Tak for svaret.
Grunden til, at jeg både har bedt forskningsministeren og undervisningsministeren svare på det samme spørgsmål, er, at de to ministre har svaret ret forskelligt på det samme spørgsmål i det skriftlige svar.
Forskningsministeren har jo meget klart sagt, at det er vigtigt at værne om det danske sprog, og at uddannelsesinstitutionerne som udgangspunkt skal anvende danske navne.
Der har undervisningsministeren været langt mere ulden og har egentlig bare henvist til, at det er bestyrelsernes ansvar, og at de er bedst til at sikre, at institutionerne vælger de rigtige navne.
Nogle af dem er jo ikke gode til det.
Altså, »Learnmark« er jo ikke specielt dækkende, »Next« er heller ikke specielt dækkende, »Bornpro« er heller ikke særlig dækkende, så de har jo brug for hjælp, og det er jo ministeriet, som skal godkende navne.
Så finder ministeren ikke, at det er vigtigt, at man går ind og sikrer, at uddannelsesinstitutioner har et hovednavn, der er dansk, når de kommunikerer til danskere?
Så kan de have et engelsksproget navn, når de kommunikerer ud af landet.
Her er der jo sket det, at man bruger det engelske navn til at kommunikere til danske elever, og det er endda nogle navne, som er ret besynderlige, som ingen ved hvad betyder, og som ikke er særlig dækkende.
Så er det ikke på tide, at vi får strammet op?
Forskningsministeren har sagt, at han vil overveje hvordan, og han er for så vidt enig, og undervisningsministeren er ikke enig.
Så hvad er regeringens holdning?
Og hvad er undervisningsministerens holdning til, at vi sørger for at få en godkendelse af danske hovednavne til danske uddannelsesinstitutioner, der er betalt af danske skatteydere?
Er det ikke rimeligt?