Ja, og jeg tror også, at borgerne i Albertslund er glade for, at politiet har forsøgt at tage hånd om det her, men det er også klart, at når man oplever så mange skyderier – altså, da jeg skrev det her spørgsmål fredag formiddag, var tallet fem, men det steg så til seks, fordi der også havde været et skyderi i Oksens Kvarter, som ikke var kommet til offentlighedens kendskab på det tidspunkt, hvor jeg skrev spørgsmålet – så er det utrolig intimiderende.
Det at vide, at når man går i Kvickly for at handle ind, er det 50 eller 100 m fra, hvor der er blevet skudt, betyder rigtig meget for folks tryghed i hverdagen, det er klart.
Derfor må man jo også sige til justitsministerens svar:
Er det nu nok?
Er vi i virkeligheden ude i noget symptombehandling her?
Vi har haft en lang periode sidste år i efteråret, hvor der var store problemer på Nørrebro, og nu har vi så en situation på Vestegnen, hvor der er store problemer.
Vi ved jo alle sammen godt, at det er de her bandegrupperinger, som står bag det, og vi ved, at en meget stor del af dem, som er i de her bandegrupperinger, er personer, som er af anden etnisk herkomst.
Vi ved, at der er problemer med at få dem udvist – altså, der er en bandeleder, som man har forsøgt at få udvist, og som så efterhånden et par gange er blevet udvist med forbehold.
Er det virkelig tilfredsstillende for ministeren, at man f.eks.
ikke kan komme af med sådan nogle bandemedlemmer og bandeledere, der gør hverdagen utryg for borgerne?