Spm. nr. S 769

18) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Carolina Magdalene Maier (ALT) :

Hvad er ministerens holdning til sin forgængers samt Venstres undervisningsordførers erkendelse af, at mens de unge mennesker gør alt, hvad det politiske flertal har bedt dem om, herunder kommer »hurtigt igennem studierne. Ingen kriminalitet og de er dygtige«, har de alligevel »ondt i livet«, rammes af stress og er »så ulykkelige«, og hvad agter ministeren at foretage sig i forhold til det?

Skriftlig begrundelse

I artiklen på dr.dk den 30. april 2018 »Selvransagelse i Venstre: Vi har et medansvar for, at de unge er ulykkelige« udtrykker den daværende uddannelses- og forskningsminister Søren Pind at »De unge mennesker gør alt, hvad vi beder dem om. Hurtigt igennem studierne. Ingen kriminalitet, og de er dygtige. De har gjort alt, og samtidig kan vi se, at de har ondt i livet«. Denne erkendelse bakkes i artiklen op af Venstres undervisningsordfører Anni Matthiesen: »Vi har et ansvar. Har vi gjort noget forkert? Er der noget, vi skal ændre på? Det kan godt være, at økonomien er fantastisk, men det er jo ikke et fantastisk samfund, når vi ser så mange unge mennesker være så ulykkelige. Vi har en forpligtigelse til at kigge på det.« Samtidig henvises der til Sundhedsstyrelsens nationale profil, der viser, at især unge kvinder mellem 16 og 24 år har problemer med det mentale helbred: 23,9 pct. har ondt i livet, hvilket er en stigning på 50 pct. siden 2010. I ovenstående artikel lover ministeren, at regeringen vil tage problemstillingen op, og nævner et konkret samarbejde med sundhedsministeren.

Værsgo.

Tak for det, og også et stort velkommen fra mig til den nye minister. Både som medlem af Uddannelses- og Forskningsudvalget og som politisk ordfører for Alternativet vil jeg gerne byde et stort og varmt velkommen.

Ministerens forgænger udtalte i et interview i P 1-programmet Slotsholmen den 30. april en erkendelse af, at regeringen nok har haft et ansvar eller har et ansvar i forhold til at have fået de unge mennesker til at have en lille smule ondt i livet. Faktisk sagde den forhenværende minister, hr. Søren Pind, sådan her: De unge mennesker gør alt, hvad vi beder dem om, hurtigt igennem studierne, ingen kriminalitet, og de er dygtige. De har gjort alt, og samtidig kan vi se, at de har ondt i livet. Vi kræver altid alting. Jeg kan – undskyld udtrykket – bip, nu siger jeg ikke noget, jeg ikke må sige her i Folketinget, godt forstå, hvis det er svært. Så hvad er ministerens forhold til den her erkendelse fra den tidligere uddannelses- og forskningsminister, i forhold til at de unge har ondt i livet, og har ministeren nogen intentioner i forhold til at gøre noget ved problemet?

Formanden blev lidt forvirret, men vi er næsten på sporet. Normalt læser man bare sit spørgsmål op første gang, og så har man 2 minutter til at uddybe det næste gang. Men skidt med det.

Så er det ministeren. Værsgo.

Tak til spørgeren, og jeg vil også gerne kvittere for velkomsten, og jeg glæder mig også til samarbejdet.

Da jeg første gang hørte om den her problemstilling, gjorde det indtryk på mig. Vi skal ikke have et samfund, hvor unge mennesker siger, at de føler sig stressede, eller at de har ondt i livet. Det rammer mig. Jeg tror, at vi er i en situation, hvor mange unge stiller rigtig store krav til sig selv. Det er i hvert fald det, jeg har oplevet derude i iværksætterjunglen, og jeg tror også lidt, når jeg kigger på de sociale medier, at de skaber et vist pres på, at man gerne skulle fremstå som ret perfekt udadtil.

De studerende på de videregående uddannelser har generelt ret gode vilkår. De har adgang til en lang række uddannelser, som de ikke skal betale for, og samtidig har vi et ret godt SU-system. Men vi stiller også krav til de studerende. Vi stiller krav om, at de studerer på fuld tid og gør sig umage. Det synes jeg er rimeligt, når man får betalt sin uddannelse. Og det må ikke blive sådan, at vi holder op med at stille krav, for når de skal ud at arbejde og rammer arbejdsmarkedet, vil de jo også blive mødt med krav. Men det kræver også robuste unge, der har en kritisk sans, og som også kan omstille sig til den fremtid, de og vi kigger ind i. Derfor er det meget vigtigt, at uddannelsessystemet i hvert fald her har en opgave, som det helt klart skal understøtte.

Så sådan for at summere op: Jeg tror, at det er en kompleks problemstilling, som der ikke er nogen nem løsning på. I næste uge skal jeg for første gang i mit ministervirke ud at tale med nogle studerende på nogle uddannelsesinstitutioner, og der er det her et af de emner, jeg vil prøve at gå efter og prøve at forstå, for at jeg skal komme det nærmere, og hvis der er noget i uddannelsessystemet, vi skal gøre bedre for at hjælpe dem og for at sørge for, at det ikke sker, skal vi gøre det.

Spørgeren.

Ja, for vi kan jo stille os selv det spørgsmål, om det er de rigtige krav, som vi stiller til de unge. Det er klart, at vi selvfølgelig skal stille krav. Og ja, de unge mennesker har høje forventninger til sig selv. Det har de jo sikkert også, fordi de er en del af et system, som stiller forventninger; de er en del af et samfund, hvor politikerne taler til dem om, at de skal skynde sig, og at de skal være dygtige osv. Så man kan jo ikke skille de to ting ad. Man bliver jo påvirket som ungt menneske i det her samfund af det, som autoriteterne fortæller; måske ikke så meget forældrene som politikerne, det ved jeg ikke.

Men spørgsmålet er så, om det er de rigtige krav, vi stiller. Og det kunne jeg godt tænke mig at høre ministerens holdning til. For nogle af de krav, som vi jo har indført hen over de seneste år, er jo bl.a. fremdriftsreformen. Fremdriftsreformen er jo en helt tydelig reguleringsmekanisme, kan man sige, i forhold til at skynde sig igennem studierne. Og vi hører om studerende, som bliver stresset af fremdriftsreformens krav. Et andet krav er karakterbonussen, altså det, at man kan gange med 1,08 for at skynde sig i gang med studierne. Det er to helt konkrete redskaber, som vi politisk har besluttet, og som vi i hvert fald fra Alternativets side synes at vi godt kunne afskaffe, fordi vi sådan set ikke tror, at de giver noget incitament til at blive særlig dygtige eller til at fordybe sig i sine studier for den sags skyld. Så hvad er ministerens forhold til de her to konkrete redskaber, som vi kræver at de studerende bruger?

Ministeren.

Tak. Men jeg tror helt overordnet stadig væk ikke, at vi forstår det fuldstændig. Jeg tror, det er komplekse problemstillinger, når de unge siger, at de er stressede, og at de har ondt i livet. Og jeg forstår ikke godt nok, hvad det er, der driver det. Er det deres krav til sig selv, er det de her sociale medier og det perfekte liv, eller er det også de ting, der er i uddannelsessystemet? Jeg synes, det er helt fint, at vi stiller krav til dem. Konkret i forhold til fremdriftsreformen har vi jo ikke sagt til de studerende, at de skal skynde sig, og vi står jo ikke med et stopur. Vi har sagt til dem, at de skal gøre det færdigt på normeret tid. Og normeret tid, hvis vi tager både bachelor- og kandidatuddannelser, er for de fleste universitetsuddannelser 5 år.

Spørgeren.

Det paradoksale er jo, at der næppe er mange af os, der står her i vores aldersgruppe – nu blander jeg os lidt sammen i én aldersgruppe, men vi repræsenterer måske alligevel lidt den samme generation – der har gennemført vores studier på 5 år. Så tit handler spørgsmålet også om det at være hurtigt igennem uddannelsessystemet. Én ting er, at man ikke skal have SU i mere end de 5 år. Men hvorfor er det så vigtigt for os, at de studerende skal gennemføre på f.eks. 5 år, hvis de f.eks. selv finansierer resten af deres uddannelse? Hvorfor er det så så vigtigt for os, at man skal skynde sig igennem uddannelse?

Ministeren.

Vi vil jo gerne have dem ud at bruge deres uddannelse i praktikken og at bidrage til samfundsøkonomien. Det er et af argumenterne. Så vil vi også gerne sikre, at systemet er lagt sådan op, at det passer til den her normerede tid. Så jeg tror da også, at den enkelte studerende bruger sin tid fornuftigt.

Spørgeren til sidste spørgsmål.

Man møder tit det økonomiske ræsonnement om, at man skal ud at bidrage til samfundslivet, vi skal have nogle penge i statskassen, vi skal have nogle aktive samfundsborgere, som kan underbygge vores alle sammens velfærd; det er jeg sådan set fuldstændig enig i.

Problemet er bare, hvis den måde, vi gør det på, ødelægger de unge mennesker, fordi de faktisk kommer ud i stress og mistrivsel på en måde, som giver nogle tilbageslag, i forhold til at de faktisk ikke kan arbejde og ikke kan bidrage til vores statskasse på den måde, vi håber på. Så har vi også en udfordring. Så kan ministeren ikke forstå, at der er en afvejning, vi bliver nødt til at tage hensyn til?

Ministeren.

Tak. Jeg er helt enig. Jeg er ikke interesseret i, at vi har et uddannelsessystem, hvor uddannelsessystemet i sig selv stresser de unge. Der er jeg helt enig i spørgerens betragtning om, at så har vi ikke opnået noget. For folk i en stresset situation er nok ikke gode studerende, der optager den læring, de gerne skulle igennem deres studier. Og ja, det er afvejningen.

Tak for det.

Så går vi over til spørgsmål 19, hvor holdopstillingen er den samme, nemlig uddannelses- og forskningsministeren og fru Carolina Magdalene Maier.