Fremsat den 1. marts 2019 af Jacob Mark (SF) og Pia Olsen Dyhr (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at styrke fritidstilbuddene til børn og
unge i Danmark
Folketinget pålægger regeringen
senest ultimo april 2019 at indkalde Folketingets partier til
forhandlinger om udarbejdelse af en bred politisk aftale med
tiltag, der styrker fritidstilbuddene til børn og unge i
Danmark.
Bemærkninger til forslaget
Socialistisk Folkeparti ønsker med
dette beslutningsforslag, at der indkaldes til politiske
forhandlinger med henblik på at styrke fritidstilbud til
børn i unge i Danmark. Børn og unge har gavn af et
fritidstilbud af høj kvalitet, og derfor bør vi have
høje politiske ambitioner på dette område.
I Danmark har vi en unik tradition for
stærke fritidsinstitutioner, jf. »Styrk børn og
unge - skab bedre fritidsinstitutioner, BUPLs fritidsudspil«,
september 2017. Det er her, børne- og ungdomskulturen vokser
frem - hvor børn og unge lærer at mestre livet gennem
leg og ved at have det sjovt i sociale fællesskaber. Selv
fremhæver børnene tiden i fritidstilbuddene som
værende helt deres egen, og hvor de i modsætning til i
skolen selv er med til at bestemme, hvad de vil lave. Oplevelsen af
fri tid er med til at skærpe børnenes evne til at
stå på egne ben og træffe selvstændige
valg, jf. »Børns og unges brug af fritids- og
klubtilbud«, Danmarks Evalueringsinstitut, 2018.
Fritidsinstitutionerne modvirker ensomhed,
styrker børne- og ungefællesskaberne på
tværs af alderstrin og udvikler børn og unges
personlige, sociale og praktiske kompetencer. Pædagogerne er
med til at forebygge sociale problemer, skabe sammenhæng i
hele barnets dag, bygge broer til lokalmiljøet og styrke
børn og unges dannelse (»Styrk børn og unge -
skab bedre fritidsinstitutioner, BUPLs fritidsudspil
2017«).
Men på trods af vores unikke tradition
for stærke fritidsinstitutioner har fritids- og klubtilbud
længe været overset i debatten om, hvordan vi skaber
god kvalitet i dagtilbud og skoler. Næsten 80 pct. af alle
børn i 0.-4. klasse er indskrevet i et fritidstilbud
(»Børns og unges brug af fritids- og
klubtilbud«, Danmarks Evalueringsinstitut, 2018). Når
så mange børn og unge tilbringer fritiden i sfo'er,
på fritidshjem og i klubber, bør området
også prioriteres politisk. Det betyder nemlig, at
fritidstilbud af høj kvalitet reelt kan gøre en
forskel for vores børn og unge. Medvirke til at gøre
dem livsduelige. Tilbuddene kan give ekstra støtte til de
børn, der har brug for det - ligesom fritids- og
klubtilbuddene nogle steder kan være helt afgørende
for at forebygge radikalisering og rekruttering til bander.
Med aftalen »Folkets skole: Faglighed,
dannelse og frihed - justeringer af folkeskolen til en mere
åben og fleksibel folkeskole«, januar 2019, sikrede
aftaleparterne (regeringen og S, DF, RV og SF), at kommunerne
får kompensation for den øgede aktivitet i
fritidstilbud som følge af afkortningen af skoleugen. Det
kan ses som en anerkendelse af, at der er behov for at styrke
fritidstilbuddene. Men samtidig rammes fritidsinstitutionerne af
store besparelser ude i kommunerne. Tal fra Danmarks Statistik
viser, at kommunerne samlet set budgetterer med en besparelse
på 290 mio. kr., jf. »Markante besparelser på
fritidstilbud i budget 2019, BUPL«, den 29. januar 2018. Der
er brug for, at fritiden ikke bliver udhulet og glemt, fordi fokus
lægges på skole og dagtilbud.
Det er muligt at sætte ind flere steder,
hvis vi vil skabe bedre fritidsinstitutioner. BUPL foreslår
eksempelvis at:
- Styrke
lovgivningen på området ved at foretage en
regelforenkling af klubområdet, så klubberne ikke skal
reguleres efter fire lovgivninger, men kun efter en samlet
klubtilbudslov. Styrkelse af lovgivningen kunne også ske ved
at udarbejde en stærkere mål og indholdsbeskrivelse for
sfo.
- Øge
dækningsgraden i sfo/fritidshjem, særlig i forhold til
børn i socialt udsatte familier. Optimalt sikre mere
personale i alle institutioner, f.eks. ved at indføre en
minimumsnormering.
- Styrke det
opsøgende og forebyggende arbejde blandt unge med mistrivsel
i kommunerne.
Andre forslag forbundet med større
merudgifter kan eksempelvis være at styrke fritidstilbuddene
ved at indføre et loft over forældrebetalingen, f.eks.
på 40 pct., eller ved at øge antallet af fripladser
til børn fra udsatte hjem, så alle børn har
mulighed for at få et godt fritidsliv.
En rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut
fremhæver, at det største fald i indskrivninger i
forbindelse med skolereformen skete for børn fra familier
med lave indkomster. Dermed sker der en mere ulige adgang til
tilbuddenes fællesskab (»Børns og unges brug af
fritids- og klubtilbud«, Danmarks Evalueringsinstitut,
2018).
Socialistisk Folkeparti er åbne over for
at drøfte alle tiltag, der kan bidrage til at styrke
fritidstilbuddene for børn og unge, og stiller sig gerne til
rådighed, hvis der på baggrund af forhandlingerne er
behov for at finde finansiering til at realisere tiltagene.
Skriftlig fremsættelse
Jacob Mark
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
styrke fritidstilbuddene til børn og unge i Danmark.
(Beslutningsforslag nr. B 130)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.