B 123 Forslag til folketingsbeslutning om tilsyn med udenlandske kapitalfonde, der indleder opkøb i Danmark.

Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 01-03-2019

Fremsat: 01-03-2019

Fremsat den 1. marts 2019 af Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Jacob Mark (SF)

20181_b123_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 1. marts 2019 af Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Jacob Mark (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om tilsyn med udenlandske kapitalfonde, der indleder opkøb i Danmark

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag med henblik på at sikre, at der føres tilsyn med udenlandske kapitalfonde, der indleder opkøb i Danmark, herunder opkøb af infrastruktur, fast ejendom og større ejerandele i selskaber. Formålet er så vidt muligt at afdække, om de pågældende kapitalfonde har medvirket i samfundsskadelige aktiviteter som eksempelvis skatteunddragelse, inden en handel gennemføres.

Bemærkninger til forslaget

Hvis kapitalfonde medvirker i samfundsskadelige aktiviteter som eksempelvis skatteunddragelse, bør dette så vidt muligt afdækkes, hvis kapitalfonden indleder et opkøb af aktiver i Danmark. Et aktuelt eksempel er den australske investeringsbank Macquarie, som ifølge pressen mistænkes for at have spillet en rolle i den omfattende svindel med udbytteskat (»Skatteeksperter: Tømning af statskasser var en forretningsmodel for TDC's hovedejer«, den 19. oktober 2018, dr.dk). Macquaire har tidligere været medejer af Københavns Lufthavne og er nu medejer af TDC.

På den baggrund foreslås der indført et tilsyn med udenlandske kapitalfonde ved forestående opkøb af aktiver i Danmark, uanset om kapitalfondene er hjemmehørende i et EU-land eller andre lande. Tilsynsopgaven kan placeres hos Finanstilsynet, der vil kunne foretage analyser af kapitalfonde baseret både på offentligt tilgængelige oplysninger og på oplysninger, der indhentes fra andre landes myndigheder.

I forbindelse med opkøb af forsyningsselskaber og især kritisk infrastruktur skal tilsynet kunne udføre en skærpet kontrolindsats. For en række øvrige aktiver kan tilsynet udelades, hvis aktivernes værdi er under en fastsat grænse.

Formålet er inden gennemførelsen af en handel at afdække, om de pågældende kapitalfonde har medvirket i samfundsskadelige aktiviteter som eksempelvis skatteunddragelse gennem bl.a. bevidst omgåelse af regler. Oplysninger, der afdækkes af tilsynet, vil kunne indgå i både sælgers og de danske myndigheders beslutning om, hvorvidt en handel skal gennemføres eller godkendes. Det skal bl.a. ses i lyset af risikoen for, at en kapitalfond vil gentage aktiviteter, der sigter mod at omgå de gældende regler.

Der er med AIFM-direktivet indført EU-regulering af forvaltere af kapitalfonde, men disse regler har et grundlæggende andet sigte, idet hensigten er at nedbringe finansielle risici og beskytte investorer (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010). Dermed sikrer direktivet ikke, at en kapitalfonds eventuelle involvering i eksempelvis skatteunddragelse afdækkes, inden en handel gennemføres.

Problemstillingen vedrørende bl.a. skatteunddragelse er ikke nødvendigvis isoleret til kapitalfonde, men kan også gælde andre selskabstyper, der foretager opkøb i Danmark. I lyset af den seneste tids erfaringer og at kapitalfonde har foretaget flere store opkøb i Danmark, herunder af infrastruktur, vil et tilsyn med kapitalfonde dog være en hensigtsmæssig begyndelse. De erfaringer, der opbygges herigennem, vil kunne anvendes til eventuelt at udbrede tilsynet til andre større selskaber, der opkøber aktiver i Danmark.

Endelig vil det være hensigtsmæssigt, at der fra dansk side arbejdes på, at der i EU etableres et CSR-agentur, som kan opbygge og vedligeholde et fælles overblik over, hvilke kapitalfonde og større selskaber der eksempelvis bidrager til skatteunddragelse og selskabstømning, investerer i selskaber med børnearbejdere el.lign. Det vil på sigt kunne udgøre et fælles grundlag i EU og vil over tid kunne erstatte det danske tilsyn med kapitalfonde.

Skriftlig fremsættelse

Lisbeth Bech Poulsen (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om tilsyn med udenlandske kapitalfonde, der indleder opkøb i Danmark.

(Beslutningsforslag nr. B 123)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.