Jeg føler mig forpligtet af alle de aftaler, regeringen indgår, og af alle de vedtagelser, som vi stemmer for.
Det betyder, at jeg føler mig forpligtet af V 10.
Jeg føler mig dog personligt måske i lige så høj grad forpligtet af den udmærkede finanslovsaftale, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti, hvor der var en række tiltag, som både løftede økonomien ude i kommunerne for at sikre, at der var flere varme hænder til stede, men som også gik ind og kiggede på, at vi i højere grad skulle fokusere på, hvad vi fik ud af de midler, vi brugte, så det ikke bare var et spørgsmål om, hvor mange penge der blev brugt, men hvad effekten af de midler, der bliver brugt ude i kommunerne, også er.
Så jeg føler mig sådan set ganske forpligtet.
Det kunne jeg så få svaret på på 40 sekunder, og da jeg så har 1 minut 20 sekunder tilbage, vil jeg bare sige, at regeringen i den kommende tid skal til at diskutere økonomiaftalen for 2019 med landets kommuner.
Der er det klart, at det også bliver et centralt spørgsmål, hvordan de rammer skal være for kommunernes drift fremadrettet.
Og det, vi har set i de senere år – og nu har vi ikke tallene for 2017, dem får vi først offentliggjort i morgen – har jo faktisk været, at kommunerne har valgt generelt at gå under det, der er blevet budgetteret med på driften, og så gå over på det, der er blevet budgetteret med på anlæg.
Dog er det sådan, at lige præcis på ældreområdet ser det ud til at man har kunnet holde det, man har planlagt at bruge, også når man kigger på regnskaberne, og endda i nogle år også ligge over.
Så jeg oplever faktisk ikke, at kommunerne, selv om de samlet set bruger mindre på drift, så vælger at bruge mindre på driften på ældreområdet.
Det synes jeg er glædeligt, fordi vi har et stort ansvar for, at vores ældre medborgere får en god tid, også den sidste tid, de har.