Tak for det, og tak til spørgeren.
Indledningsvis vil jeg gerne minde spørgeren om, at jeg naturligvis ikke kan udtale mig offentligt om konkrete personsager, ligesom det jo vil være spørgeren bekendt, at Det Udenrigspolitiske Nævn er det rette forum til i fortrolighed at drøfte politisk følsomme udenrigspolitiske spørgsmål.
Men så til mit svar:
Helt generelt tager regeringen og jeg som udenrigsminister selvfølgelig sager, hvor danske borgere er tilbageholdt eller har udrejseforbud, meget alvorligt.
I samarbejde med vores ambassadører gør Udenrigsministeriets Borgerservice dagligt alt, hvad de kan, for at bistå danske borgere, der er kommet i klemme i udlandet.
Det er en central og en vigtig opgave for det danske diplomati.
Jeg kan oplyse, at Udenrigsministeriet er bekendt med, at fem danske statsborgere p.t.
har udrejseforbud fra Tyrkiet.
Udenrigsministeriet har derudover kendskab til, at tre tyrkiske statsborgere med permanent opholdstilladelse i Danmark har udrejseforbud fra Tyrkiet.
Der kan være lignende sager, hvor borgeren ikke har valgt at søge vejledning eller assistance fra den danske ambassade i Ankara, og som Udenrigsministeriet derfor ikke er bekendt med.
Der kan være forskellige årsager til disse udrejseforbud, men jeg kan på grund af tavshedspligten i personsager ikke give oplysninger om de enkelte sager, herunder om sigtelsernes karakter.
Jeg kan dog oplyse, at der ifølge mine oplysninger endnu ikke er rejst formel tiltale i nogen af sagerne.
Jeg vil gerne understrege, at vi fra regeringens side er meget opmærksomme på situationen i Tyrkiet, og at vi følger denne tæt, herunder i forhold til hvordan vores egne statsborgere bliver behandlet.
Det lægger vi selvfølgelig stor vægt på.
Ud over at Udenrigsministeriet tilbyder konsulær bistand til de personer, der har fået udrejseforbud, er spørgsmålet også blevet rejst på højt niveau med Tyrkiet, dels af vores ambassadør i Ankara over for relevante tyrkiske myndigheder dér, dels med den nytiltrådte tyrkiske ambassadør her i København.
Der lægges således et stort pres på Tyrkiet, og vi håber, at sagerne bliver løst.