B 127 Forslag til folketingsbeslutning om pasningsloft for anbragte dyr.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 01-03-2019

Fremsat: 01-03-2019

Fremsat den 1. marts 2019 af Karina Due (DF), Pia Adelsteen (DF), Lise Bech (DF), René Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Ib Poulsen (DF) og Peter Skaarup (DF)

20181_b127_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 1. marts 2019 af Karina Due (DF), Pia Adelsteen (DF), Lise Bech (DF), René Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Ib Poulsen (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om pasningsloft for anbragte dyr

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte de lovforslag og foretage de ændringer af administrative forskrifter m.v., som er nødvendige for at indføre et pasningsloft på 3 måneder for, hvor længe dyr kan tilhøre en ejer, der ikke kan tage sig af dem, fordi ejeren er varetægtsfængslet, tvangsindlagt m.v. Efter udløbet af 3-månedersperioden kan det dyreinternat, som dyret er anbragt på, videreformidle dyret til nye ejere.

Bemærkninger til forslaget

Dyreværnet oplever i stigende grad, at dyr bor på deres internater i lange perioder, fordi deres ejere sidder fængslet eller er indlagt/tvangsindlagt. Men på trods af dette vil ejerne ikke overdrage deres kæledyr til foreningen, som så kunne finde nye ejere til kæledyrene. Dyreværnet oplyser, at de i løbet af de seneste 3 måneder har haft 13 hunde indlogeret på deres internat i Rødovre, fordi deres ejer har siddet varetægtsfængslet (www.dyrevaernet.dk, »Frustreret dyreværnsdirektør forlanger fokus på dyr, hvis ejer er i fængsel«, den 26. februar 2019).

Når en person bliver varetægtsfængslet, bliver den pågældendes kæledyr typisk anbragt på et af Dyreværnets internater, og så må Dyreværnet passe og pleje dyret og sørge for, at det har det så godt som muligt. Nogle gange kan dette tage årevis, fordi foreningen ikke har mulighed for at give dyret væk til en anden ejer, hvis den fængslede ejer ikke har givet foreningen lov til at give dyret bort. Det er ikke kun når en borger bliver varetægtsfængslet, at problemet opstår. Dyreværnet oplyser samme sted, at de har haft både hunde og katte boende i op til et år, fordi ejerne var tvangsindlagt.

Forslagsstillerne mener ikke, at det kan være rigtigt, at det er dyrene, der skal betale prisen, når deres ejer ikke kan tage vare på dem. Dette forslag har derfor til hensigt at sikre, at der indføres et pasningsloft på 3 måneder for, hvor længe dyr kan tilhøre en ejer, der ikke kan tage sig af dem, fordi ejeren er varetægtsfængslet, tvangsindlagt m.v. Efter udløbet af denne 3-månedersperiode kan det internat, som dyret er anbragt på, videreformidle dyret til nye ejere.

Det forudsættes, at man i forbindelse med etablering af pasningsloftet indretter ordningen, således at grundlovens bestemmelser om ejendomsret respekteres. Ejeren skal f.eks. modtage advarsler om, at dyret sælges, hvis ikke ejeren eller en af ejeren bemyndiget henter dyret inden en nærmere fastsat dato.

Skriftlig fremsættelse

Karina Due (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om pasningsloft for anbragte dyr.

(Beslutningsforslag nr. B 127)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.