Tak.
Det er jo de gode intentioners dag i dag, skal jeg love for, i hvert fald for min part i forhold til de sidste tre forslag.
Også her kan man jo næsten ikke komme til for hinanden i forhold til at rose intentionerne.
Jeg har dog noteret mig, at der er noget mere fremkommelighed, når det så drejer sig om at føre intentionerne ud i livet i form af en støtte, helt eller delvis, til det her konkrete forslag.
Så jeg vil sige tak til Dansk Folkeparti og Alternativet for en klar støtte til forslaget, vel vidende at der selvfølgelig er meget, der skal arbejdes med, hvis man skal realisere noget sådant.
Jeg vil også sige en klar tak til ordføreren for Socialdemokratiet, der kom med noget, jeg så vil kalde en principiel støtte.
Og jeg var især glad for udmeldingen om, at efter ordførerens opfattelse bør selvstændige, altså enkeltmandsvirksomheder, også være omfattet af et sådant kort.
Så noterede jeg mig en sprække – og det bliver interessant at se, når vi kommer i gang med udvalgsarbejdet, om det er en reel sprække – i fjendens rustning, nemlig hos regeringspartierne, for der var jo en fuldstændig blank afvisning fra Konservative og Liberal Alliance, men hr.
Hans Andersen fra Venstre mente da, at man gerne ville kigge på det i udvalgsarbejdet.
Jeg opfattede det ikke som en principiel afvisning.
Hvis det er sådan, det skal forstås, ville det jo være rart, hvis ordføreren så lige tegnede sig for en kort bemærkning for at oplyse mig om, at der har jeg været alt for optimistisk, hvis jeg troede, at der var noget som helst at bygge på hos Venstre i den her forbindelse.
Så vil jeg selvfølgelig også sige tak for debatten.
Jeg synes egentlig, at indlæggene har været gode på den måde, at jeg håber, at dem, der har lyttet med på debatten, har fået et indtryk af, hvad det går ud på.
Men ellers kan jeg da lige repetere ganske kort, at det, det handler om, er, at vi skal have indført et id-kort, man kunne også kalde det et sikkerhedskort, i byggebranchen, som alle, der arbejder på byggepladser, skal bære.
Det er formålet.
Og det kort skal oplyse navnet på kortholderen, fødselsdato, der skal være et billede af kortholderen, kortholderens underskrift, et kortnummer og navnet på virksomheden eller enkeltmandsvirksomheden.
Så har vi tilføjet nogle yderligere ting, som er vigtige, når vi taler om myndighedens mulighed for at kontrollere, nemlig at registrering hos skatteforvaltningen, RUT, social sikring, arbejdsskadeforsikring og eventuelt erhvervsforsikringsdækning også skal fremgå af det her kort, der jo i sagens natur må blive et elektronisk kort.
Og så vil vi også gerne have, at kortet oplyser om vedkommendes uddannelse, efteruddannelse, en sikkerhedsuddannelse af minimum 1 dags varighed og så varigheden af uddannelsens gyldighed.
Så skal det være et kort, der er udstedt af en offentlig myndighed.
Det skal implementeres i samarbejde med arbejdsmarkedets parter – det er vi allerede enige om, kan jeg oplyse hr.
Mattias Tesfaye om, selvfølgelig skal det det – og der skal tages højde for de redskaber, som arbejdsmarkedets parter allerede har udviklet på det her område, f.eks.
byggebranchens uddannelseskort.
For det sjove er jo, at vi som Folketing og som myndigheder er bagud på den her front, for virksomhederne har jo allerede indset, at der er et behov for en mulighed for klar og tydelig identifikation af, hvem der egentlig opholder sig på byggepladser.
De store virksomheder – dem, der er i gang med de store byggerier – har jo i et eller andet omfang allerede indført sådan noget.
Så kunne man sige:
Jamen så behøver vi jo ikke at lave noget fra Folketingets side.
Det er jo den, kan man sige, undskyldning, vi plejer at få.
Men det ville være en forkert vurdering, for det giver jo ikke nødvendigvis myndighedskontrollen de bedste redskaber.
Der skal vi have et kort, der er udstedt af en statslig myndighed, men selvfølgelig udarbejdet i samarbejde med arbejdsmarkedets parter.
Hvad er formålet?
Ja, det er jo primært at sikre, at man giver myndighederne et langt bedre redskab i forhold til at håndhæve et godt arbejdsmiljø og håndhæve arbejdsmiljølovgivningen, men selvfølgelig også de andre regler, der vedrører udenlandske virksomheders operationer her i Danmark, altså i forhold til skattemyndighederne, i forhold til politiet med henblik på beskæftigelse af ulovlig arbejdskraft, for at nævne nogle andre problemstillinger, som jo også er en del af myndighedskontrollen.
Derfor er det jo også vores ønske, at kortet indeholder disse uddannelseskrav, så det er klart og tydeligt dokumenteret, at vedkommende har den fornødne uddannelse til at fungere på en byggeplads.
Så vi kan ikke se andet, end at det her vil blive et rigtig godt værktøj for myndighederne og for den sags skyld også for virksomhederne, for jeg synes da, at vi tit hører fra store danske virksomheder, der opererer i byggebranchen, at de har en interesse i, at der er ordnede forhold, for ellers skal de høre på den her evindelige kritik om, at de misbruger udenlandsk arbejdskraft, at lovgivningen ikke bliver overholdt osv.
Det er måske ikke alle de store virksomheder, der mener det lige meget, men nogle af dem har en stærk interesse i det, og deres organisationer giver i hvert fald udtryk for det.
Derfor vil det være vigtigt med sådan et redskab, og det vil helt klart kunne bidrage til en bedre indsats over for den del af den sociale dumping, som ligger på hele arbejdsmiljøområdet.
Så det er, hvad det går ud på.
Og jeg vil da gerne takke for den mere fremkommelige debat, vi har haft om det her.
Så er der det med økonomien.
Altså, de tal, ministeren nævner, kommer bag på mig.
Det er muligt, at der er noget, jeg har overset.
Jeg har været i Folketinget længe nok til, at jeg kan glemme, hvad det var, jeg eventuelt blev præsenteret for for en del år siden.
Men jeg synes ikke, jeg har hørt de her tal før om, at det skulle koste 135 mio.
kr., men det kan vi jo få afklaret.
Vi må stille ministeren et spørgsmål om det, så vi kan få opklaret, hvordan de beregninger er lavet.
For når jeg har været tilbage og kigget i de papirer og beregninger, vi arbejdede med i forhandlingerne med den daværende regering, var det nogle ganske anderledes beløb.
Men uanset om det så er beløb i den størrelsesorden, ministeren nævnte, mener jeg virkelig ikke, at finansieringen kan være noget problem, når man kigger på, at skattemyndighederne jo har reguleret det og altså opkrævet et nettoprovenu på ca.
704 mio.
kr.
i manglende moms- og skatteindbetalinger i forbindelse med myndighedsindsatsen mod social dumping, og det er så, siden vi skruede op for myndighedsindsatsen i 2011-2012, hvor vi lavede de første aftaler og satte det her myndighedsarbejde i gang.
Det siger jo noget om, at der er en god investering i at få sådan et sikkerhedskort op at stå, og at pengene er til rådighed for at gøre det.
Men jeg ser frem til udvalgsarbejdet og tager da gerne den handske op, som Socialdemokratiets ordfører kastede – vi må se, om der kan komme noget frugtbart ud af at skrive en beretning.
Så det ser jeg da frem til at undersøge muligheden for.
Tak for debatten.