Spm. nr. S 745

2) Til justitsministeren af:

Kenneth Kristensen Berth (DF) :

Anerkender ministeren, at når Danmark i 2018 fortsat er med i Europol-samarbejdet og betaler til Europol som hidtil, så har præmissen om, at retsforbeholdet var koblet til dansk politis fremtidige deltagelse i Europol, været falsk og kun været brugt af jasiden til at skræmme danskerne til at stemme for en afskaffelse af retsforbeholdet?

Hr. Kenneth Kristensen Berth er på vej til talerpulten. Værsgo at oplæse spørgsmålet.

Tak for det. Tiden løber allerede, så jeg skal skynde mig at læse spørgsmålet op. Det lyder: Anerkender ministeren, at når Danmark i 2018 fortsat er med i Europol-samarbejdet og betaler til Europol som hidtil, så har præmissen om, at retsforbeholdet var koblet til dansk politis fremtidige deltagelse i Europol været falsk, og kun været brugt af jasiden til at skræmme danskerne til at stemme for en afskaffelse af retsforbeholdet?

Ministeren.

Tak. Nej, det anerkender jeg simpelt hen ikke, slet ikke. For mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald sige, at jeg ikke ønskede og ikke ønsker at skræmme nogen som helst til noget som helst. Men jeg kan sige, at op til folkeafstemningen i 2015 vidste vi jo reelt ikke, om Danmark ville have en tilknytning til Europol efter 1. maj 2017. Det er sådan, at vi står i en situation i dag og kigger tilbage på et forløb og taler om, hvad der egentlig skete der. Men da vi stod i det forløb, var der jo ingen af os, der reelt vidste, hvad det ville betyde.

I min verden var det jo en vigtig præmis for afstemningen, altså at vi reelt set stod og kunne ryge fuldstændig ud. Og så ved jeg godt, at den her afstemning ikke bare var en afstemning om Europol, men en afstemning om retsforbeholdet, og så har folk nok tillagt det forskellig vægt. Det anerkender jeg fuldt og helt. Jeg kan jo ikke gå ind i hovedet på alle politikere og alle partier og tænke på, hvad deres mening mon har været i den diskussion, vi havde op til afstemningen. Men det er vigtigt for mig at sige, at vi stod i en situation, hvor vi, hvis vi sagde nej, var afhængige af de øvrige lande. Jeg tror, at både spørgeren og jeg også er enige om, at det jo kræver velvilje fra både Kommissionen og Europa-Parlamentet.

Jeg synes, at jeg har sagt det mange gange, men jeg vil faktisk gerne slå det fast. Jeg er langt videre efter den afstemning, for når danskerne har talt, er det det, de har gjort, og så skal vi bare gøre, hvad der er bedst muligt. Det er vores opgave som politikere. Jeg er rigtig glad for den aftale, vi har fået. Det tror jeg også jeg har sagt ret højt sådan flere gange. Jeg synes bare, at vi skal glæde os over den. Og så kan man altid tage en diskussion om, hvad der er skræmmekampagne, og hvad der ikke er skræmmekampagne – for hvad vidste vi egentlig, da vi stemte?

Det tror jeg er det nærmeste, jeg kommer det, og så er jeg helt med på, at det her jo er en diskussion, der aldrig stopper, for hvad vidste vi dengang, og hvad troede vi på kunne lykkes? Dansk Folkeparti var jo sikker på, at vi kunne få en aftale, og der har man så bare været lidt dygtigere til at kigge i glaskuglen, end vi andre var på det tidspunkt.

Det foresvæver i hvert fald en nu. Så er det spørgeren. Værsgo.

Det vil jeg slet ikke være uenig med ministeren i, nemlig at Dansk Folkeparti er bedre til at kigge i krystalkuglen end andre partier. Men grunden til, at vi har den her diskussion i dag, er, at der jo er en risiko for, at vi på et tidspunkt skal til en ny afstemning om EU, også måske om ophævelse af forbeholdet. Vi hører i hvert fald på trommerne fra et andet regeringsparti, at man gerne vil rode med forsvarsforbeholdet. Så er det jo klart, at vi ligesom skal have en lidt klarere basis for de ting, som vi skal diskutere og stemme om. Det vil jeg bare erindre om.

Nu sagde justitsministeren, at justitsministeren ikke rigtig kunne forholde sig til, hvad folk lagde vægt på, når de stemte. Men jeg kan da i hvert fald godt sige uden at løfte sløret for meget, at det, som Det Konservative Folkeparti lagde vægt på, i hvert fald ifølge deres daværende EU-ordfører og også nuværende EU-ordfører, nemlig hr. Rasmus Jarlov, var, som der står i den her artikel fra den 23. november 2015 på tv2.dk:

»For Jarlov er det europæiske politisamarbejde, Europol, det vigtigste argument for et JA.«

Det var jo et vigtigt argument, netop fordi der var hele den her debat om, hvorvidt vi røg ud eller ikke røg ud. Der vil jeg da også godt erindre justitsministeren om, hvad justitsministeren sagde på demokratiets aften, hvor man diskuterede de her ting. Da sagde justitsministeren dengang:

»Uanset, hvem man spørger, så siger alle, at man kan komme med i Europol. Altså vi er med, og hvis vi stemmer ja, så forbliver vi medlem, men hvis vi stemmer nej, så ryger vi ud, og det er fakta.«

Det var det, som justitsministeren sagde på demokratiets aften. Og så står vi her nogen tid efter og må konstatere, at Danmark ikke er røget ud. Danmark har jo en god aftale med Europol. Så må man spørge, om det giver anledning til selvransagelse for justitsministeren på egne og måske også på sit partis vegne?

Ministeren.

Det giver i hvert fald anledning til, at man jo altid skal tro på det muliges kunst. Jeg vil godt sige, at det, som både hr. Rasmus Jarlov og jeg sagde dengang, jo var rigtigt, da vi sagde det. Men det er også derfor, at jeg sådan set bare mange gange siden har sagt, at jeg glæder mig så meget over den aftale, vi har fået. For nu stemte danskerne, som de gjorde, og så er der kun en ting at gøre, nemlig at slå hælene sammen og lytte til, hvad danskerne har stemt. Og så synes jeg – det går jeg ud fra vi er enige om – at vi har haft den opgave at lave den bedst mulige aftale, for jeg tror, at vi får en supergod aftale.

Så jeg prøver ikke at stå og bortforklare noget, men vi er vel enige om, at hvis man stemte nej, så var det et nej. Og så gik vi i gang med at arbejde for at få en aftale.

Spørgeren.

Så tror jeg, at jeg vil prøve at spørge lidt klarere, for jeg synes jo, at man skal lære noget af de fejl, man begår, og jeg er næsten derhenne, hvor det lyder, som om at justitsministeren erkender, at der blev begået fejl under den afstemning, der blev begået fejl, når partier sagde, at vi ville blive de pædofiles paradis, og der blev begået fejl, når De Konservatives formand sagde, at vi ville ryge ud, det er fakta. Hvad er det så for overvejelser, det giver justitsministeren anledning til i forhold til kommende afstemninger? Er der behov for, at man vælger en mere afdæmpet retorik f.eks. fra jasiden?

Ministeren.

Jeg ved jo ikke, hvilke afstemninger der måtte være på vej, eller om der overhovedet kommer nogen, og hvornår de kommer, og hvad retorik det vil føre med sig. Jeg tror, at man skal passe meget på med, hvad det er for nogle scenarier, man stiller op. Det er jeg sådan set enig i, for jeg tror ikke, at man kan skræmme danskerne til noget som helst. Men jeg tror også, at det er vigtigt at sige – og det vil jeg godt stå lidt fast på, og det er ikke, fordi jeg skal prøve at redde min ære her på nogen måde – at vi vel også er enige om, at det, at vi sagde nej til retsforbeholdet, jo havde en række konsekvenser. Så kan man har holdninger til, om det er godt eller skidt, men det, at vi så skulle have en aftale med Europol bagefter, var jo ikke noget, nogen kunne garantere, da vi gik til stemmeurnerne.

Spørgeren for sidste omgang.

Det prøvede vi jo alligevel, og det gik ikke så tosset endda, for sagen er den, at politiet de facto er stillet, ligesom det var, før vi stemte nej til det her. Der synes jeg netop, at de tal, vi har fået fra Rigspolitiet i forhold til antallet af søgninger, understreger det. Altså, 22.662 søgninger i 2017 mod 23.232 i 2016, og dertil skal så lægges de søgninger, som er foretaget med assistance fra folk, som ikke er ansat direkte under os. Hvor mange det er, ved vi ikke noget om. Men kan ministeren ikke godt se, at den skræmmekampagne, som blev anvendt, måske ikke var så heldig?

Ministeren.

Kunne vi, da vi gik til stemmeurnerne, have kigget ind i glaskuglen og sagt, at uanset, om vi stemmer ja eller nej, får det i hvert fald ikke den store betydning for Europol, fordi det vil Kommissionen og staterne og Europa-Parlamentet og udvalgene i Parlamentet hjælpe os med. Så havde man taget det mere roligt. Altså, når jeg gik ind for et ja til den folkeafstemning, var det jo, fordi jeg gerne ville sikre bl.a. Europol-tilslutning, og så er der jo mange andre ting i de punkter, der var til den afstemning. Men jeg vil bare i fællesskab med spørgeren glæde mig over, at vi har fået en god aftale.

Og der bliver rig lejlighed. Vi bliver nemlig i samme boldgade.

Det er stadig væk samme minister og samme spørger.