dommedag oprinder ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne, således at muslimerne slår dem ihjel, og jøden vil skjule sig bag sten og træer, og stenen og træerne vil sige: »O muslim, O Guds tilbeder, der er en jøde bag mig, så kom og dræb ham«« (jf. pressemeddelelse fra Anklagemyndigheden den 24. juli 2018, »Anklagemyndigheden rejser straffesag mod hadprædikant«).

Imamen forsvarer sig med, at teksten er taget ud af en kontekst og udelukkende handler om »den zionistiske besættelse af Palæstina«, jf. »Imam tiltalt efter prædiken: Det er taget ud af kontekst«, www.bt.dk, den 25. juli 2018.

I 2017 talte Mundhir Abdallah om behovet for og opfordrede til en muslimsk invasion af Europa på en måde, som forfatter og tidligere historielektor Carl-Johan Bryld mente var en klar opfordring til en voldelig tilstand, fremgik det af artiklen »Københavnsk imam: Europa skal invaderes igen«, Kristeligt Dagblad, den 3. august 2018.

Moskeen er et arnested for grænseoverskridende adfærd

Det er forslagsstillernes opfattelse, at der udgår stærkt radikaliserede og religiøse holdninger og budskaber fra moskeen, der klart overskrider grænsen for, hvad man kan foretage sig inden for rammerne af lovlige og tilladelige religiøse aktiviteter.

Hvad der præcis foregår inde i moskeen og omfanget heraf, er svært at dokumentere. Men de nævnte eksempler viser med al tydelighed, at der foregår hadefulde prædikener, der af tilhørere godt kan tolkes som direkte opfordringer til at »tage sagen i egen hånd« og foretage ulovlige handlinger.

Det står også klart, at gerningsmanden bag terrorangrebet ved Krudttønden og ved den jødiske synagoge i Krystalgade i København i 2015, Omar El-Hussein, har haft sin gang i Masjid Al-Faruq-moskeen. Omar El-Hussein besøgte moskeen, umiddelbart inden han dræbte Finn Nørgaard og Dan Uzan, jf. »Medie: Omar var i radikal moske dagen før terrorangreb«, Berlingske, den 22. februar 2015.

Tidligere har Said Mansour, kendt som boghandleren fra Brønshøj og idømt 3 år og 6 måneders fængsel for at have opildnet til terrorhandlinger, også haft sin gang i moskeen.

Det er »Foreningen for Islamisk Kultur og Viden« med lærer Naji Dyndgaard i spidsen, som lægger lokaler til moskeen. Siden sommeren 2014 har moskeen haft lokaler i ejendommen. Den stærkt kontroversielle forening Hizb ut-Tahrir har afholdt flere arrangementer i moskeen. Forslagsstillerne har tidligere fremsat forslag om foreningen Hizb ut-Tahrirs opløsning, jf. B 67, folketingsåret 2010-11 (1. samling).

Det er efter forslagsstillernes opfattelse hævet over enhver tvivl, at der fra moskeen udspringer en ekstrem, hadefuld og grænseoverskridende adfærd med direkte, indirekte og slet skjulte opfordringer til at begå ulovligheder, vold og terrorhandlinger.

Grundloven sætter grænser for trosfriheden og foreningsfriheden. Det hedder bl.a. i § 67, at man har trosfrihed, så længe »intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«. Det er endvidere muligt i visse tilfælde at forbyde eller opløse foreninger, der »virker eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende« (§ 78).

Forslagsstillerne ønsker derfor med beslutningsforslaget, at regeringen afsøger det juridiske grundlag for at forbyde og lukke moskeen. Regeringen skal inden udgangen af 2018 aflevere en grundig redegørelse for de juridiske muligheder. Regeringen skal på baggrund af redegørelsen indkalde de politiske partier til en drøftelse af muligheden for at lukke og opløse moskeen. Redegørelsen skal afleveres til Folketingets Retsudvalg og Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.

Skriftlig fremsættelse

Martin Henriksen (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod Masjid Al-Faruq-moskeen på Nørrebro.

(Beslutningsforslag nr. B 14)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.