Tak for det.
Jeg er meget enig – som i helt enig – med fru Mette Frederiksen i, at det er uacceptabelt, at bandekonflikten har bidt sig fast.
I det udsagn ligger også, at det jo ikke er noget, der lige er sket hen over sommeren her, for det er noget, der har været i anløb igennem en lang årrække, hvor vi så øjensynlig som samfund har svigtet i at få foden sat hårdt ned.
Det gælder måske nok så meget i den forebyggende indsats her i København, og det gælder de værktøjer, politiet har haft til rådighed.
Derfor er jeg også glad for, at vi under den her regerings ledelse har taget en række helt konkrete initiativer, som bl.a.
har betydet, at vi kunne dæmme op for den udvikling, vi ellers så, hvor der kom mindre politi i København over en årrække, til at vi nu er inde i en udvikling, hvor vi har investeret mere i politiet, har aflastet politiet, både ved politikadetter og ved forsvaret, sådan at der nu er flere politiressourcer, ligesom vi jo i bandepakken i foråret og supplerende initiativer her efter sommerferien har givet politiet yderligere værktøjer.
Nogle af dem har vi så ikke lovgivningsmæssigt på plads endnu.
Noget af det, jeg selv ser meget frem til, og som vi har aftalt, men som vi mangler at få vedtaget, er muligheden for, at man ved dom som vilkår for løsladelse kan pålægge en person ikke at vende tilbage til arnestedet.
Det tror jeg bliver et meget, meget stærkt instrument.
Så har jeg også til morgen lidt hurtigt orienteret mig i Jyllands-Posten om de tanker, Socialdemokratiet gør sig, og dem vil vi selvfølgelig gerne diskutere med Socialdemokratiet.
Det rummer nogle problemstillinger, og det gør det åbenlyst, bl.a.
fordi det banderegister, som i givet fald skulle danne grundlag for at give de her tilhold, jo er et internt arbejdsredskab i politiet; det er ikke et register, hvor man som udgangspunkt, hvis man står i det, kan få prøvet betimeligheden i, at man står der.
Så der er en række problemstillinger.
Men min egen tilgang til det her er, at vi med respekt for grundloven og demokratiske spilleregler og frihedsrettigheder, som vi skal huske at værne om, også i svære tider, skal være parate til at prøve nye ting.
Så jeg vil gerne kvittere for, at Socialdemokratiet spiller sig ind i debatten her med et politisk forslag.