Tak for ordet, og tak til fru Marlene Harpsøe for spørgsmålet.
Jeg vil starte med at understrege, at det er afgørende, at vi også i fremtiden kan tiltrække kompetente medarbejdere i ældreplejen.
Jeg blev ældreminister, fordi jeg ønsker at være med til sikre en god og værdig ældrepleje, og det er min klare holdning, at kompetente medarbejdere i ældreplejen er helt afgørende for at sikre dette.
Så når FOA og KL's fremskrivning peger på, at der i fremtiden vil mangle arbejdskraft til ældreområdet, ja, så er det i den grad noget, vi skal tage alvorligt.
Det må og skal vi gøre alt hvad vi kan for at ændre.
Jeg mener, det er afgørende, at vi skaber mere opmærksomhed om den vigtige opgave, som SOSU-hjælpere og SOSU-assistenter hver dag løser i ældreplejen, for SOSU-medarbejderne i ældreplejen er enormt dygtige.
Det er bl.a.
derfor, at vi med den nationale demenshandlingsplan har indført Årets Demenspris.
Prisen hylder og påskønner de mange fantastiske medarbejdere, der hver dag knokler for at gøre en forskel.
Og Årets Demenspris 2017 gik til Pia Johnsen Nielsen fra pleje- og demenscenteret Klarahus i København, fordi hun er med til at gøre livet lidt nemmere for mennesker med demens og deres nære hver eneste dag.
For at bidrage til et bedre arbejdsmiljø har vi også i årets finanslovsaftale sammen med Dansk Folkeparti prioriteret 500 mio.
kr.
årligt til en bedre bemanding i ældreplejen, samtidig med at vi har styrket indsatsen for at reducere sygefraværet i ældreplejen.
Med de afsatte midler til ældreområdet bidrages der til at understøtte en positiv udvikling med mere tid og overskud til gavn for medarbejderne og de ældre borgere.
Dialog og samarbejde med KL er vigtigt for at løse rekrutteringsudfordringer i ældreplejen, og jeg har derfor også drøftet udfordringerne med rekruttering af SOSU-medarbejdere i ældreplejen med KL.
Endelig er det også vigtigt at huske på, at der i Danmark er tradition for, at løn og arbejdsvilkår reguleres af arbejdsmarkedets parter gennem kollektive overenskomster, som der netop forhandles om i disse måneder.
Her fra Christiansborg kan vi fastsætte de overordnede rammer på ældreområdet.
Vi kan tilføre ekstra midler og bestemme regler vedrørende tilsyn og lignende, og så kan vi bidrage til at tale ældreplejen op og anerkende SOSU-medarbejderne for deres store indsats og faglighed.