Tak for spørgsmålet.
Børn og unge skal ikke ryge.
Så simpelt synes jeg egentlig det kan siges.
Det er også baggrunden for, at vi som regering har en målsætning om en røgfri generation i 2030.
Hvis vi skal nå det mål, skal vi have rigtig mange aktører, der hver gør deres del.
Fra statens side har vi sat nogle rammer.
Vi har bl.a.
et forbud mod tobaksreklamer, der er advarsler på pakkerne, og der er forbud mod salg af tobak til børn og unge under 18 år.
På det område er loven sådan set klar, for der står tydeligt, at man ikke må sælge tobak til børn og unge under 18 år, og den lovgivning skal holdes.
Det har vi desværre set at den ikke bliver i tilstrækkelig grad.
Derfor har vi også nu taget initiativ til at overføre opgaven til Sikkerhedsstyrelsen, så de fremadrettet fører tilsyn med salg af tobak og alkohol til børn og unge.
Det er en markant forbedring på området, som jeg også er overbevist om vil skubbe ekstra til kulturændringen.
Så har vi jo også som regering indgået et partnerskab med detailhandelen for at sikre, at vi både støtter op om supermarkedskæderne og de mindre købmænd og kiosker i at få skabt en kulturændring, så børn og unge også ved, at de hverken kan eller skal købe cigaretter, og at detailhandelen selvfølgelig lever op til deres lovgivningsmæssige ansvar.
Jeg skal gøre status for partnerskabet om kort tid, og som jeg også har sagt til spørgeren på et samråd, vil jeg rigtig gerne invitere Folketingets partier til en drøftelse af, hvordan vi bedst sikrer en overholdelse af forbuddet mod salg af tobak til børn og unge, lige så snart vi har gjort status.
Derudover kommer vi til at skulle have en forhandling om rygelovgivningen, for overflytningen af opgaven til Sikkerhedsstyrelsen kommer jo også til at bero på en politisk forhandling.
Så ja, jeg agter at indkalde Folketingets partier, men jeg synes også, det er vigtigt, at vi gør status på partnerskabet, inden vi mødes, så vi også kan følge op på det.