Tak for det.
Regeringen har jo i udspillet til en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet lagt op til at indføre den her ungelavalder på 12 år, som spørgeren selvfølgelig er bekendt med.
Den skal sikre, at unge kriminelle på ned til 12 år mødes af en konsekvent og tidlig reaktion, når de begår kriminalitet.
Helt konkret betyder det, at unge på ned til 12 år, som mistænkes for at have begået grov kriminalitet, kan få deres sag behandlet i ungdomskriminalitetsnævnet.
Som jeg forstår spørgsmålet, vil spørgeren gerne vide, hvorfor det lige er 12 år, og hvorfor det ikke er 11 eller 13 – ja, vi kan jo nævne alle de år, man så kan, fra 0 til 18.
Til det vil jeg sige, at når vi lægger op til, at ungdomskriminalitetsnævnet skal behandle sager om unge på ned til 12 år, er det jo, fordi vi sådan grundlæggende mener, at unge i den alder skal kunne tage konsekvensen af deres handlinger og blive ansvarliggjort i nævnet.
Men det betyder jo ikke, at der ikke skal sættes en stopper for kriminalitet, der er begået af børn, der er under ungelavalderen.
Men det er ligesom i dag også op til de sociale myndigheder.
Hvis der er nogle unge mennesker, der stikker helt af og ikke har styr på deres liv, har vi de sociale myndigheder til at gribe ind.
Jeg tror på, at man fra nu af og til dommedag kan finde eksempler på meget modne 11-årige, der har gjort noget, og meget umodne 13-årige, der har gjort noget.
Sådan kan vi jo blive ved med at finde eksempler.
Et eller andet sted skal man jo lægge sig, og der er vurderingen, at 12 år er den rette alder.
Jeg har forstået, at det også er der, spørgerens eget parti sådan set vil hen.
Jeg er med på, at vi ikke mener helt det samme om, hvorvidt det så skal være den kriminelle lavalder, men at det er der, der skal være en kant.
Det er den vurdering, der er truffet beslutning om.