Fremsat den 19. februar 2019 af udenrigsministeren (Anders Samuelsen)
Forslag til folketingsbeslutning
om Danmarks ratifikation af den i Bruxelles den
6. februar 2019 undertegnede protokol om Republikken
Nordmakedoniens tiltrædelse af Den Nordatlantiske Traktat
Folketinget meddeler sit samtykke til, at
regeringen på Danmarks vegne ratificerer efterfølgende
gengivne protokol, indeholdende Det Nordatlantiske Råds
beslutning om, at Republikken Nordmakedonien opfordres til at
tiltræde Den Nordatlantiske Traktat.
Protokol om Republikken Nordmakedoniens
tiltrædelse af Den Nordatlantiske Traktat
Deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat,
undertegnet i Washington den 4. april 1949, som er forvissede om,
at Republikken Nordmakedoniens tiltrædelse af denne traktat
vil forøge sikkerheden i det nordatlantiske område, er
enige om følgende:
Artikel
I
Ved nærværende protokols
ikrafttræden skal generalsekretæren for Den
Nordatlantiske Traktats Organisation på alle deltagernes
vegne overbringe Republikken Nordmakedoniens regering en opfordring
til at tiltræde Den Nordatlantiske Traktat. I henhold til
traktatens artikel 10 bliver Republikken Nordmakedonien deltager
på datoen for deponering af dets tiltrædelsesinstrument
hos Amerikas Forenede Staters regering.
Artikel
II
Nærværende protokol træder i
kraft, når hver af deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat
har meddelt Amerikas Forenede Staters regering deres godkendelse
heraf. Amerikas Forenede Staters regering skal underrette samtlige
deltagere i Den Nordatlantiske Traktat om datoen for modtagelsen af
enhver sådan meddelelse og om datoen for
nærværende protokols ikrafttræden.
Artikel
III
Nærværende protokol, hvis engelske
og franske tekster har samme gyldighed, skal deponeres i Amerikas
Forenede Staters regerings arkiv. Behørigt bekræftede
genparter deraf skal af nævnte regering sendes til samtlige
deltagere i Den Nordatlantiske Traktats regeringer.
Til bekræftelse heraf har de nedenfor
anførte befuldmægtigede undertegnet
nærværende protokol.
Undertegnet i Bruxelles den 6. februar
2019.
Bemærkninger til forslaget
Ifølge artikel 10 i Den Nordatlantiske
Traktat kan deltagerne i traktaten ved enstemmig beslutning
opfordre enhver anden europæisk stat, som er i stand til at
fremme grundsætningerne i traktaten og bidrage til det
nordatlantiske områdes sikkerhed, til at tiltræde
traktaten.
På NATO-topmødet den 11.-12. juli
2018 udstedte NATO-medlemslandene en invitation til Den Tidligere
Jugoslaviske Republik Makedonien (FYROM)/Makedonien om at indlede
de afsluttende optagelsesforhandlinger. Dette skete som
opfølgning på en beslutning truffet på
NATO-topmødet den 2.-4. april 2008, der indebar, at en
medlemskabsinvitation ville blive udstedt til FYROM/Makedonien,
så snart der var opnået en gensidigt acceptabel
løsning på navnespørgsmålet mellem
FYROM/Makedonien og Grækenland.
Ved FYROM/Makedonien og Grækenlands
gensidige underskrivelse af Prespa-aftalen, der trådte i
kraft den 12. februar 2019, ændredes navnet for
førstnævnte til Republikken Nordmakedonien.
Ved et særindkaldt møde i Det
Nordatlantiske Råd i Bruxelles den 6. februar 2019 blev
protokollen om Republikken Nordmakedoniens tiltrædelse af Den
Nordatlantiske Traktat undertegnet af repræsentanter for
samtlige medlemmer af NATO, herunder Danmark, i overværelse
af FYROM/Makedoniens udenrigsminister. Spørgsmålet om
NATO's optagelse af FYROM/Makedonien har af udenrigsministeren
været forelagt Det Udenrigspolitiske Nævn til
orientering forud for undertegnelse af protokollen.
Ifølge protokollens artikel I skal
NATO's generalsekretær ved protokollens ikrafttræden
på samtlige NATO-landes vegne opfordre Republikken
Nordmakedonien til at tiltræde Den Nordatlantiske Traktat.
Landet bliver herefter deltager i traktaten ved deponering af dets
tiltrædelsesinstrument hos Amerikas Forenede Staters
regering.
Af artikel II fremgår, at protokollen
træder i kraft, når samtlige NATO-lande har meddelt
Amerikas Forenede Staters regering deres godkendelse deraf.
For Danmarks vedkommende vil protokollens
godkendelse ske ved udfærdigelse af et
ratifikationsinstrument, der deponeres hos Amerikas Forenede
Staters regering.