Betænkning afgivet af Sundheds- og
Ældreudvalget den 11. december 2018
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (DF, V, LA og KF) indstiller beslutningsforslaget til
forkastelse.
Et mindretal i
udvalget (S, EL ALT, SF og RV) indstiller beslutningsforslaget til
vedtagelse uændret.
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal
Alliance og Det Konservative Folkeparti
Dansk Folkepartis, Venstres, Liberal
Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget er
enige med forslagsstillerne i, at man som borger ikke skal kunne
opkræves egenbetaling for kost, linned, tøjvask og
lign. ved ophold på en kommunal akutplads.
Det har ikke været den politiske
intention, at ydelser, som gives via en kommunal akutfunktion, der
er organiseret på en kommunal akutplads, skulle være
forbundet med egenbetaling for de borgere, der modtager
ydelsen.
I takt med at kommunerne varetager et
stigende antal komplekse opgaver på sundhedsområdet,
har flere kommuner etableret akutfunktioner, f.eks. organiseret som
pladser eller team i hjemmesygeplejen, der kan varetage
særlige sygeplejefaglige opgaver, som ikke kan
håndteres i den almindelige hjemmesygepleje.
For at kunne anvende betegnelsen
akutfunktion skal kommunerne fra 2018 leve op til
Sundhedsstyrelsens »Kvalitetsstandarder for kommunale
akutfunktioner i hjemmesygeplejen«, 2017, bl.a. i forhold til
tilrettelæggelse, målgruppe, kompetencer, udstyr og
indsats. Der er ikke stillet krav om udbredelse af kommunale
akutfunktioner eller organiseringen heraf.
DF, V, LA og KF noterer sig, at en
nærmere vurdering, herunder inddragelse af ekstern juridisk
bistand fra Kammeradvokaten, har vist, at der kan være behov
for at præcisere reglerne for, hvad der indgår i det
vederlagsfrie tilbud om hjemmesygepleje givet ved en akutfunktion
organiseret som en kommunal akutplads.
På den baggrund finder DF, V, LA og
KF det positivt, at der med aftalen mellem regeringen og Dansk
Folkeparti om finansloven for 2019 er enighed om, at det i
regelgrundlaget fremadrettet præciseres, at begrebet kommunal
akutplads er en del af hjemmesygeplejen, som alene er reguleret
efter sundhedsloven. Præciseringen indebærer, at kost,
linned, tøjvask og lign. indgår som en del af det
vederlagsfrie tilbud om hjemmesygepleje givet ved en akutfunktion,
der er organiseret som en kommunal akutplads.
Det bemærkes, at kommunerne i visse
tilfælde kan opkræve egenbetaling efter serviceloven
til f.eks. kost, linned, rengøring m.v., bl.a. for
hjælp efter servicelovens § 84, hvor der er tale om
aflastning og midlertidigt ophold, og madservice efter
servicelovens § 83. Kommunens opkrævning af egenbetaling
kan maksimalt svare til produktions- og leveringsomkostningerne,
dog maksimalt til de fastsatte prislofter. Kommunen kan endvidere
yde tilskud til tilbuddet ved at fastsætte betalingen til et
lavere beløb end prisloftet og omkostningerne. DF, V, LA og
KF finder i forlængelse heraf, at B 13 er
unødvendig.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 4.
oktober 2018 og var til 1. behandling den 23. november 2018.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Sundheds- og Ældreudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 3 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag
på beslutningsforslaget.
Liselott Blixt (DF) fmd. Karin Nødgaard (DF) Karina
Adsbøl (DF) Susanne Eilersen (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Jan
Erik Messmann (DF) Jane Heitmann (V) Hans Christian Schmidt (V)
Hans Andersen (V) Martin Geertsen (V) Thomas Danielsen (V) Jacob
Jensen (V) Laura Lindahl (LA) May-Britt Kattrup (LA) Erik Lund (KF)
Astrid Krag (S) Flemming Møller Mortensen (S) Erik
Christensen (S) Julie Skovsby (S) nfmd. Karin Gaardsted (S) Lea Wermelin
(S) Yildiz Akdogan (S) Stine Brix (EL) Finn Sørensen (EL)
Pernille Schnoor (ALT) Torsten Gejl (ALT) Lotte Rod (RV) Kirsten
Normann Andersen (SF) Trine Torp (SF)
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 | |
Enhedslisten (EL) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 10 | |
Radikale Venstre (RV) | 8 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Nunatta Qitornai (NQ) | 1 | |
Tjóðveldi (T) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |