Tak for spørgsmålet.
Jeg går ud fra, at spørgsmålet skal ses i lyset af det udspil omkring fødselsområdet og fremtidens fødselsindsats, som jeg fremlagde på vegne af regeringen i sidste uge – et udspil, som har modtaget både ros og anerkendelse fra rigtig mange af de faglige miljøer, og som jo er det første udspil fra en regering i Danmark, som ligesom samlet følger op på hele fødselsområdet.
Det gør vi, fordi der er behov for at styrke fødselsområdet set i lyset af det stigende børnetal, vi får over de kommende år, hvilket er rigtig glædeligt, men som kræver, at regionerne også investerer i området og også træffer nogle beslutninger, som netop tager både tryghed og sikkerhed på landets fødeafdelinger med.
Det kommer jo bare som ét element i det generelle løft på sundhedsområdet, som regeringen har gennemført.
Hvis vi kigger på sundhedsområdet bredt set, vil vi se, at vi jo har løftet sundhedsområdet med 4,4 mia.
kr.
siden sommeren 2015.
Derfor er sagen omkring den samlede økonomiske ramme jo i høj grad den, at regionerne har fået tilført mere økonomi, og at man inden for den økonomi selvfølgelig også skal løfte fødselsområdet, hvor vi heldigvis ser en stigning i børnetallet.
Så har vi samtidig valgt at øremærke 50 mio.
kr.
til fødselsområdet både i 2016 og 2017, og med økonomiaftalen fra sidste år har vi nu også besluttet at øremærke dem i 2018 og 2019, hvor der jo ellers var lagt op til, at de skulle lægges ud på blokken.
Det har vi gjort for at styrke kvaliteten på fødselsområdet, og så har vi også gjort det for at sikre, at der kommer mere retning på investeringerne på området; at man får samlet op på de gode erfaringer, der er mange steder i landet; at man i langt højere grad laver individuelle skræddersyede forløb, hvor man tager højde for den enkelte gravide og familiens behov, hvor man har et særligt øje for psykisk sårbare og sårbare familier; og at man også har et øje for, at når børnetallet stiger så meget, som det gør, så kræver det også nogle nye investeringer i svangreomsorgen i Danmark.
Det kræver også, at man som region har et langt større blik på arbejdsmiljøet hos medarbejderne, og det synes jeg i høj grad at det udspil, vi er kommet med, er med til at sikre.