Det næste punkt på dagsordenen er:

31) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 125:

Forslag til folketingsbeslutning om bedre forbrugerbeskyttelse i forhold til finansielle produkter.

Af Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Jacob Mark (SF).

(Fremsættelse 01.03.2019).

Vi åbner forhandlingerne. Det er erhvervsministeren, der her skal lægge ud. Værsgo.

Tak, også for det her beslutningsforslag, og tak for i øvrigt hurtig behandling af det forrige. Det var en god debat. B 125 er et forslag om regulering af bidragssatser og forbud mod formidlingsprovision. SF vil forbyde realkreditinstitutter at udbetale hele deres overskud i udbytte, hvis de med rimelighed, som det hedder i forslaget, kan forudse øgede kapitalkrav. Og øgede kapitalkrav må ikke kunne lægges til grund for stigninger i bidragssatserne, hvis instituttet med rimelighed har kunnet forudse kravene og har kunnet opfylde dem ved at tilbageholde overskud. Det er ikke defineret i forslaget, hvad »med rimelighed« præcis dækker over. Men det kunne man selvfølgelig arbejde med et forslag til. Derudover foreslås det også i beslutningsforslaget – og det er noget lidt andet – at investeringsforeninger skal forbydes at betale formidlingsprovision til pengeinstitutter eller andre, der rådgiver om og sælger investeringsforeningsprodukter til privatpersoner. Det er et såkaldt totalforbud.

Regeringen kan ikke støtte forslaget, heller ikke delelementerne i forslaget, da det efter vores opfattelse vil have nogle uheldige konsekvenser. Lad mig gennemgå det her i det følgende.

Jeg vil starte med den del af forslaget, der handler om realkredittens bidragssatser, altså hvor meget realkreditinstitutterne tager i provision fra boligejerne. Det er et område, hvor regeringen i januar 2017 indgik en bred politisk aftale, som også SF var med i. Den aftale betyder bl.a., at der i dag stilles større krav til de begrundelser, institutterne skal give kunderne, hvis de øger bidragssatserne for de eksisterende kunder. Det er efter vores opfattelse godt for kunderne, at de kan få ordentlige forklaringer, hvis deres bidragssatser øges. Det er efter vores opfattelse dog ikke godt for kunderne, hvis vi begrænser institutternes mulighed for at fastsætte deres bidragssatser, som SF foreslår. I så fald ville det skabe usikkerhed om, i hvilke situationer institutterne kan justere indtjeningen. Det ville betyde, at realkreditinstitutterne ville have en mere usikker økonomi. Det ville kunne gå ud over sikkerheden for realkreditinstitutterne, og i sidste ende kunne det betyde, at der ville komme højere renter.

Den tillid, som dansk realkredit nyder blandt både danske og udenlandske investorer, er afgørende for, at danske boligejere kan finansiere deres boliger så billigt, som de kan i dag. Derfor ønsker vi altså ikke at lave en regulering af sektoren, der risikerer at svække tilliden til dansk realkredit. Argumentet er, at hvis ikke de kan hæve deres bidragssatser, når de står og mangler penge, risikerer man, at de kommer i økonomiske vanskeligheder. Det vil give usikkerhed om realkreditinstitutternes økonomi. Det vil i sidste ende gå ud over boligejerne. Jeg vil også gøre opmærksom på, at Konkurrencerådets formand tidligere har afvist, at det skulle være hensigtsmæssigt, at myndighederne blander sig i realkredittens priser.

Så er der den anden del af forslaget, nemlig forslaget om formidlingsprovision. Det kan regeringen heller ikke støtte. Forslaget vil indebære, at investeringsforeninger ikke må betale en provision til f.eks. en bank, hvis den bank sælger eller rådgiver om pågældende investeringsforeninger, altså siger til sine kunder, at nu skal I købe andele i den investeringsforening. Siden 2017 har der været et delvist forbud mod formidlingsprovisioner, som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, også med SF's opbakning. Regeringen har stadig væk den holdning, at et delvist forbud er tilstrækkeligt på området.

Et totalforbud vil give en risiko for, at der simpelt hen vil være et mindre udbud af investeringsforeninger. Det vurderer vi ikke vil være til gavn for kunderne. Der vil være en risiko for, at bankerne, hvis ikke de fik nogen provision for at sælge investeringsforeningernes produkter, så udelukkende ville tilbyde kunderne deres egne produkter. Det ville skade kunderne.

Derfor er det vores opfattelse, at vi godt kan få øje på de problemer, som SF forsøger at adressere. Men som i mange andre situationer er konkurrence ofte bedre til at regulere de problemer, som SF peger på, end den ret i tidligere lovgivning, som der her er foreslået. Derfor kan regeringen ikke støtte forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Omkring bidragssatserne er jeg ikke så overrasket over ministerens holdning. Det er jo noget, vi har diskuteret flere gange. Men jeg må sige, at jeg er overrasket over, at ministeren meget hurtigt afviser forslaget om formidlingsprovision. For Finanstilsynet har selv i 2008 beskrevet, at der er sket en omlægning væk fra investeringsprodukter omfattet af provisionsforbuddet til produkter, hvor der fortsat kan opkræves provision. Altså det, vi ønskede – jeg tror, man kan sige, at et bredt flertal i Folketinget og regeringen ønskede det – er man ikke kommet uden om, man har bare flyttet sine produkter et andet sted hen. Det er vel ikke hensigtsmæssigt. Det var vel, fordi vi alle sammen kunne se, at der her var et problem. Og en lang række andre lande har jo også helt forbudt provision, fordi det simpelt hen er for skadeligt, og fordi man prakker forbrugerne nogle ting på, som de måske ikke kan gennemskue, eller som de ikke har brug for.

Ministeren.

Jamen det er jo ikke så overraskende, at økonomiske incitamenter selvfølgelig virker. Og i det omfang, at en bank ikke får provision for en investeringsforenings produkter, vil de hellere sælge en anden investeringsforenings produkter. Jeg ville i virkeligheden nok blive overrasket, hvis ikke det var tilfældet. Problemet er bare det her med, om vi så gør det bedre for kunderne ved, at vi forbyder provision, for så betyder det nok, at bankerne netop kun vil tilbyde de produkter, som er deres egne, frem for at tilbyde de produkter, som kunne komme udefra, nemlig fra andre investeringsforeninger, som måske var bedre for kunderne. Og udbuddet af investeringsforeninger risikerer man dermed ville blive mindre til skade for kunderne.

Så hvis man endelig skulle gøre noget, ville jeg nok i højere grad foreslå, at man kiggede på gennemsigtigheden og oplysningerne om, hvilken provision der bliver betalt, snarere end at man laver sådan et totalforbud og siger, at provision er forbudt. Jeg tænker også lige, om vi egentlig normalt gør det andre steder. Det er jo et eller andet sted ikke ualmindeligt, at man får provision for at sælge et produkt. Så det stikker lidt ud i forhold til, hvad vi ellers normalt mener, altså at det sådan set er okay, at man får et eller andet for at sælge et produkt.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Altså, MiFID II-direktivet er jo en udløber af det, der skete efter finanskrisen, fordi man kunne se, at alt for mange mennesker købte forskellige ting, de ikke kunne gennemskue, og som man fra bankens side havde fået prakket dem lidt på. Det er jo rigtig nok, at hvis vi har et forbud mod formidlingsprovision eller provision, så vil man i højere grad få tilbudt produkter fra banken selv. Jeg tror, at de fleste af os efterhånden godt kan forestille os, at hvis vores bank gerne vil have os til at købe et eller andet, så er det, fordi de har en egeninteresse i det. Det tror jeg trods alt.

Men, altså, vi gjorde det jo i fællesskab, fordi Finanstilsynet også sagde, at formålet med reglen er at fjerne bankens incitament til at handle mod kundens bedste interesse. Det kan det jo både være i forhold til bankens egne produkter, men man kan også handle imod kundens interesser ved at sige, at her har man et eller andet godt produkt fra en tredjepart, men det kan også være i strid med kundens interesse, fordi man alene promoverer det, fordi man får provision.

Ministeren.

Jamen absolut. Der er da bestemt en risiko ved, at man lader sig rådgive af en bank eller en hvilken som helst anden investeringsrådgiver. Så er der selvfølgelig en risiko for, at den rådgivning, som de yder, bliver påvirket af, om de får provision for at få kunden til at vælge et bestemt produkt. Det synes jeg da man skal være yderst opmærksom på. Det er også derfor, jeg siger, at problemstillingen jo er rigtig nok. Men vi tror bare ikke på, at vi altid, når vi får øje på et problem, skal løse det ved lov, og at det nødvendigvis er den bedste løsning. Det mener vi ikke er tilfældet her. Der mener jeg, at konkurrence og oplysning er de rigtige redskaber at bruge.

Med det siger vi tak til ministeren. Så tager vi hul på ordførerrækken, og det er Socialdemokratiets ordfører, der lægger ud, og det er fru Karin Gaardsted. Værsgo.

Tak for det. Forslagsstillerne fra SF ønsker at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag med henblik på at øge forbrugerbeskyttelsen i den finansielle sektor på to specifikke områder. Den første del handler om bidragsstigninger på realkreditlån, hvor der lægges op til, at der skal indføres et forbud mod, at realkreditinstitutter udbetaler hele årets overskud i form af udbytter, aktietilbagekøb og betaling af provisioner og lignende til moderselskabet i de tilfælde, hvor et realkreditinstitut sådan med rimelighed kan forudse, at der er en væsentlig risiko for øgede kapitalkrav i de kommende år. Desuden skal øgede kapitalkrav ikke kunne lægges til grund for bidragsstigning, hvis realkreditinstituttet med rimelighed har kunnet forudse disse krav og har haft mulighed for at efterleve kravet ved at undlade at udbetale overskud i form af eksempelvis udbyttebetalinger.

Den anden del af beslutningsforslaget handler om formidlingsprovisioner, hvor investeringsforeninger skal forbydes at betale formidlingsprovision til et pengeinstitut og andre virksomheder, og at pengeinstitutter kan dække deres omkostninger ved salg via handelsomkostninger på linje med andre handler.

Den socialdemokratiske holdning er, at vi ønsker en stærk forbrugerbeskyttelse også på det finansielle område. Vi mener, at vi for nuværende har vedtaget en lovgivning, der tager hånd om de voldsomme prisstigninger, som vi så. Vi har indgået aftale i den finansielle forligskreds om, at banker og realkreditinstitutter selvfølgelig skal redegøre langt mere konkret og gennemskueligt for eventuelle prisstigninger på bidragssatser, rentetillæg og gebyrer, en aftale, som Alternativet siden hen også har tilsluttet sig. I den aftale fastlægges det, at institutterne og bankerne bl.a. skal begrunde, hvad der har udløst stigningen, når de varsler, at de vil ændre bidrag, rentetillæg og gebyrer. De skal forklare de væsentligste forhold, der har haft betydning for ændringens omfang samt for den skønnede forholdsmæssige andel, som disse udgør af den samlede stigning. Endelig skal de kun gennemføre prisstigninger i bidrag og rentetillæg, hvis de er fyldestgørende begrundede.

Vi mener ikke, at det for nuværende er oplagt med nye tiltag, men vi følger området tæt, og det er vores klare forventning, at realkreditinstitutterne vil have mulighed for at sænke bidragssatser og rentetillæg, når de har bygget tilstrækkelig kapital og reserver op i forhold til de vedtagne og forventede polstringskrav, der kommer i fremtiden.

Med hensyn til forbud mod formidlingsprovision for salg af investeringsforeningsprodukter blev der i 2017 indført et delvist forbud mod formidlingsprovision, og det støttede vi op om. Det har efterfølgende vist sig, at flere banker har flyttet deres kunder fra porteføljepleje til investeringsrådgivning for på den måde at komme rundt om de nye regler. Det var selvfølgelig ikke hensigten, og derfor kan der også være al mulig fornuft i at se på regelsættet for formidlingsprovisionen. Det mener vi kræver en grundig undersøgelse, så vi kan få lavet en ordning, der ikke kan omgås.

Samlet set er vi enige i, at vi skal have en robust forbrugerbeskyttelse i Danmark i forhold til finansielle produkter, og vi følger området tæt. Vi mener, at i det omfang, der skal ske ændringer, skal de selvfølgelig ske på baggrund af en solid analyse, og at det skal foregå i den finansielle forligskreds. På den baggrund kan vi ikke støtte forslaget, selv om vi er enige i, at området skal gås efter med en tættekam.

Tak til fru Karin Gaardsted. Så går vi videre til hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti. Værsgo.

På vegne af Dansk Folkeparti vil jeg da gerne kvittere for lejligheden til at diskutere bidragssatser og ikke mindst formidlingsprovision her i Folketinget. Det er jo to vigtige og principielle emner, som jeg synes man med rette kan bruge tid på at diskutere her i Folketinget, altså hvad vilkårene og præmisserne er og den generelle udvikling i, hvordan det går med netop bidragssatser og formidlingsprovision.

Hvis vi tager bidragssatsstigninger først, som man hæfter sig ved i beslutningsforslaget fra SF, så er det jo rigtigt, at vi for tid tilbage indførte og gennemførte en stor vedtagelse her i Folketinget, som sådan set alle har bakket op om, omkring en række forbedringer i forhold til kundernes vilkår i forbindelse med de lån, som de har i danske realkreditinstitutter. Eksempelvis fik vi jo sikret, at der kom en længere varslingsfrist, i tilfælde af at man fik gebyrstigninger. Det var et af de krav, der kom, og så var der jo også kravet om en udførlig begrundelse for de her bidragsstigninger, som også fru Karin Gaardsted var inde på, i forhold til at der skal være en større grad af dokumentation for de stigninger, som kreditinstitutterne byder deres medlemmer og kunder. Så fik vi også indført et forbud mod at opkræve indfrielsesgebyr, hvis man vælger at indfri i varslingsperioden. Det var jo også en måde til at kunne gøre det billigere på for den enkelte kunde, hvis man følte sig bondefanget af det kreditinstitut, hvor man havde sine lån, og der så efterfølgende kom nogle ændringer i prissammensætningen på ens låneprodukter.

Ligeledes har vi jo set, at der er kommet lavere flytningsomkostninger og adgang til at kunne skifte institut, selv om ens kreditforeningslån overskrider de procentsatser, som der er, og det syntes vi jo egentlig også dengang gav god mening. For det var jo ikke sådan, at dem, der havde en høj belåning af deres ejendomme, lige pludselig kunne låne endnu flere penge; nej, det var den samme lånemasse, de bare kunne flytte til et andet realkreditinstitut, hvis det ønskede at overtage dem som kunde.

Det er nogle af de ting, som vi har gennemført for tid tilbage, og vi skal selvfølgelig også have en evaluering af, hvordan det så går med dem. Der føler Dansk Folkeparti sig i hvert fald på sikker grund, og når den evaluering kommer, skal vi selvfølgelig også følge op og kigge på, om der er nogle steder, hvor det giver anledning til, at vi kan sikre en endnu bedre forbrugerbeskyttelse i forhold til ikke bare bidragssatsstigninger, sådan som SF beskriver det i det her beslutningsforslag, men så sandelig også i forhold til, som jeg synes er mindst lige så vigtigt, kursskæringsproblematikken omkring de kortforrentede realkreditobligationer. For der er for det første rigtig mange, der har dem, og for det andet er det jo nogle penge, som man ligesom jævnligt har mulighed for at indkradse hos kunderne, fordi man jo oftere står i en gentegningssituation.

Med hensyn til afskaffelsen af formidlingsprovision, er det jo rigtigt, som der også er blevet sagt tidligere, at vi har indgået en aftale tilbage i maj måned 2016, hvor man med virkning fra 2017 netop sikrede, at der blev et delvist forbud imod formidlingsprovision. Der deler vi, må jeg sige, lidt mere den bekymring, som SF også skitserer i forbindelse med det her beslutningsforslag. For én ting er, at vi fik taget et favntag, men noget andet er, at det jo sådan set bare har vist sig, at man har flyttet forretningerne. Det er der sådan set ikke noget ulovligt i – det tror jeg også mange vil sige; det er jo sådan set fair nok, at man flytter sine engagementer, også som udbyder af de her ydelser – men det, der har været diskussionen, har jo så været, om det har betydet, at det gennemsnitligt er blevet dyrere for de små investorer, end det har været for de store. Der er det i hvert fald Dansk Folkepartis klare opfattelse, at det har været til ugunst for de små investorer, og at det har været til gunst for de store. Og det er sådan set derfor, vi støtter, at vi i forbindelse med en evaluering af den aftale, vi har omkring formidlingsprovisionen, for det er vist bydende nødvendigt, at får en undersøgelse af det, ikke mindst i forhold til at se på forskellen mellem, hvordan det har udviklet sig for de små investorer og de store.

Så der vil vi gerne strække os i forhold til at støtte en del af det, som SF foreslår. Jeg ved godt, at der står et direkte et forbud, og det er ikke det, som vi taler for her i dag. Vi ønsker ikke et forbud, men vi ønsker, at det foregår på et reguleret marked, hvor der er en høj grad af information, og at det foregår på et oplyst grundlag, således at kunderne ved, hvad det er, de får, og hvilke omkostninger og risici der er forbundet dermed. Tak.

Tak til hr. Hans Kristian Skibby. Så er det fru Louise Schack Elholm, der åbenbart har givet manden fri. Værsgo.

Ja, da vores erhvervsordfører ikke havde mulighed for at være her, skal jeg holde talen i stedet for. Tak for ordet.

Beslutningsforslaget, som vi behandler fra Socialistisk Folkeparti, indeholder ønsket om en forbedret forbrugerbeskyttelse på to områder af den finansielle sektor: Bidragsstigninger på realkreditlån og formidlingsprovisioner af investeringsforeningsprodukter.

Vi har en helt unik realkreditmodel i Danmark, og det skal vi værne om. Den er afgørende for, at et flertal af danskerne har råd til at indfri deres boligdrømme, og det er især på grund af den lave rente og den høje sikkerhed. Garantien ved en stabil og lang finansiering forbedrer danskernes mulighed for at anskaffe sig en bolig. Den bedste måde, hvorpå vi sikrer, at forbrugerne har de bedste og billigste muligheder, er ved fortsat at styrke den stærke konkurrence og den store gennemsigtighed på markedet.

Venstre indgår i en bred aftale om øget gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet sammen med Liberal Alliance, Konservative, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale og SF. Aftalens formål er netop at styrke konkurrencen og forbedre gennemsigtigheden på realkreditmarkedet, endda med støtte fra forslagsstillerne. Aftalen indebærer bl.a., at realkredit- og pengeinstitutter skal begrunde prisstigninger i forbindelse med f.eks. forhøjede bidragssatser, samt hvilke forhold der har udløst stigningen. Ved at stille krav til begrundelserne over for kunderne, når der sker ændringer i bidrag, rentetillæg eller gebyrer, styrker vi forbrugerbeskyttelsen. På realkreditmarkedet gælder de samme regler som ved andre varer, man køber. Konkurrencen sikrer den skarpeste pris og den dygtigste leverandør, der i sidste ende vinder forbrugernes tillid. Forslaget risikerer at svække investortilliden til realkreditinstitutterne, og det vil have en direkte indflydelse på boligejerne i form af bl.a. højere renter.

Jeg har sagt det før, men jeg tror ikke, at vi finder en realkreditmodel uden for landets grænser, der er så gunstig for forbrugerne, som den danske er. Det skal vi være stolte af, og det er til glæde for såvel unge som gamle. På det grundlag skal jeg meddele, at Venstre stemmer imod beslutningsforslaget, og jeg skal også hilse fra Liberal Alliance og sige, at de også stemmer imod beslutningsforslaget.

Tak til fru Louise Schack Elholm. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten, der er på vej op på talerstolen. Værsgo.

Tak, og tak til SF for deres evindelige forsvar for den lille mand og kvinde over for finansiel udbytning eller parasitvirksomhed, eller hvad man nu kan bruge af mere eller mindre pæne ord. I dag handler det om bidragssatserne på realkreditlån og om formidlingsprovision hos bankerne. Men det er jo ikke lang tid siden, vi også behandlede et forslag fra SF om kviklån, og det synes jeg egentlig bare lige at jeg vil knytte et par bemærkninger til.

Vi kan jo se i dag, at Danmarks Radio har sat fokus på det her. Og der må jeg indrømme, at jeg synes, det er lidt hyklerisk, at flere af Folketingets partier går ud og siger, at det skal der gøres noget ved, når vi lige har behandlet et forslag fra SF, som der ikke var opbakning til. Jeg synes, der nogle gange er lidt for mange gode undskyldninger i forbindelse med de her spørgsmål, men jeg håber da, at de gode viljer ikke mindst hos Socialdemokraterne kommer til udtryk på den anden side af et valg, så vi kan få lukket ned for den her særlig problematiske del af misbrug fra den finansielle sektors side.

Bidragsstigningerne på realkreditlånene er jo en sag, der virkelig har optaget mange mennesker, fordi de er blevet meget hårdt belastet økonomisk af nogle meget voldsomme stigninger i bidragssatserne. Det har jo nærmest startet en folkebevægelse, der hedder Fair Bidragssats – man kan være medlem af gruppen på Facebook – som jo bl.a. også har fået valgt repræsentanter ind i Nykredits repræsentantskab og i det hele taget har lavet et vigtigt stykke oplysningsarbejde.

Bankerne forsøgte jo at forklare de her realkreditstigninger med, at det bare handlede om, at de skulle polstres bedre. Det var jo nye kapitalkrav, der var kommet fra politisk hold. Men dygtige journalister afslørede jo hurtigt, at de her penge, man indkrævede, røg direkte videre som udbyttebetalinger til aktionærerne og altså ikke blev brugt til at polstre bankerne.

Der er gennemført nogle ændringer, som er blevet nævnt af forskellige ordførere. Der er blevet lavet nogle opstramninger. Problemet er, at de langt fra er tilstrækkelige, og at det reguleringsregime, vi har i forhold til realkreditobligationer, stammer fra en tid, hvor realkreditforeningerne var demokratiske og fællesejede og nonprofit. Det er klart, at den slags virksomhed behøver man ikke at regulere særlig meget, for når forbrugerne selv ejer deres virksomheder, hvorfor i alverden skulle de så sætte deres egne bidragssatser op? Det skete selvfølgelig heller ikke dengang. Det her kunne så lyde som et socialistisk påfund, men i regeringens egen ekspertrapport, som kom for snart 2 år siden her i august, kan man jo bare læse på side 2. Der fremgår det meget, meget klart, at de peger på, at årsagen til, at der sker en stigning i bidragssatserne, er det, de kalder den forandrede ejerstruktur hos realkreditten, nemlig det, at man er gået fra forbrugereje til aktieselskabseje, og i den forstand er fokus på et afkast til aktionærerne blevet større. Det siger næsten sig selv. Når der er nogle aktionærer, der skal aflønnes og tjene penge på det, så stiger omkostningerne, og det er selvfølgelig nede fra lommerne på forbrugerne, de penge kommer.

Så det vigtigste, vi egentlig kunne gøre, var at få genoplivet og styrket den forbrugerejede realkreditmodel. Der er der det problem, at det er meget, meget svært at opstarte en ny demokratisk realkreditforening i Danmark. Og det er en skam, for det var faktisk noget af det, der var unikt ved vores model i Danmark. Der er også andre ting, der var unikke ved den, men en af tingene var, at den var startet af almindelige mennesker. Den var drevet demokratisk i realkreditforeninger eller statslige realkreditfonde, og den var baseret på et hvile i sig selv-princip. Det var rigtig gode principper, som beskyttede forbrugerne og sikrede imod ågerpriser. Så det bedste, vi kunne gøre, var faktisk at skabe rammer for, at der kom nye foreningsejede, andelsejede realkreditinstitutter igen.

Indtil det er tilfældet, skal vi regulere området hårdere, end vi gør i dag. Det nytter ikke noget, at vi regulerer det, som om det stadig væk var demokratisk og fællesejet. Der har SF et forslag her. Personligt kan jeg nu bedre lide det forslag, vi selv tidligere sammen har fremsat, som handlede om at lave en proces, hvor realkreditinstitutterne kun kunne hæve bidragssatserne på allerede eksisterende lån, hvis de fik tilladelse til det, fordi der var objektive vilkår, der gjorde, at det var nødvendigt for dem, f.eks. nye politiske kapitalkrav. Til gengæld skulle de så også sænke dem igen, når de havde opnået den polstring, som var formålet med forøgelsen af bidragssatserne.

Uret tikker nedad nu, og jeg når slet ikke at tale om den anden del af det, men Enhedslisten støtter forslaget og siger igen tak til SF for deres evindelige forsvar for almindelige mennesker over for den finansielle sektor.

Tak til hr. Pelle Dragsted. Så er det hr. René Gade, Alternativet. Værsgo.

Jeg gør det relativt kort. Vi er igen positive over for SF's forslag. Jeg husker at have været med til et møde for et par år siden som ret nyslået erhvervsordfører ovre hos en af vores store kreditforeninger, hvor jeg virkelig nysgerrigt prøvede at spørge ind til, hvorfor det var, man skulle have lov til at polstre sig på den her måde og samtidig hæve bidragssatserne, og hvordan det ligesom hang sammen. Der var nogle af min kollegaer, som stillede noget mere kritiske spørgsmål end mig, og jeg gik derfra og tænkte: Det kan godt være, at der er noget rigtigt i det her, altså at det er nogle voldsomme krav, der bliver stillet. Sådan har det været lidt frem og tilbage, og så må jeg sige, at de sidste par år godt nok, bl.a. på grund af de afsløringer, der også er blevet nævnt af min ordførerkollega, har gjort mig sikker på, at det ikke er det, der er årsagen til, at bidragssatserne skal stige.

Så den del af forslaget er vi positive over for – ikke på grund af den ene hændelse, jeg nu oplevede, men simpelt hen fordi vi har set et skred i det, der netop, som min ordførerkollega sagde før, er en helt unik institution i Danmark, altså vores realkreditforeninger og -institutter. Den er jo kun unik, så længe den ikke bliver kommercialiseret fuldstændigt, og så længe man ikke overfører alt overskud til aktionærerne. Derfor synes vi, det er fint at rejse debatten her igen, som SF gør.

Hver eneste gang der bliver lavet et forbud, er vi lige lidt obs på det i Alternativet, for det ville da være bedre, sådan som hr. Pelle Dragsted også pointerede før under det tidligere forslag, at have en rigtig tæt dialog, hvor man følger op på, hvor langt vi er, og hvor der skal polstres. Er det nu, vi så stopper op igen og sætter nogle solnedgangsklausuler ind? Men generelt er vi positive over for forslaget.

I forhold til at få et kickback, hvad den her formidlingsprocedure jo egentlig er for bankerne, når de sælger investeringsprodukter, strider det lidt mod mit sindelag at sige, at det er en god idé. Men igen må vi bare sige, at der er et så uigennemskueligt marked, og at forståelsen af, hvad bankerne egentlig er i dag, er blevet outdated. Danskernes forståelse af bankerne stemmer ikke længere overens med, hvordan de er. Hvis det er en begrænset periode, hvor man så siger, at der ikke gælder det, som gælder i andre dele af samfundet, hvor man siger, at det er okay at få betaling for at lave kundeoverlevering til hinanden, fordi man har en god relation og et godt samarbejde, og så har man et kickback ... Er min tid løbet ud? (Fjerde næstformand (Leif Mikkelsen): Der står 0,0). Nå, det var da imponerende hurtigt. Det har jeg da aldrig oplevet. Er det mig, der har taget helt fejl af tiden? Så beklager jeg. Men vi er generelt positive over for forslaget.

Tak til hr. René Gade. Så er det hr. Martin Lidegaard. Værsgo.

Ja, tiden går nogle gange hurtigt i politik. Andre gange går den uendelig langsomt, og sådan kan jeg godt føle at den går i øjeblikket i disse dage, hvor vi går og venter på, at der bliver udskrevet valg.

SF rejser jo en debat, vi har haft før, må man sige, og mange af os er vitterlig trætte af de bidragssatser, som er blevet sat op og op. Vi har jo også, som flere har været inde på, taget en lang række initiativer med henblik på at styrke konkurrencen og gøre tingene lettere. Vi i Radikale Venstre føler ikke, at vi er helt færdige med det arbejde endnu, men det med at fastlåse bidragssatserne fuldstændig bastant tror vi altså ikke rigtig på nytter noget, for der kan komme en situation, hvor det jo godt kan forsvares, at man er nødt til at polstre sig. Så det synes vi ikke er vejen frem. Noget af det, vi har kigget på i forhold til øget og skærpet konkurrence, og som vi også har haft på bordet i forligskredsen, og som vi ikke har fundet den bedste løsning på endnu, er jo det med, at man lettere kan tage sit lån med sig, om jeg så må sige, og det kan man faktisk i nogle af de store institutioner. Så vi føler altså, at vi er kommet et stykke vej, og derfor er vi ikke helt klar til at støtte det her forslag.

På samme måde har vi det med den anden del af forslaget, men det er mere, fordi vi i de lande, hvor man har gennemført det, som SF foreslår her, ikke rigtig har set, at det har været nogen ubetinget succes. Vi forstår også, at med hensyn til det med, at man skulle have gennemført det i Sverige, har man faktisk droppet det igen. Det ved jeg ikke om forslagsstillerne senere kan bekræfte eller afkræfte. I hvert fald føler vi os ikke helt overbeviste om det rigtige med forbud. Vi har det lidt ligesom Alternativet, hvad angår sindelag, nemlig at det her med at have absolutte forbud for noget, som altså også har nogle fordele i sig, er vi ikke helt klar til, medmindre vi overhovedet ikke ser nogen som helst anden udvej, og det synes jeg trods alt vi gør inden for begge disse områder.

Tak til hr. Martin Lidegaard. Så er det ellers den konservative ordfører. Jeg vil bare nævne, at hr. René Gades tidsfornemmelse er helt korrekt, for der skete en teknisk fejl, sådan at hr. René Gade sådan set fik cirka halvdelen af sin tid. Man han fik jo holdt en fremragende tale. Ellers skal man jo fremsætte ønske om at få den sidste halvdel leveret, for ellers går vi videre.

Tak. Så er det den konservative ordfører. Værsgo.

Tak for det. Så tager jeg den sidste halvdel af den tid. Det her er jo som bekendt et beslutningsforslag, som handler om at regulere bidragssatserne og lave et totalforbud mod formidlingsprovision. Det er fremsat af Socialistisk Folkeparti. Jeg ved godt, det kan komme som en stor overraskelse for nogle, men Det Konservative Folkeparti bakker ikke op om beslutningsforslaget. Så blev der stilhed.

I Danmark har vi et fantastisk realkreditsystem, og det skal vi ikke ødelægge. Jeg tror faktisk, at vi har de laveste boligrenter i verden, også selv om man medregner bidragssatserne. Vi har en god model, fordi institutterne også har mulighed for at justere bidragssatserne, sådan at de hele tiden har en tilstrækkelig soliditet. Hvis man begrænser den mulighed og fastsætter bidragssatserne ved lov, er der i hvert fald en ret stor risiko for, at de underliggende renter vil komme til at stige. Det vil så igen være til ugunst for de danske boligejere.

Vi er også rigtig glade for den aftale, vi lavede her tilbage i 2017, hvor SF jo i øvrigt også var med. Der sikrede vi, at realkreditinstitutterne skal oplyse over for kunderne, hvis de ændrer på bidragssatserne. Det synes jeg faktisk er rigtig godt – vi er rigtig tilfredse med den aftale – for så kan man måske også som boligejer bedre forstå, hvorfor der bliver reguleret i bidragssatserne. Samtidig gjorde vi det også nemmere for boligejerne at skifte mellem realkreditinstitutterne, så der ikke var gebyr i forbindelse med et skifte. På den måde styrker vi også konkurrencen. Det gør, at et realkreditinstitut jo ikke bare uhæmmet kan skrue på bidragssatsen, for så kan man bare gå et andet sted hen. Det synes jeg faktisk er vigtigt, for en løsning på det her er jo, at vi skal have en konkurrencesituation, som gør, at man som forbruger har muligheden for at finde en anden leverandør, hvis man bliver urimeligt behandlet et sted.

Vi kan heller ikke støtte et forbud mod formidlingsprovision. Jeg deler den holdning, at der er risiko for, at det faktisk bare betyder, at man kun tilbyder sine egne investeringsprodukter, og dermed står forbrugeren tilbage med en dårligere mulighed for at få det rigtige produkt. Dermed er man faktisk også med til at skade konkurrencen.

Så med de argumenter kan vi fra konservativ side ikke bakke op om beslutningsforslaget.

Tak til hr. Anders Johansson, Det Konservative Folkeparti. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Vores realkreditsystem er helt unikt og meget særligt, og vi er alle sammen meget glade for det, og det siger vi alle sammen og hele tiden, når vi diskuterer det, og det er helt særligt, og det har fungeret fint i 200 år. Men der er jo sket noget de senere år – 30 år er det faktisk præcis – siden man fjernede den brandmur, der var mellem private banker og resten af det finansielle system, og der har vi jo så kunnet se, at vores realkreditsystem er blevet en malkeko for dem, der gerne vil have flyttet profitten ind i bankerne og videre ud til aktionærerne.

De senere par år har vi hørt mange klager over, at kapitalkrav var urimelige og pålagde finansielle institutter og koncerner en masse besvær, og det var også derfor, at bidragssatserne skulle hæves, nemlig for at bidrage til det her, men vi har jo kunnet se, at i regnskabsåret 2016 havde både Realkredit Danmark og Nordea Kredit udbetalt næsten hele det samlede overskud i udbytte. Bankerne har rekordoverskud. Hvis det ikke havde været for en meget omtalt hvidvasksag, havde Danske Bank også haft rekordoverskud igen. Det havde den i 2016 og 2017. Der var et overskud på omkring 20 mia. kr., hvor det hele blev udbetalt; halvdelen blev udbetalt i udbytter, og den anden halvdel var opkøb af egne aktier.

Så der er altså masser af kapital. Og bidragssatserne er gået fra noget, hvor det var en solidarisk risikodækning i dårlige tider, hvis der var for mange dårlige betalere, og der var nogle administrationsomkostninger osv., til nu at være blevet til en kilde til profit. Det var jo ikke det, der var meningen. Vores realkreditsystem var jo oprindelig tænkt som et sådan nogenlunde hvile i sig selv-princip.

Det er urimeligt, og der, hvor jeg egentlig synes det er mest urimeligt, er, hvis man beder unge mennesker, som måske endda er så heldige at kunne købe en bolig i en by, hvor de rent faktisk har råd til at bo, om at tage et 30-årigt fastforrentet lån. Så tænker de, at så kan de nogenlunde vide, hvad de skal betale resten af deres liv, når de gerne vil stifte familie og alt det her, og måske er de politimand og lærer eller et eller andet, hvor de har nogenlunde den samme indtægt gennem livet. Man kan ikke bare håbe på, at man lige pludselig tjener enormt mange flere penge.

Så har man ikke den forudsigelighed, som man egentlig bliver bildt ind at man har med et fastforrentet lån, fordi bidragssatserne er der ikke nogen, der kan styre. Det er det, vi sammen med Alternativet og Enhedslisten synes er så ufattelig urimeligt, nemlig at den forudsigelighed, som man egentlig havde lagt til grund for at tage den type lån, er blevet skrottet, fordi man ikke kan styre bidragssatserne og ikke ved, hvad de ender med at være.

I forhold til det andet omkring forbud mod provisionsformidling vil jeg sige, at det jo bare er, fordi vi kan se, at der simpelt hen er så meget humbug i den branche. Og med hensyn til det her med at få det bedste tilbud: Hvorfor skulle man få det bedste tilbud? Man får det jo kun, fordi ens bank får provision af det selskab, der sælger det, så det har jo overhovedet ikke noget at gøre med kvalitet. Det er jo bare den aftale, man nu engang indgår.

Jeg tror faktisk, at det var Hans Kristian Skibby – vil jeg lige sige, inden han går ud ad døren – som jo netop rigtigt sagde, at der også er et konkurrenceproblem her, og jeg er rigtig glad for DF's åbning over for at kigge på det her område, fordi der er et konkurrenceproblem i forvejen. Der er et problem med, at det er de store, der dominerer markedet, og der er også et problem i, at kunderne ikke kan gennemskue det, og de tror selvfølgelig, at hvis de får det anbefalet af deres bank, er det det bedste produkt, og i virkeligheden har man bare fået det anbefalet, fordi der er nogle penge at tjene for banken.

Når vi laver – og det vil jeg godt indrømme – særlig lovgivning på det finansielle område, og også nogle gange hårdere lovgivning, er det også, fordi det er en branche, der har så stor betydning for menneskers liv, for deres økonomi, for hele vores samfundsøkonomi, og som med jævne mellemrum også bidrager til kriser, som påvirker hele vores samfund. Det er derfor, at vi – jeg synes med al rimelighed – godt kan have nogle regler på det her område, hvor man forbyder f.eks. provision, selv om man ikke gør det andre steder i samfundet. Der er nogle særlige regler på det finansielle område, og sådan skal det også være.

Men tusind tak for debatten. Og jeg vil også gerne sige tak til hr. René Gade, for hvis det var hans sidste tale her i Folketinget, synes jeg, at det var lidt synd, at den bliver kortet af, men til gengæld var det en rigtig fremragende tale. Også tak for den megen ros fra min kammerat og kollega hr. Pelle Dragsted.

Tak til fru Lisbeth Bech Poulsen. Ja, korte taler kan sådan set være fremragende – bare sådan for at nævne det. Det er overhovedet ikke nogen hentydning til fru Lisbeth Bech Poulsen.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)